Portugal var allerede befolket i oldtiden og blev omkring Kristi fødsel integreret i Romerriget. Mange steder i Portugal finder du spor og vidnesbyrd fra en interessant historie med mange voldsomme kulturelle sprængpunkter.
Conimbriga syd for Coimbra på den gamle romervej gennem Portugal rummer bl.a. meget fine senromerske gulvmosaikker. Landets hovedstad Lisboa (Lissabon) blev grundlagt af fønikerne allerede ca. år 1200 før Kristus, og blev senere en vigtig romersk by.
Ved Romerrigets opløsning i 400-tallet blev Portugal besat af germanske stammer. Vestgoterne dannede et kongerige, der omfattede næsten hele Pyrenæerhalvøen. Det blev fejet over ende kort efter år 700 af araberne, der besatte næsten hele halvøen. Kun mod nord holdt kristne herskere sig og dannede små riger.
Portugal omfattede oprindelig kun den allernordligste del af det nuværende land og var under kongerne af Asturien-Leon i det nuværende Spanien. I 1000-tallet kom en slægtning til den franske konge, Henri af Bourgogne, til landet og giftede sig med en lokal kongedatter. Han fik det nuværende Nordportugal som len.
Alfonso I regerer Portugal
Det var en søn af denne Henri, Afonso I Henriques, som i 1100-tallet ved mod, dygtighed og frækhed fik ophøjet Portugal til et uafhængigt kongerige. Afonso I erobrede også i 1147 Lisboa fra maurerne. Mange steder i Portugal finder man statuer og malerier af kong Afonso, skabt i taknemmelighed mod statens grundlægger – ganske uden hensyn til, at der ikke er nogle samtidige afbildninger af ham, og vi derfor ikke ved, hvordan han egentlig så ud. Den danske kong Valdemar II Sejr blev efter dronning Dagmars død gift med Afonso I’s sønnedatter Berengaria.
Den næste betydningsfulde hersker er kong Dinis (Dennis), som i 1290 grundlagde et af Europas ældste universiteter, universitetet i Coimbra. Dinis var en forudseende hersker, som bl.a. gjorde meget for at øge træplantningen i riget. Det kan Portugal være ham taknemmelig for den dag i dag. Kongens jordnære indstilling gav ham tilnavnet ”o Lavrador”, arbejderen. Hans hustru, Dronning Isabella, havde et så godt ry, at hun efter Dennis’ død blev ophøjet til helgen.
João I bliver konge af Portugal
Den næste virkeligt betydningsfulde hersker er João (Johan) I af Avis, en uægte søn af Afonso IV, som reddede kongeslægten og Portugals selvstændighed i en meget vanskelig situation. Da Afonsos ægtefødte søn og efterfølger Fernando I døde i 1383, gjorde hans svigersøn Juan I fra nabolandet Kastilien krav på tronen. Men Joäo, der på det tidspunkt var stormester for en vigtig ridderorden, Avis-ordenen, samlede en del af adelen og engelske hjælpetropper omkring sig og udmanøvrerede castilianerne, så de led et stort nederlag, hvorefter João blev konge.
Der hvor slaget stod, byggede kong Joao i taknemmelighed klosteret Batalha. João I var en dygtig hersker, som i høj grad fik styrket kongemagten. Hans forbindelse med englænderne gav sig bl.a. udslag i hans ægteskab med Philippa af den engelske kongeslægt Lancaster. Det er et af de tidligste udtryk for den alliance mellem England og Portugal, som er en af de ældste politiske konstanter i Europas historie.
Henrik Søfareren
Den næste betydningsfulde skikkelse er ikke en konge, men en prins, Joao I’s yngre søn Henrique med det senere tilnavn Navigador, Søfareren. Han havde overtaget faderens betydningsfulde stilling som leder af Kristusordenen, der havde til huse i det store Kristus-kloster i byen Tomás. Men han flyttede senere til Sagres i det sydligste Portugal, som var et bedre sted at placere hans søfartsskole.
Henrik Søfareren blev på mange måder teoretikeren bag de portugisiske opdagelsesrejser og sjælen i de første af dem, selvom han aldrig selv kom længere til søs end til Tanger. Hos ham gik ønsket om at omvende vantro og udbrede kristendommen, vinde rigdomme i det fremmede og få tilfredsstillet nysgerrigheden hånd i hånd, som hos de øvrige portugisiske søfarere. Samtidig gik han videnskabeligt til værks. Han lod fremstille avancerede instrumenter til at bestemme skibenes position, og beskæftigede sig også med søfolkenes kost under de lange sørejser – således gik han ind for nogle små, C-vitaminholdige bær, som skulle beskytte dem mod skørbug.
Kong Manuel I kommer til magten
Kong Manuel I, et oldebarn af Joao I, som herskede 1495-1521, blev den første konge, som for alvor høstede frugterne af de opdagelsesrejser, som blev foretaget efter 1480, og som førte til opdagelsen af både Brasilien og søvejen til Indien. Fra Brasilien kom især kostbare træsorter, fra Indien og Ostindien krydderier. Manuel I havde giftet sig med en kastiliansk prinsesse og blev stærkt begejstret for den maurisk-påvirkede kunst, som blomstrede i Sevilla. Han lod importere store mængder af vægfliser fra Sevilla og udsmykkede egne og tidligere bygninger med en overdådig ornamentik, hvis stil ligefrem kaldes ”Manuelismo”.
Manuels spanske forbindelser tvang ham til at diskriminere mod jøderne, som hidtil havde haft et fristed i Portugal og spillet en betydelig økonomisk rolle. Manuel gav dem imidlertid mulighed for officielt at erklære sig som kristne, selv om de i virkeligheden ikke ønskede at skifte tro. I 20 år skulle det være dem tilladt at gå for at være kristne uden at nogen ville undersøge, hvor troende de var. Men Manuels søn og efterfølger João III ophævede denne regel og indførte inkvisitionen efter spansk mønster. Forfølgelsen af anderledes troende og deres efterkommere blev dog ikke helt så systematisk som i nabolandet Spanien, som i mellemtiden var blevet dannet ved en sammensmeltning mellem rigerne Kastilien og Aragonien.
Da João III døde i 1557, efterlod han sig en umyndig sønnesøn, Sebastiao, som da han blev myndig, var besat af tanken om at blive en stor korsfarer og erobrer. En tronstrid i Marokko fik ham til at kaste sig over dette land. Det blev en katastrofe, idet det meste af den portugisiske invasionsstyrke blev udslettet i 1578, og den unge konge selv forsvandt. Dette gav ham i eftertiden skæret af en martyr, og der opstod legender om, at han en dag ville vende tilbage og redde Portugal. Det, han skulle redde Portugal fra, var spansk besættelse. Den spanske konge Filip II gjorde i 1580, da Sebastiaos’ barnløse grandonkel og efterfølger Henrique døde, krav på tronen og sendte sin fra Nederlandene berygtede general, hertugen af Alba, ind i landet. I 1581 måtte portugiserne opgive kampen og acceptere Filipii som konge også af Portugal.
Union med Spanien og løsrivelse
Unionen med Spanien varede i næsten 60 år. Det var en blandet fornøjelse for portugiserne, som i dag ser perioden som en af de sorteste i deres historie. Den blev alvorlig for det portugisiske kolonirige, fordi Portugal blev trukket ind i Spaniens krig med de nye stærke søfarts- og handelsnationer Nederlandene og England. Portugal mistede de fleste af sine støttepunkter i Indonesion samt Ceylon og Ormuz, og en tid også dele af Angola og Brasilien. Internt respekterede Filip II for så vidt Portugal som et selvstændigt land, men hans efterfølgere behandlede i stigende grad Portugal som en del af Spanien. Utilfredsheden med spanierne var derfor i stadig stigning, mange driftige og talentfulde folk emigrerede, og der var gentagne oprørsforsøg, bl.a. ledet af folk som påstod, de var den forsvundne Sebastiao.
Chancen for løsrivelse fra det stærke spanske militærimperium kom i 1630’-erne. Spanien deltog i 30-årskrigen i Tyskland og var derfor optaget andetsteds. Både i Portugal og i Catalonien rejste man sig til oprør. Spanierne koncentrerede sig om at nedkæmpe oprøret i øst, og det gav en efterkommer af de gamle portugisiske konger, hertug João, mulighed for at genskabe portugisisk selvstændighed. I 1640 besteg han tronen som João IV, selv om det først var så sent som 1678, at Spanien endelig anerkendte Portugals genvundne selvstændighed. Nogle af de tabte territorier blev også vundet tilbage, deriblandt Angola og det nordøstlige Brasilien, hvor den lokale befolkning hjalp portugiserne med at smide hollænderne ud, der havde gjort sig upopulære med deres hårdhændede kolonistyre.
Den magt, Portugal hældede sit hoved til, var England, dets gamle forbundsfælle. Landet samarbejdede både med det republikanske styre under Cromwell og den efterfølgende konge Charles II, som giftede sig med en portugisisk prinsesse – og fik Bombay i Indien som medgift for konen. Det blev starten til Englands koloniimperium i Indien.
Reformatoren Pombal
Virkelig opvind fik Portugal igen i 1690, da der blev fundet guld og sølv i Brasilien. En ny rigdomsperiode tog sin begyndelse og blev omsat bl.a. i pragtfulde bygninger. Det er fra denne periode, at de pragtfulde kakler i blåt og hvidt, som smykker ikke blot det indvendige, men også det udvendige af mange bygninger, f.eks. i Lissabon, stammer. En katastrofe indtrådte i 1755: Et voldsomt jordskælv, der lagde store dele af Lissabon øde og ødelagde mange bygninger over hele landet. Men med imponerende energi rejstes der nye bygninger, og gamle restaureredes, under ledelse af den tids betydeligste portugisiske statsmand, markisen af Pombal. Et helt genopbygget kvarter i Lissabons centrum vidner om denne del af hans indsats.
Pombal var en stor reformator, lidt i stil med Struensee i Danmark. Han bekæmpede kirkens overvældende magt i samfundet og fik bl.a. paven til at afskaffe Jesuitterordenen. Han beslaglagde store kirkelige ejendomme, som blev statsejendom, og lagde grunden til den antiklerikalisme, kamp mod kirken i oplysningens navn, som er en af de åndelige poler i den ”kulturkamp”, der siden med mellemrum er brudt ud med voldsom styrke i Portugal. Den modsatte pol er en betingelsesløs underkastelse under kirken og et stærkt religiøst fromhedsliv, som bl.a. kommer til udtryk ved valfartsstederne, især det i 1917 opståede Fatima.
Under Napoleonskrigene var Portugal skueplads for flere vigtige slag mellem englændere og franskmænd. Portugal var 1807 blevet rendt over ende af den franske hær, og kong João VI havde måttet flygte til Brasilien. Det var i Portugal og Spanien, den senere hertug af Wellington vandt sine første betydningsfulde sejre. Krigen førte til Brasiliens adskillelse fra Portugal, ligesom Spanien mistede sine kolonier i Syd- og Mellemamerika, men til forskel fra de spanske kolonier, som løsrev sig ved revolution, skete adskillelsen mellem Brasilien og Portugal ved, at kongens ældste søn, Pedro, blev kejser i Brasilien, mens faderen vendte hjem til Portugal.
Efter faderens død i 1823 blev der imidlertid brug for Pedro hjemme i Portugal, for hans yngre broder, Miguel, forsøgte at gribe magten. Pedro overlod Brasilien til sin sønnesøn Pedro II og tog hjem for at bekæmpe Miguel. England støttede Pedro og hans datter og efterfølger Maria II da Gloria i deres bestræbelser for at fastholde de liberale reformer, der var blevet indført i 1822, og som havde givet Portugal fri forfatning og i markis de Pombals ånd kraftigt reduceret kirkens rolle i samfundet.
Portugal bliver republik – og senere diktatur
Selv om reformkræfterne sejrede, var Portugal i 1800-tallet plaget af store problemer, ikke mindst af økonomisk art. Det var bekosteligt for landet at opretholde sit store kolonirige, og selv om der skete økonomiske fremskridt ikke mindst i det nordlige Portugal, var der stærke spændinger, og republikanske kredse gav monarkiet skylden for mange problemer. I 1908 myrdedes kong Carlos I og kronprins Luis Filipe på Lissabons store plads, Praca do Comercio, og 1910 blev den unge kong Manuel II tvunget i eksil efter kanonbeskydning af Lissabon fra krigsskibe på Tejo-floden. Portugal blev nu republik, men uro og attentater fortsatte. Mellem 1910 og 1926 blev der 45 gange skiftet regering ved militærkup. Den sidste demokratiske regering blev styrtet i 1926. Det var først da Antonio Oliveira de Salazar fik magten i 1928, først som finansminister og fra 1932 som premierminister, at der kom større stabilitet. Men prisen var et hårdt diktatur af nærmest fascistisk karakter, støttet af kirken og med et forhadt hemmeligt politi, PIDE. De rige blev endnu rigere, og den portugisiske escudo blev en hård valuta. Men de fattige blev både socialt og politisk undertrykt. Og gentagne kupforsøg blev skånselsløst nedkæmpet.
Portugal deltog på allieret side i 1. verdenskrig, og selv om det forblev neutralt under 2. verdenskrig, kunne de allierede fra 1943 anlægge baser på den strategisk vigtige øgruppe Azorerne i Atlanterhavet. Portugal var fra gammel tid forbundet med England (det er derfor, portvinen er blevet en fast bestanddel af traditionel engelsk livsstil), og en række portugisiske besiddelser havde strategisk betydning for de allierede. Så selv efter 2. Verdenskrig lukkede man øjnene for diktaturet i Portugal, som blev optaget i både FN og NATO, selv om sidstnævnte principielt kun måtte omfatte demokratiske stater.
Den generelle holdning i FN’s generalforsamling var, at kolonimagter skulle afvikle deres koloniimperier. Portugals officielle holdning var, at landet slet ikke havde nogen kolonier – dem havde man nemlig indlemmet i landet som ”oversøiske territorier”. Og udefra kunne det dårligt hævdes, at koloniernes befolkning blev politisk diskrimineret – hovedlandets befolkning havde heller ikke noget at skulle have sagt. Da man i 1950’erne alligevel kritiserede Portugal, fordi det ikke som f.eks. England forberedte selvstyre for kolonierne, henviste Portugal til, at også Danmark havde indlemmet sin koloni Grønland som en integreret del af Danmark.
Oprør i kolonierne – og diktaturet falder
Alligevel mistede Portugal i 1961 nogle af sine ældste kolonier, idet de tre små områder i Indien, Goa, Damao og Diu, blev erobret af Indien, uden at andre magter greb ind. De øvrige kolonier beholdt Portugal helt frem til diktaturets fald i 1974. Men kampen mod oprørsbevægelserne i de afrikanske kolonier blev netop det, der undergravede diktaturet, som også internt var svækket siden 1968, da Salazar sygdomssvækket havde måttet trække sig tilbage fra premierministerposten. Det var den usselt lønnede mellemgruppe af officerer og kaptajner – mange af dem bonde- og arbejderbørn – som ledede oprøret, trætte af at risikere livet for et koloniherredømme, de ikke var tilhængere af, og som efterhånden var en anakronisme i verden.
Signalet til revolutionen var sangen ”Grandola – vila morena”. Da soldaterne fra kasernerne blev sendt ud for at nedkæmpe oprøret, sluttede de sig til folket, som stak nelliker i deres geværløb. Deraf navnet ”nellike-revolutionen”. Det var en af de meget få gange, hvor en revolution i Portugal forløb praktisk taget uden blodsudgydelse.
Herefter afviklede Portugal alle sine kolonier med undtagelse af Macao over for Hong Kong. Desværre førte afviklingen til en række tragedier: I Angola og Mocambique udbrød snart borgerkrige. Øst-Timor fik ikke sin frihed, men blev annekteret og undertrykt af Indonesien, som i forvejen beherskede Vest-Timor. Men i Portugal holdt freden trods stærke interne spændinger.
I spidsen for oprøret sattes en af diktaturets betroede mænd, general Antonio de Spinola, der som militærleder i Afrika personligt havde indset håbløsheden i fortsat kamp og derfor havde vendt sig mod det gamle regime. Han blev dog kun en overgangsfigur. Han valgte at trække sig tilbage, da han efter at være gået med til Guinea-Bissaus uafhængighed i 1974 og Mocambiques uafhængighed i 1975 modsatte sig, at en marxistisk oprørsbevægelse overtog magten i Angola.
Mere radikale, marxistiske kræfter i hæren fik magten, gennemførte en total afkolonisering og støttede ekspropriationerne af de store godser i Sydportugal, som blev overtaget af de jordløse daglejere. Der blev eksperimenteret med kollektive driftsformer, og der var betydelig opbakning til det nu tilladte, meget Moskva-tro kommunistparti, som havde arbejdet under jorden gennem hele Salazar-perioden. Tiden arbejdede imidlertid mod dette – kommunistpartiet er i dag uden indflydelse.
Portugal efter 1986
Siden 1. januar 1986 har Portugal været medlem af EF/EU, og landet er i dag ledet på demokratisk vis. Mange af den sidste revolutions spor er slettet, og mange af de eksproprierede godser er givet tilbage til deres oprindelige ejere.
Portugal er kun dobbelt så stort som Danmark, og befolkningstallet er ligeledes omkring det dobbelte. Forskellen mellem nord og syd er slående. I syd er landet gult, sommeren er ørkenagtigt tør, og det er her, der siden romertiden har været store godser. Det er her, vi finder et landarbejderproletariat, som i vid udstrækning har vendt kirken ryggen – mange er ikke døbt, de gifter sig ikke i kirken, og nogle bliver end ikke begravet på kirkegården.
I nord er der grønt, og her regner det. I århundreder har jorden her tilhørt små selvstændige bønder. Når mange er lige så fattige som landarbejderne mod syd, skyldes det, at brugene er blevet mindre og mindre generation efter generation p.g.a. arvedelinger. I dag har mange af de små selvejerbønder kun et lille stykke jord rundt om huset, som de ikke kan leve af at dyrke. Alligevel er selvejerbønderne i nord gennemgående antisocialistiske, og de har bevaret en nær tilknytning til den katolske kirke har bevaret sit stærke greb om dem. Kun få steder i Europa kan man opleve en så hengiven gudstro som i det nordlige Portugal.
