Vicenza – kunst og arkitektur af første klasse

Kulturbyerne ligger som perler på en snor i det nordlige Italien: Venezia, Padova, Vicenza, Verona og Mantova. Alle har en spændende historie og en betydelig kunstnerisk udvikling. Vicenza ligger 45 km øst for. Byen har 120.000 indbyggere. I nutiden ligner Vicenza de øvrige af Italiens mange byer, men ser man på byens arkitektur og kunst adskiller Vicenza sig betydeligt fra andre byer.

Den store forskel skyldes arkitekten Andrea Palladios, som var en af 1500-tallets største arkitekter i Norditalien. Han var først stenhugger, men hans arbejdsgiver tog ham med til Rom for at se bygningerne fra romerriget. Han opmålte og tegnede, og videreførte den romersk villa i renæssancens ånd og stil. Resultatet er blevet til et antal kendte villaer i Veneto-regionen. Den bedst kendte er Villa Rotonda i Vicenza.

Villa Rotonda

Villa Rotonda blev opført 1566-1620. Den er en blandt hundrede af flotte villaer, der ligger spredt ud over provinsen. Men La Rotonda er Palladios mest berømte med en arkitektur, der har dannet skole især i England. Villaen har 4 identiske facader hver med 6 joniske søjler. Bygningen krones af en kuppel i midten.

Det olympiske teater i Vicenza

Teatret i Vecenza blev bygget til opførsel af de klassiske græske tragedier. Den imponerende scene er også klassisk inspireret med en dekorativ facade og en baggrund af bygninger, gader og pladser. Her har man virkelig formået at skabe dybde.

Teatret blev påbegyndt af Palladio kort før hans død i 1580. Det blev færdigbygget under arkitekten Scamozzi i 1585. Der spilles stadig opera, teater og koncerter på scenen.

Vicenzas historie

Vicenza, måske grundlagt af veneter, blev romersk i 200-t. f.Kr. under navnet Vicetia. Byen blev bispedømme i 500-t.; den var med i den antikejserlige lombardiske liga fra 1167.
I 1200-1300-tallet mistede Vicenza sin uafhængighed, og den var under Venezia 1404-1797. Efter Napoleonskrigene var den under habsburgerne indtil 1866, da den blev en del af det nye italienske kongedømme.

Vicenza blev udsat for omfattende bombardementer under 2. Verdenskrig. Fra 2006 er den base for Den Europæiske Unions gendarmeri.

Andrea Palladio

Andrea di Pietro della Gondola, 1508-1580, var italiensk arkitekt, teoretiker og humanist. Palladio, der især virkede i og omkring Vicenza og Venezia, regnes for højrenæssancens betydeligste arkitekt, hvis klassiske villa-, palads- og kirkebyggeri fik stor indflydelse på Vestens arkitektur. Sin humanistiske skoling og navnet Palladio (efter Pallas Athena) fik Andrea hos humanisten og litteraten Giangiorgio Trissino, der tillige introducerede ham for Vicenzas aristokrati.

Inspireret af antikkens teoretiker Vitruvius og af sin samtidige Sebastiano Serlio skabte Palladio en egen stil, baseret på det klassiske formsprog med symmetriske planer og facader, enkle, harmoniske proportioner og en monumentalitet, opnået ved anvendelse af søjler og pilastre, der går gennem to etager (kolossalorden).
Palladios første offentlige arbejde var ombygningen af Vicenzas gamle rådhus, La Basilica (påbegyndt 1549, fuldført 1617), der beklædtes med støttende, toetagers loggiaer. Mest kendt er han dog for sine mange landsteder, bl.a. Villa Barbero i Maser (1555-59) og især Villa Rotonda (Villa Capra) nær Vicenza (1550-51), hvis helt symmetriske, kuppelhvælvede, kubiske form med fire ens, porticussmykkede facader er essensen af hans stil.

I Palladios paladsbyggerier er inspirationen fra den antikke romerske arkitektur tydelig, i Vicenza bl.a. Palazzo Thiene (ca. 1545-50), hvis vekslen mellem store rektangulære sale og små oktogonale rum er inspireret af romerske termer. I Vicenza ses desuden Palazzo Chiericati (1550) og Palazzo Valmarana (1566).

Fra midten af 1560’erne koncentrerede Palladio sig om kirkebyggeri i Venezia, bl.a. gavlen til San Francesco della Vigna (1565), hvor han med en elegant kombination af to tempelfronter skabte en prototype på en facade til den klassiske, treskibede kirke; den perfektioneredes siden i San Giorgio Maggiore (fra 1566, fuldført 1610) og Il Redentore (fra 1576, færdig 1592). I sine sidste år skrev Palladio sit betydningsfulde teoretiske værk, I Quattro Libri dell’ Architettura (1570, Arkitekturens fire bøger), og tegnede i Vicenza en indendørs udgave af et antikt romersk teater, Teatro Olimpico, hvis faste, arkitektoniske baggrundssceneri effektfuldt udnytter perspektivisk illusion.

Rejser til Norditalien og Vicenza

Vicenza er ikke en by man kun skal besøge for arkitekturens skyld, men det er naturligvis det der fylder meget. Er man her allerede, bør man naturligvis også besøge Venedig, som ikke ligger langt fra Vicenza. Norditalien byder i det hele taget på mange smukke arkitektur- oplevelser. Milano er en historie for sig selv og det er Venedig også, men der er også den lidt mere oversete by Verona, som absolut er en afstikker værd.

Guggenheim-Museet i Bilbao

Guggenheim-Museet i Bilbao er et arkitektonisk-skulpturelt mesterværk og et must at besøge på en kulturrejser til Bilbao der ligger i Baskerlandet i Spanien. Bilbao ligger 116 km øst for Santander

Guggenheim-museet i Bilbao – det fabelagtige bygningsværk i sten og titanium, der dominerer dette skibsbygnings- og stålværkscenter – er et af århundredets mest omtalte museer. Denne bizart udformede bygning beskrives af sin arkitekt, amerikaneren Frank O. Gehry, som et skib, der er gået på grund ved Nervión-floden. Kunstelskere, der rejser rundt i Europa, indbefatter i dag Bilbao som et væsentligt punkt på deres rejserute. Dn yderst særprægede bygning har kickstartet byens ønske om at fremstå som et nyt symbol på kulturel og økonomisk genopblomstring og åbenhed ud mod verden efter sin lange historie, præget af baskisk separatisme. Den New York-baserede solomon R. Gugegnheim Foundation driver foretagendet med skiftende udstillinger fra dens egne permanente samling og bistår med organisering af midlertidige udstillinger. Det mægtige, originalt udformede Bilbao-museum er næsten dobbelt så stort som sit modstykke i New York. Den baskiske regionalregering har givet 600 mio. kroner i tilskud til byggeriet og har oprettet en fond til nyerhvervelser. Denne museumsbygning, der på afstand ligner en vældig, spektakulær skulptur, tjener som langt mere end blot til at huse kunstsamlinger. Dets 18 udstillingssale byder på et samspil mellem bygning og indhold, således at bygningen falder i tråd med de skiftende udstillinger, men aldrig dominerer kunstværkerne. Den er, som den amerikanske arkitekt Philip Johnson har sagt, “den mest storslåede bygning i vor tid.”

Guggenheim-museet finder du nemt på adressen Avenida Abandoibarra 2 i Bilbao. Læs meget mere om kunst i Spanien her på bloggen om kulturrejser. Vil du vide mere om Guggenheim-museet så læs indlægget, kulturrejser til Bilbao, baskerlandets konge eller på http://www.guggenheim-bilbao.es/.

Traditionelle huse i Portugal

Når man rejser til Portugal, er der altid et stort udvalg af oplevelser. Landet byder på et væld af forskellige kontraster. Klimaforskellene og velstandsniveauet har en afgørende indflydelse på, hvordan man boligmæssigt tilpasser sig hverdagen, og det skaber iøjnefaldende forskelle i arkitekturen på tværs af de portugisiske regioner. Arkitektur og byggestil er bestemt værd at stifte nærmere bekendtskab med under kulturrejsen i Portugal.

Når man rejser på de portugisiske landeveje, opdager man ret hurtigt, at de traditionelle huse er meget forskellige afhængigt af, om man befinder sig i Nord-, Midt- eller Sydportugal. Herunder finder du en kort beskrivelse af tre portugisiske kontrastfulde, traditionelle byggestile.

Nordportugal – Det adelige Minho

De traditionelle ejendomme i Nordportugal består af smukke herre- og vingårde omgivet af frodige vinmarker. Den lokale, modstandsdygtige granitsten er regionens foretrukne bygningsmateriale, og garant for robuste, vedligeholdelsesfri facader. Vingårde er som regel opført i to etager med store vinduer og en fornem hovedtrappe, som ligger midt i huset foran facaden, typisk hænger familiens våbenskjold over hoveddøren. Der hører ofte et familiekapel til ejendommen, fordi nordportugisere gerne holder gudstjenester samt bryllupper og barnedåb i private omgivelser. I gamle dage boede ejerne på første sal, og personalet i stueetagen.

De mindre fornemme ejendomme er ligeledes på to etager, og opført i granitsten. I gamle dage, var stueetagen dyrenes stald. Dyrenes nærvær sørgede for en naturlig og billig opvarmning af den øverste etage, hvor ejerne boede. Det kan være meget koldt i Nordportugal i vinterhalvåret og derfor var man tidligere afhængig af indendørs varme med pejse eller åbne kaminer i køkkenet.

Byhus af granit i Melgaços historiske centrum.

Byhus af granit i Melgaços historiske centrum.

Alentejos livsvigtige højborge

Alentejo regionen dækker et enormt stort område af Portugal og de mindre landejendomme forvandler sig gradvis til næsten uendelig store gårde. Når man nærmer sig Alentejo regionen, kan man køre mange kilometer uden at se et øje. Pludselig midt i de uendelige marker på toppen en bakke, ser man hvidskurede klyngehuse med store skorstene, som ligner højborge. De kaldes ”Monte Alentejano” og var af praktiske årsager udtænkt til at samle godsets drift og ejeren og personalet under ét tag.  Alentejos klima er kendetegnet ved tørre kolde vintre og ligeledes tørre, men meget varme, somre. De hvidskurede facader reflekterer solstrålerne væk på en meget effektiv måde og den hvide farve på husene er som bekendt meget typisk i Sydeuropa. Husenes vinduer er små, for at holde varme ude. Facaderne, døren og vinduerne er ofte omgivet af en koboltblå ramme.  Det siges, at den blå farve stammer fra regionens århundrede lange mauriske besættelse og den skulle holde ånde ånder ude. Mere praktisk anlagte mennesker påstår, at den blå farve holder myggene ude. Husets vigtigste rum er det store køkken, hvor man opholder sig allermest. Dets enorme kamin fungerer som rummets radiator på de kolde vinterdage.

Typisk Alentejo-hus

Typisk Alentejo-hus med den karakteristiske kæmpeskorsten, der er husets varmeanlæg.

Algarves mauriske arv

Algarves eksotiske landskab præges af en blanding af en nem og vellykket integration mellem den 500 år lange mauriske besættelse og de kristnes kulturelle assimilation. I modsætning til Nordportugal, ser man ikke så mange kirketårne i Algarve. Omvendt støder man ofte på maleriske huse med buede tage og andre huse, hvis tagterrasser er udsmykket med fantasifulde, broderede rækværker. Terrasserne anvendes til lidt af hvert, herunder til at tørre majs, mandler og figner og til at stille tørrestativer til tøjet på. Husenes dekorerede skorstene minder om mauriske minareter. Før i tiden, var de mere udsmykkede og de blev brugt som tegn på ejernes velstand. De traditionelle huse har ofte bevarede hyggelige atriumgårde.

Facaderne er vandskurede og fantasien sætter ingen grænser for rækværkets udsmykning, som skifter mellem gule, blå eller grønne friser, som omringer vinduer, døre, og rækværker. Husenes hvidvaskning udføres en gang om året, og har den samme betydning som i Alentejo, dvs., at den hvide farve reflekterer solstrålerne, og giver en behagelig indendørstemperatur. Desuden udstråler et vandskuret hus tegn på renlighed, og ser alletiders ud.

Typisk Algarve-hus

Typisk Algarve-hus med Algarve-skorsten.

Manuelinsk stil i Portugal

Skal du på kulturrejse til Portugal, må du ikke snyde dig selv for at opleve den manuelinske stil, som er en vigtig del af landets kulturarv.

Manuelinsk stil er en akitektonisk måde at bygge og udsmykke på, som er særligt kendetegnende for arkitektuen i Portugal og noget du vil se mange steder, når du rejser til Portugal. Manuelinsk stil opnår sin storhed under Kong Manuel I (1495-1521). Stilen karakteriseres af sine enestående, unikke og meget personaliserede og udsmykkede facader, vinduer, portaler, smykker, porcelæn og keramik.

På de mange monumenter som er bygget af Manuel I’s arkitekter, registrerer man et forsøg på at skabe innovative, arkitektoniske og dekorative løsninger. Vi befinder os i en overgang mellem den sengotiske stil og renæssancestilen, men i mange af de manuelinske bygninger ser man desuden ambitiøse blandinger af dekorative elementer hentet fra havet og opdagelsesrejserne, som man kan betragte som en meget “futuristisk” stil for sin tid.

Hieronymus klosteret i manuelinsk stil

Portugal oplever en storhedstid under Manuel I: Opdagelsesrejserne med der bl.a. kortlægger vejen til Indien omdanner Lissabon til én af den vestlige verdens største byer. Hertil strømmer skibe fra Middelhavet, Nord- og Centraleuropa med handelsfolk for at købe de nyeankomne varer, krydderier, silke, elfenben samt eksotiske dyr man aldrig har set før.  Skibbene sejlede nu oftere frem og tilbage og bragte billigere varer med sig hjem, end dem man kunne købe i Venedig eller Napoli, og derfor oplever Lissabon en meget stor udvikling på kort tid.

Hieronymus klosteret i Portugal.

Det første monument Kong Manuel I byggede var Hieronymus klosteret, som blev financieret med 5% af en skat, som kongen opkrævede for alle importerede varer især peber. Derfor bliver klosteret også kaldt “Pberklosteret”.

“Sammensætningen” af manuelinsk stil

I den manuelinske stil ser man rent arkitektonisk både indflydelsen fra renæssancen, den sengotiske stil og mudejar (arabisk stil, hentet fra Sydspanien i 1498 ved Kong Manuel I’s bryllup med prinsesse Maria, datter af Isabel og Ferdinand – også kaldet “De katolske monarker”). Udover nogle af de store seværdigheder i manuelinsk stil findes der også pragtfulde eksemplarer på større private ejendomme i Lissabon, hvor den manuelinske stil er herskende.

Manuelinsk stil afspejler mange af de indtryk og “nyheder”, man får fra hele verden i den periode og med stor fantasi bliver dette gengivet i stor overflod i form af fine skulpturer og symboler. Udsmykningen består af symbolske pynteelementer såsom tovværk, ankre, master, kork, tang, snegle, muslinger, pinjer, granatæbler, artiskokker, Kristuskorset samt guld- eller sølvindgraveringer i orientalske, indiske og arabiske mønstre.

Manuelinsk stil rundt om i verden

Arven fra den manuelinske stil findes lidt rundt i verden, hvor portugiserne har haft handelsforbindelser og etablerede sig fra begyndelsen af det 16. Århundrede i bl.a. Morrokko, Brasilien, Kap Verde, São Tomé e Príncipe, Mozambique, Indien, Sri Lanka, mv.Manuelinsk stil er en akitektonisk måde at bygge og udsmykke på, som er særligt kendetegnende for arkitektuen i Portugal og noget du vil se mange steder, når du rejser til Portugal. Manuelinsk stil opnår sin storhed under Kong Manuel I (1495-1521). Stilen karakteriseres af sine enestående, unikke og meget personaliserede og udsmykkede facader, vinduer, portaler, smykker, porcelæn og keramik.

Mackintosh-ruten i Skotland

Lokal rebel og moderne designs mester, det er kort en beskrivelse af Charles Rennie Mackintosh som er en af Skotlands meste kendte arkitekter og en person du helt sikkert vil støde på under din kulturrejse til Skotland og i sær i byen Glasgow

Glasgow

Glasgows største arkitekt og designer, Charles Rennie Mackintosh (1868-1928), gav Skotlands næststørste by dens ry som center for kreativitet, men hans navn kom først for alvor i høj kurs i 1996, hvor hans House for an Art Lover – tegnet til en konkurrence i 1901 – endelig blev bygget i Bellahouston Park sydvest for byen.

Willow og Glasgow School of Art

Hans ubestridte mesterværk, Glasgow School of Art, er blevet et pilgrimsmål: Da det blev opført i 1899, blev det udråbt som Europas fineste eksempel på modernisme. Også hans restauranter og tesaloner rundt omkring i byen er berømte; besøg Willow Tearooms, det eneste endnu bevarede eksempel. Mackintosh er i dag bedre kendt for sit møbeldesign end for sin arkitektur – nogle af møblerne på Willow er måske nok reproduktioner, men atmosfæren er autentisk. Bed om et bord i Salon de Luxe, en fantasi i art nouveau. Ved at se hans designs i deres originale miljø har Mackintosh-fans lettere ved at forstå den æstetiske og sociale sammenhæng, der var grobund for hans idéer. Hans uforlignelige stil gør sig stadig stærkt gældende overalt i bybilledet, lige fra designs på smedejernsporte på en privat garage over dekorative motiver, brugt på restauranters menukort og til den allestedsnærværende stiliserede rose, der er blevet en slags logo for Glasgow.

Læs mere om Glasgow og kulturrejser til andre byer i Skotland her på bloggen.

 

Roms arkitektur

Roms kunsthistorie begynder med oldtiden, hvis arkitektur dominerer byen, dog kun i få tilfælde sådan, at man kan sige, at man står over for et fuldstændig bevaret bygningsværk. Blandt de bedst bevarede er Pantheon og de to små templer ved Tiberens bred, medens der i de fleste andre tilfælde er tale om ruiner, der i lige grad kalder på historisk forståelse og fantasi; begge egenskaber, som bliver rigt stimuleret på en kulturrejse til den italienske hovedstads mange unikke kulturskatte.

Berømtest af disse ruiner er Colosseum, som er så relativt velbevaret, at selv den mest fantasiforladte kan indse, hvordan det har taget sig ud for små 2000 år siden, og Forum Romanum, hvis overvejende lave ruiner med enkelte oprejste søjler kun er en svag, men stadig meget smuk afglans af, hvordan romerrigets centrum så ud.

Oldtidens Rom

Oldtidens romere byggede stort og flot. Kernen var murstensvægge med flade sten, og de blev beklædt med marmorplader til forskønnelse. Desværre er det kun i de færreste tilfælde, vi møder disse marmorbeklædninger i dag, for senere tider har savnet sans for bevarelse af dem, når der skulle bygges nyt, og hvorfor dog indkøbe marmor i dyre domme, når man kunne hente det ganske gratis på tilsyneladende unyttige bygninger? Heldigvis havde de bærende mursten ikke den samme interesse, og derfor kan vi i dag glæde os over en række pragtbygninger, ganske vist ikke i den originale ydre fremtræden, men dog i den originale opbygning.

Det, der først og fremmest præger disse bygninger, er søjlen og buen. Søjlen er det væsentligste bærende element, bestående af en basis forneden, der hviler på fundamentet, og som fortsættes i form af den egentlige søjle eller søjleskaftet, det runde lodrette element, som foroven ender i søjlehovedet, der på sin side tjener som underlag for den øvre etages fundament. Dette søjlehoved er bredere end søjleskaftet for at skabe et solidt underlag for de vandrette eller buede bærende elementer; når det er kunstnerisk udformet, betegnes det som en kapitæl.

Der findes i oldtiden tre typer kapitæler, der alle er opstået i Grækenland: Den doriske kapitæl er den ældste og den enkleste, hvor man fornemmer det rent arkitektoniske formål ved, at vægten på søjlen gradvis udbredes til en større og større flade. Den ioniske kapitæl rummer et vist kunstnerisk element ved at tilføje voluter (”sofapøller”) uden direkte betydning for den arkitektoniske opbygning. Den korinthiske kapitæl er en videre udbygning af den doriske, hvor der finder rent kunstnerisk betonede udformninger sted, især i bladform.

Søjlekrafterne kan være glatte og er det normalt på de doriske søjler, eller de kan være kannelerede (lodret stribede i relief) som altid på de korinthiske søjler; ioniske søjler kan være såvel glatte som kannelerede. På de større romerske bygninger har man det princip, at den nederste etage har doriske søjler, den følgende ioniske og den øverste korinthiske søjler, som man bl.a. kan se det på Colosseum og med lidt mindre overbevisning på Marcellus-teateret.

Bygninger af mere privat karakter flottede sig sjældent med søjler, men havde blot firkantede pæle med en ligeledes firkantet overligger, og dette princip blev fulgt langt op i tiden, så at det stadig kan iagttages på ældre bygninger i Roms gamle bydele.

Men på pragtbygningerne undgik man så vidt muligt disse vandrette forbindelser mellem søjlehovederne og erstattede dem med de langt mere bæredygtige buer, som giver et mere ligeligt tryk over hele bærefladen, et matematisk princip, der praktiseres den dag i dag, bl.a. ved brobygning. Disse buer var altid halvcirkeformede; det er de såkaldte rundbuer, som levede videre indtil 12. årh., da man i Nordfrankrig opfandt spidsbuen, der præger den gotiske stil (næsten ikke repræsenteret i Rom), og som står i modsætning til den rundbuede romanske stil, som i den første del af middelalderen videreførte oldtidens rundbuestil.

Antikkens romere

Antikkens romere byggede helst rektangulære bygninger, og de fleste af deres templer har da også denne facon. Det fineste eksempel på en sådan rektangulær bygninger finder vi i Fortuna-virile-templet, og uden for Rom skal nævnes de tilsvarende templer i Vienne og Nîmes i Frankrig. De er overtaget fra græsk arkitektur, som man ikke mindst ser den realiseret i Paestum (100 km S for Napoli) og Agrigento på Sicilien. Romerne byggede som grækerne ikke kvadratisk, men netop rektangulært, således at indgangssiden var kortere end længdesiden, men stod i et harmonisk forhold til denne, oftest i det forhold, man kalder ”det gyldne snit”, hvor længden groft sagt er 1½ gang bredden.

Sådanne rektangulære bygninger brugtes ikke blot til templer, men også til en række civile formål, og de kunne antage betydelige dimensioner. De kaldes da basilika’er (oprindelig et græsk ord for et kongeslot), og der blev i oldtiden bygget adskillige basilikaer til de mest forskelligartede formål: børs, domstol etc. I Trier i det vestligste Tyskland kan man se en sådan basilika i perfekt bevaret stand. Kristendommen overtog denne byggestil, og de ældste kirker er basilikaer, dog med det særpræg, at den midterste del af en kristen basilika hæver sig højere end sidedelene. Dermed opstod den treskibede kirke med de to lave sideskibe på siden af det væsentlig højere midterskib, fra hvis øverste vinduer lyset trængte ind i det samlede rum. Rom har adskillige eksempler på denne type basilikaer, hvoraf de ældste går tilbage til 4. årh., men middelalderen igennem byggede man fortsat kirker efter dette mønster. Senere fik ordet basilika en anden og mere organisatorisk betydning.

Renæssancens Rom

Da renæssancen opstod omkring år 1400, brød man med basilika-princippet. Dette er i grunden selvmodsigende, fordi renæssancen netop forkastede middelalderens ”sorte periode” og søgte tilbage til oldtidens idealer. Renæssancen skabte centralkirken, muligvis med udgangspunkt i Gravlæggelseskirken i Jerusalem og med tydelig indflydelse fra Roms Pantheon. Den ægte renæssancekirke er koncentreret omkring en central del, hvor alteret er placeret, og hvorfra der i alle fire retninger udgår skibe af ens længde, den såkaldte græske korsform, hvis fineste repræsentant er Santa María degli Ángeli. Sådan skulle Peterskirken også oprindelig have været opbygget, men erkendelsen af det upraktiske i denne struktur medførte en slags kompromis mellem centralkirken og basilikaen, hvorved man skabte den ”moderne” kirke i , latinsk korsform bestående af et langt skib (forlængelsen af centralkirkens ene arm), to tværskibe og et kor, det sidste stort set af samme længde som hvert af tværskibene. Denne opbygning havde allerede længe været den gængse i den gotiske kirke, men nyheden i renæssancen består i, at kirkehandlingens tyngdepunkt flyttes fra koret til korsskæringen (dér, hvor midterskibets og tværskibenes akser skærer hinanden), således at alterets plads flyttes hertil, som det meget tydeligt ses i Peterskirken. Denne struktur er helt logisk, fordi den giver mulighed for, at menigheden kan følge de hellige handlinger ved alteret uanset deres placering i skib, kor eller tværskib.

Senere tiders kirkebyggeri har stort set fulgt renæssanceprincipperne. De mange romerske kirker i barokstil er – bortset fra nogle enkelte centralkirker – næsten alle opbygget som Peterskirken, selv om tværskibet ofte kun er ganske kort, specielt inden for den barokvariant, som kaldes jesuiterstilen (opkaldt efter jesuiternes hovedkirke i Rom, Il Gesù). Men ellers er barok-arkitekturen mest en videreførelse og udbygning af renæssancen, og hovedforskellen ligger i den indre (og til dels ydre) udsmykning, hvor de buede linier dominerer på bekostning af renæssancens overvejende vinkelrette linier. Et typisk baroktræk er de rent dekorative søjler, som ikke støtter eller bærer noget, eller som højst tjener til støtte for en – oftes skrå eller buet – overligger, der ikke selv tjener noget bærende formål. Barokken indfører desuden de mange udsmykninger i stuk med forgyldninger m.v. som videreføres af rokokoen, der er en ren udsmykningskunst og altså ikke udtryk for en arkitektonisk skole.

Uden for kirkebyggeriet er der renæssancen, der frem for alt dominerer Rom med sine mange prægtige palæer, hvis forbilleder er hentet i Firenze. Også hér er det de vinkelrette linier, der dominerer. Palæerne er flere etager høje og har øverst et fremspringende tag, hvis vandrette støtter springer frem og ofte har en kunstnerisk udsmykning yderst. Facaderne kan undertiden virke noget monotone,men man skal se dem som udtryk for en ophøjet ro uden tendenser mod barokkens sprælske figurlighed, som kun sjældent kommer til udtryk på civile romerske bygninger.

Roms arkitektur efter det attende århundrede

Siden det 18. årh. er der ikke skabt original romersk arkitektur. Man kan finde bygninger fra nyere tid af interesse, men uden specielt romersk særpræg, og ofte kun i form af efterligninger af tidligere tiders arkitektur, som det især var almindeligt i 19. årh. En kolos som domhuset (Palazzo della Giustizia), dens imposante skønhed ufortalt, kunne lige så godt have stået i Bruxelles eller Berlin. I det hele taget er det påfaldende, i hvor ringe grad Rom har deltaget i det ellers så udbredte europæiske byggeri i 19. årh., såvel det nyklassicistiske som det historicistiske, hvilket vel i ved udstrækning hænger sammen med, at Rom allerede havde sine arkitektoniske storværker, medens andre europæiske byer havde brug for at skabe dem, og i vid udstrækning med Rom som forbillede.

Den nyere tids arkitektur i Rom

Vort århundrede har vel intet skabt af blivende værdi i Rom. Byen har udvidet sig i ganske betydelig grad, men det er mest sket i form af terrænudvidelser i udkanten, hvorimod centrum er forblevet temmelig uberørt. De tre væsentligst undtagelser er Victor-Emanuel-monumentet ved Piazza Venezia, som de fleste betragter som en enorm misforståelse, Universitetet og hovedbanegården, Stazione Termini, som burde karakteriseres på samme måde, hvis ikke den lå så tilpas af vejen og i øvrigt – modsat monumentet – tjente et virkelig fornuftigt formål.

Hvis man vil se moderne arkitektur, er Rom ikke det rette mål. Men hvis man vil se arkitektur fra før år 1800, kan man vanskeligt foretage et bedre valg.