Arcos de la Frontera, et godt udgangspunkt til kulturrejsen

Arcos de la Frontera er et godt udgangspunkt hvis du rejser på kulturrejse til Andalusien og vil følge Ruta de los Oueblos Blancos. Arcos de la Frontera ligger meget centralt kun 30 kilometer øst for Jerez og små 70 kilometer øst for Ronda ved at følge Ruta de los Pueblos Blancos.

Udsigten fra klippehylde-terrassen i denne gamle arabiske bys historiske bymidte er nok en af de mest fascinerende i Spanien. Arcos med sin beliggenhed på en forreven klippe, kronet af en maurisk borg og med udsyn til slugten med Guadalete-floden, der omgiver den på tre sider, er bygget med form som et naturligt amfiteater. Dens krogede gader – nogle næppe bredere end et par meter, andre fortaber sig i trapper – vidner om dens arabiske fortid. Den fabelagtige udsigt, der inspirerede Charles de Gaulle til at skrive sine erindringer, mens han opholdt sig på det pragtfuldt beliggende Parador Casa del Corregidor – slottet fra 1700-tallet, der var sæde for kongens lokalmyndighed (corregidor) – kan få næste enhver til at slå sig fast ned her. Men i så fald går man glip af besøg i den halve snes hvidkalkede landsbyer langs Ruta de los Pueblos Blancos, en populær, naturskøn biltur. Lige så berømt for sin enestående beliggenhed er Ronda, det maleriske hjemsted for tyrefægtning og en af forfatteren Ernest Hemingways favoritsteder. Som begejstret tilhænger af tyrefægtning blev han atter og atter tiltrukket til Rondas tyrefægterarena, bygget i 1784 – den ældste og en af de smukkeste i Spanien. Parador Casa Del Corregidor ligger på adressen Plaza del Cabildo, men du kan dårligt undgå at se den! Parados er oplagt at bo på rundt omkring i Spanien på en kulturrejse, og du kan læse om andre udvalgte Parados her på bloggen om kulturrejser. Du kan også læse mere om kulturrejser til de hvide landsbyer i Andalusien

Guggenheim-Museet i Bilbao

Guggenheim-Museet i Bilbao er et arkitektonisk-skulpturelt mesterværk og et must at besøge på en kulturrejser til Bilbao der ligger i Baskerlandet i Spanien. Bilbao ligger 116 km øst for Santander

Guggenheim-museet i Bilbao – det fabelagtige bygningsværk i sten og titanium, der dominerer dette skibsbygnings- og stålværkscenter – er et af århundredets mest omtalte museer. Denne bizart udformede bygning beskrives af sin arkitekt, amerikaneren Frank O. Gehry, som et skib, der er gået på grund ved Nervión-floden. Kunstelskere, der rejser rundt i Europa, indbefatter i dag Bilbao som et væsentligt punkt på deres rejserute. Dn yderst særprægede bygning har kickstartet byens ønske om at fremstå som et nyt symbol på kulturel og økonomisk genopblomstring og åbenhed ud mod verden efter sin lange historie, præget af baskisk separatisme. Den New York-baserede solomon R. Gugegnheim Foundation driver foretagendet med skiftende udstillinger fra dens egne permanente samling og bistår med organisering af midlertidige udstillinger. Det mægtige, originalt udformede Bilbao-museum er næsten dobbelt så stort som sit modstykke i New York. Den baskiske regionalregering har givet 600 mio. kroner i tilskud til byggeriet og har oprettet en fond til nyerhvervelser. Denne museumsbygning, der på afstand ligner en vældig, spektakulær skulptur, tjener som langt mere end blot til at huse kunstsamlinger. Dets 18 udstillingssale byder på et samspil mellem bygning og indhold, således at bygningen falder i tråd med de skiftende udstillinger, men aldrig dominerer kunstværkerne. Den er, som den amerikanske arkitekt Philip Johnson har sagt, “den mest storslåede bygning i vor tid.”

Guggenheim-museet finder du nemt på adressen Avenida Abandoibarra 2 i Bilbao. Læs meget mere om kunst i Spanien her på bloggen om kulturrejser. Vil du vide mere om Guggenheim-museet så læs indlægget, kulturrejser til Bilbao, baskerlandets konge eller på http://www.guggenheim-bilbao.es/.

La Mezquita i Córdoba, Spaniens fineste moske

Ingen kulturrejse til denne del af Andalusien uden et besøg i Córdoba og den fantastiske moske Mezquita. Ja faktisk er Mezquita også et besøg værd selvom du måske holder ferie ved kysten og skal kører de 3-4 timer fra Malaga til Córdoba.

900 søjler danner en skov af onyks, jaspis, marmor og granit under hesteskoformede buer af bolsjestribet, rødt-og-hvidt marmor. Læg hertil dekorative mosaikker og gipsarbejder, og man har et af Europas mest betagende eksempler på spansk islamisk arkitektur. Mezquita blev bygget som moske af en række emirer mellem 700- og 900-tallet, hvor Córdoba var sæde for det vestlige kalifat og Europas største by. Senere blev den delvis ødelagt og i 1236 genopbygget som katedral. I sin tid var La Mezquita den ypperste islamiske arkitekturbedrift i Vesten, kun overgået af moskeen i Mekka. Katedralen der i dag ligger lidt kluntet placeret i dens midte, blegner ved sammenligningen, selv om dens barok-korstole af mahogni fra 1700-tallet er nogle af de mest kunstfærdige i Europa. Selv den tysk-romerske kejser Karl 5. fortrød at have ødelagt “noget så enestående” for at gøre plads til “noget så ordinært”. Fra den mauriske minaret, der nu er kirketårn, er der en flot udsigt over de gamle arabiske og jødiske bydele dernede, og et kort ophold i Appelsintræernes Gård er lige så velduftende og forfriskende, som det var, da kalifferne i sin tid boede her. La Mezquita Calle Cardenal Herrero i Córdoba ligger godt 300 kilometer syd for Madrid i den nordlige del af regionen Andalusien.

Kulturrejser til Andalusien

Andalusien er en af de områder i Spanien, ja i hele Europa som indeholder oplevelser og seværdigheder nok til mange kulturrejser. Læs indlæg om historien, naturen, maden, kulturen og meget mere her på bloggen om kulturrejser. Du finder også indlæg om udvalgte hoteller perfekt til en kulturrejse på egen hånd eller på en grupperejse. Priser på hotellerne kan du se i hotel oversigten og i billedgalleriet kan du se foto fra kulturrejser til Andalusien.

Segovia og Mesón de Cándido

Segovia ligger i Castilien og Léon regionen i Spanien og regionen er kendt for et rigtig godt køkken, hvilket restaurant Mesón de Cándido er et godt bevis på.

Restaurant Méson de Cándido

Med sin enestående atmosfære og den bedste stegte pattegris (cochinillo asado) i et land, der bryster sig af stegt pattegris, er denne 100 år gamle restaurant lige stedet. I den måske allersmukkeste by i Spanien har mange generationer af den vennesæle Cándido-familie serveret for gud og hvermand fra Hemingway til Salvador Dalí. Deres restaurant er blevet et kulinarisk pilgrimsmål for kongelig, politikere, tyrefægtere og kunstnere. Ingen forlader stedet uden at være blevet overbevist om, at et dejligere og mere typisk spansk måltid ikke fås nogetsteds. Stedets cochinillo overgås kun af dets cordero asado (stegt lam), en anden forbilledligt tilberedt regional delikatesse. Segovia ligger små 100 kilometer nordvest for Madrid. Fra den 21.til 29. juni er der fest i byen, her fejre man de lokale skytshelgener, San Juan og San Pedro. Méson de Cándido finder du på adressen Plaza de Azoguejo 5, læs evt mere på www.mesondecandido.es. Læs meget mere om mad i de forskellige regioner i Spanien her på bloggen om kulturrejser.

Segovia

På disse kanter er det tid til siesta efter et mindeværdigt måltid, så før man overgiver sig til Cándidos enestående madkunst, bør man overgive sig til Segovias monumentale seværdigheder. Man mener, at Walt Disney valgte borgen Alcázar som forlæg for slottet i Snehvide og de syv dværge. Det er en af Spaniens mest fotograferede og højest værdsatte seværdigheder og blev opført i 11- og 1200-tallet på et højtliggende klippefremspring, hvor den kan ses fra nær og fjern. Den lige så velbevarede Acueducto Romano (Den romerske akvædukt) er et af Europas fineste bevarede eksempler på romersk arkitektur, og dens 166 buer i to etager blev opført uden brug af mørtel for mere end 2000 år siden. Man bør tage sig tid til at bese det indre af den yndefulde katedral fra 1500-tallet, den sidste og mest elegante, der blev opført i gotisk stil på et tidspunkt, hvor resten af Europa var langt inde i renæssancen.

Alhambra, festival og Parador De San Francisco

Granada ligger ca. 250 kilometer øst for Sevilla og godt to timers kørsel fra Malaga, og er et must at besøge på en kulturrejse til Andalusien. Alhambra er den seværdighed i Spanien med flest besøgende og har man først se dette fantastiske sted forstår man hvorfor. En stor oplevelse er at bo på den berømte Parador De San Francisco, der som noget helt unikt ligger inden for murerne i Alhambra.

Alhambra

Intet i livet kan være mere grumt end at være blind i Granada, “lyder en inskription på væggene i Alhambra, det fornemste udtryk for spansk islamisk kunst og arkitektur. Med dele, der går tilbage til 800-årene (påbegyndt af kalifatet), er det under, man ser i dag, hovedsagelig skabt under Yusuf 1.s (1333-1353) og Muhammad 5.s (1353-1391) styre. Selv om bygningen ser enkel og beskeden ud udefra, er næsten hver en overflade i dens indre dækket af fantastisk dekorative geometriske mønstre og blidt svungne arabesker.

Gennem næsten 250 år tjente “Det Røde Fort” Granadas mauriske herskere som slot, harem, residens for hoffets embedsmænd og engang som garnison for 40.000 soldater. Efter de kristnes endegyldige sejr i 1492 forlod den sidste mauriske hersker, Boabdil, og hans følge Spanien for bestandigt, og de katolske monarker flyttede ind i Alhambra. Det er i den fornemme Ambassadørernes Sal, at Ferdinand og Isabella skal have modtaget Columbus i 1492 før hans første sørejse. Her, som overalt, høres den fredfyldte lyd af rislende vand fra de fliseklædte bassiner, springvand og kanaler, der er en integreret del af arkitekturen. Den fascinerende brug af udsøgte sammenvævede og filigranagtige mønstre når et højdepunkt i De To Søstres Sal, hvis kunstfærdigt vaffelmønstrede loft på en eller anden måde undgår at virke overlæsset og blot fremtræder enestående smukt.

Festival i Granada

Her på bloggen om kulturrejser finder du mange andre indlæg med tips og informationer om kulturrejser til Granada og specielt om Alhambra. Hvis du har mulighed for det så afsæt mindst et par dage til dit besøg i Granada, det er en unik by som man aldrig rigtig bliver færdig med. Du kan også planlægge dit besøg og rejse til Granada i forsommeren, hvor man kan overvære Granadas årlige 17 dage lange internationale musik- og dansefestival, der indledes sidst i juni og præsenterer alt fra klassisk musik til fascinerende flamenco. Læs mere om den international Musik- og Dansefestival på www.granadafestival.org.

Parador De San Francisco

På det berømteste og det måske smukkeste af Spaniens over 80 statsdrevne hoteller, Parador de San Francisco, kan gæsterne overnatte inden for Alhambras fortryllede mure. Parador selv, et tidligere maurisk palads, der blev omdannet til franciskanerkloster af de nyligt tilkomne katolske monarker i 1492, byder på privilegerede udsigter over Alhambras haver og nasride-paladser, det gamle mauriske Albaicín-kvarter og de omkringliggende landskaber. En bedre beliggenhed er vanskelig af forestille sig, og lange ventelister vidner da også om hotellets popularitet. Værelserne i den fornemt indrettede, originale bygning er fyldt med antikviteter og karakter, og man har mulighed for at bevæge sig rundt mellem Alhambras terrasser og prægtige haveanlæg efter lukketid. Der er mere ordinære og knap så bekostelige værelser i den nye fløj. For dem, der ikke reserverede værelser tilstrækkelig lang tid i forvejen, vil en frokost i det fri måske kunne gøre det: Fra paradors terrasse har man et romantisk udsyn til Alhambras rosenhave, mens man nyder et måltid med regionale andalusiske specialiteter. Parador de San Francisco ligger på adressen Real de la Alhambra, og vil du bo her skal du bestille i god tid, især hvis du rejser på kulturrejse til Granada i perioden fra april til oktober. Læs mere om hoteller i Andalusien her på bloggen om kulturrejser. Du finder også beskrivelser af andre Paradors i Spanien, få mere information i indlægget; Paradors, en eventyrlig måde at bo på i Spanien

San Sebastián og Hotel María Cristina

Ligesom Biarritz, dens franske modstykke på den anden side af grænsen i Frankrig, er San Sebastián ved Baskerlandets kyst et fornemt belle époque-feriested. Mulighederne i denne kønne by og dens halvmåneformede strand, La Concha, må have tiltalt den spanske dronningeregent María Cristina, da hun i 1866 besluttede at gøre den til sin sommerresidens og hoffets sommerhovedstad og dermed hævede den op i den fashionable verden. Det meste af arkitekturen fra omkring forrige århundredskifte er bevaret intakt, men dens funktion er nok en anden i vore dage: Det klassiske hesteskoformede operahus er i dag hjemsted for den velkendte San Sebastían film Festival, der finder sted sidst i september.

Hotel María Cristina

Under filmfestivalen fungerer det aristokratiske Hotel María Cristina, der ligger som en dronning på den vestlige bred af Urumea-floden, som hovedkvarter for filmverdenens aristokrati. Dette prægtige hotel fra 1912, der førhen var rejsemålet for ethvert betitlet hoved i Europa, kan stadig betage gæsterne med sin overdådige foyer med guldbronze, kunstfærdige indlægs arbejder, onykssøjler og gulve af Carrara-marmor.

San Sebastián ligger små 100 kilometer fra Bilbao og kun ca. 20 kilometer fra den franske grænse, så er du på kulturrejse til det nordlige Frankrig så kombiner et besøg i  San Sebastián eller omvendt!   Vær opmærksom på at der er Jazzfestival i juni, ogfilmfestival i september.

Maden og Arzak

Til middagen bør gæster gøre alt for at sikre sig et bord på Arzak, Baskerlandets gastronomiske stjernerestaurant. Baskerne, der er et notorisk selvstændighedssøgende folk med en helt særlig afstamning, er fascinerede af mad, og deres kulinariske traditioner er en kilde til stor regional stolthed, hvilket et besøg på det imponerende La Brecha-fødevaremarked vil bekræfte. Baskerlandet (Euzkadi på det baskiske tungemål) er hjemsted for en tredjedel af Spaniens toprestauranter. Og ingen er højere værdsat for sit kulinariske geni end juan Mari Arzak. Denne lokale berømthed begyndte at indkassere stjerner i begyndelsen af 1970’erne og regnes for skaberen af nueva cocina vasca – en revolutionerende bevægelse, der ændrede den finere madlavning overalt i Spanien i 1980’erne, på samme måde som nouvelle cuisine gjorde det i Frankrig. Madlavning i Baskerlandet – fra det tunge og traditionelle til det nyskabende og lette, fra steg til fisk og skaldyr – er en maskulin kunstart, der gives videre fra far til søn. Derfor er det anderledes og forfriskende i dag at se Arzak dele sit legendariske køkken med sin datter, Elena. Efter et uforglemmeligt måltid hos Arzak-familien har man lyst til at omfavne dem begge og sige: “Eskarrikasko!” – baskisk for gracias.

Hotel María Cristina finder du på adressen Calle Oquendo 1 i San Sebastián og Arzak på alto de Miracruz 21, læs evt. mere på www.arzak.info/. Få mere inspiration til din kulturrejse i Spanien her på bloggen, læs bla. om mad og vin.

På opdagelse i Carmens by, Sevilla

Ingen kulturrejse til Andalusien uden at besøge Sevilla, hovedstaden i Andalusien og en by der byder på kulturoplevelser i verdensklasse.

Sevilla tager sig smukt ud på alle tider af året, men det er værd at omlægge hele sin rejserute og bestille værelse lang tid i forvejen for at kunne være der om foråret. Semana Santa (påskeugen) fejres overalt i middelhavsegnene og den kristne verden, men intetsteds som i Sevilla. Hver aften i ugen før påske går medlemmer af byens 60 cofradías (broderskaber), mange af dem hætteklædte, barfodede og med lænker om fødderne, langsomt i optog gennem de mørklagte gader. Der er processioner af kunstfærdigt forgyldte og udsmykkede fladvogne med billeder af Jomfru Maria eller Kristus, oplyst af levende lys. De bedrøvede, dybt andægtige salmer afløses to uger senere af pulserende rytmer fra den flamencodans og -musik, der fylder byen døgnet rundt under den løsslupne fest Feria de Abril, et énuges afbræk i den virkelige verdens problemer og bekymringer. Kvinder klædt i spraglede, flæsede flamencokjoler rider på hesteryg bag deres caballeros, der er klædt i deres elegante, kortjakkede dragter og regionens bredskyggede hatte. Sevilla ligger omkring 140 kilometer sydvest for Córdoba og ca. en times kørsel fra grænsen til Portugal. Den berømte påskeugen starter Palmesøndag til påskedag, og vil du opleve Sevilla på en kulturrejse i Påsken, så skal du bestille dit hotel i rigtig god tid. Skal du rejser til Sevilla på kulturrejse, så kan du få inspiration i de mange indlæg om byen her på bloggen om kulturrejser.

Tapas

Tapas skal efter sigende være skabt i Sevilla, og den uhøjtidelige, ligefremme, dejligt autentiske tradition med tapas-crawling er meget stærk her. Tanken er, at man hele tiden levner lidt appetit, mens man spiser sig vej rundt i byen på dens utallige lokale barer. Hvis det skal være helt rigtigt, skal de små, lækre snacks helst ledsages af regionens berømte hedvine og sherry’er fra det nærliggende Jerez. Man behøver ikke kigge langt efter ingredienserne – saltede grønne sevillano-oliven fra de omgivende bakkedrags lunde af knortede oliventræer og papirtynde skiver af jabugo-skinke, som de lokale insisterer på er verdens bedste. Der er små omeletstykker, friturestegt blæksprutte, skiver af krydret salami og humpler af lagret manchego-ost. Der er i reglen savsmuld på gulvet, og der hænger skinker ned fra bjælkerne; sømænd blander sig med de unge og de rige – en copa vin nedbryder alle skel. I La Albariza fungerer tomme sherrytønder som borde for det ret stilfulde klientel, mens Las Teresas er præcis, som man forestiller sig den typiske tapasbar. Hvor man end kommer, er man sikker på at forlade stedet med nyvundne venskaber og udsigt til tømmermænd. Bliver du små sulten så finder du La Albariza på Calle Betis 6, og Las Teresas på adressen Calle Santa Teresa 2 i Sevilla. Læs meget mere om mad og vin i Spanien i andre indlæg her på bloggen om kulturrejser.

Hotel Alfonso XIII

Prøv at få et værelse på Alfonso XIII (hvis du har råd), Spaniens nok mest eksotiske hotel, der bringer mindelser om fortidens mauriske pragt. Det blev bygget til indkvartering af besøgende kongelige under Verdensudstillingen i Sevilla i 1929, og under inspiration fra den lokale mudejar-arkitektur og -udsmykningskunst blev det skabt som et overdådigt spansk palads omkring et centralt gårdanlæg, der ville kunne narre selv en skeptisk kalif. Paneler af mauriske azulejo-fliser, kølige marmorgulve og søjler og buegange med indlægsarbejder udgør en oase midt i heden og trafikken på den centrale beliggenhed mellem Alcázar og katedralen, byens populæreste seværdigheder. Læg især mærke til Alfonsos foyer og åbne gård, hvor toda Sevilla kommer for at spise tapas eller tilbringe en aften med at drikke sherry i pianobaren. Hotel Alfonso XIII finder du på adressen Calle San Fernando 2, i Sevilla. Du kan læse om udvalgte hoteller i Sevilla og i andre byer i Spanien her på Kulturejser.dk.

Parador San Marcos i Léon

Parador San Marcos i Léon fortjener en pris alene for sit indgangsparti – en overdådig facade i plateresk-stil (der har fået sit navn på grund af sin lighed med kniplingsagtige sølvarbejder; platero= sølvsmed), der synes at forsvinde op i himlen. Vestibulen rummer et kunstfærdigt kassetteloft og en prægtig trappe fra 1500-tallet. Ærefrygtige gæster kunne nemt overse den 3 m høje støbejernslysekrone under loftet. San Marcos, der er en af Léons største seværdigheder og et af Spaniens fineste eksempler på renæssance-arkitektur, er tillige Spaniens største parador efter tilføjelsen af et moderne anneks. Dens originale fløj blev færdiggjort i 1549 efter en tidligere bestilling fra kong Ferdinand som logi for riddere og trætte pilgrimme på vej til Santiago de Compostela. Kun 30 af de 250 værelser ligger i den historiske fløj, og det samme gør restauranten med udsigt til Rio Bernesga. Både Antiguo Monasterio de San Marcos og Museo Arqueológico, der er en del af samme imponerende bygningskompleks, er åbne for offentligheden. De vældige fællesarealer er prydet af uvurderlige antikviteter, et enestående mudejar-loft, gobeliner og billedkunst af museumskvalitet, der tilsammen skaber et fascinerende interiør, som videreføres i suiterne. Hotel Parador San Marcos: Plaza de San Marcos 7 i Léon. Læs om udvalgte hoteller i Spanien her på bloggen om kulturrejser, du finder også beskrivelser af andre af de kendte Parador´s.

Altamira-Grotterne og Santillana Del Mar

Altamira-Grotterne og Santillana Del Mar ligger omkring 30 kilometer vest for Santande, og området byder på mange oplevelser til en kulturrejse.

Grotterne i Altamira

Grotterne i Altamira som på spansk hedderlas Cuevas de Altamira, er lukkede for alle, bortset fra de udvalgte få, og beskrives ofte som den forhistoriske kunsts Sixtinske Kapel. Sammen med Lascaux-grotten i Frankrig (der også er lukket, bortset fra besøgende med speciel tilladelse) rummer de Europas bedste hulemalerier fra yngre palæolitikum. De røde og sorte bisoner, tyre, heste og vildorner blev opdaget i perfekt stand af en lokal jæger i 1879 og viser det tidlige menneskes kærlighed til skønhed og dets forbløffende kunstneriske niveau. Hulemalerierne dateres til mellem 20.000 og 15.000 f.Kr. og er mellem 1,2 og 2,4 m høje. Beklageligvis har hundrede års turisme resulteret i alvorlig bakteriel nedbrydning, og antallet af besøgende er skåret drastisk ned. 20-25 mennesker får adgang pr. dag, og folk med legitime forskningsmæssige interesser har forret. For fleksible rejsende, der planlægger en tur til Spanien et år i forvejen, kan en fax til det lokale museum og en engleagtig tålmodighed resultere i den vigtige skriftlige tilladelse, der giver adgang til grotten. En hule ved siden af er indrettet som en tro kopi (bl.a. med før-og-efter-fotos, der viser skadernes omfang), men den har ikke samme fascinationskraft som den ægte vare.

Altamira-Grotterne ligger kun omkring 20 minutters gang fra byen Santillana del Mar. Om grotterne er tilgængelige, kan man se hos Museo de Altamira.

Santillana Del Mar

Nede i byen kan man stadig fornemme middelalderen blandt Santillana del Mars lille gruppe af perfekt bevarede palæer og stenhuse. Filosoffen Jean-Paul Sartre kaldte den for “den kønneste lille by i Spanien.” På trods af sit navn ligger Santillana del Mar 5 km inde i landet. Dette landbrugssamfund lever ikke af turisme alene. Lokale mælkebønder sælger frisk mælk og ost fra stalddørene. Gå en tur gennem byen hen til kirken St. Juliana fra 1100-tallet, hvor denne martyr-helgeninde fra 200-tallet ligger begravet. Gennem tiderne er hendes navn blevet forvansket og omdannet til Santillana. I den anden ende af hovedgaden ligger det 400 år gamle clarissernonnekloster, hvis museum rummer en overraskende righoldig samling af religiøse malerier og statuer.

Parador Santillana Gil Blas

Hvis man er blevet fortryllet af denne lille by, skulle man slutte gåturen af på Plaza de Ramón Pelayo, hvor hotellet Parador Santillana Gil Blas er blevet skabt inden for rammerne af en lokal families elegante, men landlige slægtsresidens fra 1600-tallet. Et nyere og mere prisbilligt anneks indlogerer gæster, når der er fuld belægning. Et besøg i Santillana er ikke fuldendt, hvis der ikke er plads på dette hotel. Parador Santillana Gil Blas finder du på Plaza de Ramón Pelayo 8 i Santillana Del Mar. her på bloggen om kulturrejser kan du læse om udvalgte hoteller i hele Spanien og også om andre Paradors.

Plaza Mayor i Salamanca og Hotel Rector

Spaniens smukkeste plads Plaza Mayor i Salamanca Castilien og Léon, Spanien Intet andet land har så mange byer på verdensarvlisten som Spanien, og af dens seks bysamfund, udpeget af UNESCO, er Salamanca nok det dejligste. Besøgende søger naturligt ind til bymidten, den smukke Plaza Mayor i barokstil fra 1700-tallet. Alle denne gamle bys øvrige seværdigheder ligger inden for gåafstand, men bliv her alligevel en stund for at fornemme Salamancas sjæl. Det, der førhen var Europas betydeligste universitet, blev grundlagt her i 1218 af Alfonso 9., og dets 15.000 studerende holder i dag byen ung og levende. De fylder cafébordene, der breder sig ud fra plazaens skyggefulde søjlearkader – alle synes lykkeligt at have glemt studierne. Både besøgende og lokale ender på et eller andet tidspunkt her på Plaza Mayor, hvor man ofte hører serenader fra de omstrejfende grupper af kappeklædte studentersangere.

Hotel Rector

En “ny” katedral fra 1500-tallet ligger lige op og ned af en ældre og mindre, romansk katedral. Begge er yderst seværdige. Det samme er Hotel Rector, der tidligere var en velhavende families private palæ. De bor nu ovenpå og har stillet 14 prægtigt indrettede værelser til rådighed nedenunder til lykkeligt indviede rejsende. Info: Salamanca: 204 km nordvest for Madrid. Hotel Rector ligger på adressen Paseo del Rector Esperabe 10 i Salamanca. Læs om andre hoteller i blog indlæg her på Kulturrejser.dk, se foto i billedgalleriet og priser fra hoteller i hele Spanien i hotel oversigten.