Oplev en af Europas ældste byer på Kreta

Da den fallerede kretensiske købmand og jurist Minos Kalokairinos i 1878 gik rundt i det terræn, som vi i dag kender som resterne af oldtidsbyen Knossos, drevet af sin passion for arkæologi, fandt han på et tidspunkt i jorden to lagerrum med oldgamle kultobjekter.

En anden købmand

Otte år senere blev området besøgt af en anden købmand med arkæologiske ambitioner, denne gang en tysk af slagsen, Heinrich Schliemann, der tidligere var blevet berømt for sine udgravninger af det, som han formodede var det historiske Troja. Schliemann medbragte den tyske arkæolog og arkitekt Wilhelm Dorpfeld, der senere skulle blive betragtet som grundlæggeren af det moderne arkæologiske udgravningssystem. Sammen ville Schliemann og Dorpfeld lave omfattende udgravninger i området, hvorfor Dorpfeld straks ansøgte det tyske arkæologiske institut om midler og tilladelse dertil. Projektet blev dog aldrig til noget, da de tyrkiske myndigheder på øen prissatte deres tilladelse til udgravningerne så højt, at tyskerne gav op (øen var dengang en del af det ottomanske imperium).

Arthur Evans

I 1894 ankom den britiske museumsdirektør, antropolog og aviskorrespondent Sir Arthur Evans til øen i sin jagt på præ-græske skiftlige kilder. Den 23 marts, år 1900, begyndte han på en række omfattende udgravninger af Knossos, som fortsatte helt indtil 1914. Til at hjælpe sig med udgravningerne havde han 30 medarbejdere, der senere blev øget til 200, og sammen med dem afdækkede Evans på bare tre år hele 20.000 kvadratmeter af den gamle by med palads-komplekset i centrum for udgravningerne; palads-komplekset udgjorde i sig selv 14.000 kvadratmeter af dette areal. Da Evans ikke interesserede sig for den mykenske periode på det tidspunkt, undlod han at dokumentere disse lag i ruinerne, hvilket senere er blevet betragtet som en arkæologisk helligbrøde. Evans hang til idiosynkratisk navngivning af sine fund og en ofte meget egensindig rekonstruktion af paladset og oldtidsbyen – en idiosynkrasi og egensindighed, som efterfølgende har gjort det vanskeligt, hvis ikke umuligt for senere forskere at forske videre på de fundne objekter – har også mødt stor kritik blandt senere tiders arkæologer. Det anerkendes dog også, at Evans på mange måder var en pioner og et barn af sin tids arkæologiske ideologier, teknikker og metoder.

Beboet siden stenalderen

I dag antager man, at Knossos har været beboet siden stenalderen, idet man har fundet objekter, der kan dateres helt tilbage til 7000 f.Kr., dvs. i neolitisk tid. Højdepunktet nåede byen dog først i perioden fra 1900 f.Kr., hvor det første palads blev bygget, til omkring 1600 f.Kr. Omkring år 1900 f.Kr. menes paladset og den omkringliggende by at have huset hele 18.000 indbyggere, mens den på sit absolutte højdepunkt omkring 1700 f.Kr. menes at have huset helt op mod 100.000 mennesker. Paladset, der ikke blot var centrum for byen, men som også udgjorde det administrative, ceremonielle og politiske centrum for den såkaldte minoiske kultur, blev dog pludselig sat under brand og forladt. Det præcise tidspunkt og den præcise grund er ukendt, men det antages, at det skete mellem 1380 f.kr. og 1100 f.Kr. På dét tidspunkt var paladset og byen sandsynligvis allerede forladt af sine minoiske beboere og kommet under mykensk herredømme. Dette skyldtes, at Kreta i perioden fra 1700 f.Kr. til 1420 f.Kr. blev ramt af en række naturkatastrofer, blandt andet vulkanøen Theras eksplosion. I kølvandet på disse naturkatastrofer, der svækkede den minoiske kultur kraftigt, så de mykenske grækere deres snit til at invadere Kreta omkring 1420 f.Kr., hvilket bragte den minoiske kultur endnu tættere på dens uigenkaldelige forfald.

Kulturrejser til Kreta

Du kan finde inspiration til din kulturrejse til Grækenland her på siden

Det danske rejsebureau Hideaways arrangerer rejser til Kreta

Besøg Europas største naturlige palmelund – mens du kan

På den nordøstligste del af Kreta findes en sjælden palme-art, der kun vokser i den sydlige del af Grækenland og nogle få steder på den tyrkiske kyst. Arten hedder Phoenix theophrasti – theophrasti efter den græske botaniks fader Theophrastus – og er en endemisk palme-art, hvilket vil sige, at artens udbredelse er begrænset til en specifik lokalitet, i dette tilfælde det østlige Middelhav. I populær tale kaldes den også for den kretensiske dadelpalme.

Den største naturlige palmelund i Europa

Palmen kan blive op til femten meter høj og har ofte flere slanke stængler. Dens gråligt-grønne blade kan blive op til 2-3 meter lange. Den har også en stenfrugt, som er oval og gulbrun og indeholder et enkelt stort frø. Frugten smager bittert; ikke desto mindre spises den undertiden af de lokale. Palmen vokser blandt andet ved stranden Vai – eller Βάι, som den hedder på græsk – i prefekturet Lasithi på det nordøstligste Kreta. Faktisk vokser der så mange af disse palmer ved Vai, at der er tale om en hel lund eller skov – og ikke en hvilken som helst af slagsen, for denne lund udgør den største endemiske palmelund i Europa.

Moni Toplou

Palmelunden ejes – dette vil overraske nogle – af Moni Toplou; et græsk kloster fra det femtende århundrede. Konsekvenserne af dette ejerskab kan synes tilforladelige, men så enkelt er det ikke, hvilket vil fremgå senere. Klostret ligger i et tørt og goldt område, små 7 kilometer fra stranden og palmelunden. Mens palmelunden i flere tusinde år har levet et nogenlunde fredeligt liv ved kysten, har det forholdt sig anderledes med dets ejere. Klostrets skæbne var nemlig at blive invaderet og sønderrevet af en række magter, som det ikke kunne stille noget op imod; først Malteserordenen, dernæst et jordskælv, ad flere omgange osmannerne – og til sidst nazisterne. Da sidstnævnte fandt øens frihedskæmpere i klostret, mens de søgte ly bag de tykke klostremure og lyttede til deres illegale radioer, blev to munke og klostrets abbed først tortureret og dernæst henrettet.

Invasion

Alt dette har palmelunden været forskånet for. I en lang periode har alt åndet fred og ro, palmelunden levede i sin egen verden, langt fra indtrængende folkeslag og begivenhedernes rus, men den tid er forlængst forbi. Først kom turisterne og de kom fra alle verdenshjørner: I begyndelsen var det hippierne, der i 1970´erne fik øjnene op for stedet; årtiet senere kom så de rygsæks-rejsende, interrailerne og nudisterne. Alle slog de lejr mellem palmerne, som om det var deres eget hjem – og med alle de nye camperende gæster udefra kom også al affaldet og slitagen. For at området ikke skulle gå til, så myndighederne ikke anden udvej end at erklære stranden og palmelunden for beskyttet område og lukke for camperende gæster. Idag er stedet atter meget besøgt – i august er det knap til at finde en ledig plads på stranden – men under mere ordnede og restriktive forhold. F.eks. skal man betale for at komme på ét af de opstillede toiletter.

Nye farer

Men nye farer lurer i horisonten og denne gang er det hverken hippier eller rygsæksrejsende, der truer palmelundens eksistens; en international investeringsfond har i flere år planlagt at bygge seks turist-landsbyer, tre golfbaner, et konference-center, samt en marina med sports-faciliteter på Cado Sivero-halvøen, hvor palmelunden ligger. Planen har mødt massiv modstand blandt store dele af lokalbefolkningen og forskellige miljø-grupper, herunder Verdensnaturfonden, der er bekymrede for projektets miljømæssige konsekvenser på Cado Sivero-halvøen.

En sensation

Som konsekvens af denne folkelige modstand indgav en stor gruppe lokale borgere i 2009 en forespørgsel til den øverste forvaltningsdomstol i Grækenland, hvor de bad om at få annulleret det ministerielle dekret af 2007, der havde godkendt projektets miljømæssige konsekvenser. De mente ikke, at den miljømæssige vurdering, der var foretaget, holdt vand. Imod alles forventninger imødekom den græske forvaltningsdomstol borgernes forespørgsel og den 3 december 2010 meddelte den, at den ikke ville godkende den internationale investerings-fonds planer om at bygge golfbaner i området. I disse tider, hvor dét at føre folkelig modstand mod administrative dekreter og internationale investeringsfonde ofte er som at skrive i vand, fordi de to parter i stigende grad søger hinandens partnerskab, blev beslutningen af mange betragtet som en regulær sensation.

Stadig truet

Området er dog stadig truet: Kemiske stoffer ledes ned i palmelundens undergrund fra Itanos-bækkenet og palmerne er blevet angrebet af den røde palmesnudebille, der har demonstreret sit dræber-instinkt på adskillige palme-arter andre steder i verden. Hertil kommer, at den internationale investeringsfond langt fra har opgivet sit forehavende og har lovet at vende tilbage med en ny plan, der påny kan bringe palmelunden og den øvrige natur på halvøen i fare. Og det er så her, at palmelundens ejere, klostret Moni Toplou, kommer ind i billedet igen: For den 15 april 2011 begyndte en retssag mod abbeden af Moni Topolu-klostret, samt syv statslige ekspertvidner, der er anklaget for – på svigagtig måde – at lede forvaltings-domstolen til at godkende klostrets ejerskab af palmelunden og Cado Sivero-halvøen under falske forudsætninger.

Og således fortsætter kampen om Europas største naturlige palmelund og et stykke enestående natur i det sydlige Middelhav med usvækket kraft.

Rejser til Kreta

Læs om kulturrejser til Grækenland her på siden.

De danske rejseselskaber Hideaways og TripX-rejser arrangerer rejser til Kreta.

 

 

Mini guide om grækenland til kulturrejsen

Grækenland er et fantastisk rejsemål til en kulturrejse og her på bloggen finder du mange indlæg om Grækenland . I denne miniguide kan du få lidt baggrundsviden om landet, men jeg gør med det samme opmærksom på at det ikke er en ny guidebog, dem findes der mange af i forvejen f.eks Turen går til Grækenland.

Læs bla om

Befolkning og sproget i Grækenland

Religion i Grækenland

Uddannelse i Grækenland

Kultur i Grækenland

Medier i grækenland

Det politiske system i Grækenland

Ældre historie i Grækenland

Grækenlands historie fra 1045 og frem til år 2000

Udenrigspolitik og forsvar i Grækenland

Økonomi i Grækenland før finanskrisen

Naturressourcer og energi i Grækenland

Landbrug, fiskeri og industri i Grækenland

Arbejdsmarked frem til år 2000

Turist i Grækenland

Infrastruktur og turisme i Grækenland

Grækenlands geografi har gjort søfarten vigtig. En stor del af person- og godstrafikken foregår til vands. International færgefart går først og fremmest til Italien.
Grækenland har en af verdens største handelsflåder, men to tredjedele af skibene sejler under bekvemmelighedsflag, hvilket vil sige, at de af økonomiske grunde er registreret i andre lande, der tilbyder rederierne forskellige fordele. Den græske regering forsøger at lokke dem til Grækenland ved hjælp af bl.a. skattelettelser.

Vejnettet er relativt veludbygget. Næsten alle steder i landet kan nås med bus. Det bjergrige landskab gør dog, at jernbanenettet er ganske spinkelt, kun godt 2500 km.
Grækenland har ni internationale lufthavne – flere af dem er primært beregnet på at modtage turisttrafik. Også indenrigsflyvningen er veludbygget. I 2002 blev storlufthavnen Spata indviet øst for Athen. Det statslige luftfartsselskab Olympic Airways har længe haft store økonomiske problemer, og de er endnu ikke lykkedes at privatisere det.
Allerede i slutningen af 1800-tallet begyndte turisterne at strømme til Grækenland, blandt andet for at beundre de nyopdagede antikke ruiner. Kulturarven bidrager stadig til at gøre Grækenland til et af Europas vigtigste turistmål, men strandene og solen er om muligt endnu mere tiltrækkende. Turismen er en af Grækenlands vigtigste indtægtskilder, og i 2002 besøge næsten 15 mio. turister landet. De fleste kom fra Nordeuropa. i årene efter faldt turiststrømmen lidt som følge af terrorhandlingerne i USA i 2001 og Irakkrigen i 2003.
Grækenlands ambassade i Danmark har adressen:
Hammerensgade 4, 1267 København K

Den danske ambassade i Athen

Der er danske konsulater i flere græske byer samt på de vigtigste turistmål.

Hvornår er vejret bedst til en ferie på Santorini

Santorini er et øhavsrige på fem vulkanøer beliggende i en cirkelform, der omkranser en dramatisk, dybblå havsø. Beliggende i det sydlige ægæiske hav er Santorini medlem af øgruppen Cykladerne. Santorini er et af de mest spektakulære steder i verden og har også et fantastisk vejr. Med en beliggenhed på 200 km sydøst for det græske fastland har Santorini et mildt middelhavsklima, med behagelige temperaturer året rundt. Santorini var oprindelig den eneste ø i området, men et kæmpemæssigt underjordisk vulkanudbrud resulterede i dannelsen af kraterlignende formationer, der dannede et område i form som et gab, der omkranser et rektangulært havområde.

Sommer

Somrene på Santorini er fantastiske med gennemsnitlige temperaturer på 29 °C. Skønt området bliver særlig varmt i juli og august, er øen betydeligt koldere end på nogle af de andre tilsvarende middelhavsøer. Vil man undgå turistmylderet, er det bedst at besøge Santorini i maj til juni. Øen er en af de mest populære turistdestinationer i verden, så priserne kan ryge voldsomt i vejret, når højsæsonen kommer. Ud over at øen er mindre overrendt af turister, er det også muligt at nyde de mildere temperaturer, der er så karakteristiske for maj og juni.

Santorini oplever meget lidt regn i løbet af året, med nærmest ikke-eksisterende mængder i perioden fra juni til august, og med en gennemsnitlig nedbør i juni, der faktisk kun er 0,1 mm. Regnvejret plejer at tage af i april og begynde igen omkring oktober.

Middeltemperaturerne henover sommermånederne er 28°C til 29°C, og kan ved nogle lejligheder komme op i midten til slutningen af 30’erne .

I løbet af sommerperioden har øen i gennemsnit tolv til tretten timer med klart solskin pr. dag. Det er, når solen skal til at gå ned om aftenen, at der strømmer flokke af mennesker til fra hele øen til den lille klippeby i Oia, for at overvære den spektakulære ægæiske solnedgang. Fugtigheden i området giver en diset himmel, hvilket bidrager til, at denne særlige solnedgang er en af de mest dramatiske i verden. Disen i luften forhindrer ofte en klar udsigt ud over det nærliggende Kreta, hvilket får dig til at føle, at du er en million kilometer væk fra alting. Solnedgangen er vidtstrakt og spektakulær og nydes i detaljer af turisterne og de lokale, som samles for at være tilskuere på kalk-klipperne, i de pittoreske græske huse og fra verandaerne i de mange restauranter og caféer. De konstante ø-briser, der blæser hen over øen, er et velkomment afbræk fra den høje fugtighed. Disse briser ophæver nærmest de fugtige forhold og efterlader en dejlig, behagelig sommertemperatur.

Vinter

Fra et turistmæssigt synspunkt bliver de græske øer lidt spøgelsesagtige i vintermånederne. Dette skyldes ikke nødvendigvis ringe vejrforhold, men er delvist et resultat af manglen på transportmuligheder i lavsæsonen. Færger har langt færre regulære afgange, og nogle overfarter stopper helt. Dele af øerne er helt lukket ned, restauranter og barer lukker, og strandene ligger øde hen. Til gengæld mødes man, hvis man kan komme ud til øerne og er villig til at betale de højere rejseomkostninger uden for højsæsonen, med meget billigere priser for logi og aktiviteter, så snart man ankommer.
Santorinis vejr gør øen til et velegnet rejsemål året rundt. Der er ikke massivt regnvejr på noget tidspunkt af året, men december og januar er dog typisk de vådeste måneder. Vejret om efteråret og vinteren er en anelse mere uforudsigeligt end om sommeren, men himlen er generelt fortsat blå og vejret mildt. De almindelige temperaturer om vinteren ligger på omkring 10°C til 12°C, med nattemperaturer tæt på 0, hvorfor en jakke er nødvendig, hvis man besøger øen i denne periode.

Regnvejret ligger i gennemsnit på henholdsvis 74 mm og 75 mm i løbet af december og januar, og falder til 52 mm, når februar kommer. Fugtigheden er højest i løbet af vinteren med et gennemsnit på 74%. Vandtemperaturen falder til ca. 17°C i løbet af vinteren og foråret, for igen at komme op på 22°C til 24°C i sommermånederne.

Mad og drikke på en kulturrejse i Grækenland

Det græske køkken er berømt for dets indstilling med hensyn til vigtigheden af ingrediensernes friskhed, og den enkle tilberedning. Det at spise er en social begivenhed, og restauranter og caféer er fyldt med støj fra familier og venner der benytter enhver lejlighed til at bestille mere og mere mad og vin. Måltider, hvor man skal sidde ned, er derfor en festlig affære, da varme retter ofte leveres til en gruppe til deling, i stedet for til enkelte personer.

Forløbet er meget anderledes, og alt mad, der bliver bestilt, vil blive serveret, når det er færdig tilberedt, og ikke i en bestemt rækkefølge. De fleste måltider begynder normalt med en række af “orektika” (appetitvækkere) som stilles i midten af bordet og cirkulere blandt gruppen, hvor hver enkelt person enten med en gaffel eller med en ske, kan øse op på sin egen tallerken, så meget man nu ønsker af den pågældende ret.

Disse appetitvækkere er varme eller kolde, og består ofte af en slags dip, så som tzaatziki,(en yoghurt og hvidløgsdip), en fava (gule ærter der er pureret) og melitzanosalata (en ristet aubergine /æggeagtig dip); salater lavet af en blanding med tomater, agurker, sød peberfrugter eller gulerødder; oste, både friske og friturestegte; courgette/zucchini eller aubergine pomfritter) små oste eller spinat stykker; en tallerken med friturestegte fisk osv osv

Listen er uendelig, og enhver restaurant, by og region i Grækenland har sine egne specielle delikatesser.

For dem, der endnu har plads, efterfølges disse appetitvækkere af større tallerkener med grillet eller stegte kødretter eller fisk, eller måske en portion mayirefta (retter der har kogt i flere timer f.eks. i et ildfast fad) som den berømte moussakas. Deserter er som regel mere enkle affærer, så som frisk eller bagt frugt, en lille portion sød konfekt som halva (semolina) eller baklavas.

Denne slags restaurant- festmåltider er en ugentlig foreteelse i en græsk familie, men det græske køkken begynder og ender ikke her. Faktisk er mad fra gadesælgerene eller fast food på mange måder blevet integreret i deres kulinariske traditioner: en stykke friskbagt spinat- eller ostepizza fra det lokale bageri; en toast sandwich fyldt med skivet kød, skiver af grøntsager, og ost spredt ud over; eller et pittabrød foldet omkring en friskskåret skive kød fra spid blandet med frisk salat og tzatziki sauce, alt sammen skyllet ned med en lokal brygget øl eller sodavand.

På trods af bevidstheden om kalorierne, er denne form for mad, med vægt på friskhed, festlig stemning og enkelthed, blevet en vigtig del af Grækenland.

Alkohol, vin, øl og spiritus

Lokal producerede vine og øl er allerede tilgængelige i Grækenland, og man har forbedret kvaliteten i de sidste årti. Selv om retsina ( en udgået vin) stadig kan fås, er det ikke længere de lokales valg. Frisklavede vine kan fås fra hane i de fleste restauranter og offentlige steder, og skønt de kan variere meget i smag og kvalitet, er de gerne gode til at ledsage måltiderne. Vin på flaske er dyrere, men også mere ens i kvalitet, og nogle vinbønder (især Achaia Clauss i Peloponnese) kommer hele tiden med gode kvalitetsvine.

Selv om internationale bryggerier så som Heineken og Amstel har domineret grækernes ølmarked i mange år, bliver de hele tiden udfordret af lokale mærker så som Alfa og Mythos, som alle kan anbefales på en varm sommerdag.

Om muligt, bestil altid din øl i en flaske og ikke en dåseøl, da flaskerne bliver genbrugt, medens dåserne oftest bliver smidt væk, hvilket giver frygtelige moljøproblemer, især på de mindre øer. Hvis du har købt dem i en forretning med pant på flaskerne, så tag flaskerne med dig, og du vil få penge retur for flasken ved dit næste indkøb!!

Tilbøjeligheden i Grækenland med hensyn til at vælge spiritus er uden tvivl whisky, og da man ikke har egen lokal produktion, er der som regel et stort udvalg af amerikanske og skotske mærker. Ouzo, den traditionelle anislikør, kan være meget stærk (helt op til 45 procent) og findes i mange forskellige mærker, men drikkes gerne som aperitif sammen med vand og is, eller til et måltid mad (som regel sammen med fisk eller skaldyr). Ikke så ofte som en separat drink efter en middag.

Alkoholfrie drikke

Grækenland producerer mange forskellige slags af flasker med mineral vand, med mange forskellige sofistikerede indpakninger, og kan fås med eller uden brus. Mange restauranter vil servere vand på bordet i en kande, og da det græske vand tappet fra hanerne, næsten altid er behandlet med klor, er der ingen sundhedsfare, men stadigvæk de vil have et udvalg af vand på flaske hvis man ønsker det.

Friskpresset orange juice kan fås på alle græske barer og caféer, men der er et meget lille udvalg af andre slags frugt juicer. Der findes et antal af lokalt producerede long-life frugt juice mærker som sælges i supermarkederne, hjørne forretninger og barer, med forskellige bær (vissino) som er meget velsmagende, men den resterende liste over lokal produceret soft drinks er sørgelig nok kort.

Coca-cola og lignende mærker kan fås overalt, og den lokale producent (Ivi) producerer en ganske god lemonade, men hvis du er heldig at finde en af de få tiloversblevne lokale mærker af hjemmelavet lemonade, så prøv den: De er som regel altid sur og stærk i smagen, men er vældig forfriskende efter en dag under den ubarmhjertelige sol!!

Landbrug, fiskeri og industri i Grækenland

Grækenland er et af Europas mest udprægede landbrugslande. Selv om landbruget kun står for 8 procent af BNP, beskæftiger det en femtedel af arbejdskraften, og godt en fjerdedel af eksporten består af landbrugsprodukter. De vigtigste afgrøder er korn (hvede, havre og majs), bomuld, frugt og grøntsager (især oliven og tomater), tobak, vindruer og sukkerroer. Grækenland er selvforsynende med alle vigtige landbrugsprodukter, men må importere kød, mejerivarer og dyrefoder.

Produktiviteten er dog lav, kun cirka halvdelen af EU-gennemsnittet (før EU-udvidelsen). Gårdene bliver stadig mindre gennem arveskifte, og dyrkningsmetoderne er gammeldags. Store dele af landskabet er bjergrigt, så kun en fjerdedel af det er opdyrket, men større arealer anvendes til græsning. De største landbrugsområder ligger i Makedonien og Thessalien. Somrene er meget varme og alt for tørre til effektivt landbrug, så det er nødvendigt at kunstvande.
Husdriften foregår i vid udstrækning på traditionel vis, med fritgående får og geder, der vogtes af en hyrde.

Overfiskeri og forurening af havet gør det stadigt vanskeligere for fiskeriet at holde fangsttallene oppe samtidig med, at den store turisttilstrømning øger efterspørgslen. Mange fiskere har benyttet sig af ophugningstilskud fra EU. I stedet er fiskeopdræt langs kysten blevet ekspanderet i de senere år.

Industrisektoren spiller en mindre rolle end i de fleste andre vestlige lande og består primært af mange små familieforetagender. Industrien er i stor udstrækning baseret på traditionelt håndværk og hjemlige råvarer. Vigtige brancher er tekstil og konfektion, levnedsmidler, tobak, kemikalier, metal og cement. Der findes også en del olieraffinaderier. De fleste industrivirksomheder ligger i og omkring Athen og Thessaloniki, og produkterne sælges primært på hjemmemarkedet.

Staten ejer store dele af industrien, men har siden 1998 solgt ud af tabsgivende foretagender .Der er dog ganske få virksomheder, der er konkurrencedygtige på EU-markedet.

Tekstil- og skoindustrien er gået tilbage i de sidste år på grund af øget konkurrence fra lavtlønslande. Til gengæld er produktionen vokset inden for papir-, gummi- og plastindustrien samt den kemiske industri, bryggerierne og olieindustrien. Også værftsindustrien klarer sig ganske godt, mens cement- og metalindustrien stagnerer.

Grækenlands geografi

Grækenland er et land med bjerge. De begynder i den nord-vestlige del af landet, og løber mod syd-øst, indtil de ender i havets bølger; bjergtoppene bryder af og til vandskorpen og danner tusinder af øer, hvilket de græske vande er berømt for. Disse bjerge opdeler hovedlandet i rækker af små beboelige dale og sletter, med landsbyer og større byer tværs over landskabet fyldt med regnvejrs-mønstre og et vejnet.

Dette vekslende landskab betyder, at Grækenland har et meget forskelligartet vejrforhold, som ikke er egnet til de større moderne landbrug, og derved er blevet bragt tilbage til en “vild” og klippeagtig stat. Det er måske ikke det idylliske landlige landskab fyldt med rislende bække og skyggefulde skove med solfyldte-pletter ind i mellem, som man forestiller sig, når man ser malerier af Pre-Raphaeliten (tilhængere af Rafael), men landskabet er herligt med dets rå og utæmmede form med de endeløse kyststrækninger med nogle af de bedste bugte, strande og golfer i Europa.

I nøgne statistiske tal, “fylder” Grækenland et område på 131.940 kvadratkilometer, og har en kyststrækning på 13.676 km. Landet har mere end 2000 øer, hvoraf de 170 er beboet permanent. Et geografisk indviklet land, som kan deles op i følgende zoner for at gøre beskrivelsen lettere:

Athen og Attica

Hovedstaden og dens opland ligger på en bred halvø, der rager frem i Ægæerhavet. Athen har p.t. ca. 4.000.000 indbyggere,der har spredt sig på en slette, som er inddæmmet mellem tre bjergkæder og havet. Lufthavnen (Eleftherios Venizelos) ligger mod øst, på den fjerne side af Imittos kæden, men er ret så godt forbundet med hovedstaden. Attica plejede at være berømt for kvaliteten af den olivenolie, man producerede, men man har opgivet meget landbrug, da befolkningen har vendt deres opmærksomhed mod job-mulighederne, som tilbydes i hovedstaden.

Peloponnes

Peloponnes er en stor halvø, som knapt nok var forbundet med hovedlandet ved en smal landtange i det nord-østlige, tæt på byen Korinth. Da denne tange nu er gennemskåret af en Korinth’s kanal (som gør den farefulde rejse rundt om halvøen betydelig kortere) er den rent teknisk blevet til en ø; den seneste blandt de mange der afgrænser den græske stat.
Befolkningen er delt op mellem to lange bjergkæder som løber nord-syd, og en anden der løber øst-vest langs med nordkysten og den centrale region. De nordlige og centrale bjerge har rigeligt med vand, og er fyldt med skove og smukke kløfter. Sydpå er man domineret af Lakonia og Messinia sletterne, sidstnævnteer kendt for dens smukke sandstrande.

De Ægæiske Øer

De Ægæiske Øer er ifølge en overenskomst opdelt i en serie af forskellige grupper: Argo-Saronic, Cycladic, Sproraderne, De dodekanesiske Øer, øerne mod det sydlige Ægæiske Hav (Samos, Chios, Lesbos osv.) og nogle få andre så som Kreta og Samothrace, der enten er så store, at de kan klare dem selv, eller for langt væk fra andre øer til at blive medregnet i en let definerbar gruppe.
De består som regel af limsten eller granit, selv om nogle af de sydlige dodekanesiske øer er vulkanklipper og basalt. Mange af dem har kun lidt grundvand, hvilket begrænser deres landbrugsmuligheder, skønt nogle af dem producerer udmærkede vine. Før turismen, levede de fleste som fiskere, og de hvidvaskede huse i fisker landsbyerne får én til at tænke på græsk arkitektur.

Central Grækenland & Thessalien

Sletterne i Thessalien og Boeotia er fuldstændig omringet af imponerende bjergkæder og Ægæerhavet, og er de rigeste landbrugszoner i Grækenland: Thessalien er den største og producerer betydelige mængder af korn, ris, tobak og frugt; Boeotianen producerer kornsorter og bomuld, og er berømt for sit kvæg. Kamvounian bjergene adskiller denne region fra Macedonia mod nord, og Pindhos kæden adskiller den fra Epirus mod vest, medens Parnassos bjergene dækker mod syd. Denne sidste kæde har to betydelige skisportssteder, som er let at komme til på dagture fra Athen.

Epirus, Makedonien & Thrace

Epirus er fyldt med fremspring fra Pindhos bjergkæden, som fanger skyerne, når de driver mod syd-øst, med det resultat at det er den vådeste region i Grækenland. Ujævn og fjern, fattig og med en alt for lille befolkning, men fyldt med et betagende smuk landskab. Rodhopi bjergene i Thrace er ligeledes ru og ujævne, og meget af denne region består af skove, der dækker bjergene og dalene. Makedonien er især rig på mineraler, men der er også store mængder af kvæg. Det mest bemærkelsesværdige træk i denne region er søerne mod nord-vest, som deles med nabolandene Albanien og den tidligere Jugoslaviske republik Makedonien.

De joniske øer

De joniske øer består af seks store øer spredt ud langs vestkysten af Grækenland, og med hensyn til klimaet har de et klima, der er meget mere lig med hovedlandet end med øerne i Ægæerhavet. Den forholdsvise store mængde regn de får, betyder, at de har et stort skovklædt område , og deres landskab er lige så råt og bjergrigt som det på Epirus. De producerer god vin og frugt, og vilde blomster, der blomstrer om foråret, gør landskaberne forbavsende smukke.

Vejret i Grækenland

Hvornår er det bedste tidspunkt at rejse til Grækenland på? Hvor skal du tage hen? Først af alt, check vejret!!

Vi bliver ofte spurgt hvornår er det bedste tidspunkt at rejse på kulturferie i Grækenland, her er derfor en kort information om vejr og vind.

Klima og geografi

Med et så bredt udvalg af landskaber, er det ikke nogen overraskelse at omstændigheder og temperaturer kan varierer betydeligt fra region til region over hele året. Men generelt bliver forårs- og efterårsmånederne betragtet som måneder med koldt vejr, med regnbyger af og til. Sommermånederne er varme og får næsten ingen regn, og vintermånederne er kolde, ofte med meget regn og sne i de øvre luftlag. Jo længere syd på man kommer, jo varmere temperaturer, og jo længere nord på man tager, jo større chance er der for regn og køligere temperaturer.

Athen og Attica

Den berømte tåge som bredte sig som et tæppe i Athen i 80’erne og 90’erne er blevet formindsket betydeligt ved fodgænger-målinger og udviklingen af et ordentligt metrosystem, men luftkvaliteten er stadig ikke så god, som man kunne håbe. Varme somre, milde vintre (med nogle få dage med sne) og af og til tordende regnvejr.

Peloponnese

Det typiske vejr i Middelhavsområdet, med varme, fugtige somre og milde vintre i de lavtliggende områder (men kraftigt snefald i bjergene).

Aegean Øerne

Varme somre, milde vintre, og lidt regnvejr (hvilket betyder problemer med vandmængden i sommermånederne). Kraftige nordlige vinde (passatvinde) opleves i maj og november måned, og skønt disse kan sprænge sejlernes planer bringer de også køligere temperaturer, lavere fugtighed og forøget sigtbarhed.

Thessaly, Thrakien og Makedonien

Et varmt sommerklima, med temmelig tunge regnbyger i efteråret og om vinteren, og kraftig snevejr i bjergområderne.

De Joniske Øer

Et typisk vildt middelhavsklima, med lange, tørre, varme somre og milde vintre.

Befolkning og sproget i Grækenland

De fleste af Grækenlands indbyggere nedstammer fra antikkens grækere, men er i tidens løb blevet blandet med andre folkeslag, bl.a. slaviske folk.

De største folkevandringer i moderne tid fandt sted efter 1923, da Grækenland tabte en krig mod Tyrkiet. Omkring 1,5 mio. mennesker af græsk afstamning blev tvunget til at flytte fra Tyrkiet til Grækenland, samtidig med at omkring 350.000 tyrkere fra den græske landsdel Makedonien blev deporteret til Tyrkiet. I Thrakien i det nordøstlige Grækenland bor der i dag omkring 100.000 muslimer – tyrkere, pomaker (muslimske slavere) og muslimske sigøjnere.

Andre mindretal er albanere, kristne sigøjnere og slaviske folk som makedonere og bulgarere. Mange har en lang historie i landet, mens andre er flygtet fra krigene på Balkan i 1990erne. Samtidig fandt der også en indvandring sted af kurdere fra Tyrkiet samt andre grupper fra mellemøsten, Sydasien og Afrika. I dag vurderes det, at der er mellem 7 og 10 procent indvandrere i Grækenland, heraf 500.000 – 700.000 albanere.

Omkring halvdelen af befolkningen bor i og omkring de to størst byer, Athen og Thessaloniki. Mange er flyttet fra landområderne i de sidste par årtier, og bjergegnene er meget tyndt befolket.

Der er sket en stor udvandring fra Grækenland i efterkrigstiden, og der bor op mod 5 millioner grækere uden for landets grænser, de fleste i andre vestlige lande. I 1990erne faldt udvandringen markant, da levestandarden steg i Grækenland.

Græsk udgør en særlig stamme i den indoeuropæiske sprogfamilie. Nygræsk er udviklet af klassisk græsk og baseret på det samme alfabet. Efter frigørelsen fra tyrkerne i begyndelsen af 1800-tallet blev sproget renset for århundreders påvirkning fra andre sprog. Dette “rene” sprog kaldes katharevousa og adskilte sig betydeligt fra nygræsk eller dimotiki, som i 1970erne blev officielt sprog.

Befolkning

  • Indbyggertal: 10,7 mio. (2003)
  • Antal indbyggere/km2: 80 (2002)
  • Andel af befolkningen, der bor i byerne:61%
  • Fødselsrate: 1,1% (2001)
  • Dødsrate: 1,1% (2001)
  • Naturlig befolkningstilvækst: 0%
  • Gennemsnitslevealder: kvinder 81 år, mænd 75 år (2001)
  • Skolegang: obligatorisk i ni år
  • Andel læsekyndige voksne: 97% (20029
  • Befolkningsgrupper: grækere samt små mindretal af tyrkere, albanere, makedonere, sigøjnere m.fl.
  • Sprog: nygræsk (dimotiki) er officielt sprog
  • Religion: græsk-ortodokse 98%, desuden mindretal af muslimer, jøder og katolikker
  • Nationalitetsbetegnelse: græker