Tag-arkiv: Spanien

Spanien

Mad og vin på Costa del Sol

Udgivet den af

Det andalusiske køkken er meget varieret, og spænder fra frisk fisk og skaldyr og farverige grønsagsretter til bjergegnenes fyldige, kødfulde stuvninger. Tilberedningen er enkel og smagen kraftig, og overalt bruges hvidløg, spidskommen, jomfruolie og krydrede marinader.

Tapas

Tapas-barerne er blevet en af Spaniens mest populære eksportvarer i løbet af de seneste år. I Spanien er det helt almindeligt før middagen at tage et glas fino, tør sherry fra Jerez, og spise et par af de små retter. På grund af varmen spiser man frokost sent, man er længe om det og tager gerne et hvil bagefter, før man går på arbejde igen til sent på aftenen. Når man får fri, går man gerne en spadseretur og får et par glas med tilhørende tapas for at holde sulten fra dørene til man spiser aftensmad, ofte omkring 22.00.

“Tapa” betyder egentlig “låg”, og betegnelsen stammer fra den lille tallerken med snacks, som tjenerne før i tiden stillede oven på glasset. Nogle barer – sædvanligvis der, hvor de lokale kommer – serveres der gratis tapas ved baren som f.eks. en skål oliven, et par skiver jamón serrano, tørret skinke, eller en lille tallerken saltede mandler.

Andre steder kan et udvalg af tapas tørre det ud for et aftensmåltid for de fleste. Nogle af Costa del Sols specialiteter er pescaíto (bittesmå, friturestegte fisk), chorizos (krydrede pølser), champinones al ajillo (champignoner stegt med hvidløg) queso (ost), rød peberfrugt i olivenolie og tortilla (spansk omelet med kartofler og løg, serveret koldt i tynde skiver).

Se efter calamares (små marinerede blæksprutter) og canaillas (små havsnegle), der betragtes som store delikatesser. Indmad er en populær spise på disse kanter, og små stykker lever stegt med løg og krydderier er en favorit. De små delikatesser skylles naturligvis ned med et glas kølig fino eller vin.

 

Specialiteter fra Costa del Sol

Cazpacho har sin oprindelse i Andalusien og er en tyk, afkølet suppe af tomater, løg, brød, spidskommen, citronsaft og finthakket, frisk hvidløg. Suppen serveres gerne med fintskåret grøn peber, hakkede, hårdkogte æg og brødcroutoner og er et måltid i sig selv.

En anden traditionel, kold suppe, der stammer fra Málaga, og som er en perfekt sommerspise, er ajo blanco, der laves med mandler og hvidløg og serveres afkølet med friske druer. Når det er køligere i vejret, bør man prøve sopa de pescado, der er en fællesbetegnelse for forskellige slags fiskesuppe, der krydres med tomat, løg, hvidløg og brandy.

Fisk er ikke overraskende kystens specialitet nr. 1. På nogle strande steger fiskerne stadig friske sardiner på træpinde over åben ild. På restauranterne serveres der marineret eller stegt fisk og skaldyr, lige fra calamares en su tinta, små blæksprutter tilberedt i eget blæk, til gambas al ajillo, kæmperejer stegt med hvidløg. Se efter pez espada (sværdfisk), rape (en slags havtaske) og bonito (tun). Alle arter fanges lokalt og serveres grillstegt, strøget med olie og krydderier.

Længere inde i landet finder man retter med vildt, ferskvandsfisk og vilde urter fra bjergene. Sammenkogte retter med kanin og hare i hvidvin er almindelige, og en af Cádiz-egnens specialiteter er pastel de pichones, duepostej. I Las Alpujarras i Granada-provinsen er den af de store delikatesser ørred med fyld af tørret skinke. En af de mest udbredte kødretter er rabo de toro, oksehale tilberedt med tomater, løg og krydderier. Visse opskrifter er ikke for de sarte, og særlig i egnen omkring Granada indgår hjerne, indmad og tyretestikler i nogle af denne egns specialiteter, tortilla Sacromonte og revoltillos.

Vegetarerne kommer dog ikke til at sulte. Andalusiens salater er særlig lækre og varierede: Sprød salat, saftige oliven og kæmpestore, søde tomater stænket med olivenolie, og salaterne serveres med f.eks. artiskokhjerter, friske asparges og æg. Af vegetarretter kan nævnes espinacas con ajillo (spinat med hvidløg), garbanzos con espinacas (ærter og spinat) og judías verdes von salsa de tomate (grønne bønner med tomatsauce og frisk hvidløg).

 

Sherry

Andalusiens mest berømte vine kommer fra et lille område omkring byen Jerez de la Frontera, der sammen med El Puerto de Santa María og Sanlúcar de Barrameda udgør hjørnerne i “sherry-trekanten” i Cádiz-provinsen et par timers kørsel ind i landet fra Costa del Sol. Klimaet, havluften, den kalkrige jordbund og ikke mindst generationers erfaring danner grundlag for produktionen af verdens fineste fino, den tørre, gyldne sherry, der drikkes overalt i Andalusien til tapas.

Navnet “sherry” er en engelsk forvanskning af bynavnet Jerez, der igen er en forvanskning af det mauriske navn Xerez. De første vinbønder i området var fønikerne, fulgt af romerne, der eksporterede vin fra Jerez til alle hjørner af Romerriget. Efter generobringen og uddrivelsen af maurere og jøder var det engelske selskaber, der etablerede bodegas i området. I dag er Storbritannien det største marked og aftager omkring 70% af al den sherry, der eksporteres fra Spanien.

I tillæg til fino’en produceres der tre andre sherry-typer i Spanien. Manzanilla, der er en variant af fino med en let, salt smag, produceres i området omkring Sanlúcar de Barrameda og passer perfekt til egnens retter med fisk og skaldyr. Amontillado er en fyldigere sherrytype, der typisk har ligget på lager i bodega’en, vinkælderen, mens Oloroso er den fyldigste, ofte sødet og solgt som Cream Sherry udelukkende til det britiske marked.

Vin

Størstedelen af de store vine, der produceres i Spanien, stammer fra de nordligste egne, men området bag Costa del Sol har sine egne, specielle vintyper. Málaga har sine egne vine med kvalitetsbetegnelslen Denominación de Origen, og de druer, der fortrinsvis dyrkes, er moscatel og Pedro Ximénez, som bruges til mørke, søde vine.

Når det gælder vin, får man meget for pengene i supermarkederne langs kysten, og blandt de mærker, man skal se efter (selvom de ganske vist ikke er lokale) kan nævnes Campo Viejo (fyldige røde og hvide vine), Marqués de Cáceres (røde Rioja-vine, lagret på egefade) og Torres (frugtagtige, aromatiske hvidvine som f.eks. Vina Sol og Esmeralda og bløde, friske rødvine). Cava er mousserende vine, produceret efter champagne-metoden, og de to største producenter er Codorníu og Freixenet.

Andalusien er desuden Spaniens største producent af brandy, der særlig kommer fra sherry-bodega’erne omkring Jerez.

En drik, som turisterne næsten altid præsenteres for, er sangría, en blanding af afkølet rødvin, citrusfrugter, lemonade, brandy og is, og spanierne drikker den f.eks. til barbecues og frokost i det fri. Sangría er meget forfriskende, og den virker så tilforladelig, at nogle turister helt undervurderer dens styrke.

Billedgalleri Madrid

Udgivet den af

Spaniens hovedstad, Madrid er på mange områder ikke en storby ligesom Rom eller Paris, da byen mangler en “hoved attraktion” såsom Eiffeltårnet eller Colosseum. Rejser du til Madrid for at få kulturelle oplevelser, vil du dog ikke blive skuffet. Byen har utrolig mange seværdigheder og der er vidunderligt at shoppe i Madrid.

Foto fra Madrid – inspiration til din kulturrejse

Har du bestemt dig for en kulturrejse til Madrid, vil du ikke blive skuffet. Du vil finde forbløffende kunstgallerier, et pulserende natteliv, en levende musik scene, vidunderlige restauranter og tapas barer, samt en befolkning som går højt op i at leve livet til fulde. Få inspiration til din næste kulturrejse til Madrid, med nedenstående fotogalleri.

Det smukke springvand på Plaza de la Cibeles i madrid - Kulturrejser.dk

[nggallery id=4]

Udflugt til Malaga

Udgivet den af

Malaga er provinshovedstad i provinsen af samme navn og den andenstørste by i Andalusien efter Sevilla.

Turismen har ikke ændret byen ret meget, og den er stadig forfriskende spansk med spændende, gamle bygninger mellem højhusbebebyggelserne, grønne og skyggefulde parker og haver og små gader med bittesmå barer, hvor de gamle mænd nyder et glas og ordner verdenssituationen.

Malaga har en lang og broget historie. Byen blev grundlagt af fønikerne i det 8. årh. f.Kr., og de kaldte byen Malaka. Senere udviklede kartagere og romere Malaka til en travl og driftig havn, før mauriske styrker fra det muslimske Afrika invaderede Spanien i 711 e.K

Maurerne byggede Alcazaba, fæstningen på Gibraltar. Malaga fungerede i de næste 700 år som Granadas havn. I 1487 faldt byen i hænderne på de katolske konger efter en hård belysning; maurerne blev forfulgt og frataget deres ejendom.

I mange århundreder forfaldt Malaga, men livede kortvarigt op i begyndelsen af 1800-tallet med etableringen af vin- og sukkerindustrien, der forarbejdede rør fra plantagerne på Costa Tropical. Men Malaga blev igen forladt i begyndelsen af dette århundrede, hvor skadedyr ødelagde vinstokkene, og senere blev byens monumenter sønderbombet og ødelagt under Den Spanske Borgerkrig. Først i løbet af de sidste 50 år er lykken vendt, og Malaga er begyndt at blomstre. Byen er stort set uberørt af masseturismen i områderne vest for byen, og i begyndelsen af 90’erne fik byens strande og facader en tiltrængt ansigtsløftning.

Sightseeing i byen

Der er ingen tvivl om, at Malaga bedst udforskes til fods, da trafikken er tæt på næsten alle tider af døgnet. Alt lukker i siestaen mellem ca. kl. 13.00 og 17.00, så det bedste tidspunkt for sightseeing er om formiddagen eller sidst på eftermiddagen.

Gibralfaro

En spadseretur op ad Gibralfaro-højen belønnes med en fantastisk udsigt over bymidten og fæstningen Alcazaba længere nede, og man kan se ud over havnen og den vestlige del af Costa del Sol, der fortaber sig i disen. Der går en sti fra El Ayuntamiento, rådhuset, gennem fyrreskove og tropiske haver til det mauriske slot fra det 14. årh. med de solide mure og brystværn, og ikke mindst det fyrtårn, der gav højen dens navn – Jebel al Faro, ”højen med fyrtårnet”. (Åbent dagligt 9.30-20.00). Fra Malagas lille parador (statsturisthotel) lige under slottet er der en mageløs udsigt. Ved højens fod ligger tyrefægterarenaen fra det 19. årh., hvor søndagens corridas tiltrækker store menneskemængder og store navne.

Den engelske kirkegård

En kort gåtur øst for arenaen bringer en til den engelske kirkegård (åben dagligt 9.00-18.00).

Den blev grundlagt i 1820 af den daværende britiske generalkonsul William Mark, og protestantiske kristne, der afgik ved døden på spansk grund, kunne kun blive begravet her, da ikke-katolikker ansås for at være vantro.

Nogle af de mange gravsten er mere end 150 år gamle.

Alcazaba

Fra arenaen kan man gå langs Paseo del Parque gennem haver med palmer, bougainvillea og eksotiske buske, forbi det cremefarvede og brune Ayuntamiento i nybarok stil fra 1919. Plaza de Aduana, pladsen foran den gamle toldbygning, markerer indgangen til Alcazaba, et massivt fort, der blev påbegyndt af maurerne i det 8. årh. og færdiggjort i det 11. årh. (åbent dagligt undtagen tirsdag, 9.30-20.00). c/Alcazabilla s(n, tlf. 95 2215 6005). Lige uden for Alcazaba ligger det romerske teater, der blev udgravet først i 1950’erne og som er byens eneste bygningsværker fra romertiden.

En smal, brolagt vej fører op gennem frodige haver inden for slottets mure og ender ved et palads fra det 11. årh., der i dag huser byens lille arkæologiske museum, hvor man kan se potteskår fra romertiden samt mosaikker og kulturgenstande, der er fundet i omegnen.

Katedralen

En kort gåtur langs Paseo del Parque og op ad Calle de Molina Lario fører op til Malagas katedral, der er bygget over resterne af en gammel moské. Den er stadig ufuldendt, hvilket har givet den tilnavnet La Manquita, eller ”den enarmede dame”. Pengene slap op i 1782, og derfor har katedralen kun et tårn. Til trods for dette er katedralen i dag et nationalmonument. Inde i katedralen kan man se alteret, der er lavet af italiensk marmor, slanke søjler af agat, samt en udsøgt korstol, der er udskåret af Pedro de Mena, en af Andalusiens bedst kendte håndværkere i den periode.

Museo de Bellas Artes

Lige rundt om hjørnet fra katedralen i Calle de San Agustín ligger Museo de Bellas Artes i en smuk bygning fra det 16. årh. med en central patio, udsøgt tagbeklædning og mudéjar-vinduer. Mange af værkerne på museet er malet af kunstnere fra Malaga fra det 19. årh., men omfatter desuden værker fra det 17. årh. af Zurbarán og Murillo samt skulpturer af Pedro Manor og Fernando Ortiz. Samlingen omfatter en stor del af Picassos skitser, udarbejdet mens han endnu var en ung og lovende kunstner, samt værker af hans første lærer, Antonio Múnoz Degrain. Lige nord for museet på Plaza de la Merced ligger Casa Natal de Picasso, det hus, hvor Picasso blev født. Museet indeholder forskellige genstande og dokumentation for hans liv og levned.

Museo de Artes y Tradiciones Populares

Beliggende vest for byen ved bredden af Guadalmina-floden ligger en gammel gæstgivergård fra det 17. årh., der rummer et folkemuseum. Her kan man få indblik i livet før turismen på Costa del Sol, og der er en gammel brændeovn, en gammel bedega eller vinkælder, fiskegrej og landbrugsredskaber samt en samling af brugsgenstande i keramik. Åbent 10.00-13.00 og 16.00-19.00 (vinter), 10.00-13.30 og 17.00-10.00 (sommer). Lukket lørdag, søndag og helligdage. c/pasillo Santa Isabel 10.

Finca La Concepción

I udkanten af Malaga, lige ved N331 til Antequera, ligger en sjælden, botanisk perle. Finca La Concepción er et levende museum med eksotiske planter, og det er det ideelle udflugtsmål på en hed dag. Haven er anlagt med fontæner, romerske statuer og vandfald, rundt om et herskabshus fra det 19. årh. med pavillon med udsigt over byen. En afmærket sti fører gæsterne rundt i haverne ad smukke flisegange, og man passerer interessante eksemplarer af sjældne palmer, blåregn i kaskader, magnoliatræer, kæmpestor araucaria-træder, australske mimoser, eukalyptus og nåletræer.

Shopping og natteliv

De tre hovedstrøg, Calle de Molina Lario, Calle de Marqués de Larios og Calle de Granada, er kantet med forretninger, barer og caféer. Det centrale marked Mercado Atarazanas, med sin pragtfulde, mauriske bue i midten, er et kaos af lokalkolorit, hvor fisk, urter, grøntsager og tropiske frugter fra kysten sælges hver dag. Malagas bedste tapas-barer ligger i gaderne omkring katedralen og nord for Alameda-parken. Det er stedet, hvor man kan smage de søde Malaga-vine og grillstegt fisk eller forskellige retter med friskfangede fisk og skaldyr, der er vendt i mel og dybstegt. Det stemningsfulde Antigua Casa i Alameda er kantet med tønder af sød vin, og det er et populært samlingssted, hvor de lokale nyder en fino og spiser tapas med skaldyr.

Jerez de la Frontera i Cádiz-provinsen

Udgivet den af

Kun 20 km fra kysten i Cádiz-provinsen, en bekvem endagstur fra Costa del Sol, ligger Jerez de la Frontera. Byen er berømt for to ting, vin og heste – og de følges ad.

Velhavende vindyrkere, der har boet i området i generationer, etablerede sig med kæmpemæssige jordbesiddelser, og de var ikke sene til at tilpasse det landlige livs nødvendigheder til deres livsstil.

Byen rummer over 200 sherry-bodegas, vinhuse, og de besøgende kan blive vist rundt i de kølige, mugduftende kældre hos så berømte producenter som González Byass, Sandeman, Williams and Humbert, Harvey og Domecq. Jerez har også et interessant, gammelt jødisk kvarter, Barrio de Santiago, hvor man kan gå en hyggelig tur.

To gange om året er byen på den anden ende, når de to vigtigste, internationalt berømte begivenheder løber af stabelen: Feria del Caballo og Feria de la Vendimia.

I maj henter opdrætterne deres absolut bedste dyr frem, og i en uge er der opvisning af haute école-dressur, vaquera-dressur (unik, andalusisk dressur), og der er opvisninger i spring, kørsel med vogne og fremvisning af fuldblodsheste. Der nydes selvfølgelig sherry og tapas, og som supplement kan man se tyrefægtning og flamencodans.

Vinhøsten finder sted i september, og det giver anledning til lignende festligheder, når druerne skal i pressen.

Sherry-bodegaer

Mange af byens vinhuse lukker i august, men resten af året er der rundvisninger med engelsktalende guider. Det er nødvendigt at bestille plads i forvejen. Hver bodega har en tradition for at lade forskellige berømtheder signere sherry-fadene, og besøgende i Gonzáles Byass’ bodega kan gå rundt i den særlige afdeling og finde fade med autografer af f.eks. general Franco og Orson Welles. På rundvisningerne demonstreres principperne for fremstilling af sherry og brandy, og til slut gives der smagsprøver efter devisen ”hvis du ikke har fået et glas før elleve, må du se at få elleve glas før et”. Sherryen luftes ved at man hælder den i de små glas, copitas, i en lang, tynd stråle på en meters længde.

Den Kongelige Andalusiske Rideskole

Den Kongelige Andalusiske Rideskole ligger ved siden af et palads fra det 19. årh. i en dejlig park, Recreo de las Cadenas, og den betragtes som den førende dressurskole i verden. Den spanske fuldblodshest er modig og intelligent, bevæger sig med ynde og har en karakteristisk lang man og hale. Den er helt ideel til de indviklede manøvrer, som haute école-dressuren kræver, og i Spanien siger man, at hestene ”danser”. Der er opvisning hver tirsdag og torsdag kl. 12.00 (undtagen helligdage). Det er klogt at booke pladser i forvejen. Opvisningen svarer i indhold til Den Spanske Rideskole i Wien. Alternativt kan de besøgende se hestene blive trænet på de øvrige hverdage, og der er rundvisninger i staldene og i de rum, hvor hovedtøj og sadler opbevares. Åbent mandag-onsdag samt fredag 11.00-13.00.

Jerez bymidte

De fleste seværdigheder ligger i behagelig gåafstand fra Plaza del Arenal. I lighed med andre byer i Andalusien var Jerez engang besat af maurerne, og det gamle, mauriske Alzácar blev bygget af almohaderne i det 11. årh. (åbent dagligt 10.30-14.00 og 16.00-18.00) i august kun om formiddagen. Det originale tårn og dele af de arabiske bade eksisterer stadig. Øst for Plaza del Arenal ligger kirken San Salvador eller La Colegiata, der er bygget i en blanding af gotisk stil og renæssancestil. Overfor kirken ligger Barrio de Santiago, et spændende virvar af smalle gader, der engang var byens sigøjnerkvarter,og her ses resterne af den gamle bymur. Der er adskillige interessante gotiske kirker og et lille arkæologisk museum, og her finder man også Den Andalusiske Flamenco-sammenslutning, der har til huse i en elegant bygning fra det 18. årh.. Der gives koncerter og opvisninger året rundt, og hver hele time om formiddagen på hverdage kan man se en audiovisuel præsentation af flamencoens historie. Åbent mandag-fredag 9.00-14.00, lørdag og søndag lukket. Palacio Pemartín, Plaza San Juan l, tlf. 956 34 92 65. Lidt længere mod nord, ikke langt fra rideskolen på Calle Cervantes, ligger Museo de Relojes, et museum med en imponerende samling på mere end 300 antikke ure, alle fuldt funktionsdygtige. Denne samling siges at være en af Europas fineste. Åbent mandag-lørdag 10.00-14.00. Palacete la Atalaya, c/Cervantes 3, tlf. 956 18 21 00.

San Pedro De Alcantara

Udgivet den af

I modsætning til de store feriesteder er San Pedro de Alcántara vest for Marbella og Estepona, 20 km længere vestpå, ægte ”spanske” samfund med en afslappet livsstil. Der er masser af små torve, hvor de lokale nyder en kop kaffe eller en tidlig fino og læser avis i morgensolen.

Villa Romana de Rio Verde

På strandsiden af vejen mellem Puerto Banús og San Pedro (drej fra hovedvejen før Puente Romano Hotellet og følg skiltene) ligger resterne af en romersk villa fra det 1. årh. Huset indeholder et usædvanligt, sort og hvidt mosaikgulv, der er ualmindelig velbevaret.

Mosaikken er speciel, fordi den gengiver ting med forskellige kulinariske formål – potter og pander, vandkander og køkkengrej, samt fugle, fisk og et Medusa-hoved. Villaen blev opdaget i 1962 og menes at have haft tre korridorer og en patio, omgivet af fem rum.

Spørg om åbningstider i turistinformationen på Plaza de la Iglesia.

Basílica de Vega de Mar

På højre side af hovedvejen fra San Pedro til stranden finder man fundamentet til en betydningsfuld vestgotisk, kristen basilisk, der stammer fra det 6. årh. Basilisken, der er omgivet af en kirkegård, blev opdaget i det 10. årh. under arbejdet med at plante eukalyptusskove langs kysten. Nogle af de skatte, der er hentet op fra gravene, befinder sig på det arkæologiske museum i Madrid.

Bemærk døbefonten, de er over 1 meter dyb – vestgoterne døbte både børn og voksne ved at nedsænke dem helt i vand.

Las Bóvedas

Længere ude ad stranden fra Basilisken ligger resterne af et romersk badehus, der blev opdaget i 1926. De syv kamre, der tjente som dampbade i det 3. årh., er konstrueret rundt om en ottekantet patio over et centralt, ottekantet bad. En cirkelrund svalegang i første sals højde giver adgang til flere mindre rum. Der er en rimelig vished for, at det virkelig har været et badehus, men der er også teorier i retning af, at bygningsværket var et lukket vandresevoir, der transporterede vand til de omgivende akvædukter.

Festivaler på Costa del Sol

Udgivet den af

Enhver spansk by har en skytshelgen, og det betyder en vigtig festdag i kalenderen. Skytshelgenerne fejres på forskellige datoer, og i tiden mellem juli og oktober er der store festligheder i Estepona, Banalmádena, Torremolinos, Nerja og Fuengirola.

Byens skytshelgen fejres en gang om året med en romeria, en pilgrimsfærd til et helligt sted uden for byen, hvor folk tilbringer dagen med at feste og fejre deres helgen. Der er farverige sigøjnervogne, flamencodansere og ryttere i traditionelle dragter, og store processioner gennem byens gader, hvor helgenbilledet og andre relikvier bæres rundt under sang. Undervejs kan man nyde en sangria eller en fino, og i boderne på ruten serveres der tapas. Efterhånden er hele byen i aktivitet, og om aftenen spiser man godt, enten grillstegte retter eller kæmpestore paellas, der tilberedes over åben ild, og der er tit opvisninger med flamencodans, sang og hestedressur. Der er fyrværkeri og ved nogle lejligheder forlystelser, og mange bærer egnens traditionelle dragter. Det vil være ideelt at prøve at få ferien til at passe sammen med en af de lokale begivenheder.

Semana Santa og Feria de Abril

Nogle festivaler har et meget seriøst element, og påskeugen Semana Santa i Sevilla er næsten dyster, med dæmpet musik og udsmykkede processionsvogne, der repræsenterer scener fra Kristi lidelseshistorie, ledsaget af mænd i lange kapper og høje, spidse hætter. Der synges klagende saetas, og tusindvis af vokslys er den eneste belysning. Efter påske kaster hele Sevilla sig ud i Feria de Abril, ”april-festivalen”, der er én stor fest med tyrefægtning, flamenco, mange kulturbegivenheder og naturligvis vin og mad.

Jerez de la Frontera

I slutningen af april afholder man i Jerez Feria del Caballo, der er årets højdepunkt for heste-entusiaster. De lokale opdrættere, der siges at fremavle de fineste heste i Spanien, viser deres bedste dyr frem ved forskellige konkurrencer, og publikum smager på egnens fremragende sherry.

Vendimia er en vinfestival, der afholdes i september efter velsignelsen af druehøsten, og højdepunkterne er folkedans, tyrefægtning, processioner og forskellige opvisninger med heste.

Tyrefægtning i Andalusien

Tyrefægtning, der på spansk benævnes Fiesta Brava, Los Toros eller La Lidia, er en gammel sport med mange ritualer, hvis traditioner går helt tilbage til år 2000 f.Kr., og hulemalerier fundet under udgravninger ved Knossos på Kreta forestiller akrobater, der udfører vovestykker over hornene på en angribende tyr. Vestgoterne, der også en gang beboede Andalusien, praktiserede en primitiv form for tyrefægtning, men det var maurerne, der næsten 3.000 år senere udviklede tyrefægtning til en kunst. Det blev mere udbredt sidst i det 18. årh.

Uanset om man elsker eller hader tyrefægtning, er en corrida en dramatisk indblik i andalusisk kultur. Arenaens virkelige stjerner kan ses i Sevilla og Córdoba, men også arenaerne i Málaga, Estepona og Marbella tiltrækker et vidende og entusiastisk publikum.

En typisk corrida involverer tre matadorer og seks kolossale tyre, der er avlet specielt for deres aggressivitet. Hvert møde mellem mand og tyr tager omkring 15 minutter og omfatter tre faser eller ”episoder”. Stjernen i showet er matadoren, eksklusivt klædt i traje de luces, en traditionel dragt, der består af en fint broderet silkejakke, sorte bukser og en montera, den typiske hat med de to horn.

Indledningsvis hidses tyren op med højrøde kapper, der svinges i elegante buer, og så gør los picadores deres entré til hest. Deres job består i at stikke lanser i tyrens hals og svække dens halsmuskler som forberedelse til det sidste stød. Derpå kommer les banderilleros til fods og stikker spyd i muntre farver i tyrens skuldre, før matadoren endelig er alene i ringen med tyren før den sidste fase, der kaldes la faena eller la suerte de la muerte (et særligt tyrefægterudtryk, der betyder – ”dødsepisoden”).

En dygtig matador får næsten tilskuerne i ekstase, mens han leger med den rasende tyr og hidser den med den lille kappe, før han slår til og dræber tyren ved at stikke sig sværd ind mellem dyrets skulderblade. Matadorer er nationalhelte, og nogle bliver millionærer, men de fleste pådrager sig alvorlige sår og skader i karrierens løb – og mange betaler med livet.

Ronda, vel nok den mest kendte hvide landsby i Andalusien

Udgivet den af

De bjergrige egne inde i landet bag Costa del Sol har sin egen, rå skønhed, og de romantiske pueblos blancos, de hvide byer, ligger som håndfulde af hvidt grus i det forrevne landskab, hvor ørne og gribbe kredser højt oppe på himlen.

Ronda er den mest berømte af de hvide byer og ligger helt ude på kanten af en dyb slugt, mens andre byer hænger på klippeafsatser eller gemmer sig i bunden af en dal.

I dette område ender mange af bynavnene på ”de la Frontera”. Det betyder ”ved grænsen”, hvilket til dels forklarer deres beliggenhed.

Den grænse, der er tale om, er den gamle grænse til det mauriske Andalusien, en grænse, der bestod i næsten 800 år (711-1492), og disse små byer markerede maurernes forpost mod de kristne områder omkring al-Andalus.

Hver by er anlagt på typisk, maurisk vis – en labyrint af smalle gader og stræder under et slot, og små hvidkalkede huse med en indre, skyggefuld patio.

Bag bjergene ligger det grønne landskab med sine tern af gyldne marker med solsikker og hvede. Dette er udkanten af flodsletten omkring Guadalquivir-floden, og længere vestpå finder man den berømte sherry-trekant og den ældgamle by Jerez de la Frontera, der er hovedbyen i trekanten. Gennem landskabet går tyreruten, la ruta de toros, og i området omkring Jerez kan man se de kæmpestore kamptyre på markerne, bevogtet af mænd på hesteryg.

Præmietyre fra disse gårde er i høj kurs, og de bedste af disse udvælges til tyrefægtninger i arenaerne i Sevilla og Málaga.

Ronda

Ronda er en af Spaniens ældste byer, og måske den by, der har den mest dramatiske beliggenhed. Ronda ligger 750 m over havet på et plateau, der er delt som med et sværdhug af en dyb slugt, El Tajo. Byen ligger ca. en times kørsel fra Costa del Sol, og vejen går gennem Serranía de Rondas rå bjerglandskaber, der åbner sig mod vidtstrakte marker med solsikker.

Ronda har en farverig og romantisk fortid, og i den spanske folkehistorie associeres byen med røvere og tyrefægtere. Tyrefægterarenaen i Ronda er en af de ældste i Spanien, og den store matador Pedro Romero levede, kæmpede og døde her. Røverbander huserede i bjergene, hvor de udplyndrede rige turister på vej til Ronda på deres Grand Tour i Europa. Også i dette århundrede har Ronda fascineret forfattere og tyrefægter-entusiaster fra hele verden. Ernest Hemingway skrev to bøger, hvor handlingen var henlagt til Ronda: Hvem ringer klokkerne for og Døden kommer om eftermiddagen. Skuespilleren Orson Welles ligger begravet i byen.

Ronda blev grundlagt i den mauriske periode, hvor den var et vigtigt, kulturelt centrum i al-Andalus, rigt udsmykket med paladser og moskéer. Maurerne holdt stand mod de kristne indtil 1485, kun syv år før generobringen var tilendebragt med Granadas overgivelse. På de tider eksisterede kun bydelen La Ciudad syd for slugten. Efter den kristne generobring skød en ny bydel op, El Mercadillo, da indbyggerne i La Ciudad var så skattetyngede, at de var nødt til at opføre et nyt kvarter.

Hovedvejen fra kysten fører ind i byen gennem to ældgamle byporte, den mauriske Puerta de Almocábar, som i det 13. årh. var hovedindgangen til slottet, og renæssancetårnet fra det 16. årh., der er bygget af Karl 5. Meget af den mauriske bystruktur eksisterer stadig – der er et virvar af smalle gader med hvidkalkede huse og statelige renæssancebygninger hist og her. Kirken Santa María la Mayor på Plaza Doquesa de Parcent var i det 13. årh. byens moské, der senere blev omdannet til katolsk kirke, og man byggede et klokketårn oven på den gamle minaret. Inde i kirken kan man stadig se rester af arabiske inskriptioner. San Sebastián-minareten ikke langt derfra er alt, hvad der er tilbage af den anden moské fra det 14. årh.

Palacio de Mondragón

Dette palads, der ligger ved Plaza Mondragón i det mauriske kvarter, blev bygget af kong Abomelic af Ronda i 1314, og her boede de efterfølgende mauriske herskere, før Fernando og Isabel, Det katolske Kongepar, ombyggede det til eget brug efter generobringen.

Noget af den originale stuk og de kulørte mosaikker kan stadig ses rundt om den store patio med hesteskobuerne. Tagterrassen har udsigt over de vidtstrakte sletter. Åbent mandag-fredag 10.00-19.00, lørdag, søndag og helligdage 10.00-15.00. Tlf 95 287 8450.

La Casa del ReyMoro

Dette palads fra det 18. årh. med udsigt over slugten fra Calle Santo Domingo har aldrig huset en maurisk konge, som navnet kunne antyde, men det er bygget på fundamentet af et maurisk hus. Huset er ikke åbent for offentligheden, men det har en interessant historie: En underjordisk trappe fra det 14. årh., la mina (minen), førere fra haven til floden, der gennemskærer slugten. Under belejringer satte man kristne slaver i en lang række, så de kunne række spande med vand op ad stentrappen.

Palacio del Marqués de Salvatierra

Dette renæssancehus, der ligger i samme gade, er åbent for offentligheden hver dag med undtagelse af de perioder, hvor Salvatierra-familien opholder sig i huset. Udskårne figurer af Inca-indianere ved indgangen viser, hvordan folk udsmykkede deres huse i den periode, hvor Den Nye Verden blev opdaget.

El Tajo-slugten

Tre broer fører over El Tajo. Puente de San Miguel er et originalt, maurisk bygningsværk, hvorfra man ser ned på de velbevarede arabiske bade fra 13. årh. Ved siden af ligger Puente Viejo, der blev bygget i 1616. Den nye bro, Puente Nuevo, er bygget i 1788, og har en dramatisk udsigt over slugten og sletterne bag den. Et af dens ofre var arkitekten selv, der styrtede i døden, fordi han greb ud efter sin hat, da den blæste af. Foruden de utallige selvmord tæller dødsofrene adskillige republikanske sympatisører, der under borgerkrigen blev kastet i slugten af Francos tropper, og i det 18. årh. blev heste, der var blevet såret i arenaen, kastet ud fra klippen.

Plaza de Toros

Tyrefægterarenaen, der ligger på Plaza de Espana i Mercadillo-kvarteret er en af de ældste og mest elskede i Spanien. Arenaen er opført i 1785, og her udviklede Pedro Romero, der betragtes som den moderne tyrefægtnings fader, den elegante stil, hvor tyre bekæmpes til fods i stedet for fra hesteryg. Denne stil lever den dag i dag. Goya malede Romero og hans kolleger, og til ære for disse mænd afholdes der hvert år en særlig festival i begyndelsen af september, goyesca, hvor kun de bedste matadorer giver opvisning. Klædt i fornemme kostumer fra det 18. årh., og kun de bedste tyre føres i arenaen. Inden for murene ligger museet Museo Taurino, der rummer genstande og plakater med tilknytning til miljøet, bl.a. plakaten for den første corrida i arenaen. Åbent 10.00-18.00 (vinter), 10.00-20.00 (sommer). Tlf. 95 287 4132.

Nord for arenaen ligger en skyggefuld park, Alameda del Tajo, med to udsigtspunkter på toppen af klippen, hvorfra der er en milevid udsigt over landskabet og sletten.

De hvide byer i Andalusien

Udgivet den af

Bjergvejene i Serranía de Ronda er godt afmærket og i rimelig god stand, men i stedet for at køre i det uendelige kan det varmt anbefales at standse og gå korte ture i landskabet og byerne.

Store dele af landskabet har status af naturreservat, og man skal indhente tilladelse fra Agencia de Medio Ambiente for at gå ture her. Tilladelsen kan afhentes i Grazalema.

Naturskønne ture

Ronda – Grazalema – Zahara de la Sierra – Ronda

Kør ad C339 fra kysten lige efter Marbella og følg skiltene til Ronda. Køreturen tager ca. en time gennem smukke landskaber. Kør igennem Ronda og fortsæt ad C344 til frakørslen mod venstre til Grazalema ca. 13 km videre.

Grazalema er en søvnig lille by, der nærmest hænger på den bare bjergside i hjertet af Sierra de Grazalema Parque Natural. Grazalema er Spaniens mest regnfulde sted, hvor bjergene fanger den kølige luft fra havet, og højden kombineret med den store mængde nedbør giver de bedste betingelser for den sjældne pinsapo-fyr, der kun vokser i dette område.

Mange bruger Grazalema som udgangspunkt for vandreture i pinsapo-skovene og korkeg-plantagerne. Byens store plads er tit fuld af vandrere og ældre mennesker, der sidder i ahorntræernes skygge og betragter livet omkring sig. Byerne er desuden berømt for sine håndvævede tæpper, og et par forretninger rundt om pladsen sælger de bløde tæpper, der er produceret på en lille fabrik lige uden for byen. I de fredelige gader danner de farverige altankasser en strålende kontrast til de hvide mure, og restauranterne serverer lokale specialiteter som vild ørred med fyld af lufttørret skinke eller løgsuppe med ost og valnødder.

Kør videre fra Grazalema og fortsæt op gennem dalen til afkørslen til CA531 til Zahara og Puerto de las Palomas. Dette dramatiske bjergpas er det højeste beliggende i Andalusien, og vejen snor sig opad langs næsten lodrette bjergsider og gennem pinsapo-skovene. Udsigten fra toppen 1,350 m oppe er ubeskrivelig, og for ens fødder ligger et landskab med rå klipper, grønne dale og sletter med støvede, gyldne marker mod vest så langt øjet rækker. Højt oppe kredser kongeørne og gåsegribbe. En sti på venstre hånd markerer begyndelsen af Itinerario del Pinsapar, der fører gennem pinsapo-skovene. Man skal have tilladelse til at gå en tur på ca. en time, men det tager fire timer at gå hele turen, der ender i nabobyen Benamahoma.

På den anden side af passet snor vejen sig nedad i hårnålesving mod en bakketop med et massivt, maurisk slot. På den anden side af højen ligger de små huse i Zahara de la Sierra, en by, der har status af nationalmonument.

Zahara blev oprindelig bygget af maurerne i det 8. årh. og var en vigtig befæstet stilling, indtil den blev indtaget af de kristne sidst i det 15. årh. En grusvej ved siden af kirken fører op til den 800 år gamle slotsruin, hvorfra der er en vid udsigt over de røde tage lige nedenunder og vandreservoiret i baggrunden.

Tag C339 ud af Zahara langs med søen tilbage til Ronda og videre til kysten.

Ronda – Cueva de la Pileta – Gaucín – Casares – Manilva

Denne tur dækker den østlige del af Serranía de Ronda med en afstikker til de forhistoriske hulemalerier i Cueva de la Pileta. Kør gennem Ronda og tag afstikkeren til Benaoján og herfra følges skiltene til hulen.

Inde i hulen ser man primitive hulemalerier med motiver af de dyr, der levede i området omkring 25.000 f.Kr., og den dramatiske stemning forstærkes af, at der ikke er lys – på den en time lange tur er hulen kun oplyst af lanterner. Åbent dagligt 10.00-13.00 og 16.00-18.00. Gratis. Ture for max 24 personer og mindst 4 personer. Tlf. 95 216 7343.

Fortsæt sydpå til Jimera de Líbar, en lille by, der ligger under en maurisk slotsruin. Drej til højre, hvor vejen mødes med C341 og fortsæt mod Gaucín, der ligger 19 km væk. Gaucín er en af de smukkeste af de hvide byer, drysset ud som sukkerknalder for foden af en høj, hvorpå der ligger en maurisk fæstning. Der er en fantastisk udsigt over kysten helt til Gibraltar og Marokko.

Der er ikke meget af historisk interesse, men byen er hyggelig, og man kan gå på opdagelse eller sidde og nyde en forfriskning.

I den vestlige udkant af byen tager man den venstre gren af vejen, en stejl, unumereret vej, der går ned mod Casares, endnu en kridhvid, lille pueblo på en skråning med et slot på toppen.

Casares siges at være opkaldt efter Julius Cæsar, der besøgte svovlkilderne uden for Manilva. Det gamle badehus eksisterer ikke mere, men det ildelugtende vand fosser stadig ud.

Casares ligger relativt tæt på kysten, kun små 18 km fra Estepona.

Den er ikke så isoleret som andre af de hvide byer, og der er flere fastboende udlændinge i området, plus de souvenirforretninger og restauranter, der følger i kølvandet. Det mauriske alcázar er bygget over en romersk ruin, og det er umagen værd at ase op gennem de stejle gader for at nyde udsigten til kysten.

Arcos de la Frontera

To timers kørsel fra Marbella over det rå bjergområde Serranía de Ronda og gennem et kuperet landskab finder man Arcos de la Frontera, den vestligste af de hvide byer. Den hvidkalkede by ligger på en rå klippe højt over Guadalete-floden, og de gyldne sandstensformationer gløder i solen.

Arcos var først beboet af romere og siden af maurere, og i 1264 faldt byen for de kristne hære. Denne sejr over en så vigtig, strategisk post kom til at markere begyndelsen på enden for maurerne og deres herredømme i Andalusien. Alle de store monumenter ligger, så man kan spadsere rundt og se dem, f.eks. murene fra det mauriske slot og den knejsende kirke Santa María de la Asunición, der er bygget i en blandet gotisk-mudéjar-stil. Kirken er opført over resterne af en tidligere moské og danner de to af siderne på Plaza de Espana.

Kirken er bygget mellem det 16. og det 18. årh., og den har en smuk facade i plateresque-stil med et højt, ufuldendt klokketårn. På den åbne side af pladsen ligger en mirador, et udsigtspunkt med vid udsigt over de brogede marker. På pladsen ligger også byens smukke, statsejede hotel i parador-kæden.

Længere inde i den gamle bydel, gennem de smalle, skyggefulde gader, ligger den gotiske kirke San Pedro og læner sig faretruende ud over en stejle klippe. Kirkens alter fra det 15. årh. er en seværdighed. Vil man se udsigten endnu højere oppefra, kan man stige op i kirketårnet. Af andre monumenter på den korte gåtur kan nævnes Casa Cuna, en tidligere synagoge, og Iglesia de la Caridad, en kirke fra det 16. årh. beliggende på pladsen af samme navn.

Af en større by at være er Arcos forbavsende søvnig, og i den gamle bydel er der ikke mange spisesteder eller interessante gader. Størstedelen af restauranterne ligger ved foden af højen, hvor parkeringsforholdene er bedst.

Naturen på Costa del Sol

Udgivet den af

Costa del sol – kyster og havet

I den vestlige ende af Costa del Sol finder man den britiske koloni Gibraltar, en lillebitte storby på en kæmpemæssig sandstensklippe, der stikker et godt stykke ud i Middelhavet. Nordspidsen af Afrika, der sædvanligvis ligger indhyllet i varmedis, ligger kun små 8 km borte på den anden side af det smalle Gibraltarstræde. Malaga, hovedstaden i provinsen af samme navn, er kystens geografiske midtpunkt, og området umiddelbart øst og vest for byen er de tættest befolkede.

Kysten øst for Malaga er knap så tæt befolket. Her bruges landet primært til landbrug og ikke turisme, og landskabet rundt om de stenede bugter er mest præget af avocado-, sukkerrørs- og ferskenplantager. I nærheden af Nerja rejser sig endnu en sierra eller bjergkæde. Sierra Tejeda strækker sig helt ned til kysten og reducerer de brede strande til små, stenede vige. Lidt fra kysten finder man de dramatiske drypstenshuler, der har gjort Nerja berømt, og i en af dem kan man se verdens største stalaktit. Strandene langs Costa del Sol varierer fra nogle temmelig kedelige striber med grå skærver i nærheden af Malaga til brede, indbydende sandstrande mod vest. Et af de store feriesteder, Torremolinos, er soldyrkernes drøm med to kæmpemæssige, halvmåneformede sandstrande, kantet med barer, restauranter og kulørte parasoller. Øst for Malaga er kysten mere stejl og stenet, og mulighederne for at svømme og snorkle er bedst i de små vige. I betragtning af, hvor mange mennesker, der bor og færdes i området, er havet overraskende rent, og adskillige strande er blevet tildelt EU’s blå flag for deres højre, miljømæssige standard.

Bjerge og floder på Costa del Sol

Selve Costa del Sol er en smal, frugtbar kyststrækning, der mod nord flankeres af høje bjerge og mod syd flader ud i brede sandstrande ud til Middelhavet. Om sommeren er bjergene solsvedne og pletvis bevokset med hårdføre buske, mens kystområderne derimod er velplejede, frodige og farverige. Langs kysten ligger stribevis af smaragdgrønne golfbaner, og mellem dem frodige haver med et væld af tropiske blomster i røde, purpur og orange farver, bananpalmer, appelsintræer og duftende jasminbuske.

Lige bag de bjergkæder, der ligger tættest på kysten, ligger den hvide floddal omkring floden Guadalquivir, der snor sig i alt 402 km fra kilden i Cazorla-bjergene ved Jaén, tværs over sletten og gennem byerne Sevilla og Córdoba, før den løber ud i havet. Guadalquivir har mange mindre bifloder, der har skabt dramatiske klippeformationer på deres vej gennem sandstensmassiverne. En af de mest fantastiske er El Chorro, en forreven bjergslugt omkring 50 km nord for Málaga, ikke langt fra El Torcal, et bjergrigt område med sære klippeformationer.

Bag Marbella ligger den stejle bjergkæde Sierra Bermeja, der markerer begyndelsen af det dramatiske område Serranía de Ronda. Sierra Bermeja rejser sig brat fra lavlandet ved kysten og er en af områdets mest naturskønne egne med dybe slugter, skove med sjældne fyrrearter og rivende strømme og bittesmå, hvidkalkede byer, der ligger som håndfulde af småsten, drysset ud over bjergsiderne. Klipper af sandsten er typiske for landskabet, og der er adskillige huler, der rummer fantastiske stalaktitter og stalagmitter og som er åbne for offentligheden.

Tejeda ligger for foden af Sierra Nevada, der med sine ca. 3.300 m er Spaniens højeste bjergkæde, og som ligger snedækket det meste af året. Men området rummer endnu flere geografiske kontraster, og længere mod øst skifter landskabet karakter. Sierra Nevada flader ud i de ørkenagtige områder ved Almería-provinsen, der har dannet kulisse for flere Hollywood-film.

Flora og fauna på Costa del sol

Vegetationen på Costa del Sol er typisk for det sydlige middelhavsområde. På skråningerne ses knudrede oliventræer med sølvskinnende, grønne blade, og kølige skove af fyr, korkeg og eg. I egnene omkring Jerez og Málaga dyrkes der vin, og på sletterne ved Guadalquivir-floden hvede og solsikker. Appelsin- og citrontræer ses både i plantager, i haver og rundt om torvene i byerne. Sletten ved kysten øst for Málaga er tæt beplantet med fersken- og kirsebærtræer, og der drives tomater på kæmpemæssige, plasticdækkede arealer. Mange dyrker frugt, bl.a. mango og chirimoya. I området rundt om Motril i Granada-provinsen ligger Europas eneste sukkerrørsplantager.

Inde i landet er store dele af bjergområderne blevet fredet som nationalparker, og en kort tur belønnes tit med synet af bjerghare, råvildt, rødhøne og spansk stenbuk, en art vild bjergged. Kongeørn og gåsegrib kredser på himlen over de højtliggende bjergpas i Serranía de Ronda, og i de fiskerige floder lever der odder, meget til de lokale landmænds fortrydelse.

Store dele af området omkring Ronda er omhyggeligt beskyttet, da det med sit enestående mikroklima er det eneste sted i verden, hvor nåletræsarten pinsapo gror (Abies pinsapo). Man mener, at træerne under istiden er blevet skubbet sydpå af ismasserne, og da isen trak sig tilbage, blev træerne stående.

Der er også overraskelser: Omkring 20 km nordvest for Antequera ligger Laguna de Fuente de Piedra, den største naturlige sø i Andalusien og Europas eneste yngleplads inde i landet for flamingo.

I Guadalquivir-dalen spiller opdræt af kvæg og heste en vigtig rolle. Men det er virkelig førsteklasses opdræt, og her avles nogle af Spaniens kostbareste og mest aggressive tyre til tyrefægtning. Det er også stedet, hvor de elegante, andalusiske heste opdrættes på store landsteder, fincas, enten til dressurridning eller som heste til brug i tyrefægterarenaen.

Læs også om klimaet på Costa del Sol

Markeder på Costa del Sol

Udgivet den af

Der findes markeder hele vejen langs Costa del Sol hele ugen, og man kan ikke undgå at finde gode tilbud og masser af lokalkolorit. Barato betyder både ”krambod” og ”billig”, og rastro betyder loppemarked. De bedste loppemarkeder finder sted lørdag morgen rundt om tyrefægterarenaen i Nueva Andalucía. Her falbydes lædervarer fra Marokko, blondeværk, keramik, antikt og gammelt træskærerarbejder, hatte, T-shirts og smykker. I Puerto Sotogrande er der marked søndag morgen.

På feriestederne kan man købe alle de typiske, spanske vare som f.eks. keramik og lædervarer, og mange af varerne fremstilles i de hvide byer omkring Ronda. Perler fra Mallorca og porcelænsfigurer af mærket Lladró sælges over hele verden. Der er keramik-forretninger overalt, og kvaliteten svinger fra rå, uglaseret stentøj til udsøgt keramik fra fabrikken Cartuja de Sevilla. Vævede tæpper og kurve er også gode køb, men udvalget er dog større i landsbyerne omkring Ronda og i Las Apujarras syd for Granada, hvor varerne produceres. Traditionelle ting som kastagnetter, sjaler, flamenco-dragter og kamme kan virke som de rene klichéer, men deltager man i en fiesta, kan man se ved selvsyn, at disse ting virkelig bruges af spanierne og er en uundværlig del af lokalkulturen. De ægte vare findes i rigtig specialforretninger og ikke i souvenirboderne.