Drottingholm Slot, nordens Versailles

Er du i Stockholm på kulturrejse er det svært at komme “udenom” Drottingholm Slot og ikke mindst slottets historiske betydning for Stockholm og hele Sverige.

Den officielle helårsresidens for Sveriges nuværende kong Carl 16. Gustav og dronning Silvia er tydeligvis inspireret af Versailles’ stil og betragtes almindeligvis som et af de dejligste europæiske slotte. Dette rokokoslot, der ligger på sin egen træbevoksede lille ø i Mälaren, er åbent for offentligheden, selv når kongefamilien opholder sig her. Det blev opført i 1662 til Sveriges dronning Hedvig Eleonora, og dets interiør slår stadig besøgende med forbavselse med sin samling af overdådige kunstgenstande og møbler fra 16- til 1800-tallet, forgyldte lofter og prægtige lysekroner. Fontæner og formelle haveanlæg leder yderligere tankerne hen på det virkelige Versailles. Drottingholm Slot ligger omkring 10 kilometer vest for Stockholm. Det er nemt at besøge på egen hånd da der er hyppige afgange med dampskibe (1 times sejlads med guide om bord) fra Stadshusbron i Stockholm.

Hofteater

Besøg det uforglemmelige Drottingholm Hofteater, verdens mest perfekt bevarede teater fra 1700-tallet, hvor der stadig spiles opera, ballet og skuespil med de oprindelige dekorationer og hele det originale teatermaskineri. Det blev oprindelig oplyst af 400 kerter, men i dag anvender man i stedet flammeformede elpærer med et blafrende lys. Dette træteater blev bygget i 1766, bestilt af kong Gustav 3.s mor, dronning Lovisa Ulrika, til en snæver kreds af hans venner og hoffolk. De operaer og balletter fra 1700-talllet, der opføres i dag af nogle af Europas mest anerkendte kunstnere (og af et orkester, der spiller på originalinstrumenter fra perioden), fører tilskuerne tilbage i tiden. Oplysninger om repertoiret på Hofteatret kan du se på hjemmesiden www.drottingholmsteatern.dtm.se. Der er bla. forestillinger på teatret under Drottingholm Festival i perioden fra juni til august.

Få mere inspiration til din kulturrejse til Stockholm her på bloggen, læs f.eks indlægget: På kulturrejse i Stockholms skærgård

Portugal gennem tiden

Portugal var allerede befolket i oldtiden og blev omkring Kristi fødsel integreret i Romerriget. Mange steder i Portugal finder du spor og vidnesbyrd fra en interessant historie med mange voldsomme kulturelle sprængpunkter.

Conimbriga syd for Coimbra på den gamle romervej gennem Portugal rummer bl.a. meget fine senromerske gulvmosaikker. Landets hovedstad Lisboa (Lissabon) blev grundlangt af fønikerne allerede ca. år 1200 før Kristus, og blev senere en vigtig romersk by.

Ved Romerrigets opløsning i 400-tallet blev Portugal besat af germanske stammer. Vestgoterne dannede et kongerige, der omfattede næsten hele Pyrenæerhalvøen. Det blev fejet over ende kort efter år 700 af araberne, der besatte næsten hele halvøen. Kun mod nord holdt kristne herskere sig og dannede små riger.

Portugal omfattede oprindelig kun den allernordligste del af det nuværende land og var under kongerne af Asturien-Leon i det nuværende Spanien. I 1000-tallet kom en slægtning til den franske konge, Henri af Bourgogne, til landet og giftede sig med en lokal kongedatter. Han fik det nuværende Nordportugal som len.

Alfonso I regerer Portugal

Det var en søn af denne Henri, Afonso I Henriques, som i 1100-tallet gennem mod, dygtighed og frækhed fik ophøjet Portugal til et uafhængigt kongerige. Afonso I erobrede også i 1147 Lisboa fra maurerne. Mange steder i Portugal finder man statuer og malerier af kong Afonso, skabt i taknemmelighed mod statens grundlægger – ganske uden hensyn til, at der ikke er nogle samtidige afbildninger af ham, og vi derfor ikke ved, hvordan han egentlig så ud. Den danske kong Valdemar II Sejr blev efter dronning Dagmars død gift med Afonso I’s sønnedatter Berengaria.

Den næste betydningsfulde hersker er kong Dinis (Dennis), som i 1290 grundlagde et af Europas ældste universiteter, universitetet i Coimbra. Dinis var en forudseende hersker, som bl.a. gjorde meget for at øge træplantningen i riget. Det kan Portugal være ham taknemmelig for den dag i dag. Kongens jordnære indstilling gav ham tilnavnet ”o Lavrador”, arbejderen. Hans hustru, Dronning Isabella, havde et så godt ry, at hun efter Dennis’ død blev ophøjet til helgen.

Joao I bliver konge af Portugal

Den næste virkeligt betydningsfulde hersker er Joao (Johan) I af Avis, en uægte søn af Afonso IV, som reddede kongeslægten og Portugals selvstændighed i en meget vanskelig situation. Da Afonsos ægtefødte søn og efterfølger Fernando I døde i 1383, gjorde hans svigersøn Juan I fra nabolandet Kastilien krav på tronen. Men Joao, der på det tidspunkt var stormester for en vigtig ridderorden, Avis-ordenen, samlede en del af adelen og engelske hjælpetropper omkring sig og udmanøvrerede castilianerne, så de led et stort nederlag, hvorefter Joao blev konge.

Der hvor slaget stod, byggede kong Joao i taknemmelighed klosteret Batalha, der udtales Batalja og betyder det samme. Joao I var en dygtig hersker, som i høj grad fik styrket kongemagten. Hans forbindelse med englænderne gav sig bl.a. udslag i hans ægteskab med Philippa af den engelske kongeslægt Lancaster. Det er et af de tidligste udtryk for den alliance mellem England og Portugal, som er en af de ældste politiske konstanter i Europas historie.

Henrik Søfareren

Den næste betydningsfulde skikkelse er ikke en konge, men en prins, Joao I’s yngre søn Henrique med det senere tilnavn Navigador, Søfareren. Han havde overtaget faderens betydningsfulde stilling som leder af Kristusordenen, der havde til huse i det store Kristus-kloster i byen Tomas. Men han flyttede senere til Sagres i det sydligste Portugal, som var et bedre sted at placere hans søfartsskole.

Henrik Søfareren blev på mange måder teoretikeren bag de portugisiske opdagelsesrejser og sjælen i de første af dem, selvom han aldrig selv kom længere til søs end til Tanger. Hos ham gik ønsket om at omvende vantro og udbrede kristendommen, vinde rigdomme i det fremmede og få tilfredsstillet nysgerrigheden hånd i hånd, som hos de øvrige portugisiske søfarere. Samtidig gik han videnskabeligt til værks. Han lod fremstille avancerede instrumenter til at bestemme skibenes position, og beskæftigede sig også med søfolkenes kost under de lange sørejser – således gik han ind for nogle små, C-vitaminholdige bær, som skulle beskytte dem mod skørbug.

Kong Manuel I kommer til magten

Kong Manuel I, et oldebarn af Joao I, som herskede 1495-1521, blev den første konge, som for alvor høstede frugterne af de opdagelsesrejser, som blev foretaget efter 1480, og som førte til opdagelsen af både Brasilien og søvejen til Indien. Fra Brasilien kom især kostbare træsorter, fra Indien og Ostindien krydderier. Manuel I havde giftet sig med en kastiliansk prinsesse og blev stærkt begejstret for den maurisk-påvirkede kunst, som blomstrede i Sevilla. Han lod importere store mængder af vægfliser fra Sevilla og udsmykkede egne og tidligere bygninger med en overdådig ornamentik, hvis stil ligefrem kaldes ”Manuelismo”.

Manuels spanske forbindelser tvang ham til at diskriminere mod jøderne, som hidtil havde haft et fristed i Portugal og spillet en betydelig økonomisk rolle. Manuel gav dem imidlertid mulighed for officielt at erklære sig som kristne, selv om de i virkeligheden ikke ønskede at skifte tro. I 20 år skulle det være dem tilladt at gå¨for at være kristne uden at nogen ville undersøge, hvor troende de var. Men Manuels søn og efterfølger Joao III ophævede denne regel og indførte inkvisitionen efter spansk mønster. Forfølgelsen af anderledes troende og deres efterkommere blev dog ikke helt så systematisk som i nabolandet Spanien, som i mellemtiden var blevet dannet ved en sammensmeltning mellem rigerne Kastilien og Aragonien.

Da Joao III døde i 1557, efterlod han sig en umyndig sønnesøn, Sebastiao, som da han blev myndig, var besat af tanken om at blive en stor korsfarer og erobrer. En tronstrid i Marokko fik ham til at kaste sig over dette land. Det blev en katastrofe, det meste af den portugisiske invasionsstyrke blev udslettet i 1578, og den unge konge selv forsvandt. Dette gav ham i eftertiden skæret af en martyr, og der opstod legender om, at han en dag ville vende tilbage og redde Portugal. Det, han skulle redde Portugal fra, var spansk besættelse. Den spanske konge Filip II gjorde i 1580, da Sebastiaos’ barnløse grandonkel og efterfølger Henrique døde, krav på tronen og sendte sin fra Nederlandene berygtede general, hertugen af Alba, ind i landet. I 1581 måtte portugiserne opgive kampen og acceptere Filipii som konge også af Portugal.

Unionen med Spanien varede i næsten 60 år.. Det var en blandet fornøjelse for portugiserne, som i dag ser perioden som en af de sorteste i deres historie. Den blev alvorlig for det portugisiske kolonirige, fordi Portugal blev trukket ind i Spaniens krig med de nye stærke søfarts- og handelsnationer Nederlandene og England. Portugal mistede de fleste af sine støttepunkter i Indonesion samt Ceylon og Ormuz, og en tid også dele af Angola og Brasilien. Internt respekterede Filip II for så vidt Portugal som et selvstændigt land, men hans efterfølgere behandlede i stigende grad Portugal som en del af Spanien. Utilfredsheden med spanierne var derfor i stadig stigning, mange driftige og talentfulde folk emigrerede, og der var gentagne oprørsforsøg, bl.a. ledet af folk som påstod, de var den forsvundne Sebastiao.

Chancen for løsrivelse fra det stærke spanske militærimperium kom i 1630’- erne. Spanien deltog i 30-årskrigen i Tyskland og var derfor optaget andetsteds. Både i Portugal og i Catalonien rejste man sig til oprør. Spanierne koncentrerede sig om at nedkæmpe oprøret i øst, og det gav en efterkommer af de gamle portugisiske konger, hertug Joao, mulighed for at genskabe portugisisk selvstændighed. I 1640 besteg han tronen som Joao IV, selv om det først var så sent som 1678, at Spanien endelig anerkendte Portugals genvundne selvstændighed. Nogle af de tabte territorier blev også vundet tilbage, deriblandt Angola og det nordøstlige Brasilien, hvor den lokale befolkning hjalp portugiserne med at smide hollænderne, der havde gjort sig upopulære med deres hårdhændede kolonistyre, ud.

Den magt, Portugal hældede sit hoved til, var England, dets gamle forbundsfælle. Landet samarbejdede både med det republikanske styre under Cromwell og den efterfølgende konge Charles II, som giftede sig med en portugisisk prinsesse – og fik Bombay i Indien som medgift for konen. Det blev starten til Englands koloniimperium i Indien.

Virkelig opvind fik Portugal igen i 1690, da der blev fundet guld og sølv i Brasilien. En ny rigdomsperiode tog sin begyndelse og blev omsat bl.a. i pragtfulde bygninger. Det er fra denne periode, at de pragtfulde kakler i blåt og hvidt, som smykker ikke blot det indvendige, men også det udvendige af mange bygninger f.eks. i Lissabon, stammer. En katastrofe indtrådte i 1755: Et voldsomt jordskælv, der lagde store dele af Lissabon øde og ødelagde mange bygninger over hele landet. Men med imponerende energi rejstes der nye bygninger, og gamle restaureredes, under ledelse af den tids betydeligste portugisiske statsmand, markisen af Pombal. Et helt genopbygget kvarter i Lissabons centrum vidner om denne del af hans indsats.

Pombal var en stor reformator, lidt i stil med Struensee i Danmark. Han bekæmpede kirkens overvældende magt i samfundet og fik bl.a. paven til at afskaffe Jesuitterordenen. Han beslaglagde store kirkelige ejendomme, som blev statsejendom, og lagde grunden til den antiklerikalisme, kamp mod kirken i oplysningens navn, som er en af de åndelige poler i den ”kulturkamp”, der siden med mellemrum er brudt ud med voldsom styrke i Portugal. Den modsatte pol er en betingelsesløs underkastelse under kirken og et stærkt religiøst fromhedsliv, som bl.a. kommer til udtryk ved valfartsstederne, især det i 1917 opståede Fatima.

Under Napoleonskrigene var Portugal skueplads for flere vigtige slag mellem englændere og franskmænd. Portugal var 1807 blevet rendt over ende af den franske hær, og kong Joao VI havde måttet flygte til Brasilien. Det var i Portugal og Spanien, den senere hertug af Wellington vandt sine første betydningsfulde sejre. Krigen førte til Brasiliens adskillelse fra Portugal, ligesom Spanien mistede sine kolonier i Syd- og Mellemamerika, men til forskel fra de spanske kolonier, som løsrev sig ved revolution, skete adskillelsen mellem Brasilien og Portugal ved, at kongens ældste søn, Pedro, blev kejser i Brasilien, mens faderen vendte hjem til Portugal.

Efter faderens død i 1823 blev der imidlertid brug for Pedro hjemme i Portugal, for hans yngre broder Miguel, som var stærkt højreorienteret, forsøgte at gribe magten. Pedro overlod Brasilien til sin sønnesøn Pedro II og tog hjem for at bekæmpe Miguel. England støttede Pedro og hans datter og efterfølger Maria II da Gloria i deres bestræbelser for at fastholde de liberale reformer, der var blevet indført i 1822, og som havde givet Portugal fri forfatning og i markis de Pombals ånd kraftigt reduceret kirkens rolle i samfundet.

Selv om reformkræfterne sejrede, var Portugal i 1800-tallet plaget af store problemer, ikke mindst af økonomisk art. Det var bekosteligt for landet at opretholde sit store kolonirige, og selv om der skete økonomiske fremskridt ikke mindst i det nordlige Portugal, var der stærke spændinger, og republikanske kredse gav monarkiet skylden for mange problemer. I 1908 myrdedes kong Carlos I og kronprins Luis Filipe på Lissabons hovedplads Praca do Comercio, og 1910 blev den unge kong Manuel II tvunget i eksil efter kanonbeskydning af Lissabon fra krigsskibe på Tejo-floden. Portugal blev nu republik, men uro og attentater fortsatte. Mellem 1910 og 1926 blev der 45 gange skiftet regering ved militærkup. Den sidste demokratiske regering blev styrtet i 1926. Det var først da Antonio Oliveira de Salazar fik magten i 1928, først som finansminister, fra 1932 som premierminister, at der kom større stabilitet. Men prisen var et hårdt diktatur af nærmest fascistisk karakter, støttet af kirken og med et forhadt hemmeligt politi, PIDE. De rige blev endnu rigere, og den portugisiske escudo blev en hård valuta. Men de fattige blev både socialt og politisk undertrykt. Og gentagne kupforsøg blev skånselsløst nedkæmpet.

Portugal deltog på allieret side i 1. verdenskrig, og selv om det forblev neutralt under 2. verdenskrig, kunne de allierede fra 1943 anlægge baser på den strategisk vigtige øgruppe Azorerne i Atlanterhavet. Portugal var fra gammel tid forbundet med England (det er derfor, portvinen er blevet en fast bestanddel af traditionel engelsk livsstil), og en række portugisiske besiddelser havde strategisk betydning for de allierede. Så selv efter 2. Verdenskrig lukkede man øjnene for diktaturet i Portugal, som blev optaget i både FN og NATO, selv om sidstnævnte principielt kun måtte omfatte demokratiske stater.

Den generelle holdning i FN’s generalforsamling var, at kolonimagter skulle afvikle deres koloniimperier. Portugals officielle holdning var, at landet slet ikke havde nogen kolonier – dem havde man nemlig indlemmet i landet som ”oversøiske territorier”. Og udefra kunne det dårligt hævdes, at koloniernes befolkning blev politisk diskrimineret – hovedlandets befolkning havde heller ikke noget at skulle have sagt. Da man i 1950’erne alligevel kritiserede Portugal, fordi det ikke som f.eks. England forberedte selvstyre for kolonierne, henviste Portugal til, at også Danmark havde indlemmet sin koloni Grønland som en integreret del af Danmark!

Alligevel mistede Portugal i 1961 nogle af sine ældste kolonier, idet de tre små områder i Indien, Goa, Damao og Diu, blev erobret af Indien, uden at andre magter greb ind. De øvrige kolonier beholdt Portugal helt frem til diktaturets fald i 1974. Men kampen mod oprørsbevægelserne i de afrikanske kolonier blev netop det, der undergravede diktaturet, som også internt var svækket siden 1968, da Salazar sygdomssvækket havde måttet trække sig tilbage fra premierministerposten. Det var den usselt lønnede mellemgruppe af officerer, kaptajner – mange af dem bonde- og arbejderbørn – som ledede oprøret, trætte af at risikere livet for et koloniherredømme, de ikke var tilhængere af, og som efterhånden var en anakronisme i verden.

Signalet til revolutionen var sangen ”Grandola – vila morena”. Da soldaterne fra kasernerne blev sendt ud for at nedkæmpe oprøret, sluttede de sig til folket, som stak nelliker i deres geværløb. Deraf navnet ”nellike-revolutionen”. Det var en af de meget få gange, hvor en revolution i Portugal forløb praktisk taget uden blodsudgydelse.

Herefter afviklede Portugal alle sine kolonier med undtagelse af Macao over for Hong Kong. Desværre førte afviklingen til en række tragedier: I Angola og Mocambique udbrød snart borgerkrige. Øst-Timor fik ikke sin frihed, men blev annekteret og undertrykt af Indonesien, som i forvejen beherskede Vest-Timor. Men i Portugal holdt freden trods stærke interne spændinger.

I spidsen for oprøret sattes en af diktaturets betroede mænd, general Antonio de Spinola, der som militærleder i Afrika personligt havde indset håbløsheden i fortsat kamp og derfor havde vendt sig mod det gamle regime. Han blev dog kun en overgangsfigur. Han valgte at trække sig tilbage, da han efter at være gået med til Guinea-Bissaus uafhængighed i 1974 og Mocambiques uafhængighed i 1975 modsatte sig, at en marxistisk oprørsbevægelse overtog magten i Angola. Mere radikale, marxistiske kræfter i hæren fik magten, gennemførte en total afkolonisering og støttede ekspropriationerne af de store godser i Sydportugal, som blev overtaget af de jordløse daglejere. Der blev eksperimenteret med kollektive driftsformer, og der var betydelig opbakning til det nu endelig tilladte, meget Moskva-tro kommunistparti, som havde arbejdet under jorden gennem hele Salazar-perioden. Tiden arbejdede imidlertid mod dette – kommunistpartiet er i dag uden indflydelse.

Portugal efter 1986

Siden 1. januar 1986 har Portugal været medlem af EF/EU, og landet er i dag ledet på demokratisk vis. Mange af den sidste revolutions spor er slettet, og mange af de eksproprierede godser er givet tilbage til deres oprindelige ejere.

Portugal er kun dobbelt så stort som Danmark, og befolkningstallet er ligeledes omkring det dobbelte. Forskellen mellem nord og syd er slående. I syd er landet gult, sommeren er ørkenagtig tør, og det er her, der siden romertiden har været store godser. Det er her, vi finder et ”rødt” landarbejderproletariat, som i vid udstrækning har vendt kirken ryggen – mange er ikke døbt, de gifter sig ikke i kirken, og nogle bliver end ikke begravet på kirkegården.

I nord er der grønt, og her regner det. I århundreder har jorden her tilhørt små selvstændige bønder. Når mange er lige så fattige som landarbejderne mod syd, skyldes det, at brugene er blevet mindre og mindre generation efter generation pga. arvedelinger. I dag har mange af de små selvejerbønder kun et lille stykke jord rundt om huset, som de ikke kan leve af at dyrke. Alligevel er selvejerbønderne i nord gennemgående antisocialister, og den katolske kirke har bevaret sit stærke greb om dem. Kun få steder i Europa kan man opleve en så hengiven og naiv gudstro som i det nordlige Portugal.

Portugals tvedeling, dets rige fortid, som har efterladt sig så mange velbevarede historiske bygninger, og portugisernes milde sagtmodighed gør Portugal til et usædvanligt spændende og dejligt rejseland.

Kultur i Belém

Der ligger mange kulturelle oplevelser og venter i Lissabons bydel Belém. Og er du på kulturrejse i Lissabon, kan du roligt afsætte en dag eller to til Beléms mange seværdigheder. Det er især Portugals fortid som søfarernation, der har sat sit præg på Belém.

For i Bélem bliver man trin for trin mindet om de portugisiske søfarere: Tårnet på bredden af Tejo, Hieronymus-klosteret, hvis rigdom skyldes Portugals fejrede heltes opdagelser. Disse helte er afbilledet i overdimensionerede mejslede figurer i mindesmærket for opdagelserne. Men ikke alt i Belém er fortid: Også Lissabons moderne kulturcenter, Centro Cultural de Belém, er blevet opført her mellem kloster og tårn.

Torre de Belém

I 1515/16 blev tårnet og Lissabons galionsfigur, Torre de Belém, påbegyndt på foranledning af Dom Manuel l af arkitekten Francisco de Arruda og færdiggjort i 1521. Bygningsværket består af et firkantet tårn og et bolværk på et sekskantet grundrids og hører til de mest vellykkede eksempler på manuelinsk byggekunst. Og det har klaret århundrederne næsten uskadt.

Oprindeligt lå det midt i Tejo, men den kunstige og naturlige forandring af flodløbet har bragt det ind på land. I lang tid blev Torre de Belém brugt som statsfængsel. Efter renoveringsarbejderne skinner tårnet i Belém igen i sædvanlig pragt, og på fuldmånenætter er synet virkelig en oplevelse uden lige.

Centro Cultural de Belém

Mellem tårnet i Belém og hieronymit-klosteret ligger Lissabons nye kulturcenter, som den daværende præsident Cavaco Silva lod opføre.

Centro Cultural de Belém blev bygget af den italienske arkitekt Vittorio Gregotti og hans portugisiske kollega manuel Salgado. Der var oprindeligt planlagt fem moduler, men af finansielle grunde var det kun de tre, der blev færdiggjort. Således måtte man give afkald på et hotel og et kongrescenter.

Siden juni 2007 har museet med Berados samlinger med ca. 450 til dels meget værdifulde moderne værker ligget her. Dermed har Centro Cultural de Belém endelig sit eget, om end omstridte på grund af Berados betingelser, museum for moderne kunst.

Chianti og San Gimignano i Toscana

Chianti og San Gimignano, underskønne vine og landskaber i Toscana.

Chianti

Chianti er Italiens smukkeste vinregion, og dets vigtigste, med produktion af førsteklasses rødvine, hvis ry i dag ikke kunne være fornemmere. Den ligger i hjertet af Toscana mellem Firenze og Siena. Vinproduktionen i området går tilbage til de før-romerske etruskere. Glæden ved i ro og mag at køre rundt mellem vingårdene og hist og her og smage på produkterne forøges yderligere af regionens billedskønne landskaber. Selv inkarnerede bilister vil falde i svime. Den gamle Via Chiantigiana forbinder en række vinbyer, der ligger som perler på en snor i en historisk rig region med skovklædte bjerge, middelalderslotte, bondegårde og vingårde – små, ret ukendte producenter og mere berømte navne som Antinori, Frescobaldi og Ricasoli. Den lille familieejede landsby Castello di Volpaia fra 1300-tallet, der fremstiller fornemme vine i omgivelser, der dårligt kunne være mere maleriske, modtager et begrænset antal gæster på sit enestående agriturismo-foetagende. Valgfrie måltider, tilberedt udelukkende til de besøgende, byder på årstidens bedste produkter i dette område og desuden familiens egen olivenolie, honning, marmelade og kryddereddike. Men måltiderne her, hvor gode de end er, er blot noget, der ledsager Volpaias fineste årgangsvine, som alle på en eller anden måde smager bedre, når de nydes med udsigt til de vinmarksdækkede højdedrag, hvor druerne dyrkes.

Læs mere om vin i indlægget: Mad og drikke i Toscana

San Gimignano

Lige på den anden side af et af disse bakkedrag ligger San Gimignano, et navn, der længe har været synonymt med “Toscansk bjergby”. San Gimignano har pirret rejsendes fantasi gennem århundreder. Dens karakteristiske skyline formelig vrimler med konturerne af 14 middelaldertårne, der stammer tilbage fra 11- og 1200-tallet – en beskeden brøkdel af de oprindelige 70. Prøv at komme hertil sidst på eftermiddagen, hvor karavanerne af turistbusser er kørt og atter har overgivet byen til dens indbyggere. Tag trappen op til toppen af Palazzo del Popolos 36 m høje Torre Grossa, det højeste af San Gimignanos tårne, og nyd så et kig ud over byen, dens tårne og Val d’Elsa længere ude. Derpå kan man sætte sig til rette i Bel Sorriornos rustikke og rummelige restaurant, hvor menuen deler rampelyset med Toscanas pragtfulde landskab, der indrammes af de mægtige vinduer. Vildt fra de omgivende, træklædte bjerge er husets specialitet, og et udvalg af Chiantis bedste vine fuldender måltidet. Nærved, på to nabo-piazzaer, er der et ambitiøst sommerprogram med alt fra ballet i det fri til opera. Man vil her kunne høre Toscas melankolske melodier, der føres gennem luften, hen over San Gimignano og omkring dens middelalderlige skyskrabere.

San Gimignano ligger små 60 kilometer sydvest for Firenze. Rejser du på kulturrejse til San Gimignano i perioden fra midt i juni til midt i august kan du opleve en sommerfesitval med musik og dans hvilket giver en helt speciel stemning i byen og især efter kl. 16 når alle dags turister er taget hjem.

Læs meget mere om kulturrejser til Toscana her på bloggen og om San Gimignano i indlægget: San Gimignano, byen med de mange tårne.

Lissabons skytshelgen Sankt Vincent

Lissabon, Portugals hovedstad, har ligesom mange andre byer i katolske lande en skytshelgen. Lissabons helgen Sankt Vincent har stor historisk betydning, og på en kulturrejse til Lissabon kan du flere steder opleve byens dybe forhold til ikonet.

Sankt Vincent, eller São Vicente de Saragoza, var en kristen mand fra den spanske by Zaragoza, der blev forfulgt og tortureret til døden i Valencia, under den romerske kejser Diocletian, i år 304 e.Kr.

Miraklerne og Portugals første konge

Efter hans død ville man sig skille af med liget ved at fodre nogle vilde dyr, men ravne blev ved med at beskytte Vincents lig og holdt dem på afstand.

Så bandt man i stedet en møllesten om hans hals og smed liget i en sejlbåd, der sejlede mod Atlanterhavet. Båden blev ved med at sejle – stadig under beskyttelse af de to ravne – indtil de nåede Europas sydvestligste spids, og endte i det, der dengang hed ”Promontorium Sacrum” (på latinsk Hellige Kap), og som i dag er kendt som Cabo de São Vicente ved Algarvekysten.

Nogle århundreder senere lovede Portugals første konge Afonso Henriques – før han foretog sig den modige opgave at erobre Lissabon fra maurerne – at han ville få bragt Sankt Vincents lig til Lissabon, hvis erobringen lykkedes, og udnævne ham til Lissabons skytshelgen.

Skt. Vincent i Lissabons domkirke

Sankt Vincents relikvier ligger i Lissabons Domkirke (Sé de Lisboa), men kong Afonso Henriques beordrede ligeledes opførelsen af et tempel til ære for Sankt Vincent uden for byens mure netop på det sted, hvor de kristelige sammenslutninger, herunder religiøse ordner som Tempelridderne og kongen selv, havde holdt lejr.

Templet blev flere århundreder senere udvidet og den nuværende Mosteiro de São Vicente de Fora huser bl.a. konge-dynastiets panteon – Dinastia Bragança.

Lissabons vartegn er en sejlbåd med to ravne på begge spidser. Det er synligt forskellige steder, bl.a. på mange af Lissabons fantastiske fortovsmosaikker, og på toppen af de pittoreske jernlamper i de gamle bydele.

Sankt Vincent fejres d. 22. januar i den katolske kirke. Sankt Vincent er skytshelgen for vinproducenter i Frankrig, hvor hans figur vises med en vindrueklase ud over håndfladen, der symboliserer martyrium.

Henrik Søfareren

Kong João I af Portugal giftede sig i 1386 med den engelske prinsesse Phillipa af Huset Lancaster. João og Phillipa fik i alt otte børn. Den tredje søn, Henrique, blev født i 1394 fik navn efter hans farfar – Kong Henrik 4. af England – og er i historien kendt som Henrik Søfareren. Hans bidrag til Portugals opdagelsesrejser har fået en afgørende betydning for Portugals gyldne historie og Portugals historie som en af verdens største søfarernationer.

På din kulturrejse til Portugal kan du stadig mange steder opleve vidnesbyrd fra nationens store fortid i epoken omkring opdagelserne og erobringen af de syv verdenshave, og det er et emne mange portugisere taler om med indlevelse og stolthen i stemmen.

Erobringen af Ceuta

Epoken for portugisernes store opdagelsesrejser begynder med erobringen af Ceuta i Nordafrika i 1415, hvor kong João I, sammen med bl.a. Henrik Søfareren, angreb den nordafrikanske by med 200 skibe af forskellige størrelser og 20.000 mand. Mange af dem var udenlandske riddere med egne tropper. Mange har markeret denne begivenhed som afslutningen på middelalderen og starten på den nyere tid. Den portugisiske ekspedition har været betegnet som et korstog, men for de adelige og kongelige betød det i høj grad en vigtig ny måde at drive forretning på og tjene penge til de ”tomme” pengekasser.

Ceutas strategiske beliggenhed betød meget for de portugisiske opdagelsesrejsers fremtid, da den banede vejen for at have kontrol over den nordafrikanske kyst samt forhøjede muligheden for nye strategiske kontakter og samling af vigtige oplysninger mht. navigationskunstens udvikling.

Ceuta var også en vigtig handelsby, hvilket Portugal fik stor gavn af. Allerede før Ceutas erobring var portugiserne bekendt med, at byen var et vigtigt udgangspunkt for veje til rigdomme og guld i Afrika. Ceuta blev altså en seriøs konkurrent til de to middelhavsbyer Venedig og Napoli.

Henrik Søfareren som guvernør og stormester

I 1418 blev Henrik Søfareren udnævnt til guvernør for Algarve provinsen og herefter oprettede han residensen og den berømte navigationsskole i det sydvestlige hjørne af Europas fastland ved Raposeira og Sagres. Samme år kommer portugiserne til Madeira.

Henrik Søfareren udsendte jævnligt nye ekspeditioner, hvis formål var at blive bekendt med den vestligste afrikanske kyst og få oplysninger om, hvordan man kom nemmere frem til guldlandet. I mellemtiden var han blevet stormester for Kristusordenen, som erstattede Tempelriddernes orden efter denne blev opløst i 1312, og dermed fik han midler fra denne velhavende orden til at finansiere ekspeditionerne og navigations-forskningen, og var samtidig omgivet af de dygtigste astronomer, kartografer og geografer fra den kristne – og mauriske verden.

Betydningsfuld søfarer

Det var meget betydningsfuldt for de løbende ekspeditioner, at man blev dygtigere til at bygge skibe, der var kraftige nok til at klare Atlanterhavets stærke strøm samt dygtiggjorde sig i, hvordan man skulle navigere i forhold til kort, stjernerne og horisonten. Opdagelsen af de to ubeboede øgrupper Madeira og Azorerne og den respektive besættelse blev efterfulgt af besættelsen af den vestafrikanske kyst frem til Sierra Leone i 1460, samme år som Henrik søfarerens død.

Under Henrik søfareren, gik portugiserne for første gang udenom Nordafrika og Sahara ørkenen og etablerede direkte handelsrelationer med lande som Etiopien. Han har været ligeledes været dygtig til at overtale paverne om, at ekspeditioner kun handlede om korstog for at dæmpe for Castiliens utilfredshed med Portugals monopol i Vestafrika.

Henrik Søfareren har også lidt nederlag, men hans bidrag til de efterfølgende ekspeditioner, der ændrede totalt verdens syn, skal i høj grad takkes hans stædighed, tro og vision.

Arcos de la Frontera, et godt udgangspunkt til kulturrejsen

Arcos de la Frontera er et godt udgangspunkt hvis du rejser på kulturrejse til Andalusien og vil følge Ruta de los Oueblos Blancos. Arcos de la Frontera ligger meget centralt kun 30 kilometer øst for Jerez og små 70 kilometer øst for Ronda ved at følge Ruta de los Pueblos Blancos.

Udsigten fra klippehylde-terrassen i denne gamle arabiske bys historiske bymidte er nok en af de mest fascinerende i Spanien. Arcos med sin beliggenhed på en forreven klippe, kronet af en maurisk borg og med udsyn til slugten med Guadalete-floden, der omgiver den på tre sider, er bygget med form som et naturligt amfiteater. Dens krogede gader – nogle næppe bredere end et par meter, andre fortaber sig i trapper – vidner om dens arabiske fortid. Den fabelagtige udsigt, der inspirerede Charles de Gaulle til at skrive sine erindringer, mens han opholdt sig på det pragtfuldt beliggende Parador Casa del Corregidor – slottet fra 1700-tallet, der var sæde for kongens lokalmyndighed (corregidor) – kan få næste enhver til at slå sig fast ned her. Men i så fald går man glip af besøg i den halve snes hvidkalkede landsbyer langs Ruta de los Pueblos Blancos, en populær, naturskøn biltur. Lige så berømt for sin enestående beliggenhed er Ronda, det maleriske hjemsted for tyrefægtning og en af forfatteren Ernest Hemingways favoritsteder. Som begejstret tilhænger af tyrefægtning blev han atter og atter tiltrukket til Rondas tyrefægterarena, bygget i 1784 – den ældste og en af de smukkeste i Spanien. Parador Casa Del Corregidor ligger på adressen Plaza del Cabildo, men du kan dårligt undgå at se den! Parados er oplagt at bo på rundt omkring i Spanien på en kulturrejse, og du kan læse om andre udvalgte Parados her på bloggen om kulturrejser. Du kan også læse mere om kulturrejser til de hvide landsbyer i Andalusien

De romerske ruiner i Efesos

Efesos i Tyrkiet var en en kejserlig hovedstad i antikken og er en af de serværdigheder som absolut bør indgå i programmet på en kulturrejse til Tyrkiet. De romerske ruiner i Efesos er et af de levn fra fortiden som viser at Tyrkiet altid har tiltrukket mennesker fra andre dele af verden, nøgagtig som landet gør i dag hvor det er et af de mest populære feriesteder.

Efesos, en af de bedst bevarede antikke byer ved Middelhavet, er Tyrkiets præsenterbakke for ægæisk arkæologi. Skønt denne by i dag ligger 10 km inde i landet, var den engang en af de mest velstående handelshavne i den græsk-romerske periode med en ideel beliggenhed mellem Den Nære Orient og Middelhavets havnebyer mod vest. Efesos blev grundlagt så tidligt som år 1000 f.kr. af jonerne, og dens vidtstrakte og imponerende ruinområde vidner om dens rolle i antikken som hovedstad i den romerske provins Asia – under kejser Augustus var det den største by i det østlige Middelhavsområde næst efter Alexandria. I dag fører en 1½ km lang marmorbrolagt vej med furer efter fortidens vognhjul forbi delvist rekonstruerede bygninger, som f.eks. Det Store Teater (med plads til 25.000 tilskuere) og det smukke, toetages Celsus-bibliotek (bygget i år 135 e.Kr.), et af de største biblioteker og et af de mest elegante bevarede bygningsværker fra antikken. Templet for Artemis (Apollons tvillingesøster, som romerne kaldte for Diana) blev regnet for et af den antikke verdens underværker. Kun fundamenterne er bevaret, men under Efesos’ storhedstid i 356 f.Kr. var det fire gange større end Parthenon i Athen med en skov af 127 marmorsøjler, der understøttede taget i 18 meters højde. Efesos fortsatte sin blomstringstid indtil det 3. århundrede e.Kr., hvor den blev hærget af goterne, der trængte ned fra Nordeuropa. I hundredvis af søjler og statuer forsvandt fra området gennem de efterfølgende århundreder; nogle af dem dukkede op i Konstantinopel og blev brugt til opførelse og udsmykning af byens byzantinske katedraler. Ikke desto mindre ligger Efesos-museet inde med en af de bedste samlinger i Tyrkiet af romerske og græske fundgenstande. Efesos ligger små 20 kilometer nord for Kusadasi godt 170 kilometer nord for Bodrum. Et godt tip er at rejse på kulturrejse til området omkring Efesos i begyndelsen af maj, hvor man kan opleve musik- og danseopførelser under den én uge lange Efesos Kultur- og kunstfestival.

Kusadasi

Kusadasi (Fugleøen), et større badested ved Ægæerhavet, er udgangspunkt for ture til Efesos og en række andre seværdigheder, bl.a. den nærliggende græske ø Samos. Men selv om sådanne turiststeder delvis forklarer denne førhen så søvnige fiskerbys forvandling til et ferieparadis ved kysten, har den sine egne, nok så bemærkelsesværdige attraktioner at byde på. For enden af den brede bugt, og i dag tilgængelig via en dæmningsvej, står en majestætisk byzantinsk borg stadig vagt. Området er et populært anløbssted for krydstogtskibe og lystsejlere, og ypperlige fiskerestauranter omkring havnen og en livlig basar byder stadig på lejlighedsvise fund.

Hotel Kismet

Hotel Kismet med sine 84 værelser på et lille forbjerg ude i bugten udmærker sig ved sin charme. Dets elskværdige ejer, Hümeyra Özbas, er efterkommer af den sidste osmanniske sultan, Muhammed 6. Sammen med sin mand, Halil, og deres børn driver hun Kismet i fornem stil. Hotellet, der er omgivet på tre sider af havet, med en have fuld af palmer, pinjer og røde hammerbuske, bringer mindelser om et kompleks af private middelhavsvillaer og er det perfekte sted at nyde en solnedgangsdrink, mikset med raki, den lokale, aniskrydrede brændevin. Hotel Kismet finder du på adressen Gazi Begendi Bulvari i Kusadasi. Læs om udvalgte hoteller i Tyrkiet her på bloggen om kulturrejser. Du kan se foto i billedgalleriet og priser i hotel oversigten.

La Mezquita i Córdoba, Spaniens fineste moske

Ingen kulturrejse til denne del af Andalusien uden et besøg i Córdoba og den fantastiske moske Mezquita. Ja faktisk er Mezquita også et besøg værd selvom du måske holder ferie ved kysten og skal kører de 3-4 timer fra Malaga til Córdoba.

900 søjler danner en skov af onyks, jaspis, marmor og granit under hesteskoformede buer af bolsjestribet, rødt-og-hvidt marmor. Læg hertil dekorative mosaikker og gipsarbejder, og man har et af Europas mest betagende eksempler på spansk islamisk arkitektur. Mezquita blev bygget som moske af en række emirer mellem 700- og 900-tallet, hvor Córdoba var sæde for det vestlige kalifat og Europas største by. Senere blev den delvis ødelagt og i 1236 genopbygget som katedral. I sin tid var La Mezquita den ypperste islamiske arkitekturbedrift i Vesten, kun overgået af moskeen i Mekka. Katedralen der i dag ligger lidt kluntet placeret i dens midte, blegner ved sammenligningen, selv om dens barok-korstole af mahogni fra 1700-tallet er nogle af de mest kunstfærdige i Europa. Selv den tysk-romerske kejser Karl 5. fortrød at have ødelagt “noget så enestående” for at gøre plads til “noget så ordinært”. Fra den mauriske minaret, der nu er kirketårn, er der en flot udsigt over de gamle arabiske og jødiske bydele dernede, og et kort ophold i Appelsintræernes Gård er lige så velduftende og forfriskende, som det var, da kalifferne i sin tid boede her. La Mezquita Calle Cardenal Herrero i Córdoba ligger godt 300 kilometer syd for Madrid i den nordlige del af regionen Andalusien.

Kulturrejser til Andalusien

Andalusien er en af de områder i Spanien, ja i hele Europa som indeholder oplevelser og seværdigheder nok til mange kulturrejser. Læs indlæg om historien, naturen, maden, kulturen og meget mere her på bloggen om kulturrejser. Du finder også indlæg om udvalgte hoteller perfekt til en kulturrejse på egen hånd eller på en grupperejse. Priser på hotellerne kan du se i hotel oversigten og i billedgalleriet kan du se foto fra kulturrejser til Andalusien.

Karlsbroen i Prag

Karlsbroen i Prag er Europas længste og smukkeste middelalderbro og rejser du på kulturrejse til Prag vil du helt sikkert “støde” ind i broen mindst en gang. De fleste besøger kun Karlsbroen for at få taget et foto, uden at kende til dens spændende historie.

Det meste af Prags nuværende arkitektoniske skønhed opstod i den glorværdige periode i 1300-tallet under Karl 4., konge af Bøhmen og Mähren og tysk-romersk kejser. Det var Karl, der grundlagde byens universitet og lod Karlsbroen, Prags højtelskede og værdsatte vartegn, bygge i 1357. Der er 14 andre broer over den turbulente Vltava-flod (der gik over sine bredder under de uhørt voldsomme oversvømmelser i 2002), men udsigten fra østenden af denne fodgængerbro er intet mindre end fabelagtig med udsyn til den bemærkelsesværdige blanding af bygninger på klippeskrænten i bydelen Malá Stranas (Den lille by), der fører op til Prags kongeborg på den modsatte bred. 36 helgenskulpturer i barokstil, hvoraf størstedelen blev opstillet i 17- og 1800-tallet, kroner broens 16 yndefulde buer over floden.

Ritualet med at besøge denne berømte bro på mange forskellige tider af dagen er næsten obligatorisk. En tidlig morgen ved den svaneprydede Vltava betyder, at man har broen helt for sig selv, mens de mange skytshelgenstatuer svæver som spøgelser i den lettende tåge. Midt på dagen er der et mylder af byens indbyggere, turister, gademusikanter og andre gøglere og småhandlende i T-shirts (“Czech ’em out!”). Om aftenen fortager stemningen af gadefest sig så småt, og broen fremtræder magisk, næsten fortryllende.

Hotel U Trí Pstrosu

Ikke langt fra Karlsbroen byder det romantiske boutique hotel U Trí Pstrosu (Hos De Tre Strudse) på værelser med frilagte loftsbjælker i egetræ og fremragende middage med tilhørende udsigt. Det var førhen Bøhmens første kaffehus, og dets massive, århundred-gamle mure dæmper al støj fra mylderet derude. Bed om et hjørneværelse, hvor udsigten er bedst. Hoteller i Prag er i forhold til andre storbyer i Europa billige, og mange vælger derfor at bo ekstra godt på en kulturrejse til Prag. Foruden selve kvaliteten på hotellet er der en ting der er vigtig når du vælger hotel til din kulturrejse til byen, og det er beliggenhed. Langt de fleste seværdigheder kan man nå til fods, hvis man vel og mærke bor det rigtige sted i byen. Læs mere om udvalgte hoteller i Prag her på bloggen om kulturrejser.