Peterskirken, eller Basilica San Pietro, er verdens største kirke og ikke til at komme uden om som en del af en kulturrejse til den italienske hovedstad. Den er opkaldt efter apostlen Peter, der blev kristenhedens første pave, fordi Kristus havde udpeget ham til sin stedfortræder på Jorden; derfor afbildes han normalt med en nøgle i hånden som symbol på, at han har overtaget nøglen til Himlen.

Peter blev korsfæstet i Rom under Nero (med hovedet nedad efter eget ønske, da han ikke ville kunne sammenlignes med frelseren), og traditionen vil vide, at han blev begravet der, hvor Peterskirken nu ligger.

Peterskirkens grundlæggelse

Allerede i begyndelsen af 4. årh. byggede man en basilika på dette sted, og det var dér, der fandt kejserkroninger sted, bl.a. af Karl den Store i år 800. I 15. årh. gjorde man sig klart, at den gamle kirke ikke blot var for lille, men også for brøstfældig, og omkring år 1500 besluttede pave Julius d. 2. at lade opføre en ny hovedkirke for den kristne religion. Arbejdet varede med afbrydelser hele det 16. årh., og først i 1626 blev den færdigbyggede kirke indviet. Adskillige store navne har medvirket til dens opførelse. Den første arkitekt var Bramante, og efter hans død blev arbejdet overtaget af Rafael, men efter hans død gik arbejdet delvis i stå. Michelángelo genoptog det i 1546, og efter hans død var Maderno hovedarkitekten, som først og fremmest er ansvarlig for skibet.

Peterskirkens skib

Kirken, som vi ser den i dag, har form som et latinsk kors, dvs. at skibet er længere end koret, hvilket især skyldes Michelángelos tegninger. Men Maderno gjorde skibet så langt, at det kom til at skygge for udsigten fra Peterspladsen over Michelángelos pragtfulde kuppel, som nu helst skal ses på temmelig lang afstand. Til gengæld blev Peterskirken derved verdens længste kirke (187 meter) og dens grundareal er på godt 15.000 m2 (1½ ha!) eller 2½ gange Notre-Dames. Tværskibet gør med sine 137½ meter kirken bredere end Notre-Dame er lang.

Kirken betegnes som en basilika til minde om, at den oprindelige 4.årh.-kirke havde basilikaens grundplan. Derved kom ordet til at betegne det, som ellers kaldes en ”hovedkirke” i Rom, dvs. at det er en af de fire kirker, som enhver katolik, der drager på pilgrimsrejse til Rom, skal have besøgt.

Peterskirkens søjleforhal

Søjleforhallen danner en slags forkirke, der er åben ud mod forpladsen og Peterspladsen; den forlænger kirken med yderligere 20 meter og tjener samtidig som støtte for den rektangulære facade med loggiaen. Over facaden står der kæmpestatuer af Jesus, Johannes Døberen og elleve af de tolv apostle (det er Peter, der mangler); disse statuer er 5,65 meter høje.

Under søjleforhallen med det prægtige forgyldte loft holder Vatikanets ordensmagt diskret styr på de mange turister og forhindrer dem, der er for let påklædte, i at komme ind i selve kirken, hvor shorts, lårkorte kjoler og helt bare arme er bandlyst, men tidligere tiders krav til kvinder om tildækket hoved og forbud mod slacks er nu ophævet. Fra søjleforhallen fører fem indgange til kirkens indre.

Den hellige port

Hovedindgangen i midten har bronzeporte fra 15. årh., inspireret af ”Paradisporten” på baptisteriet i Firenze, medens yderste venstre indgang har en moderne bronzeport, hvor man skal bemærke et relief af den knælende Johananes d. 23. i midten forneden. Yderste højre port er den tillukkede ”hellige port”, der kun er åben i de hellige år, dvs. normalt hvert 25. år. Modsat hovedindgangen ser man – om end lidt vanskeligt på grund af lyset – en mosaik af Giotto, der oprindelig var placeret i den gamle basilika; den forestiller en båd, La Navicella. Til højre ser man gennem en glasdør Berninis statue af kejser Constantin, og til den modsatte side er der opstillet en rytterstatue af Karl den Store.

Desværre forhindrer baldakinen, at man kan få det samlede blik helt til apsis, men man får et glimrende indtryk af det forgyldte loft. Få skridt fra indgangsportalen markerer en rund porfyrflise det sted, hvor Karl den Store blev kronet; i den oprindelige basilika befandt den sig foran højalteret.

Hovedskibets elementer

I gulvet angiver forgyldte indskrifter længden på verdens øvrige store kirker, regnet fra apsis, og begyndende med St. Paul’s i London.

Michelángelos Pietà er et af mesterens berømteste værker (1500), hvor ikke mindst Marias blik mod den døde søn er gribende. Kapellet er afspærret med en glasvæg efter et attentat i 1972.

Gravmonument over dronning Christina af Sverige efter tegning af C. Fontana (18. årh.)

Mindesmærke i bronze (moderne) over pave Pius d. 12.

En af de fire piller, der bærer Kuplen, hvis halvkugleformede inderside man får et glimrende indtryk af fra dette sted. Dens indvendige højde er 62 meter, medens den udvendigt inkl. korset øverst når en højde af 132 meter. Diameteren er på 42 meter. På pillens inderside står en statue af Bernini, der forestiller Longinus. På begge sider af statuen fører en trappe ned til Krypten, kaldet ”Vatikanets grotter” i halvcirkelform med adskillige pavegrave, bl.a. Pius d. 12.s Johannes d.23.s og Paul d.6.s; også dronning Christina af Sverige ligger begravet hér. Undervejs til udgangen, som befinder sig til højre for skibet, ser man rester af den oprindelige basilika. Under denne krypt findes endnu en krypt, som egentlig er en katakomb fra hedensk tid; den kan kun besøges efter forud indhentet skriftlig tilladelse; det er i denne krypt, man mener at have identificeret Skt. Peters grav. På pillens venstre side mod hovedskibet står Arnolfo di Cambios berømte Bronzestatue af Skt. Peter (13. årh.), der holder nøglen i venstre hånd som tegn på pavemagten. Den fremstrakte højre fod kysses af pilgrimmene og er blevet det så mange gange, at storetåen er blevet helt blankslidt.

Baldakinen i bronze hvilende på snoede søjler står over højalteret, hvor kun paven kan holde messe. Det er et af Berninis mesterværker (17. årh.). Ensemblet er 29 meter højt og dominerer helt kirkens indre til skade for det frie udsyn. Højalteret er placeret over St. Peters formodede grav.

Nordvestpillen har på indersiden en statue af St. Helena, og på bagsiden ser man to billeder, der ligner malerier, men er mosaikker.

Pave Clemens d. 13.s gravmonument er udført af Canova. (18. årh.).

Apsis rummer en monumental Bispetrone, der er lavet af Bernini i 17. årh., men inddragelse af antikke elementer; den kaldes St. Peters sæde. Tronen er omgivet af fire statuer af kirkefædre, og over den svæver helligånds-duen i en gul alabastrude. På begge sider af apsis er der gravmonumenter, til venstre over Urban den 7. af Bernini (17. årh.) til højre over Paul d.2. af Della Porta (16. årh.).

Berninis overlæssede gravmonument (17. årh.) over pave Alexander d. 7.

Sydvestpillen har på indersiden en statue af St. Veronica.

Sydøstpillen med en statue af St. Andreas.

På et 516 meter højt bjerg, 130 kilometer sydøst for Rom, ligger et af Europas mest sagnomspundne klostre: Montecassino. Læs her om klostrets fantastiske historie, der blandt andet inkluderer dets efterhånden legendariske rolle under Anden Verdenskrig, hvor de allierede bombede det sønder og sammen for at nedkæmpe den tyske befæstning på bjerget og nå frem til Rom.

Montecassinos historie

I 529 blev klosteret grundlagt på resterne af et romersk tempel, hvor man dyrkede guden Apollo. Benedikt kom forbi her i sin søgen efter et sted med henblik på at grundlægge et kloster, og det blev der med benediktinerordenens første kloster. I 577 blev klosteret ødelagt af longobarderne, men allerede i begyndelsen af 700-tallet blev klosteret genopbygget på foranledning af pave Gregers 2. I 787 besøgte Karl den Store klosteret og gav det store privilegier.

I 883 plyndrede saracenerne klostret og brændte det ned. Saracenere var et folk af muslimsk oprindelse, der drog hærgende rundt i Europa. Klosteret blev genopbygget i 1200-tallet på foranledning af flere paver og abbeder. Det blev dog ødelagt grundigt tredje gang i 1349, og der var ikke mange mure tilbage. I de følgende århundreder blev det genopbygget påny, og i klostrets guidebog står nævnt navne på mange paver, biskopper og andre kirkelige, som har taget initiativ til genopbygning af klostret. Tænk hvad det har kostet af penge og kunstnerisk indsats. Hver gang det blev genopbygget, tænkte man vel at det var sidste gang, det skulle genopbygges. Man har samlet penge i mange kirker og klostersamfund rundt om i Italien for at kunne få genopført klostret.

Moderkloster i Italien

Montecassino har altid været regnet for et slags moderkloster for alle klostre i Italien. Klostret blev genopbygget, og stod indtil 1944. I 1944 var Montecassino et stærkt befæstet nøglepunkt i det tyske forsvar, der skulle hindre de allierede i at trænge frem til Rom. Under de meget hårde kampe om bjerget, hvor bl.a. allierede fly kastede 1400 tons bomber, blev klostret igen totalt ødelagt; inden da var de fleste skatte, herunder bibliotekets kostbare bogsamling, dog ført til Vatikanet, hvorfra hovedparten siden er kommet tilbage. Klostrets kældre var også beskyttelsesrum for hundredevis af omegnens beboere. Klostret brændte ned på kun 3 timer og blev døden for de mange lokale mennesker i dets kældre.

Efter Anden Verdenskrig blev klostret atter genopbygget, hvilket tog ca. 20 år. Genopbygningen blev  betalt af den italienske stat. Efter så mange historiske begivenheder kan Montecassino i sandhed sammenlignes med et flere århundreder gammelt egetræ, som mange gange er nedbrudt af stormen, men er blevet levende og grønt igen, stærkere end tidligere. Efter 2. Verdenskrig blev Montecassino genopført under devisen “Som det var, hvor det var”, og det fremtræder i dag i det store og hele i den form, det fik i i løbet af renæssancen fra 1500-tallet og frem; kirken i barok er fra 1600-tallet.

Benedictus

Benedictus levede ca. 480 ~ 547 og er benediktinerordenens grundlægger. Han blev født i Nursia i det italienske region Umbrien, og som søn i en fribåren og jord-besiddende familie blev han sendt til Rom for at studere. Endnu før han havde afsluttet studierne, flygtede han derfra p.g.a. studiekammeraternes mangel på moral, ifølge den gængse overlevering. Efter et kort ophold i Affile flygtede han atter og slog sig ned i en hule i Aniodalen ved Subiaco, Sacro Speco. Her levede han i tre år et asketisk eneboerliv, kun afbrudt, når munken Romanus forsynede ham med livets fornødenheder.

Mordforsøg med gift

Derefter blev han valgt til abbed for et nærliggende kloster i Vicovaro, men efter at munkene havde forsøgt at tage livet af ham med gift, vendte han tilbage til sin hule ved Subiaco. Her samlede han munke omkring sig, som levede i 12 små klostre under hans ledelse. P.g.a. forfølgelse fra gejstlig side brød Benedikt ca. 529 op fra Subiaco og drog med en udvalgt skare af munke til Montecassino mellem Rom og Napoli, hvor han grundlagde et nyt kloster. Her færdiggjorde og nedskrev han sine åndelige anvisninger, kaldet Benediktinerreglen. Efter sin død blev han begravet på Montecassino ved siden af sin søster Scholastica. I 673 blev hans jordiske rester overført til Fleury-klostret i St.-Benoft-sur-Loire i Nordfrankrig; i 700-tallet blev nogle relikvier på anmodning af pave Zacharias dog ført tilbage til Montecassino.

En af de mest kendte kulturelle seværdigheder i Rom er Vatikanet – verdens mindste stat. Men hvad er egentlig dette Vatikan for en størrelse? Hvad er historien bag denne mini-stat og hvem bor derinde på de kun 44 ha, som staten råder over? Vi giver her et lille indblik i Vatikanet, som er et oplagt mål for en kulturrejse.

Kirkens hovedsæde

Fra de ældste kristne tider har kirkens hovedsæde været Rom, hvor Skt. Peter – udpeget af Kristus til at være hans stedfortræder på jorden – blev den første leder, og hvor han led martyrdøden. Hans efterfølger, benævnt paver (på latin og italiensk papi, som blot betyder fædre), fortsatte traditionen, og trods flere ”frafald” (først udskillelsen af den græsk-katolske kirke i 11. årh., derpå protestantismens opståen i 16. årh.) mener romerkirken at have eneret på den sande kristne tro, og selv i de lande, hvor man ikke anerkender paven som kirkens overhoved, nærer man den største ærefrygt for hans status og personlige indflydelse.

Paven og Vatikanet har ført en omtumlet tilværelse i romerkirkens næsten 2000-årige eksistens. I dag synes kirken at være faldet til ro og at have fundet en for alle parter tilfredsstillende status i form af den selvstændige stat, Vatikanstaten.

Vatikanstaten som en “nationalstat”

Vatikanstaten eller officielt, Stato della Città del Vaticano (Vatikan-bystaten), er i udstrækning en af verdens mindste med sine kun 44 ha eller knap ½ km2. Til sammenligning skal nævnes, at Monaco er på knap 2 km2 og San Marino på ca. 60 km2. Men det er en fuldt udbygget ”nationalstat”, dog med en middelalderlig feudal opbygning, hvor paven er øverste chef for et kollegium af kardinaler, der er hans rådgivere, og hvoraf nogle indtager funktioner, der svarer til de demokratiske landes ministerposter.

Pavens og Vatikanstatens åndelige (og til dels personlige) indflydelse på hundreder af millioner katolikker verden over skal blot nævnes en passant, for den har ingen direkte betydning for byen Rom, men trods den store liberalisering i forholdet mellem de to lande må man konstatere, at Rom og romerne i bred almindelighed stadig føler den nære tilknytning til Vatikanet, og at denne i langt højere grad påvirker livet i Rom end livet i de italienske provinsbyer. For mange romere er der tale om en samhørighed, som bunder i ærefrygt og måske også en lille smule lokalpatriotisme. Romerne strømmer faktisk til Peterspladsen og Peterskirken på de store helligdage af ægte gudsfrygt og gudshengivenhed mere end af nysgerrighed og trang til højtidsstemning, som præger de fleste udlændinge, der lægger vejen til de nævnte steder.

Vatikanstatens befolkning

Vatikanstatens befolkning er kun på ca. 1000 dvs. ca. 2200 pr. km2, hvilket må forekomme beskedent for en bystat. Til sammenligning skal nævnes, at befolkningstætheden i Monaco er på ca. 15.000. Men forklaringen skal ses i, at en meget stor del af Vatikanstaten er et parkområde, som turister blot ikke stifter bekendtskab med, fordi det er forbundet med store vanskeligheder at komme ind på andre dele af Vatikanets område end dem, der er alment tilgængelige: Peterspladsen, Peterskirken og Vatikanmuseet.

Vatikanstaten slår egne mønter, men de ses aldrig eller kun sjældent uden for statens eget område. Staten udgiver også egne frimærker, som principielt kun kan benyttes til post, der bliver lagt i statens egne mørkeblå postkasser; det hævdes dog, at breve med Vatikanfrimærker kan nedlægges i postkasser i Rom, men det må frarådes at gøre forsøget, da modtageren risikerer at blive sat i strafporto, fordi disse frimærker ikke må annulleres med italienske stempler. En udbredt påstand om, at post sendt fra Vatikanstaten når hurtigere frem til udlandet, end den, der bliver sendt fra Rom, er vist aldrig blevet bekræftet, men i perioder med strejker i Italien er det naturligvis en god idé at sende sin post fra Vatikanet. Tarifferne er de samme som i Italien, men Vatikanstaten er ikke medlem af EU, og derfor skal der benyttes udlandsporto til ikke-katolske lande som Danmark.

Bortset fra postkontorer er de eneste forretninger, man finder på Vatikanets område, de religiøse souvenirbutikker, så statens et tusind indbyggere må tage til ”udlandet”, til Rom, for at få dækket deres materielle behov. Således har Vatikanet brug for Rom, som Rom har brug for Vatikanet på det åndelige plan.