Tag-arkiv: Historie

Historie

Orient-Expressen fra Venedig

Udgivet den af

Orient-Expressen bliver ofte kaldt for “kongernes tog, togenes konge” og hvem kunne ikke tænke sig en kulturrejse med dette berømte tog. Du kan vælge at tage hele rejsen fra Venedig til London og retur, eller udvælge en af de mange mindre ruter til bl.a. Firenze og Rom i Italien.

Kulturrejse på skinner

Den første Orient-Express forlod Paris i 1883 med kurs mod Istanbul på sin 2750 km lange rejse tværs over Europa. Den blev nedlagt i 1977, men er nu opstået igen som Venedig-Simplon-Orient-Express (VSOE) og er stadig togrejsen for livet. De legendariske originale salonvogne med indlægsarbejder og poleret messing har fået deres oprindelige storhed fra 1800-tallet minutiøst restaureret og kan atter byde på den mest avancerede og luksuriøse togrejse, som tænkes kan, dog minus spionerne, stumfilmsstjernerne og de kongelige fra for længe siden. Meget af den glamour og mystik fra 1920’erne, som krimiforfatteren Agatha Christie beskrev, er her stadig, og middagene og betjeningen er så fuldendt, som man kunne forvente på verdens mest berømte togrejse, en slags luksushotel på hjul. Selskabet tilbyder i dag togrejser ad et netværk af ruter over det meste af Europa (og forbinder således Rom og Prag med Istanbul), men den traditionelle 32-timers tur fra Venedig til London er stadig den hyppigst benyttede. Og selv om der er en række ophold og evigt skiftende landskaber undervejs, handler Orient-Expressen om toget selv. I takt med at togrejser i stigende grad drejer sig om hastighedsrekorder er en betjening, der i bedste fald ydes for et syns skyld, har man her virkelig chancen for at rejse tilbage i tiden til jernbanens guldalder. Du kan læse mere om kulturrejser med Orient Expressen på www.orient-expresstrains.com.

Kloster i Suceava

Udgivet den af

En håndfuld livligt bemalede klostre er højdepunktet i dette yderst fjerne hjørne af Moldavien i det nordøstlige Rumænien, et af Europas mest naturskønne og uspolerede områder. De fleste af klostrene er bemalet udenpå og indeni,  fra øverst til nederst, med kunstfærdige freskoer – løfter om frelse, advarsler og fortabelse – i bemærkelsesværdigt friske farver og  af høj kvalitet på trods af 500 års udsættelse for vejr og vind og mange herskeres luner. Disse befæstede klostre, der betragtes som mesterværker af kunst og arkitektur fra 14- og 1500-tallet,hvor dette område var i fare for at blive erobret af osmannerne, blev fuldstændig dækket med bibelske scener, der skulle undervise de analfabetiske troende i den ortodokse kristendoms baggrund. Disse senmiddelalderlige “reklameskilte”, der er en slags fattigmandsbibel, er strålende eksempler på en byzantinsk æstetik, blandet med den lokale folkekunsts og mytologis vitalitet og historiske henvisninger til osmannerne og fortidige slag, der blev vundet og tabt.

Det vel nok mest fascinerende kloster er det i Voronet fra 1400-tallet, kendt blandt rumænerne som Østkirkens Sixtinske Kapel. Dets   enestående himmelblå farve stammer fra lapis lazuli. I nærheden ligger de bemalede klostre i Sucevita, Moldovita og Humor, der alle bebos af små nonnesamfund, der ivrigt holder liv i deres udgave af den ortodokse kristendom i denne udpost i bjergene, hvor livet helt åbenbart er upåvirket af de seneste århundreders gang.

Suceava ligger lige omkring 450 kilometer nord for Bukarest. Klostrene ligger spredt over en strækning på omkring 60 kilometer direkte vest for Suceava. Voronet er det kloster, der er tættest på Suceava, og det ligger ca. 40 kilometer væk. Suceava er områdets hovedby og det bedste udgangspunkt. Sommer og efterår, hvor vejret er bedst, afholdes der utallige lokale festivaler.

Wawel-Højen i Kraków

Udgivet den af

Wawel-Højen i Kraków er et symbol på Polens identitet og rejser du til Kraków på kulturrejse bør du afsætte tid til at besøge området.

Det majestætiske kompleks af bygninger fra gotikken og renæssancen, der udgør Wawel-højen – kongeslottet og katedralen – dominerer bybilledet i Kraków fra en høj klippe over Weichsel-floden. Dette var de polske kongers residens i over 500 år indtil slutningen af 1500-årene, hvor Warszawa blev Polens hovedstad.

Wawelslottet

Wawelslottet i Kraków er symbol på det polske kongedømme: Selv om det blev plyndret af nazisterne under 2. Verdenskrig, er rum efter rum stadig fyldt med sjældne, enorme gobeliner (den største samling af sin art i Europa), lofter med forgyldninger og malerier og et overdådigt barok-møblement. Man vil sandsynligvis blive omringet af grupper af andægtige polske skolebørn, der lærer om deres glorværdige fortid, hvor Karków – totius Poloniae urbs celeberrima, “den mest berømte by i Polen” – var beundret i hele Europa.

Katedralen i Kraków

Den legendariske katedral i Kraków som er fra 1364, og som kaldes for “landets helligdom”, var sæde for ærkebiskop Karol Wojtyla fra 1963, indtil han blev valgt som pave Johannes Paul 2. i 1978. Gennem århundreder blev de polske konger kronet og gravlagt her i Kraków; også helte og martyrer blev begravet her blandt de utallige kapeller og kunstværker.

I modsætning til Warszawa blev Kraków skånet for ødelæggelser under anden Verdenskrig, og dens storslåede historie og imponerende samling af arkitektoniske perler er synlig overalt. Fra slottet (og især fra katedralens Zygmunt-tårn) kan man se det meste af den gamle bydel (Stare Miasto), omkring 10 km2 med fredede gader og århundredgamle bygninger og monumenter, der hører til blandt Europas mest elegante og autentiske.

Kulturrejser til Kraków

Find inspiration til din kulturrejse til Kraków her på bloggen om kulturrejser. Du kan også læse om andre rejsemål i Polen. Skal du selv planlægge din rejse til Kraków kan du også få mere information hos turistkontoret på: www.krakow-info.com/wawel.htm.

Pavlovsk ved St. Petersborg

Udgivet den af

Skal du på kulturrejse til St. Petersborg så overvej at bruge den halve time på at kører til Pavlovsk der ligger ca. 25 kilometer syd for St. Petersborg og byder på en spændende historie.

Det hvidgyldne sommerpalads, som Katarina den Store lod bygge til sin søn, Paul 1. (hvis navn på russisk er Pavel, heraf navnet Pavlovsk), er blevet omhyggeligt bevaret og vedligeholdt og ser i dag ud, præcis som det gjorde sidst i 1700-tallet, da den unge storhertug ankom hertil sammen med sin storhertuginde og deres børneflok på ti. Dette mesterværk i neo-palladiansk stil blev opført på en skråning med udsyn over et tilliggende på 600 ha. Dette tidligere kejserlige jagtrevir er i dag en smuk park med søer, lindealléer, mægtige plæner, pavilloner og skove, som er populær blandt St. Peterborgs indbyggere. De fleste paladser og slotte fra denne periode blev bygget som symboler på den russiske kejsermagt? rammer om statsbegivenheder, hofballer og underholdning i en skala, der overgår alt, hvad man har set i Vesten. Men Pavlovsk var tænkt som et hjem. Efter en palads-målestok er dets værelser (i alt omkring 45) intime (og mageløse) og deres inventar kostbart og personligt. Selv om historiens hærgen i mirakuløs grad synes at være gået uden om Pavlovsk, er dette rent faktisk en enestående kopi. Hitlers tropper brugte stedet som Gestapo-hovedkvarter, før de brændte paladset og haven af i 1944. Det tog en mindre hær af Ruslands fineste håndværkere 25 år at genskabe dette fornemme stykke arkitektur fra Ruslands førrevolutionære fortid, med forlæg i detaljerede optegnelser, planer, stik og korrespondance. Det lykkedes på en eller anden måde et loyalt paladspersonale at begrave, oplagre, skjule og beskytte en stor del af det oprindelige inventar og de mange kunstværker, som i dag atter pryder Pavlovsk. Vil du selv besøge Pavlovsk på din kulturrejse til St. Petersborg skal du ca. 25 kilometer syd for byen i nærheden af Pusjkin. Læs mere om kulturrejser til St. Petersborg og andre rejsemål i Europa her på bloggen om kulturrejser. På www.pavlovskart.spb.ru kan du læse mere om Pavlovsk.

Syditaliens historie

Udgivet den af

Få steder i verden kan vi se tilbage på en så spændende og omtumlet historie som i Syditalien og på Sicilien. Grækere, fønikere, romere, byzantinere, arabere, normannere, tyskere, franskmænd og spaniere har hver især efterladt sig en kulturel arv, der giver Italiens sydligste regioner en hel unik og særpræget charme.

Historiske højdepunkter

I centrum af Syditaliens historie står den stat, som bragte området til sin ypperste blomstring, normannernes kongerige Sicilien i 1100-tallet, og den stat, som betegnede områdets sidste periode som blomstrende, selvstændig stat, kongeriget »Begge Sicilier« i 1700-1800-tallet. Der går 800 år fra normanneren Roger I drog fra Calabrien til Messina i 1060 og bragte arabernes herredømme over Sicilien til fald, til den italienske frihedshelt Giuseppe Garibaldi i 1860 drog fra Genova til Sicilien, erobrede Palermo og via Messina  kom til Calabrien og bragte bourbonernes herredømme over området til fald. Men området har bevaret sin egen identitet, som mærkes den dag i dag.

SydItaliens historie før normannerne

Historien før den normanniske erobring i 1000-tallet er også rig på historie og fortidsminder. Da Sicilien kommer ind i historien for godt 2500 år siden, er øen delt mellem fønikerne i vest og grækerne i øst, med henholdsvis Palermo og Syrakus som de vigtigste byer. Grækerne var tillige det folk, som var det førende i den sydlige del af det italienske fastland, hvor de havde anlagt byer som Neapolis/Napoli, Poseidonia/Pæstum og Rhegion/Reggio, steder hvor der stadig er spændende spor af deres forfinede kultur. Det var dog romerne, der for første gang forenede hele området i 200-tallet f.Kr. Herefter var det en del først af Romerriget, siden af Det byzantinske Rige, indtil de to områders veje skiltes ved den arabiske erobring af Sicilien i 800-tallet.

Gentagne byzantinske generobringsforsøg af Sicilien i 800-1000-tallet slog fejl; det var først normannerne, som varigt gjorde Sicilien til en del af den kristne verden igen. Men megen arabisk kultur fik lov til at overleve under deres oplyste og tolerante styre, som blev en højst ejendommelig kombination af vestlig og østlig (både arabisk og græsk) kultur. Normannerne var ikke blot tolerante, men også meget ambitiøse. Medlemmerne af deres dynasti, Hauteville (»Altavilla« på italiensk), der stammede fra Cotentin-halvøen i Normandiet, rakte allerede sidst i 1000-tallet ud efter kejserkronen i Byzans, men deres Balkan-invasion blev standset i Makedonien. Det fik dem dog ikke til at opgive ævret. Hertug Bohemond af Tarent, som deltog i det Første Korstog (1096-99), benyttede lejligheden til at oprette et normannisk fyrstendømme i Antiochia i Syrien, en af de mest sejlivede korsfarerstater, selv om han selv kom til at slutte sit liv som byzantinsk krigsfange.

Roger II erobrer Syditalien

1130 lod normanneren Roger II sig krone til ”konge af Sicilien”. Han bragte hele Syditalien under sit herredømme og optog på en lang række punkter byzantinske hofceremonier. Normannerne skaffede sig ved et erobringstogt til området omkring Korinth i Grækenland både morbærtræer og silkeorme, og Sicilien udviklede en betydelig silkeproduktion, noget som Det byzantinske Rige hidtil havde haft monopol på.

Roger II importerede også byzantinske mosaikkunstnere for at udsmykke hans kirker med tidens fornemste og kostbareste kirkekunst. Arkitekturen minder derimod mere om den hjemme i Normandiet, og lofterne blev udført af arabere i muslimsk stil. Allerstærkest slår den arabiske inspiration igennem i det af efterfølgeren Wilhelm I grundlagte palads La Zisa i Palermo.

Henrik VI overtager kongeriget i Syditalien

Mod slutningen af 1100-tallet kom kongeriget i hænderne på sønnen af den tysk-romerske kejser Frederik I Barbarossa, hohenstauferen Henrik VI, ved dennes ægteskab med den sidste ægtefødte Hauteville, Constanza. Henrik VI var godt nok tysker, men han overtog helt Hauteville-slægtens ambition om at erobre Konstantinopel og gøre sig til kejser der. Han udrustede en stor invasionsflåde på Sicilien, men blev selv revet bort af sygdom før afrejsen. Han efterlod sig en umyndig søn, Frederik II, som paven i Rom skulle holde sin beskytttende hånd over, men denne, den myndige pave Innocens III, var mere interesseret i at skille kejserriget fra Sicilien end at holde sammen på den unge tronfølgers lande.

Det lykkedes dog alligevel for Frederik II af Hohenstaufen at få samlet sin faders og moders lande og blive kronet til både Siciliens konge og det Tysk-romerske Riges kejser. I hjertet forblev han dog mere syditaliener end tysker og opholdt sig helst på Sicilien eller i Apulien. Frederik II var en hård og barsk hersker, hvilket bl.a. førte til en strid med hans ældste søn Henrik, som førte til sønnens tragiske død. Men i åndelig henseende var Frederik II åben og fordomsfri, og hans hof blev en sidste blomstringstid for den egenartede normannisk-sicilianske kulturblanding mellem vest og øst, nord og syd.

Carl af Anjou bliver konge af Sicilien

Frederik II’s strid med pavestolen førte til hans bandlysning af paven og i 1245 pavens formelle afsættelse af ham som kejser. Det tog Frederik II dog let, men pavestolen, der på det tidspunkt var domineret af franske interesser, forfulgte hans arvinger, da han døde i 1250. Pavernes redskab var en yngre broder til den franske konge Ludvig den Hellige, Carl af Anjou, greve af Provence. Denne besejrede og dræbte 1266 Frederiks søn Manfred og lod 1269 den sidste hohenstaufer, sønnesønnen Conrad, den unge og i befolkningen populære ”Conradino”, tilfangetage og henrette. Herefter var Carl af Anjou ubestridt konge over Neapel og Sicilien. Det sidste styrede han som et biland fra Napoli, hvilket ikke gjorde hans hårde styre mere vellidt blandt øens befolkning – den følte sig voldsomt udfordret af de franske besættelsesstyrkers arrogance.

Carl optog, med pavestolen i ryggen, sine normanniske og tyske forgængeres østpolitik. Henrik VI havde forberedt et togt mod Konstantinopel, men blev forhindret i at udføre det af sygdom og død. Frederik II havde været mere interesseret i at genvinde Jerusalem, hvilket faktisk var lykkedes for ham, hvorefter de sicilianske konger føjede ”konge af Jerusalem” til deres titel. Carl genoptog drømmen om en erobring af Konstantinopel og samlede på Sicilien en stor invasionsflåde. Denne gang blev det dog ikke sygdom, men oprør, der forhindrede planerne. Ved en fuldstændig fantastisk hemmelig sammensværgelse, som spændte fra Konstantinopel til Barcelona og havde de utilfredse sicilianere som det naturlige midtpunkt, blev det ”angiovinske”, som det kaldes, styre på Sicilien væltet.

Det startede med et blodbad på de franske styrker i Palermo i påsken 1282, den berømte ”Sicilianske Vesper”, som blev fulgt op af en invasion fra Catalonien-Aragonien, hvor den dræbte kong Manfreds svigersøn Pere III var konge. Catalanerne blev modtaget som befriere, og Carl af Anjou måtte opgive både Sicilien og planerne om et felttog til Konstantinopel. Han opretholdt dog herredømmet over det syditalienske fastland med Neapel som hovedstad og kaldte sig fortsat ”Konge af Sicilien”. Allerede 1285 døde han, i øvrigt samme år som Pere III af Aragonien, som havde måttet acceptere, at Sicilien herefter officielt kom til at hedde ”Kongeriget Trinacria”, et navn der viser hen til øens trekantede form. Det var først efter år 1300, at kongerne i Neapel anerkendte, at Sicilien var blevet et selvstændigt kongerige.

Anjou-slægten regerede videre i Neapel og vandt sig i 1300-tallet også den ungarske trone. Den efterlod sig først og fremmest borge, som den store borg ved havnen i Napoli, Castel Nuovo. Men i 1400-tallet mistede angiovinerne først Ungarn, og senere Neapel selv, da slægten uddøde med dronning Jeanne II i 1435. Herefter forenedes kongeriget Neapel, bortset fra perioden 1458-1504, igen med kongeriget Sicilien, som var kommet ind under Aragonien og dermed ind i Spanien, da dette blev til ved unionen mellem Aragonien og Castillien i 1516.

Syditalien regeres af de spanske habsburgere

Under de spanske habsburgere regeredes kongerigerne Neapel og Sicilien ved spanske vicekonger, som normalt residerede i Neapel. Spanierne byggede mange flotte bygningsværker i 1500-1600-tallet, ikke mindst efter et voldsomt jordskælv i slutningen af 1600-tallet. Men økonomisk og politisk var perioden mest præget af stagnation og gentagne oprør, som blev slået brutalt ned. Den kroniske underudvikling af området, som først for alvor er ændret inden for de sidste 20 år, stammer især fra tiden som spanske lydlande. I 1700 uddøde den habsburgske slægt i Spanien, og både Frankrigs konge Ludvig XIV og den østrigsk-habsburgske kejsersøn Karl gjorde krav på arven.

Resultatet af den Spanske Arvefølgekrig 1701-1713 blev en deling af de spanske lande. Ludvig XIV’s sønnesøn Philip (V) fik de spanske kernelande og kolonierne, de østrigske habsburgere fik Belgien, Sardinien og Neapel, og hertugen af Savoyen, som havde kæmpet med på østrigsk side, Sicilien med kongetitlen. Da sicilianerne imidlertid aldrig accepterede deres nye konge, udskiftede han 1720 Sicilien med Sardinien, som samtidig ophøjedes til kongerige. Hermed var Neapel og Sicilien atter forenede, men nu som østrigske bilande.

Carl III kommer til magten

En ny arvefølgekrig, den polske, 1733-34, førte til indsættelse af den østrigske kandidat på den polske trone, men til gengæld måtte Østrig afgive Syditalien til de spanske bourboner. Denne gang blev området imidlertid ikke spansk lydland, men et selvstændigt dobbeltrige under en spansk prins, der antog navnet Carl III. Det var dog først i 1737, at han vandt endelig militær kontrol over hele området.

Carl III var en dygtig og oplyst hersker med ambitioner. Derfor skulle hans nyoprettede rige have prægtige moderne paladser. Resultatet blev Capodimonte på et højdedrag over Napoli og Caserta nord for byen, begge pragtbyggerier i særklasse. Carls herredømme varede dog kun til 1759, hvor han ved sin barnløse halvbroders død måtte overtage den spanske trone og honorere sine traktatmæssige forpligtelser ved at overdrage Neapel og Sicilien til sin yngre søn Ferdinand IV (på Sicilien Ferdinand III). De reformer, som Carl III var gået i gang med i sit stadig tilbagestående land, gik nu for det meste i stå, og Ferdinand IV’s regeringstid blev først og fremmest bemærkelsesværdig ved tre ting: sin længde, åbningen af det arkæologiske museum i Neapel, og det faktum, at kongen mistede Neapel hele to gange: 1799 da det blev gjort til en fransk-domineret republik, og 1806-14, hvor kongeriget Neapel af kejser Napoleon I blev givet, først til hans broder Josef, derefter til hans svoger, marskal Joachim Murat.

Der var således en kort periode, hvor bourbonerne kom til at residere på Sicilien, beskyttet mod fransk invasion af den engelske flåde. Det passede sicilianerne godt, de var trætte af at blive regeret fra Neapel. Men efter Napoleons og Murats fald i 1814 forsvandt øens formelle status som selvstændigt kongerige: I 1816 oprettedes Kongeriget Begge Sicilier som et enhedsrige, hvorefter Ferdinand IV/III tog navneforandring til Ferdinand I.

Dette gjorde imidlertid ondt værre. Allerede 1820 rejste sicilianerne sig til oprør, ligeså i 1830 og i 1848. Det var faktisk således, at de bølger af nationale og liberale revolutioner, der skyllede op gennem Europa 1830 og 1848, begge startede på Sicilien. Men i begge tilfælde blev oprørerne nedkæmpet af de neapolitanske tropper.

Alt var dog ikke negativt i Kongeriget Begge Sicilier. Der var et blomstrende musik- og operamiljø, men frem for alt blomstrede arkæologien. Det var i bourbonernes periode, at betydelige dele af Pompeji og Herculaneum blev gravet ud, hvad der fik enorm betydning for hele den europæiske civilisation. De romerske stilarter værdsattes og efterlignedes så lang væk som i Danmark og Norge, Rusland og USA. Men Syditalien var også rigt på minder fra grækertiden, ikke mindst tempelkomplekserne i Pæstum og Agrigento, som man også var begyndt at sværme for.

Sicilianerne gør sig fri af bourbonerne

Det var først i 1860, at det lykkedes sicilianerne at gøre sig fri af de forhadte bourboner. Det skete, da frihedshelten Garibaldi landede sin styrke på det vestlige Sicilien i 1860 og slog kongens lokale tropper, hvorefter han erobrede Messina og satte over til fastlandet. Nogle af de lokale oprørere havde håbet på dannelsen af en selvstændig siciliansk eller siciliansk-neapolitansk stat. Men Garibaldi overgav sine erobringer til Sardiniens konge Victor Emanuel II med henblik på at skabe en fælles italiensk stat.

Resultatet blev faktisk, at Sicilien blev endnu mere marginaliseret end under bourbonerne. Nu var deres hovedstad ikke Napoli, men først Torino, så Firenze og til sidst Rom. Syditalien blev igen biland til et politisk og økonomisk stærkere naborige.

Fyrst Giuseppe Tomasi di Lampedusa har i romanen Leoparden (Il Gattopardo) givet et stærkt billede af det tilbagestående, men fascinerende feudalsamfund på Sicilien efter foreningen med Italien, med sit portræt af en siciliansk højadelsmand og godsejer omkring 1860, som er blevet uforglemmeligt fremstillet af Burt Lancaster i filmen af samme navn. Længe virkede det, som om øen aldrig skulle komme ud af sin tilbageståenhed, som skærpedes af mafiaens greb om samfundslivet.

Mafiaen og Mussolini i Syditalien

Mafiaen er et begreb, som er yngre end almindeligt antaget. Der eksisterende hemmelige selskaber under bourbonerne, men det var især efter samlingen af Italien, at de spredte sig i Syditalien med flere organisationer, den kendteste på Sicilien, en anden i Calabrien. Da fascisten Benito Mussolini tog magten i Italien ved et kup i 1923, gjorde han, hvad han kunne for at udrydde mafiaen. Det lykkedes dog ikke fuldstændigt, og da amerikanerne gik i land på Sicilien i 1943 uden at møde videre modstand, skyldtes det bl.a. samarbejdet med den stedlige mafia, som var formidlet af mafiakolleger i USA. Derfor kunne erobringen af selve øen gennemføres på kun 40 dage. Og virkningen var forbløffende: Kun 15 dage efter invasionen blev Mussolini afsat, og Italien søgte fred med de allierede.

Kampene i Syditalien under 2. verdenskrig

Men tyskerne bed sig fast – på det italienske fastland mødte de allierede styrker større modstand, selvom også her kampviljen hos italienerne var til at overse. Når kampene i Syditalien alligevel blev alvorlige, skyldtes det tyskernes ihærdige forsøg på at forhindre de allieredes fremtrængen gennem Italien mod deres Tredie Rige. Efter 35 dages hårde kampe med de tyske styrker stabiliseredes fronten ved Volturnofloden nord for Napoli 3. oktober 1943 – byen selv var faldet to dage tidligere. Syditalien blev dermed, sammen med Sardinien som de tyske tropper havde rømmet 20. september, det første større område i Italien, som kom under allieret kontrol. Allierede luftbombardementer havde tidligere anrettet store skader på Syditaliens store byer, men den relativt hurtige erobring betød dog, at Syditalien led mindre end flere af områderne i det centrale Italien, bortset fra Messina og Reggio Calabria.

Mussolinis fald førte dog ikke til et ophør af utilfredsheden på Sicilien – der var stadig stor utilfredshed med at blive regeret fra Rom. En delvis imødekommelse til sicilianerne var oprettelsen i 1946 af lokalt selvstyre for en Region Sicilien med eget demokratisk valgt lokalparlament, som første gang trådte sammen i 1947.

Syditalien i nyere tid

Siden er hele Italien blevet delt op i regioner, også resten af Syditalien. I sig selv har disse ændringer dog ikke haft synderlig virkning på områdets underudvikling. Det har til gengæld på det seneste EU’s regionsstøtteprogrammer haft. Det har ikke mindst turismen fået glæde af. Der er også i de seneste år udviklet en større sans for at bygge ordentligt og bevare kulturarv og natur, hvilket er mærkbart for den, der har rejst i Syditalien gennem de sidste 40 år. Området føler sig stadig mere eller mindre glemt af Rom og Norditalien. Men det har blot tiltrukket sig EU’s opmærksomhed. Det er intet under, at mange i Syditalien gerne ser EU styrket på bekostning af en nationalstat, som de stadig ikke føler, har taget dem til sit hjerte.

Det er vanskeligt at forstå for en udlænding, som føler sig tiltrukket og fascineret af et område med fantastiske kulturminder, en spændende natur, fremragende mad og vine og en gæstfri befolkning, som ikke mindst i Napoli og Palermo er berettiget stolt af sin kulturarv. Således står mindet om normannerne stadig forbløffende stærkt i en by som Palermo, trods de over 700 år der er gået, siden dynastiet Hauteville uddøde.

Topkapi paladset i Istanbul

Udgivet den af

Topkapi paladset i Istanbul er endnu en af mange seværdigheder i byen man bør besøge på en kulturrejse til Istanbul.

Gennem næsten fire århundreder regerede 25 sultaner det vældige Osmannerrige fra det 70 ha store, vidstrakte paladskompleks Topkapi, der er opført på et forbjerg med udsigt over Bosporusstrædet. I dag fremtræder mange af værelserne og udstillingerne så fascinerende og legenderne så eksotiske, at det er nemt at forestille sig den periode, hvor dette palads rummede et samfund på 40.000 mennesker og var som en by i sig selv. De fleste af sultanatets skatte er forsvundet for længe siden, men de tilbageværende genstande, der er udstillet i Skatkammeret, er nok til at beskæftige fantasien med, hvilke andre kostbare ting folk som Süleyman 1. Qanuni omgav sig med. Den berømte Topkapi-dolk er indlagt med enorme smaragder, og det samme er Selim 1.s trone, der er prydet af over 25.000 ædelsten. Skemagerens Diamant, den femtestørste i verden, kunne første gang beundres af offentligheden i Mehmet 4.s kroningsturban i 1648. Topkapi Paladsets indgang ligger for enden af Babuhümayun Caddesi, lige bag Hagia Sofia

Haremsområdet

Den anden kilde til fascination i dette palads er haremsområdet (“harem” betyder “forbudt” på arabisk). Antallet af haremskvinder forøgedes støt i takt med Osmannerigets tilbagegang og talte over 800 i midten af 1800-tallet,hvor sultan Abdülmecid 1. forlod Topkapi til fordel for det Versailles-agtige Dolmabahcepalads længere oppe ad Bosporusstrædet, lige så ødselt og prangende, men i fransk, ikke tyrkisk stil.

Ciragan Palace Hotel

Hvis man skulle få lyst til selv at prøve livet som pasha, kan man overveje Sultansuiten på Ciragan Palace Hotel, der i en kort periode i 1800-tallet var bolig for sultan Abdülaziz. Dette palads, der ligger majestætisk ned til Bosporusstrædet ca. 2½ km nord for Topkapi, er blevet minutiøst tilbageført til fordums uhæmmede overdådighed med frodige haveanlæg, udendørs restaurant-terrasser og en café nede ved vandet. Gæster, der ikke har lagt beslag på den største suite i Europa, må tage til takke med standardværelserne i den nyere bygning ved siden af, men de er dog intet mindre end fyrstelige. Hotellets højt ansete Tugra-restaurant på en terrasse med udsigt over Bosporus, behandler alle og enhver som kongelige gæster og serverer klassiske osmanniske retter til akkompagnement af tyrkiske musikere. Ciragan Palace Hotel ligger på adressen Cira an Caddesi 84, Besiktas i Istanbul. Find dit hotel i Istanbul på kulturrejser. Læs om udvalgte hoteller i Tyrkiet og andre lande i de forskellige indlæg. I billedgalleriet kan du se foto og priser finder du i hotel oversigten.

Agrigento og Templernes Dal

Udgivet den af

Agrigento som ligger på den sydlige del af Sicilien i Italien er et epicenter for antik græsk arkæologi og efter min mening et must at besøge på en kulturrejse til Sicilien.

Den vigtigste grund til at besøge Agrigento – der blev kaldt for “den kønneste af alle dødelige byer”, af den gamle græske digter Pindar – er for at vandre gennem Valle dei Templi (Templernes Dal), en enestående række doriske templer i gyldenfarvede sten, der strækker sig langs en bakkekam ud mod havet. Et andet obligatorisk besøg bør være på det fornemme arkæologiske museum. Grækerne, der første gang landede på Sicilien i det 8. århundrede f.Kr. begyndte at bygge disse templer omkring 300 år senere. I dag er de et af de mest fotograferede steder på Sicilien og den største samling af tidlig græsk arkitektur uden for Grækenland. Tempio della Concordia (Concordiatemplet), der blev opført omkring 430 f.Kr., er et af den oldgræske verdens fineste; med sine 34 ydre søjler intakte er det et af de to bedst bevarede græske templer nogetsteds. Det vældige Tempio di Giove (Zeustemplet – Zeus’ romerske modstykke var Jupiter eller Jove) er tre gange større og det tredjestørste græske tempel, der nogensinde blev bygget. Arkæologerne mener, at det har været større end Peterskirken i Rom. Ved solopgang eller solnedgang er denne dal særlig imponerende, og man kan overskue den i ro og mag fra værelse 205 eller 206 på Hotel Villa Athena, en ombygget villa fra 1700-tallet med en enestående beliggenhed lige over for Concordiatemplet. I begyndelsen af februar står dalen og de omgivende marker klædt i et brus af velduftende, hvide mandelblomster, og byen kaster sig ud i sin årlige festival med vogne, konkurrencer og marcipan i de mest forskellige former, fra fichi d’India (figenkaktus) til herlige citroner så naturtro, at man ligefrem får lyst til at presse dem.

Templernes Dal ligger i det sydvestlige hjørne af Sicilien ca. 130 kilometer syd for Palermo. Selvom 130 kilometer ikke lyder af meget tager det tid at kører i bil på Sicilien, så planlæg din rejseplan derefter. Hotel Villa Athena finder du på adressen Via Valle dei Templi 33, Agrigento. Den bedste tid at rejse på kulturrejse til Agrigento er faktisk allerede fra februar og så frem til midt på sommeren, før sciroccoen fra Afrika sætter ind. Sicilien er en ø som nærmest er skabt til kulturrejser, læs meget mere om Sicilien og få inspiration her på bloggen om kulturrejser.

Palermos to Perler

Udgivet den af

Catedrale di Santa Maria la Nuova og La Vucciria, fra det hellige til det profane.
Planlægger du en kulturrejse til Sicilien og går ruten forbi Palermo så er her to perler jeg vil anbefale du ligger ind i programmet.

Siciliens bemærkelsesværdige kulturelle forskelligartethed er resultatet af 25 års århundreders stormfuld historie, og ingen anden by i Europa har taget imod så mange forskellige civilisationer og bølger af erobrere som Palermo.

Catedrale di Santa Maria la Nuova

Det mest betagende indblik i denne enestående fortid får man i det nærliggende Monreales Cattedrale di Santa Maria la Nuova fra 1100-tallet. Denne domkirke, der er opført af gyldne sicilianske sten af kong Vilhelm 2., forener mauriske og normanniske stiltræk og er berømt for sine mageløse, mangefarvede mosaikker, der udsmykker hver ledig centimeter vægplads. De fleste af de fortællinger fra Det Gamle og Det Ny Testamente, de fleste af os kender, er gengivet her og på dramatisk vis levendegjort med en lang række menneske- og dyreskikkelser. En vældig, majestætisk Kristus Pantokrator (den almægtige verdenshersker) sidder højt hævet over det hele i det centrale apsishvælv. Fra det røgelsesfyldte indre og dets 5000 m2 fabelagtige mosaikker kan man træde ud i det blændende solskin under de lige så berømte buegange i det tilstødende benediktinerkloster. Catedrale di Santa Maria la Nuova ligger på Piazza Guglielmo il Buono, Monreale ca. 10 kilometer sydvest for Palermo

La Vucciria – marked i Palermo

Bevar den mellemøstlige illusion med en tur til La Vucciria, Siciliens største marked. Dets overfyldte, basaragtige, snævre passager er endnu en påmindelse om, at fra Sicilien er der kun “ét hop, og man er ude af Europa”, som forfatteren D.H. Lawrence skrev. La Vucciria handler ikke kun om indkøb – det er et hektisk skue, fuldt af handlende, der skriger, skråler, råber, diskuterer og synger om deres varer, den ene højere og mere sjofelt end den anden – hvis det ikke var, fordi den lokale folkelige sprogbrug var så uforståelig (dens lige findes ikke andre steder på jorden), ville udefrakommende kunne høre sammenligninger mellem saftige granatæbler og visse dele af den kvindelige anatomi. Man kan spise sig frem (hvis man ellers sætter pris på sandwiches med kalkun, gedeindmad eller skivet milt), eller man kan blot overgive sig til de berusende dufte, fra saltmættede blæksprutter over ansjoser til frisk mynte, basilikum, safran, kapers og oregano. Da dette jo er en ø, kan man forvente et utroligt udbud af fisk og ubestemmelige havdyr, og fra bakkedragene på øens indre kommer de stolt fremviste gedekadavere, komplet med indmad og det hele, hvilket vidner om råvarernes friskhed. Og hvem kunne nu vide, at der fandtes så mange forskellige slags oliven? Markedet La Vucciria finder du syd for piazzaen og kirken di San Domenico, der er mest travlt og hektisk om morgenen.

Kulturrejser til Sicilien

Et besøg i Palermo bør indgå i programmet på en kulturrejse til Sicilien, men Sicilien er en stor ø, så det kan være en ide at opdele øen i to rejser. Der bor omkring 5 millioner mennesker på Sicilien og der er store afstande, så sørg for at planlægge ruten på din kulturrejser rigtig. Her på bloggen kan du få inspiration og information til planlægningen af din rejse i de mange indlæg om øens kultur, historie og natur.

Petrodvorets ved St. Petersborg

Udgivet den af

Petrodvorets i St. Petersborg er en zars sommerpalads, der skulle overgå Versailels ved Paris i Frankrig. Skal du på kulturrejse til dette område i Rusland og har tiden til det, så aflæg Petrodvorets et besøg. Petrodvorets ligger omkring 30 minutter sydvest for St. Petersborg ved den sydlige bred af Den Finske Bugt. Man kan tage en flyvebåd og det tager en god halv time. Båden afgår ud for Vinterpaladset i St. Petersborg

For at få et indblik i det kejserlige St. Petersborgs helt ubegribelige overdådighed, kan man tage bådfarten fra Vinterpaladset (Eremitagen) og sejle ned ad Neva-floden til Den Finske Bugt og Petrodvorets, Peter den Stores fornemme sommerresidens. Ligesom St. Petersborg blev opført som en magtfuld kombination af både Øst og Vest – for russisk til at være europæisk og for europæiske til at være russisk – var Petrodvorets Peters “vindue mod Europa”. Han lod det opføre i begyndelsen af 1700-tallet for at overgå Versailles’ arkitektur og pompøse hofliv og for at vise Europas kongehuse, at han ikke stod tilbage for nogen af dem. Peter udfærdigede personligt planerne for dette ekstravagante sommerpalads og de 120 ha haveanlæg, hvor 66 springvand, 39 forgyldte statuer og 20 km kunstige kanaler blev anlagt af de fremmeste franske og italienske arkitekter og ingeniører. St. Petersborg var nær blevet jævnet med jorden under tyskernes 900 dage lange belejring under 2. Verdenskrig, men zarens yndlingsprojekt, fuldført efter hans død af Katarina den Store, blev minutiøst genopbygget ifølge Peters originale planer.

Hradcany, kongeborgen i Prag

Udgivet den af

Det er næsten umuligt at lave et program til en kulturrejse til Prag uden at afsætte tid til et besøg på kongeborgen Hradcany, selvom det faktisk er smukkest at se borgen på lang afstand.

Højt oppe på den klipperige vestlige bred i den “Gyldne By” kan man se et af de smukkeste syn i Europa: Prags kongeborg (Prazký hrad), højt hævet over den slyngede Vltava (eller Moldau)-flod med det gotiske mesterværk Sankt Veit-katedralen (Katedrála sv.Víta) bagved. Her lå det tidligste Prag, og alt, hvad der siden opstod her, lå i dens skygge, så at sige. En tur gennem denne maleriske bjergby-i-byen byder på betagende udsigter over floden og Karlsbroen i gotisk stil. Den legendariske skyline med spir og tårne i den gamle bydel (Staré Mesto) længere nede hæver sig over de gamle hustage på den højre, eller østlige, bred. Prags kongeborg er et monumentalt, fæstningsagtigt kompleks af bygninger og gårdspladser, der spænder over årtusinder fra 9- til 1900-tallet. Dets åndelige kerne er katedralen fra 1300-tallet, der dog først blev fuldført i 1929. Af dens 21 kapeller er det mest overdådige indviet til den “Gode kong” Wenzel, Bøhmens skytshelgen; andre er til ære for tjekkiske fyrster og konger fra det 11. til det 13. århundrede. Hradcany ligger på Prags vestlige bred og er et must at besøge på en kulturrejser til byen.

Lige ved siden af ligger kongepaladset (Královský palác), residens for herskerne over Bøhmen fra 1000- til 1500-tallet. Det var her, dissidenten og forfatteren Václav Havel i 1990 blev indsat som præsident for det, der dengang var Tjekkoslovakiet. De to vigtigste kunstgallerier i Prag er højdepunktet for mange: Det nu verdsliggjorte Sankt Georg-kloster huser en enestående samling af ældre tjekkisk kunst, mens man finder seks århundreders europæisk kunst i Sternbergpalæet. Hvis den righoldige 1000-årige kulturarv i borgkomplekset får hovedet til at snurre, kan man søge tilflugt til det lille og intime Hotel U Páva (navnet betyder “påfugl”) med dets udsøgte beliggenhed i en charmerende gade med gaslys. De hyggelige værelser fortil har et uforglemmeligt udsyn omaftenen til den oplyste kongeborg.

Four Seasons Hotel

Blot 100 m fra Karlsbroen og nede ved floden ligger Four Seasons Hotel, Prags første rigtige luksushotel. Det meste af hotellet består af tre klassiske bygninger fra 17- og 1800-tallet (en af dem fungerede som kong Karl 4.s vaskeri) med suiter, der byder på romantiske udsigter over floden og borgen oppe på klippen. Du kan læse om andre udvalgte hoteller til din kulturrejse til Parg her på bloggen, også hoteller i et mere “behageligt” prisniveau end Hotel Four Seasons.