Gå på opdagelse i Cataloniens underjordiske grotter

Catalonien er kendt for sin spændende nutid, men knap så kendt for sin fortid, selvom regionen rummer enestående fund fra præhistorisk tid.

Guidet rundvisning med arkæolog

Ét af disse fund er de underjordiske grotter, som museums-myndighederne Patronat Municipal Cova Museu de la Font Major i landsbyen L’Espluga de Francolí i Tarragona-provinsen nu giver dig mulighed for at dykke ned i for den beskedne (fra-)pris af 4,80 euro.

Med 600 meters stisystemer i de underjordiske grotter i L’Espluga de Francolí og med ledsagelse af en stedkendt arkæolog og en virtuel guide er der gode muligheder for ikke blot at få indblik i grotternes geologiske historie, men også i den menneskelige aktivitet, der har fundet sted i de underjordiske huler fra palæolitisk til iberisk tid.

Gratis for børn under 8 år

Rundvisningerne er gratis for børn under 8 år. Vær opmærksom på, at temperaturen i grotterne ligger mellem 14 og 17 grader, så det tilrådes at have en let jakke eller en trøje med. Vær også opmærksom på, at det er forbudt at fotografere og filme i grotterne og at den 75 minutters lange rundvisning foregår på catalansk. Til gengæld findes audio-guiden både på engelsk, spansk og fransk.

Grotterne har åbent i de følgende tidsrum: Tirsdag til søndag er der åbent mellem kl. 10.30 og 13.30 og igen om eftermiddagen mellem kl. 16.00 og 18.00.

I juli og august er der åbent hver dag mellem kl. 10.30 og 13.30 og igen om eftermiddagen mellem kl. 16.00 og 19.00.

Grotterne er lukket den 24, 25 og 26 december og den første og sjette januar.

Mere information

Mere information om rundvisningerne i grotterne kan findes via kontakt til det lokale turistkontor i  L’Espluga de Francolí.

Du kan komme på rejser til Catalonien via det danske rejsebureau Hideaways, der arrangerer rejser til Catalonien.

 

 

 

Tyrkiet – et historisk og kulturelt mekka

Med sin enestående transkontinentale placering mellem Europa, Mellemøsten, Det vestlige Asien og Kaukasus, og afgrænset af Middelhavet mod syd og vest og Sortehavet mod nord, betragtes Tyrkiet ofte som en grænse – eller et brohoved, alt efter synsvinklen – mellem øst og vest. En placering, der gør landet til ét af de kulturelt og historisk set mest interessante lande i verden at besøge.

Et historisk og kulturelt mekka

De mange kulturer, som landet gennem dets lange historie, er blevet påvirket af, har gjort Tyrkiet til et historisk og kulturelt mekka. Først var det de to ikke-indoeuropæiske folkeslag, hattierne, der menes at have beboet det centrale og det østlige Anatolien, og hurritterne, der menes at have beboet Anatolien og det nordlige Mesopotamien allerede 2300 f.Kr., der dominerede landet. Så var det den indo-europæiske folkestamme hittitterne, der overtog området mellem ca. 2000 og 1700 f.Kr., efterfulgt af frygierne og kimmerierne.

Fra omkring 1200 f.Kr. blev kyst-områderne i Tyrkiet domineret af de antikke græske folkestammer, ionerne og æolerne, som grundlagde flere store vigtige byer her, ikke mindst Byzantium (der senere kom til at hedde Konstantinopel og idag hedder Istanbul). I det sjette og det femte århundrede f.Kr. blev den indre del af landet erobret af det persiske achæmenide-dynasti, hvorefter som senere faldt til Alexander den store (334 f.Kr.).

Hellenistiske kongedømmer og romersk republik

Efter Alexander den Stores død i 323 f.Kr. blev Tyrkiet (eller rettere, det område, der i dag kaldes Tyrkiet) opdelt i en række hellenistiske kongedømmer, som senere blev del af den romerske republik. Og i 324 e.Kr. blev den romerske indflydelse endnu stærkere, idet den romerske kejser Konstantin I den Store valgte Byzantium som den nye hovedstad for det romerske rige, hvorved Byzantium (eller Byzántion, som den oprindeligt hed på græsk) nu skiftede navn til Konstantinopel. Efter den romerske kejser Theodosius I den Stores død i 395 e.Kr. blev Konstantinopel hovedstad i Det Østromerske Rige, også kaldet Det Byzantinske Rige.

Osmannerne og den tyrkiske republik

I 1453 blev landet erobret af osmannerne fra de byzantinske romere og bragte – ligesom romerne – både perioder med storhed og forfald. Forfaldet og nedgangen kulminerede i begyndelsen af det tyvende århundrede med først den ungtyrkiske revolution (i 1908) og til sidst virkningerne af 1. verdenskrig, der førte til at landet blev besat af franske, britiske og italienske tropper fra 1918 til 1923, inden Tyrkiet d. 29 oktober 1923 blev erklæret for en republik med Mustafa Kemal Atatük i spidsen.

Atatürks politiske vision var at omdanne Tyrkiet fra et islamisk rige til en verdslig, demokratisk og republikansk nationalstat; en vision, der i dag har vanskelige levevilkår.

Unikke historiske seværdigheder

Tyrkiets dramatiske kultur-historie kan stadig opleves mange steder i landet. F.eks. i Aspendos teatret, beliggende i Antalya-provinsen i den sydvestlige del af landet, der er ét af de bedst bevarede romerske teatre i verden. Eller i Celsus-biblioteket, beliggende i Selçuk-distriktet i den sydvestlige del af landet, der består af de unikke rester af et antikt, romersk bibliotek. Eller i den legendariske kirke Hagia Sophia, beliggende i Istanbul, der er et af Tyrkiets mest afbildede og besøgte monumenter. Eller i Den blå moské, eller Sultan Ahmet Camii, som er dens rigtige navn på tyrkisk, som også ligger i Istanbul og er den mest kendte moské i Tyrkiet. Mulighederne er mange på en kulturrejse til Tyrkiet og det er næsten kun varigheden af din rejse, der sætter begrænsningerne.

 

Kulturrejser til Lourdes

Lourdes i Frankrig regnes for mange som Europas vigtigste valfartssted. Læs her om historien og om kulturrejser til Lourdes der ligger i Midi-pyrénées, Frankrig

Hvert år strømmer millioner af troende og gudfrygtige til denne bjergby til det sted, hvor Jomfru Maria i 1858 åbenbarede sig 18 gange for en pige ved navn Bernadette i en grotte ved floden. Lourdes er Frankrigs mest besøgte by efter Paris og har på en eller anden måde formået at finde indkvartering for de store skarer og alligevel udstråle en vis fredfyldt og næstekærlig fromhed, der gør indtryk på selv de mest skeptiske. På trods af husblokkene med sovesalsagtige hoteller og billige souvenirboder, der sælger forlorne jomfrufigurer og lignende, kan Lourdes og de mængder af pilgrimme, den tiltrækker, stadig være en bevægende – og til tider lidt foruroligende – oplevelse. Mere end 140 lande (hvoraf mange, som f.eks. Japan og Saudiarabien, ikke just er kendt for deres kristne befolkning) er repræsenteret ved besøgende, der hovedsagelig kommer her på grund af det vand, som de mener har mirakelhelbredende kræfter: Under Jomfru Marias besøg (som ingen andre end Bernadette oplevede) sprang en kilde frem i grotten og har strømmet siden da. Af de omkring 2500 “uforklarlige helbredelser” har kirken officielt anerkendt 65 mirakler siden Bernadettes død i 1879 (hun blev helgenkåret i 1933); hvert år finder omkring 30 sådanne helbredelser sted.

Lourdes ligger omkring 800 kilometer sydvest for Paris nær den spanske grænse i den bjergrige Pyrenæer-region. Fra Lourdes til Biarritz er der ca. 160 kilometer i retning mod Carcassonne. Hvert år er der seks officielle pilgrimsdage og den vigtigste er 15. august. Den mest populære sæson er fra påske til først i november. Rejser du til Lourdes uden for sæsonen er der færre besøgende og først på aftenen er det værd at besøge Lourdes for den daglige procession med levende lys.

Oplev Sagres

Det vindblæste Sagres med de dramatiske klipper står i skarp kontrast til det øvrige Algarve og naturen her på denne del af Algarvekysten ved Sagres er en oplevelse at se og føle. I modsætning til den mere beskyttede kyststrækning, kan det ved Sagres blæse i dagevis og når man stå og kigger ud over Atlanten med Sagres’ gamle fæstninger i baggrunden, kan man næsten fornemme, hvordan netop dette sted har haft en stor rolle gennem historien.

Der er ikke mange, der vælger at tilbringe hele ferien på denne del af Algarve, men der kommer mange til Sagres på dagsudflugter – og skulle du ønske at bo i Sagres nogle dage, kan vi anbefale den hyggelige Pousada, der ligger i Sagres.

Tilbring nogle dage i Sagres

I Sagres er der især mange unge mennesker, der kommer for at nyde den vilde strand og campere, de bor ofte på billige pensionater eller lejer sig ind hos private. Om aftenen på pladsen foran Café Conchina i Sagres går snakken på flere sprog. Samtaleemnet er ofte hvor dyrt, alt er blevet, slet ikke som i de gode gamle dage.
 
Cabo de Sao Vencente er Europas yderste sydvestlige punkt, og her føles man sig virkelig ved verdens ende. Hvilket det var for fønikerne, grækerne, kartagenerne og romerne, for herfra gik deres verden ikke længere. Fyret er et af Europas kraftigste og kan efter sigende ses 90 km til søs. Fra boderne ved fyret sælges tykke trøjer til frysende turister og forretningen går strygende. Tag trøjen med hjemmefra og spar penge.

Natur- og dyreliv i Sagres i Algarve

På klinterne mellem kappen og Sagres vokser et utal af vilde blomster. Om foråret finder man klynger af engelskgræs, blå pimpinelle og miniature påskeliljer. Trækfugle krydser kappen på vej til og fra Middelhavet mellem september og november og fra januar til marts. Besøger man stedet i disse måneder, kan man se store flokke af suler, store hvide havfugle med sorte spidser på vingerne, der yngler i Storbritannien, men overvintrer i Middelhavet. Cabo Sao Vincente er den landkending, hvor der skal drejes 90 grader øst, frem for at flyve stik syd. Strandfuglene herude er alpealliker, klippeduer samt af og til en sjælden vandrefalk.
 

Sagres og Henrik Søfareren

Murene på Fortaleza (fortet) hæver sig over forbjergene på Sagres-halvøens sydligste spids. Det var her Henrik Søfareren siges at have stiftet sin berømte søfartsskole, Vila do Infante, i 1420, men den rigtige beliggenhed er stadig et mysterium. Sir Francis Drake rev en del af det ned under den Spanske besættelse, og resten blev ødelagt under jordskælvet i 1755.
 
Det var her i Sagres, at Henrik Søfareren samlede Europas bedste hjerner, for at korrelere eksisterende geografisk viden, udarbejde kort og videreudvikle navigationsteknik. Det var her skibsbyggere studerede tegninger til karavellen, der var det ultimative sejlskib, nøglen til Portugals herredømme på verdenshavene.

Indenfor fortets mure ligger et lille museum, en gammel kirke og et gigantisk kompas ridset i sten, som først blev fundet i 1928 under et kirkegulv. Historikere har delte meninger om, hvorvidt stenen stammer fra Henriks tid.
 
De store atlanterhavsdønninger banker løs på halvøens strande og virker som en magnet på surfere. Tonel, vest for Sagres, har gode bølger. Praia do Martinhal mod øst og Praia de Beliche mellem Sagres og Cabo de Sao Vicente er mere egnet til badning.

Oplevelser i og omkring Silves

Silves ligger 13 km nord for Carvoeiro på Algarve, og det kan være svært at fatte, at denne stille provinsby ved foden af Serra de Monchique engang var en stor og mægtig stad. En historiker beskriver byen, som ”stærkere og ti gange mere bemærkelsesværdig end Lissabon”.

Man mente, at Silves blev grundlagt af fønikerne ca. år 900, men mange arkæologiske fund fra bronzealderen, samt spor af bopladser fra ældre og yngre stenalder tyder på en langt ældre bebyggelse. ”Hundereservoiret” neden under borgen, der spillede en vigtig rolle under Portugisernes endelige erobring af Silves, menes at være en grube i en kobbermine, der allerede var i brug i stenalderen.

Spændende historie

Nogle historikere mener, at slottet og tårne blev bygget af romerne og forstærket senere. Det lader til, at der allerede i det første århundrede e.Kr. lå en større by. Det var imidlertid maurerne, der forvandlede Silves til en af Europas rigeste byer.
 
I byen boede arabere fra Yemen, og der var moskeer, basarer, paladser og fornemme haver, hvis lige kun fandtes i Bagdad. Selv om Portugal blev regeret fra Sevilla, var Silves (Xebl eller Chelb) regionens hovedstad. ”Silves har stærke mure, urte- og frugthaver”, skriver den muslimske geograf Idrisi i det 12. årh.. ”Borgerne drikker vand fra en flod, der flyder mod syd. Der er vandmøller langs floden, en havn og skibsværfter. I bjergene er der rigeligt med tømmer, der sælges til mange egne.

Byen ser smuk ud, har kønne bygninger og bugnende torve. Borgerne taler rent arabisk. De er dygtige versemagere, er veltalende og belevne”. Arade-floden, Silves kontakt til havet og engang en vigtig færdselsåre, er nu mudret til. Tømmer, kork, figner og appelsiner blev eksporteret til andre dele af det mauriske imperium. I det 9. årh. kom vikingerne nordfra og sejlede op af Arade, men borgen var dengang uindtagelig.
 
I 1183 genvandt Sanco 1. og en broget skare korsfarere kontrollen over Silves. Araberne hold stand i månedsvis men løb tør for vand. De kristne havde gravet sig ind under borgen til de underjordiske reservoirer og afskar vandforsyningen. Korsfarerne løb fra fredsaftalen og dræbte og plyndrede efter forgodtbefindende. To år senere blev Silves generobret af maurerne, men kom atter i portugisernes hænder i 1249 under Afonso 3. I løbet af de følgende århundreder mistede Silves sin betydning, mens Lagos og dernæst Faro blev efterhånden mere fremtrædende.
 

Borgen i Silves

Fra Algarves mest velbevarede borg med mure og tårne er der en flot udsigt over landet. Bortset fra den dybe brønd og det hvælvede loft i reservoiret, der var forbundet til en underjordisk passage til Aradefloden, finder man intet spor i borgen efter bitre kampe eller maurernes tilstedeværelse, og slet ikke i de fredelige haver. På nordsiden findes rester af den sidste mauriske herskers, Abeu Afan, palads.

Den tredje uge i juli afholdes der oppe i borgen en årlig ølfestival med tilhørende friluftskoncerter. Den lokale ambulancetjeneste står hvert år i højt beredskab, for der er altid festivaldeltagere, der falder ned fra murene! Åben dgl. 9.00 – 18.00.
 

Det Arkæologiske Museum i Silves

Dette museum, mere informativt end de fleste, udstiller fund fra forhistorisk tid og frem: bl.a. kakler, smykker, mønter og keramik. Hovedattraktionen er et maurisk underjordisk vandreservoir fra det 12. årh. Rua da Portas de Loulé 14. Åben dagl. 10.00 – 18.00.
 

Sé de Santa Maria

Denne katedral stammer fra det 13. årh. og var Algarves førende katedral helt frem til det 16. årh. Den er bygget på en tidligere moské og rummer korsfarergrave. Åben dgl. 9.00 – 18.00 om sommeren. Lukket i weekenderne og i lavsæsonen.
 
Hvis man spadserer ned ad Rua da Cruz de Palmeira ved Arade-floden, finder man mellem husene resterne af de mauriske sten- og lermure, der engang omkransede hele byen.
 
Den hvælvede bro over Arade blev bygget i det 13. årh. oven på en romersk bro. Hvis man standser på pladsen, for at få sig en forfriskning i Café Rosa foran rådhuset, bør man lige kigge indenfor i selve cafeen og beundre de azulejosklædte vægge og smedejernsmøblerne.
 

Oplevelser omkring Silves på Algarve

Ca. 10 km nordøst for Silves ligger Barragem do Arade, én af Algarves største søer. Det er et dejligt fredeligt sted mellem skovklædte bakker og ideelt til badning, spadsereture eller udflugter. Man kan leje kanoer og motorbåde.
 
Lige i nærheden ligger Sao Bartolomeu de Messines, en lille provinsby med en sognekirke med snoede manuelinske søjler og omgivet af huse fra det 17. og 18. årh. I Messines (som den kaldes her) fødtes én af Algarves mest berømte digtere, Joao de Deus (1830-1896). Hans digte hylder landskabets enkle skønhed – hvilket stadig er relevant.
 

Alte – en af Algarves kønneste byer

Alte, der er kendt som ”Algarves kønneste landsby” er et fast punkt på turistrundture. Om lørdagen er her særligt mange gæster, da besøget i byen kan kombineres med en indkøbstur i Loulés sigøjnermarked. Hvis man vil besøge Alte på egen hånd, er det nok en god idé at vælge en anden dag. Landsbyen er rigtig køn med pæne og rene småhuse, og smukke blomsterfyldte gårdhaver og altaner. Kirken er også fuld af blomster og dekoreret med smukke blå og hvide azulejos fra Sevilla, samt kulørte statuer.
 
En spadseretur på 5 minutter fører ned til fonten – et meget populært udflugtssted ved floden. Kildevandet har ry for at helbrede alt. På bredden er der fliser med digte af den lokale digter Candido Guerreiro (1871-1953). Her findes to restauranter, der holder folkelore-aftener om sommeren. Man fejrer også 1. maj her, og der er Folklorefestival den første søndag i august. Alte er kendt for sine talentfulde folkesangere, musikere og dansere.
 

Lagoa på Algarve

På tilbageturen fra Silves mod N125 kører man gennem Lagoa, en by der ofte overses af folk, der skynder sig hjem til kystbyerne. Her er intet af betydning, men det er dejligt at spadsere rundt mellem byens falmede huse og beundre murenes mange fromme azulejos. Sidegaderne er fulde af stemning ligesom de små købmandsbutikker, der også fungerer som bar.

Hvis man kommer ved middagstid virker byen helt uddød, men sidst på dagen er der liv igen. Mange udlændinge har slået sig ned uden for byen og man finder fremragende spisesteder med lavere priser end langs kysten. Foran sognekirkens barokfacade står jacarandatræper, der i maj og juni eksploderer i en mørkeblå blomsterpragt. Her er også et krigsmomument til minde om lokale faldne under kolonikrigene fra 1954-1974. Der flød blod fra Lagoa i Goa, Guinea, Mozambique og Angola.
 
Lagoa er Algarves største vinområde. Vingårdene som leverer til adegas (vinhandlerne) ligger i et område, der afgrænses af Silves, Albufeira og Loulé. Den største adegas, Lagoa Kooprativ på Portimao vejen, producerer især rødvin, men også hvid- og rosévin. Rødvinene er frugtagtige og hvidvinene ret tørre, men begge typer indeholder ret meget alkohol. Man bør smage vinen, inden man køber ind i kooperativet. Desværre er kvaliteten ikke så høj som i andre dele af Portugal.

Paderne på Algarve

Paderne ligger 13 km nord for Albufeira og er en typisk landsby med smukke smuldrende facader i rosa og koralrød. Her er en smuk gammel kirke og i Café Central findes et prægtigt fodboldspil med spillere i trøjer fra henholdsvis Bentoa og Sorting Club – Lissabons to førende fodboldklubber.
 
Man kan enten køre eller spadsere op til Padernes borgruin i sandsten. Det er en tur på 7 km. Er man i bil, kan man køre helt op til borgen ved at tage den venstre vej efter afkørslen til Fonté. Borgen blev bygget af maurerne og erobret i 1249 af Dom Alfonso 2. Tilbage står kun ydermurene til minde om fordums storhed og indenfor findes resterne af et gotisk kapel.

Fra borgen kan man se Quarteira floden og en bro med høje buer, der menes at stamme fra romertiden. Man skal ikke fortvivle, hvis man med en fejltagelse har taget vejen th., for man kan klatre op til borgen ad den stejle skrænt mellem duftende timian og salvie. Inden klatreturen bør man lige studere den nedlagte mølle ved vandløbet og det indviklede system af damme, sluser og møllesten.

Turistinformationen i Albufeira kan oplyse om vandreture i Paderne. Turene går gennem lavintensive landbrugsområder, hvor høet endnu høstes ved håndkraft. Man kan spadsere gennem oliven- og appelsinlunde, spættet med valmuer og blåklokker, og her finder man også orkideer. Kun lydene fra den nærliggende motorvej forstyrrer idyllen.
 

Guia på Algarve

Byen Guia ligger bare 5 km udenfor Albufeira, og er mere berømt for sit køkken end sine seværdigheder. Dog er byens storslåede kirkegård på Albuferiavejen et besøg værd. Guia er et af de steder i Algarve (det andet er Monchique), der er berømt for sin kylling piri piri (grillstegt kylling med stærk chilisauce). Den serveres med pommes frites og salat, og er lækker og billig.

Det er her man spiser med de lokale. At spise kylling piri piri fredag eller lørdag sammen med familie og venner er et fast ritual hos såvel lokale som udlændinge. Det er vanskeligt at anbefale en restaurant, da de hyppigt går af mode og der er masser af piri piri-kendere, der anbefaler det ene sted from for det andet.
 
Blandt Guias tyve eller flere piri piri-restauranter er den mest berømte O Teodósio på Algozvejen – et stort og støjende sted, med en hurtig omsætning – der kalder sig Rei dos Frongos (Konge over Kyllingerne). Der kommer faste kunder helt fra Faro og om aftenen kan der ofte være ventetid på bordplads.
 
O Alfredo er lige så god, men noget roligere, hvorimod det veletablerede O Viera kalder sig selv Det Berømte Kyllingehus. Churrasqeura Ramirez har også et godt ry.
 

På tur langs N125 på Algarve

Porches ligger 5 km udenfor Lagoa og er berømt for sine keramikværksteder, der ligger ude langs N125 frem for inde i byen. Olaria Pequenia har kønne håndmalede ting med fiske- og blomstermotiver, der både er elegante og smagfulde, men de er langt fra billige. Porches producerer også kakler.
 
Alcantarilha ligger 5 km øst for Porches på N125 og er en lille by uberørt af det 20. årh. Alcantarilha er berømt for sit benkapel, som ligger ved siden af sognekirken. Bortset fra krucifikset er kirkerummet opbygget af knoglerne fra ca. 1500 sognebørn. Kranier og knogler ligger side om side og fanger det svage lys fra døren – det er uhyggeligt og man kan ikke lade være med at gyse, når man kigger ind. Kapellet var den eneste del af kirken, der overlevede Det Store Jordskælv.
 
På denne strækning af N125 findes tre vandlande. Slide and Splash ligger mellem Estombar og Lagoa og har masser af vandrutsjebaner, lige fra de blide til baner af ”Kamikaze” typen.
 
Big One er, som navnet antyder, Algarves største og har 1500 m vandrutsjebane i en smuk anlagt park. Den ligger halvvejs mellem Porches og Alcantarihla.
 
Zoomarine ved Guia har søelefanter, delfiner og søløver, der optræder for turisterne. Parken annonceres som belærende for børn, men mange gæster mener, at udnyttelse er mere betegnende, fordi bassinerne er for små til de store dyr. Der er også svømmebassiner og et pariserhjul. Parken tilbyder gratis transport fra de store feriecentre i området.

Estói og omegn på Algarve

Algarves mest interessante romerske ruin finder man ved Milreu. Arkæologerne har i de sidste hundrede år udgravet stedet og har fundet rester af bebyggelse dateret helt tilbage til det 1. årh. e.Kr.

Den vigtigste ruin var engang en stor landvilla med søjler omkring et atrium. I den vestlige side lå et badehus med varme og kolde baderum samt bænke til massage og afslapning. Det varme baderum havde gulvvarme, et biprodukt fra fyret, der varmede store kar med vand. Der er enkelte fiskemosaikker tilbage. De fleste fund (statuer og keramik) nu befinder sig på museerne i Faro og Lagos.

Det var en fornem villa for den tid og tilhørte uden tvivl en aristokrat. Levestandarden overgik også hvad man ved om Algarves middelalder og var sikkert også højere end i isolerede landsbysamfund den dag i dag. Th. for villaen ses en bevaret mur fra et tempel viet til en lokal vandkult eller guddom, hvis navn er gået tabt. Templet blev ombygget til en kirke af romernes efterfølgere – vestgoterne.

Man kan parkere ved kirken inde i Estói, og gå op til smedejernsporten for enden af gaden. Her er Estói Paladset bygget i det 18. årh. af Greverne af Carvalhal. Man kan ikke komme ind i slottet, som er i en dårlig forfatning og som efter sigende hjemsøges af den sidste greve, der boede her. Faros magistrat har købt slottet, som engang med tiden vil blive restaureret til sin oprindelige pragt. Den nyklassisistiske facade ligner et stykke konfekt i rosa og hvid, og parken er meget stemningsfuld. Her levede greverne øjensynligt i stil, ligesom romerne tidligere gjorde i det nærliggende Milreu. Azulejoskaklerne, nymferne, fontænerne og stierne mellem appelsin- og citrontræerne er helt vidunderlige. En sti fører ned til en grotte med statuer af Diana, Venus og de tre gratier.

Fra Estói kan man køre ed N2 gennem Algarves kønneste landskab. Nord for Sao Brás do Aportel snor vejen sig op i Sierra do Caldeirao og bevoksningen bliver mere frodig og overdådig. Luften er fyldt med duft af pinjer og eukalyptus og fuld af fuglesang. Om foråret er her blomsterenge overalt, hvor skoven åbner sig – røde valmuer omkranset af gule gyveler. Der er et pragtfuldt udsyn fra Miradouro de Caldeirao lige nord for Vale do Rosa – ikke en landsby men udsigtspunkt over de rullende bjerge. Det er en udfordring at køre ad hårnålesvingene, og vejbelægningen er så dårlig, at de oprindelige brosten af og til titter frem. Men det er turen værd at komme til et sted, der sjældent besøges af turister.
 

Salir på Algarve

Murværket er alt, hvad der er tilbage af den engang mægtige maurerborg, der byder på en flot udsigt ud over landet. Man ser små husmandsbrug, der akkurat kan forsyne en familie. Ofte består brugene kun af et par rækker grøntsager, et citron- og appelsintræ og nogle pjuskede vinstokke. Selve Salir er en renskuret landsby, hvor de hvide huse står i livlig kontrast til de røde pelargonier. Mod syd, på toppen af et bjerg, ligger Querenca en landsby med en azulejoklædt landsbybrønd og en køn kirke.

Trænger man nu til at strække ben og til fred og ro, kan man køre mod Aldeia da Tôr gennem Barrocals typiske landskab med kalkstensklipper og resterne af terrasser anlagt af maurerne. Drej tv. Mod Querenca, efter 3 km hold øje med et skilt, der peger tv. Mod Fonte de Benemola. Følg stien op ad floden. Når stien deler sig, hold da tv., og man kommer til en skovtursplads. Går man videre, finder man Fonten (kilden) og der er trædesten i vandløbet, så man kan vende tilbage langs den modsatte bred. Spadsereturen er kun på 4 km, men man føres dybt ind i det smukke landskab.

Oplevelser i Guimãraes

Fejret som den portugisiske nations vugge, har Guimãraes spillet en vigtig rolle i mange af de begivenheder, som ledte til landets uafhængighed, og byen var vidne til Afonso Henriques den Førstes fødsel. Da han udråbte sig selv til Portugals første konge i 1139, valgte han Guimãraes som sin hovedstad, og det karakteristiske omrids af byens stolte slot figurerer på det portugisiske våbenskjold. Guimãraes fik ophøjelse til bystatus af Dronning Maria II i 1853.

Byens centrale placering i Portugals nationalhistorie gør den til oplagt udflugtsmål på en kulturrejse til Portugal. Vi giver et par bud på seværdigheder i Guimãraes herunder:

Seværdigheder i Guimãraes

Oprindelig bygget for at forhindre angreb fra maurere og normanner i det 10. århundrede står byens berømte slot og dominerer horisonten med otte firkantede tårne og en 27 meter høj fangekælder. Tæt derpå er stadig bevaret det originale kloster og domkapitel fra den lille romanske kirke Nossa Senhora da Oliveira, bygget af Grev Henry og hans søn på pladsen, hvor der i det 10. århundrede oprindeligt lå et kloster. Den venstre døbefont inde i kirken er den, hvorved Afonso Henriques blev døbt. Alberto Sampaio Museet, der ligger i et domkapitel fra det 12. århundrede i byens midte, indeholder et messeklæde fra Joao den Første og et transportabelt alter fra det 14. århundrede.

Oplevelser i nærheden af Guimãraes

Jernalderbosætningen Citania de Briteiros er et af Portugals mest imponerende arkæologiske fund. Omkring 200 huse, næsten alle cirkelrunde med en diameter på 5 m, og bosætningen er omgivet af en ovalformet væg, der måler 250 m nord-til-syd og er 150 m bred. Stedet var beboet i år 6 f. Kr. af førkeltiske folk, og blev forladt i år 4 e. Kr.

Få indblik i Thessalonikis dramatiske historie

Hvis du skulle besøge Thessaloniki inden slutningen af denne måned, bør du gøre et stop på byens anerkendte fotografi-museum, der indtil udgangen af februar 2013 er vært for udstillingen “Beyond History: Thessaloniki through photography. Part A’, From Liberation to the Interwar period”.

Den aktuelle udstilling, del A, dækker perioden fra befrielsen til mellemkrigstiden, mens en del B senere på året vil dække perioden fra Anden Verdenskrig til den såkaldte “politiske omvæltning” (udstilles i marts-april 2013). Til sidst vil en tredje og sidste del af udstillingen, del C, dække perioden fra den “politiske omvæltning” indtil i dag (udstilles i maj-juni 2013) .

Billederne på den aktuelle udstilling forsøger at skabe atmosfæren fra en epoke, sådan som den blev oplevet af den tids fotografer, og bringe de stemninger, der siden er falmet med tiden, op til nutidens overflade. Alle tre udstillinger er en del af museets bidrag til byens fejring af sit 100 års jubilæum for sin befrielse fra tyrkisk overherredømme efter de to Balkan-krige.

Du kan her læse mere om udstillingen.


Se Youtube-video om Thessaloniki

Facts om Thessaloniki

Thessaloniki, også kendt som Thessalonika, er Grækenlands næststørste by, med omkring 780.000 indbyggere, og hovedstad i regionen Centralmakedonien.

Byen er berømt for sin havn, der udgør et trafikmæssigt knudepunkt i Middelhavet, og sine to universiteter, hvoraf det ene, Aristoteles-museet, med sine næsten 100.000 studerende er det største universitet i Grækenland.

I de senere år er byen også blevet kendt for sit levende kulturliv, og byen betragtes af mange idag som Grækenlands kulturelle hovedstad. Dette skyldes ikke mindst byens blomstrende filmmiljø, der blandt andet byder på én af Europas vigtigste festivaler for dokumentar-film.

Den helt store attraktion i Thessaloniki har dog altid været byens dramatiske og rige historie, med et væld af enestående kristne, byzantinske, ottomanske, romerske og sefardiske monumenter, som siden 1998 har været på Unescos Verdensarvsliste; en liste, der ofte – med rette – er blevet beskyldt for at være udvandet og mere politisk end historisk, men som i dette tilfælde er helt på sin plads.

 

Algarves historie

Rejser du rundt på Algarve, vil du overalt fornemme historiens vingesus. Algarves milde klima, gode landbrugsarealer og fiskerige laguner har siden oldtiden tiltrukket bosættere. Fønikierne og grækerne var her, inden romerne kom til, og de kaldte provinsen Cyneticum. Romerne grundlagde også Ossonoba, der er forløberen til dagens største by i regionen Faro.

Romerne byggede over store dele af Cyneticum, og der var en stor handel, der bragte velstand til området. Fra 200-tallet blev Ossonoba regionens bispesæde – en status der udviklede byen, og som fortsatte i tiden under vest-goterne, der afløste romerne som regerende magt i slutningen af 400-tallet. I 711 landsatte de arabiske maurere en stor hær ved dagens Gilbraltar.

Mange erobringer i Algarves historie

Efter indledende erobringer kom flere tropper til fra Afrika i 714, og maurerne erobrede hurtigt store dele af den Iberiske Halvø og derved også Portugal og Algarve. Ossonoba bevarede gennem den mauriske tid sin status som den vigtigste by på halvøens sydvestlige region. I 1000-tallet blev Algarve af lokale maurere delt i to fyrstedømmer med byerne Silves og Santa Maria (det nye navn for Ossonoba) som hovedstæder. Silves-fyrstedømmet blev kaldt al-Gharb, der betyder ’Landet mod Vest’, og deraf kommer navnet Algarve.

Med oprettelsen af fyrstedømmerne blev der bygget befæstede bymure rundt om Santa Maria – et navn som snart blev afløst af Harune, før det nuværende Faro blev indført. Maurernes indflydelse over 500 år ses i Algarve i dag, bl.a. med de mange ornamenterede kakler og de minaretlignende skorstene, der pryder mange huse.

I 1200-tallet begyndte det mauriske styre i området at blive svækket politisk og militært, og i 1249 blev Faro en del af det portugisiske territorium. Området blev som det sidste tilbageerobret af kristne styrker, og derved var det nuværende Portugal samlet. Algarve var blevet en del af Portugal som et selvstændigt kongedømme, og den portugisiske konge kaldtes også konge af Portugal og Algarve.

I 1400-tallet grundlagde kongesønnen Henrik Søfareren en navigationsskole i Sagres, og derved var kimen lagt til Portugals store opdagelsesrejser. Økonomisk og kulturelt var Algarve i en opblomstringstid. Faros velstand blev betragtelig som følge af en stor handel med salt og landbrugsprodukter samt sin geografisk gode beliggenhed ved indsejlingen til Middelhavet. Det var også i Faro i slutningen af 1400-tallet, at den første portugisiske bog blev trykt.

Kong Manuel styrkede Faros og derved Algarves udvikling ved i 1499 at grundlægge en række nye institutioner i byen. Bl.a. et hospital, kirker, toldbygninger og et kødmarked. Byen var nu vokset til arealer langs kysten uden for bymurene. Silves var fortsat det religiøse hovedsæde i Algarve, men efter at Faro havde fået byrettigheder i 1540, blev bispesædet flyttet til Faro i 1577.

Jordskælv i Algarves historie

Algarves beliggenhed langs kysten medførte spredte overfald, og i 1596 stormede jarlen af Essex’ soldater Faro. De satte efter plyndring ild til byen samt ødelagde bymure, forsvarsværker og kirker. I 1755 ramte et stort jordskælv Portugal, og Algarve blev nærmest lagt totalt i ruiner ved den lejlighed. En stor genopbygning fandt sted i den ellers så blomstrende tid for området.

I begyndelsen af 1800-tallet stod Napoleonskrigene for døren, og Portugal blev invaderet af Frankrig. Forinden var Algarve dog besat af den spanske Manuel Godoy, der havde planer om at oprette et selvstændigt kongerige i regionen. Godoys tanker blev ikke til noget, idet Frankrig invaderede Algarve. I byen Olhao udbrød der i 1808 en revolte mod de franske tropper, og det var starten på en hurtig tilbagetrækning af Napoleons styrker.

Algarve var igen frit portugisisk område. Den næste store økonomiske udvikling af området kom med turismen i sidste halvdel af 1900-tallet, og nu kan områdets mange besøgende opleve den rige historie i livsstil, arkitektur og kultur – samt nyde områdets milde klima.

Fortidens- og nutidens rejser til Rom

Rom har længe været en eftertragtet rejsedestination, omgærdet af en uafvendelig mystik, der hænger sammen med dens unikke position i Romerriget, dens status som vært for Vatikanstaten og dens efterfølgende historie som Italiens hovedstad. Et væld af nordiske kulturpersonligheder har været på rejser til Rom, og nogle af dem har endda slået sig permanent ned i byen, draget af Roms enestående atmosfære.

Fortidens rejser til Rom

Blandt de berømte danske kulturpersonligheder, der tog på rejser til Rom, var blandt andet Bertel Thorvaldsen, der som den eneste ikke-katolik nogensinde har skabt et kunstværk til Peterskirken i Rom, nemlig gravmonumentet for Pave Pius VII, som han skabte mellem 1823 og 1831. Også vores store fynske forfatter H. C. Andersen tog på rejser til Rom i 1833, 1840-41 og 1861, hvor han blandt andet mødte Thorvaldsen og stiftede et livslangt venskab med ham. H. C. Andersen var – ligesom mange andre store danske kunstnere – begejstret for Rom, og det siges at han dagligt gik op mod 12-15 kilometer i sin søgen efter kulturelle seværdigheder i byen – blandt andet skulle han havde besøgt op mod 300 kirker i byen.

Nutidens rejser til Rom

Siden Andersens og Thorvaldsens dage er rejser til Rom blevet endnu mere populært blandt danskerne, der tiltrækkes af den samme mystik og skønhed, som engang tiltrak vores største kunstnere. Rom er i dag en af de meste besøgte byer i Europa, helt præcist den tredje mest besøgte by indenfor EU, og Rom er i dag ikke længere forbeholdt en mindre kulturel elite, men er blevet populær blandt alle befolkningens segmenter, der har fundet ud af, at en rejse til Rom byder på noget for enhver smag.

Roms seværdigheder

Blandt Roms mest populære seværdigheder er naturligvis den helt unikke række af historiske seværdigheder, som byen byder på, såsom Colosseum, der var det største amfiteater i Rom-emperiet, og som omfattede de berygtede gladiatorkampe; Peterskirken, Peterspladsen, Vatikanmuseerne, med det Sixtinske kapel og betydningsfulde værker af Leonardo da Vinci, Rafael og Boticelli; Vatikanbiblioteket, Forum Romanum, Pantheon, Circus Maximus, Konstantinbuen, Domus Aurea, Augustus mausoleum, Trajansøljen, og mange flere. Rom byder også på fantastiske museer, såsom Roms Nationalmuseum, de kapitolinske museer, og Nationalgalleriet for moderne kunst, og så er det få byer i verden, der har så mange smukke pladser, torve, charmerende fortovscafeer og antikke bygninger som Rom.