Rejser du rundt på Algarve, vil du overalt fornemme historiens vingesus. Algarves milde klima, gode landbrugsarealer og fiskerige laguner har siden oldtiden tiltrukket bosættere. Fønikierne og grækerne var her, inden romerne kom til, og de kaldte provinsen Cyneticum. Romerne grundlagde også Ossonoba, der er forløberen til dagens største by i regionen Faro.
Romerne byggede over store dele af Cyneticum, og der var en stor handel, der bragte velstand til området. Fra 200-tallet blev Ossonoba regionens bispesæde – en status der udviklede byen, og som fortsatte i tiden under vest-goterne, der afløste romerne som regerende magt i slutningen af 400-tallet. I 711 landsatte de arabiske maurere en stor hær ved dagens Gilbraltar.
Mange erobringer i Algarves historie
Efter indledende erobringer kom flere tropper til fra Afrika i 714, og maurerne erobrede hurtigt store dele af den Iberiske Halvø og derved også Portugal og Algarve. Ossonoba bevarede gennem den mauriske tid sin status som den vigtigste by på halvøens sydvestlige region. I 1000-tallet blev Algarve af lokale maurere delt i to fyrstedømmer med byerne Silves og Santa Maria (det nye navn for Ossonoba) som hovedstæder. Silves-fyrstedømmet blev kaldt al-Gharb, der betyder ’Landet mod Vest’, og deraf kommer navnet Algarve.
Med oprettelsen af fyrstedømmerne blev der bygget befæstede bymure rundt om Santa Maria – et navn som snart blev afløst af Harune, før det nuværende Faro blev indført. Maurernes indflydelse over 500 år ses i Algarve i dag, bl.a. med de mange ornamenterede kakler og de minaretlignende skorstene, der pryder mange huse.
I 1200-tallet begyndte det mauriske styre i området at blive svækket politisk og militært, og i 1249 blev Faro en del af det portugisiske territorium. Området blev som det sidste tilbageerobret af kristne styrker, og derved var det nuværende Portugal samlet. Algarve var blevet en del af Portugal som et selvstændigt kongedømme, og den portugisiske konge kaldtes også konge af Portugal og Algarve.
I 1400-tallet grundlagde kongesønnen Henrik Søfareren en navigationsskole i Sagres, og derved var kimen lagt til Portugals store opdagelsesrejser. Økonomisk og kulturelt var Algarve i en opblomstringstid. Faros velstand blev betragtelig som følge af en stor handel med salt og landbrugsprodukter samt sin geografisk gode beliggenhed ved indsejlingen til Middelhavet. Det var også i Faro i slutningen af 1400-tallet, at den første portugisiske bog blev trykt.
Kong Manuel styrkede Faros og derved Algarves udvikling ved i 1499 at grundlægge en række nye institutioner i byen. Bl.a. et hospital, kirker, toldbygninger og et kødmarked. Byen var nu vokset til arealer langs kysten uden for bymurene. Silves var fortsat det religiøse hovedsæde i Algarve, men efter at Faro havde fået byrettigheder i 1540, blev bispesædet flyttet til Faro i 1577.
Jordskælv i Algarves historie
Algarves beliggenhed langs kysten medførte spredte overfald, og i 1596 stormede jarlen af Essex’ soldater Faro. De satte efter plyndring ild til byen samt ødelagde bymure, forsvarsværker og kirker. I 1755 ramte et stort jordskælv Portugal, og Algarve blev nærmest lagt totalt i ruiner ved den lejlighed. En stor genopbygning fandt sted i den ellers så blomstrende tid for området.
I begyndelsen af 1800-tallet stod Napoleonskrigene for døren, og Portugal blev invaderet af Frankrig. Forinden var Algarve dog besat af den spanske Manuel Godoy, der havde planer om at oprette et selvstændigt kongerige i regionen. Godoys tanker blev ikke til noget, idet Frankrig invaderede Algarve. I byen Olhao udbrød der i 1808 en revolte mod de franske tropper, og det var starten på en hurtig tilbagetrækning af Napoleons styrker.
Algarve var igen frit portugisisk område. Den næste store økonomiske udvikling af området kom med turismen i sidste halvdel af 1900-tallet, og nu kan områdets mange besøgende opleve den rige historie i livsstil, arkitektur og kultur – samt nyde områdets milde klima.