Tag-arkiv: Spanien

Spanien

Costa del Sol i Andalusien

Udgivet den af

Spaniens solkyst løber langs den sydlige del af Andalusien og grænser op til Gibraltar mod vest og bjergene ved byen Almería mod øst. Med hele 320 solskinsdage om året og en endeløs perlerække af dejlige sandstrande kan det ikke undre, at over to millioner turister strømmer til hvert år og gør området til et af Europas suverænt mest populære feriemål.

Til trods for den rivende udvikling på turistområdet, der har sat sine spor langs kysten i form af høje hoteller og kæmpemæssige timeshare-komplekser, er Costa del Sol alligevel indbegrebet af Spanien: Duftende citrusplantager, sølvglimtende oliventræer, tyrefægtningens drama og flamencoens medrivende rytmer, musik og latter fra de små barer i sidegaderne, hvor de lokale nyder er glas, og duften af krydderier og hvidløg. Det er alle disse kontraster, der gør området så tiltrækkende. Nogle få minutters kørsel fra kysten finder man en del af Spanien, som de solhungrende charterturister kun sjældent får øje på. Der er mange muligheder: En gåtur i de gamle kvarterer i Malaga, hvor Picasso blev født, en tur i bil på de smalle bjergveje med mageløs udsigt over Middelhavet til Afrika, en tur langs “tyreruten” omkring Sevilla – eller måske friskfangede, grillstegte sardiner på en strandbar ved Torremolinos. Livet på Costa del Sol er meget afslappet, og de lokale beboere byder enhver turist velkommen, lige fra ejerne af de fashionable lystsejlere ved Puerto Banús til børnefamilierne, der tiltrækkes af de dejlige strande og de mange fritidsaktiviteter. Den internationale atmosfære virker som en magnet, og mange vender tilbage år efter år.

Costa del sol

Andalusien er det største og geografisk mest varierede område i Spanien, og landskabet langs kysten rummer alt fra høje, sneklædte bjerge til lange strækninger med hvide sandstrande og fra sumpet marsk til klippestrået ørken. Længere inde i landet afløses bjergene af et blødt kuperet landskab og vidtstrakte, opdyrkede marker, der om foråret står frodigt med lysende gule solsikker. Kyststrækningen er opdelt i adskillige costas, fra den næsten ukendte Vosta de la Luz mod vest til Costa de Almería mod øst. Den længste og tættest befolkede kyststrækning er Costa del Sol, der strækker sig fra den britiske koloni Gibraltar til området øst for Málaga. Den østlige del af Costa del Sol, der hører til den bjergrige Granada-provins, kaldes desuden Costa Tropical på grund af det fugtige mikro-klima.

Málaga-provinsen selv dækker omkring 7.254 km2 og er med sin beliggenhed lige nord for den 36. breddegrad et af Europas sydligste områder. Provinshovedstaden Malaga ligger sydligere end den græske hovedstad Athen og de nordafrikanske byer Alger og Tunis.

Besøg eventuelt Spaniens Turistbureau eller Costa del Sol turistside for mere specifik information.

Lidt om mad og drikke i Madrid på udvalgte restauranter

Udgivet den af

Mad og drikke er en stor del af oplevelserne på en kulturrejse og det gælder også hvis du rejser til Madrid. Nedenstående restuaranter et et lille udvalg af de mange fantastiske spisesteder du finder i Spanien hovedstad. brug kun beskrivelserne som inspiration til din kulturrejse, for der kommer og går hele tiden restauranter og kvaliteten kan være anderledes end da vi besøgte Madrid sidste gang.

Casa Botín

Denne folkloristiske restaurant nær Plaza Mayor er formentlig Spaniens ældste spisested og har været et obligatorisk sted for berømtheder på gennemrejse, siden den åbnede i 1725. Den ligner i fæl grad en turistfælde og er det da også, men den er værdsat af lokale kendere for sin atmosfære og sit typisk castilianske køkken. Du finder restaurant Casa Botín i madrid på adressen Calle Cuchilleros 17.

Café Gijón

Madrids aften- og natteliv efter arbejdstid, movida, kan ikke sammenlignes med noget andet. Tag f. eks. hen på Calle de las Huertas omkring midnat, hvor der er et stort udvalg af tapasbarer og røgfyldte beværtninger. Ønsker man mere plads til eftertænksomhed, skal man finde sig en vinduesplads eller en stol ved baren på den gammeldags Café Gijón, der siden 1888 har været Madrids førende litterære café. Café Gijón ligger på Paseo de recoletos 21 i Madrid.

Casa Lucio

Denne restaurant i en af de sidegader, der udgår fra Plaza Mayor, er en af de rigtigt gode gamle og en, der trods sin beliggenhed på en eller anden måde er sluppet for det turistmylder, der altid er på Botín.
Restaurant Casa Lucio ligger på adressen Calle Cava Baja 35 i Madrid.

Casa Patas

En støjende, uformel bar-restaurant og mødested for musikere og kunstnere, der kommer her for at spise tapas og bliver her for at se flamenco. Traditionelle og klassiske flamenconavne er på plakaten, men det mest spændende er den improviserede nuevo flamenco-optræden, der fylder baglokalerne. Restaurant Casa Patas ligger på adressen Calle Canizares 10 i Madrid.

Den fashionable, men uhøjtidelige El Cenador er et evigt favoritsted at spise cocina nueva i vinterhaveomgivelser. Stedet berømmes for sin specialitet, patatas con almejas (kartofler med muslinger) – og med fuld ret. Vil du spise på restaurant foregår det på adressen El Cenador Del Prado Calle del Prado 4 i Madrid, husk at bestille bord i god tid!

La Trainera

Madrid ligger ikke ved havet, men har længe kunnet bryste sig af noget af det bedste fisk og skaldyr i landet, og i 40 år har denne store, indbydende restaurant kunnet byde på de bedste hummere, krabber, krebs, rejer og andre fiske- og skaldyrsretter. Fisk og skaldyr spiser du på adressen Calle Lagasca 60 i Madrid

Zalacaín

Zalacaín, der af mange anses for Spaniens bedste restaurant, og som har høstet mange kritikerroser, byder på en elegant indretning, måske byens mest udsøgte vinkort prøv en af de store årgangs-riojaer) og sublime, baskisk inspirerede retter. Den formelle atmosfære med krav om jakke og slips forhindrer ikke Madrids berømtheder i at fylde dette dunkle spisested, der minder om et maleri af Velázauez. Restaurant Zalacaín ligger på adressen Calle Álvarez de Baena 4 i Madrid.

Mad og drikke i Spanien

Her på bloggen om kulturrejser kan du læse meget mere om mad og vin i Madrid og andre byer og områder i Spanien. For mange er mad og drikke en stor del af det at rejse på kulturrejse, og Spanien har et spændende køkken med mange gode produkter.

Det vestlige Costa del Sol

Udgivet den af

Den vestligste del af Costa del Sol er mindre turistpræget vest for Marbella, og på begge sider af det eneste større feriested, Estepona, er bakkerne drysset med kridhvide urbanizaciones og velplejede golfbaner. Området er dog historisk og kulturelt meget spændende, og blandt seværdighederne kan nævnes nogle interessante romerske ruiner uden for San Pedro de Alcántara, den daglige fiskeauktion i Estepona, den skukke, hvide by Casares og de nye, kønne havneområder ved Estepona, Sotogrande og Duquesa.

Kysten er kantet af brede strande, og duftende fyrreskove og plantager af korkeg dækker bakkerne bag Sotogrande, et feriested og golfcentrum på den vestlige del af Costa del Sol. Gibraltarklippen rager op i baggrunde, og på den anden side af Gibraltarstrædet anes Marokkos blå bjerge gennem disen. ”The Rock” eller ”Gib”, som koloniens indbyggere kalder Gibraltar, har en meget spændende militærhistorie. Den britiske koloni er ikke bare et finanscentrum, men også toldfrit område, og det tiltrækker mange handlende.

Turister, der tager på endags indkøbstur til Tanger passerer Gibraltar på vej til den travle havneby Algeciras, hvorfra færger og hydrofoil-både afgår til Nordafrika. På den anden side af Algeciras ligger Tarifa, der har noget nær ideelle forhold for windsurfere, og som besøges af surfere fra hele Europa.

Estepona

Estepona er en behagelig by, der ligger 26 km vest for Marbella, og som har en lang strandpromenade med udsigt over en bred sandstrand. Esteponas centrum er Plaza de las Flores, et yndigt torv med caféer lige ved Calle Santa Ana. Den eneste arv fra den mauriske periode, der sluttede for 500 år siden, er resterne af de gamle slotsmure, de hvidkalkede bygninger med de røde tage og de geraniumsmykkede altaner. Estepona fungerer som havn for en stor fiskerflåde, og i havnen ligger de farverige fiskerbåde side om side med store lystyachter i millionklassen. Der er en livlig fiskeauktion hver morgen, men man skal tidligt op, for det hele er overstået kl. 7.00. Det overdækkede marked på Calle Castillo er også et besøg værd, og man kan købe et stort udvalg af frisk frugt og grønt og – naturligvis – fisk.

Sotogrande

Sotogrande er et velhavende beboelses- og marinekompleks med lejligheder, restauranter og hoteller, og det særlige ved stedet er, at det er centrum for den spanske polo-sport.

Mange gæster kommer for at spille golf på områdets fire eksklusive golfbaner, herunder Valderrama, der var vært for Ryder Vup i 1997, men en ny bølge af turister tiltrækkes af Spaniens eneste polobane. Gæsterne kan tage del i et polomiljø, der kan minde om Deauville eller Palm Beach, og der er flere matcher i juli, august og september samt prøvematcher i juni.

Córdoba den mauriske hovedstad i Andalusien

Udgivet den af

To timers kørsel nord for Málaga ad motorvejen ligger Córdoba på den hede slette ved bredden af Guadalquivir-floden, lidt længere oppe ad floden end Sevilla. Córdoba blev grundlagt af romerne i 152 f.Kr. og blev senere det mauriske Spaniens hovedstad og et kulturelt og uddannelsesmæssigt kraftcenter med en ufattelig rigdom. Fra det 11. årh. var byen et blomstrende jødisk samfund.

Men som alle andre andalusiske byer faldt Córdoba til sidst i 1236 for den kristne overmagt, og byens storhed falmede betydeligt. Pest og sygdom, krige med franskmændene under Napoleonskrigene og endnu mere lidelse under Den Spanske Borgerkrig reducerede byen til en skygge af sig selv. I dag er byen dejlig og ganske velstående som følge af olivenolieproduktionen og turistindustrien.

La Mezquita – Córdobas vartegn

Códoba er nok bedst kendt for det største af sine mauriske monumenter, La Mezquita, den mest fantastiske moské, som maurerne nogensinde har bygget – kun moskéen i Mekka er større. Åben mandag-lørdag 10.00-19.30, søndag og helligdage 14.00-19.00.

Moskeen – den oprindelige La Mezquita

Moskéen, der er overordentlig velbevaret, blev bygget af Abd ar-Rahman 1. over resterne af en gammel, vestgotisk kirke, der igen var bygget over et romersk tempel. Den oprindelige moské blev påbegyndt i 736 og blev fuldført i 796. I det 9. årh. blev Córdoba mål for pilgrimsrejser, og i det 10. årh. var det en af de største og mest statelige af Europas byer. Man går ind i moskéen gennem Patio de los Naranjos, en plads, der er kantet af appelsintræer og hvor der også står resterne af en fontæne. Oprindelig var der ikke nogen mur mellem patioen og marmorsøjlerne indenfor, og træerne fungerede som en fortsættelse af søjlegangen og filtrerede det stærke sollys, så man kunne gå i skyggen og fordybe sig i bøn og tanker. De ca. 580 søjler stammer fra vestgotiske og romerske kirker, og de fleste er af marmor og forbundet med røde og hvide hesteskoformede buer. Det ottekantede bederum mihrab, der er orienteret mod Mekka, blev tilføjet i det 10. årh. af al-Hakam 2. Væggene er udsmykket med prægtige gyldne, røde og grønne mosaikker, der var en gave fra den byzantinske kejser Nicephoras Phocas 2., og kunstfærdige buer danner en hvælving højt oppe.

Katedralen – tilføjet La Mezquita i 1523

Katedralen, der ikke rigtig passer ind i helheden blev tilføjet i 1523 af Karl 5., der senere fortrød at have ødelagt harmonien i moskéens enkle skønhed. Katedralen er et besøg værd på grund af sine korstole af mahogni, der er udskåret af Pedro Duque Cornejo. I nærheden ligger Capilla de Villaviciosa, der er bygget i 1377 og som er et strålende eksempel på arkitektur i mudéjar-stil.

Rundt om Còrdobas perle

De smalle, hvidkalkede gader rundt om moskéen er et orgie af farver om sommeren, hvor skarlagenrøde og lyserøde geranier strømmer ud fra hver en balkon. Nordøst for moskéen ligger Callejón de las Flores, der er en af de smukkeste gader. Uden for moskéen ligger det jødiske kvarter, La Judería, der er et spændende virvar af smalle gader, og her ligger en af de tre synagoger, der overlevede den kristne generobring af Andalusien. I nærheden er der et marked med kunsthåndværk og et tyrefægtemuseum. Vest for moskéen ved floden ligger Alcázar, et palads i mudéjar-stil fra det 14. årh. Paladsets skyggefulde haver har udsigt over den gamle, romerske bro over Guadalquivir-floden og en original maurisk vandmølle.

Kongelig forordning i Spanien – ingen vin uden tapas

Udgivet den af

Det, vi i Danmark betegner som “mellem-madder”, har på spansk fået sit helt eget gastronomiske kapitel: tapas. Tapas kan opfattes som små bidder, som har til formål at holde sulten på afstand mellem de to “store” måltider, frokost og middag, men stykkes ligeså ofte sammen til et hovedmåltid i Spanien på forskellige tidspunkter af dagen. Oplev denne unikke gastronomiske tradition på en kulturrejse til Spanien.

Det var kong Alfonso den Vise, konge over Kastillien fra 1252 til 1284, som fik indført tapas, endda ved en kongelig forordning. Kongen led af et maveonde og måtte derfor spise lidt mellem måltiderne og skylle maden ned med et glas vin. Da han var kommet sig over sin sygdom, udstedte han en forordning, som sagde, at der i alle Kastilliens kroer kun måtte udskænkes vin, hvis der samtidig blev serveret lidt at spise.

Forordningen skulle også sikre, at det kastillianske folk ikke mistede arbejdsevnen ved at drikke for meget vin på tom mave.

Vin til tapas

Det var naturligt at drikke vin sammen med tapas’en. Det gav en afslappet stemning og øget styrke, og om vinteren gav det varme til kroppen på de kolde dage. Om sommeren drak man i det sydlige Spanien “gazpacho” – kold tomatsuppe – i stedet for vin. Snack’en blev kaldt “alifara” i Nordspanien – Aragonien og Navarra – og siden skiftede den navn til “Poteo”, fordi vinen blev drukket af “potes” (krus).

Eftersom der blev etableret “botillerias” (flaske-forretninger) og “tabernas” overalt i Spanien, blev Alfonsos forordning fastholdt. Af samme grund blev glasset eller kruset serveret dækket med en skive røget skinke eller ost. Ud over at sikre lidt fast føde sammen med vinen gjorde det også gavn som låg, så insekter eller andet skidt ikke skulle falde ned i vinen.

På grund af de mange timer mellem morgenmad og aftensmåltid har man i nogle Middelhavslande taget tapas-skikken til sig i form af en “tentempié” (snack), eller en “tapita”. Denne spisepause giver lejlighed til at hygge sig og drøfte stort og småt i hverdagen.

Den traditionelle drik til tapas er enten “peleón’ (ung og billig vin) eller “reserve”, som er modnet på egefade fra de respektive regioner, ung “txakoli” i Baskerlandet, Penedés eller Cava i Katalonien, “ribeiro” i Nordvest, ung Valdepenas eller Rioja i Castillien og centralt eller fin sherry mod syd. I Asturien og de nordlige egne, hvor der er rigeligt med æbler, erstattes vinen med cider.

Opskriften på tapas

Opskrifterne på tapas varierer i forhold til smag og tradition fra region til region, men som hovedregel serveres tapas med mange variationer af oliven, tørrede nødder, såvel som skiver af koldt kød.

Der er skrevet bøger alene om de forskellige oliven, der traditionelt serveres som tapas. Det gælder for eksempel de grønne, manzanilla, machacadas (knuste), gordales (store), rellenas (fyldte), alinadas (krydrede) og deshuesadas (stenfri). Sammen med oliven hører skiver af hvidløg, røgede skinke-pølser, osteskiver og jamón curado til det oprindelige tapas-udvalg.

Der er både ristede tapas og tapas med sauce. Blandt de ristede er de bedst kendte “boquerones”, calamares, pølser, chips, croquetter, kartofler og “torreznos”. Blandt tapas med sauce er der forskellige sammenkogte retter, bl.a. de madrilenske “callos”, auberginer eller krydrede bønner.

Tapeo

Endelig er der opskrifter på for eksempel kartoffel-tortillas, stegt torsk og croquetter som, hvis man supplerer med lidt salat, er rigeligt til at erstatte en komplet frokost eller middag.
Tapas kan spises som frokost eller middag, hvis mængden af retter er tilstrækkelig, men uden tvivl er det vigtigste formål med “tapeo” (kunsten at spise tapas) evnen til at samle folk med forskellig baggrund omkring bordet for sammen at nyde det uformelle ritual.

På trods af tapeo’ens ritual er selve bordet, og placeringen ved bordet, af mindre betydning. Ofte står deltagerne op og nipper til maden “picar” i stedet for at spise (comer). Under en tapeo er samtalen en meget betydelig del af ritualet. Kunsten at stå op og “nippe” er nærmest blevet en helt særlig kunstart.

La Mercè – Barcelonas store fest

Udgivet den af

La Mercè er Barcelonas store årlige byfest. La Mercès historie går mange hundrede år tilbage i tiden og har siden 1871 været en officiel begivenhed i Barcelona. 

Den lokale regering arrangerede nemlig en række aktiviteter den 24. september 1871 og gjorde dagen til officiel fridag i hele byen. Sidenhen er festivalen blevet udvidet, så dagene op til den 24. september også er festdage.

Som de fleste andre festivaler startede La Mercè som en religiøs fejring. Det var La Mare de Déu de la Mercè der skulle æres. I dag er det mest navnet, der hænger ved fra den tid – ellers er festen med tiden blevet mere verdslig.

Nogle af de vigtigste elementer under La Mercè blev indført tilbage i 1902. Her blev de nu berømte papmache-giganter gegants i capgrossos introduceret. Ligesom den første konkurrence om bygning af mennesketårne – de såkalde Casteller – blev lanceret i Barcelona dette år.

Barcelonas største byfest

Siden er La Mercè vokset, og meget tyder på de festglade catalanere har tænkt sig at fortsætte med at udbygge festivalen år efter år. Nu kobles La Mercè sammen med den årlige vinfestival i Catalonien, et marathonløb og den populære “pyromusical” på Plaça Espanya ved foden af Montjuïc.

La Mercè er Barcelonas største byfest, men ud over denne, har hver enkelt bydel også sin egen fest på forskellige tidspunkter af året. De fleste også om efteråret, som er et rigtigt godt tidspunkt at rejse til Barcelona på for at opleve den catalanske kultur og feste igennem.

 

Det catalanske køkken – et af verdens rigeste

Udgivet den af

Det catalanske køkken dækker over mad og drikke med oprindelse i Països Catalans; det vil sige Catalonien, de baleariske øer (Mallorca, Ibiza og Menorca) en stor del af Valencia, noget af Aragon, Andorra, og en lille del af Sydfrankrig øst for Pyrenæerne tæt ved Perpignan. Tilsammen udgør de ét af de mest velsmagende, mest anerkendte og sundeste køkkener i verden.

Overordnet set hører det catalanske køkken ind under vestlig middelhavskost. De fleste har derfor stiftet bekendtskab med catalansk mad, måske uden at vide det. Det catalanske køkken bygger ikke overraskende i høj grad på ingredienser, man finder langs netop middelhavskysten. Nogle splitter det catalanske køkken op i det catalanske “havkøkken” og det catalanske “bjergkøkken”, der er mere fokuseret på råvarer fra land. I de indre områder af Catalonien er svin ofte en central del af maden, mens fisk udgør en væsentlig del langs kysten.

Af andre centrale ingredienser kan nævnes; tomat, hvidløg, aubergine, rød peber (en større og mere smagfuld udgave end den vi kender i Danmark), oliven(olie), masser af frugter og grøntsager, lufttørret kød og fisk, oste, sardin, ansjoser og andre “stærke” fisk, tun og torsk, lammekød og fjerkræ, druer og vin, eddiker og så videre. Cataloniens køkken er også kendt for sine smagfulde stuvninger og gode pølser, og i det hele taget er køkkenet kendetegnet ved en stærk umami-komponent.

Calçots

Calçot (udtales kalzots) er en aflang grøn pepper, der minder lidt om en porre. Calçots spises, når de aflange frugter er klar, typisk i marts, når vinteren er ovre. Tilberedningen foregår over kul som ved grill, og spisningen er en social begivenhed, hvor familie og venner samles. Begivenheden kaldes calçotada. Der drikkes vin eller cava til, og efter tilberedningen af Calçots bruger man grillen til brød og kød

Calçots spises ved, at man trækker de yderste lag løg af. Den inderste delikate del dyppes så i en specielt sauce lavet til anledningen, og man sænker hele Calçot’en langsomt ned i sit tilbagelænte gab, som var man en sabelsluger. Det ser ret sjovt ud!

Esqueixada de bacallà

Esqueixada er en slags torskesalat. Den består af flået, tørret og afsaltet torsk blandet med tomat, løg og pebre. Dressingen består af olivenolie. Sommetider drøjes salaten med hele oliven og hårdkogte æg. Esqueixada de bacallà er en sommerret. Tørret, flået torsk indgår i flere forskellige catalanske retter, et andet eksempel er salvitxada.

Pa amb tomàquet

Pa amb tomàquet er en grundsten i det catalanske køkken. Som navnet antyder, er der simpelthen tale om brød med tomat. Man tager et stykke frisk, godt brød – for eksempel en baguette – og deler det på langs. Så gnubber man lidt hvidløg over, derefter indersiden af nogle tomater indtil brødet har optaget væden fra tomaterne. Til sidst lidt god olivenolie hen over og salt til smag.

Alioli

Alioli er en catalansk hvidløgsmayonnaise, der bruges i mange sammenhænge. Blandet andet sammen med patatas bravas. Saucen tilberedes af hvidløg, olivenolie og som regel også æg, for at få mere konsistens. Saucen varieres af og til med forskellige andre ingredienser, for eksempel sennep. Navnet alioli er en sammenskrivning af de latinske ord for hvidløg og olie.

Patatas bravas

Patatas bravas er en catalansk tapas, der mætter mere end de fleste andre tapas. Spiser man tapas i Catalonien, er patatas bravas ofte en af dem, ligesom vi i Danmark også spiser kartofler i forskellige former til meget af vores mad. Patatas bravas serveres som regel med to saucer; alioli, og salsa brava som er mere stærk.

Kulturrejser til Fuerteventura

Udgivet den af

Fuerteventura har uden tvivl de bedste og største strande blandt De Kanariske Øer. Meget af den 340 km lange kyststrækning består af hvide sandstrande, hvoraf en god del ligger uberørte og øde hen. Men øen har også en række interessante kulturelle seværdigheder, som gør den egnet til en kulturrejse, og så har øens landskab blandt andet affødt det rammende navn “den åndelige klippeø” – et navn, som den berømte spanske filosof Miguel de Unamuno gav den.

Havet omkring Fuerteventura er også meget specielt. Langs kysten befinder sig en sokkel, så vandet her er lavt og klart og har en turkisblå farve ud over det sædvanlige. Undervandsfaunaen er rig og varieret og der er gode muligheder for at dyrke undervandsdykning.

Windsurfing er sportens konge på Fuerteventura, og hvert år kommer tusindvis af udøvere hertil overbeviste om, at dette er et af verdens bedste steder til at udøve denne sport. Man behøver blot at nævne Jandia-stranden, som adskillige gange har været hjemsted for verdensmesterskaber i mange forskellige sportsgrene.

De områder, hvor den største del af turisterne er koncentreret i dag, ligger på Jandía-halvøen, mod syd. Det er et naturområde, der er adskilt fra resten af øen, med brede, hvide sandstrande næsten hele vejen rundt. Mod vest er Barlovento-strandene, der dog kan være farlige at bade ved. Mod øst findes et ca. 20 km langt og på nogle steder mere end 1 km bredt sandbælte, hvor der ligger to turistområder: Costa Calma, nær ved den uforlignelige Sotavento-strand, og Morro Jable bygget omkring havnen, hvorfra hurtigfærgen afgår til Gran Canaria.

Midt på øen og nordpå findes der også små turistområder. Nær ved lufthavnen og hovedstaden, Puerto del Rosario, ligger Caleta de Fustes. På nordkysten ligger Corralejo, nær ved en enorm strand med sandklitter. Det er et meget anbefalelsesværdigt sted. Corralejos centrum er et fiskerleje, hvor man kan spise god fisk, og hvorfra man kan tage på udflugt til den nærliggende lille vulkanske ø, Lobos, og til Lanzarote.

En ørken ved havet

Kun 115 km fra den afrikanske kyst er Fuerteventura den af De Kanariske Øer, hvis landskab har størst lighed med landskaberne på det nærliggende kontinent. Øens overflade på 1.700 kvadratkilometer er i løbet af millioner af år blevet udtørret gennem erosion, hvilket har resulteret i et ørkenagtigt areal med bløde bakker og vidstrakte sletter, som, når man nærmer sig havet, tager form af strande med fint, gyldent sand.

Øens geologisk høje alder er årsag til dens eroderede jordoverflade. Dette er også grunden til den beskedne nedbør, der falder på øen, fordi de små bjerge ikke kan tilbageholde de fugtige skyer fra havet, som det sker på de andre øer. Derfor er klimaet på Fuerteventura tørt og solrigt, hvilket indebærer, at der ikke vokser andet end en sparsom vegetation af xerofytter (planter, som lever på tørre steder, og som kan nedsætte fordampningen fra bladene), som ikke desto mindre er af stor botanisk værdi.

Denne goldhed giver øen nogle enestående naturværdier. Vanskeligheden ved at drive landbrug har holdt det indre af øen næsten ubefolket gennem århundreder, hvilket har medført, at de ørkenagtige landskabers skønhed faktisk ligger uberørt hen. Ligeledes er den eroderede og tørre overflade hjemsted for nogle helt enestående økosystemer. Dette gælder især kystområderne, hvor Fuerteventuras sokkel langs kysten har været grundlag for dannelsen af store økosystemer på sandsletterne, som f.eks. på Jandía-halvøen eller i sandklitterne og for dannelsen af et rigt undervandsliv.

Den åndelige klippeø

Blandt de mest rammende navne, man har givet Fuerteventura, springer det, Miguel de Unamuno gav øen, mest i øjnene. Han definerede øen som den åndelige klippeø, idet han henførte til den fortryllende virkning denne ø har på dem, som bor her, på trods af, eller måske på grund af, den blanding af ensomhedsfølelse, tilbagetrukkethed og følelse af beskyttethed, som landskabet fremkalder.

Landskabets goldhed har aldrig gjort udvikling inden for landbruget mulig ud over det, den hårde jord og manglen på vand har tilladt. Dette er årsagen til, at øen er meget tyndt befolket. Selv i dag, hvor der findes anlæg til at gøre ellers udrikkeligt vand drikkeligt, er befolkningstætheden den laveste på De Kanariske Øer med bare 22 indbyggere pr. km2. Økonomien har traditionelt holdt sig oppe gennem opdræt af geder, som var grundlaget for produktion af de fremragende oste fra Fuerteventura, kaldet majoreros, der leder tanken hen på Maxorata, øens gamle navn. Denne håndværksvirksomhed producerer stadig de mest velrenommerede oste på De Kanariske Øer og vinder ofte i internationale konkurrencer.

Vindmøllerne er spredt ud over Fuerteventuras øde sletter og i bjergene skjuler sig nogle af Kanarieøernes mest maleriske landsbyer, såsom Antiqua, Pájara og Betancuria. Den sidstnævnte er utvivlsomt øens smukkeste. Byen har ikke ændret sig overhovedet siden den blev grundlagt i begyndelsen af det 15. århundrede, og de smukke naturomgivelser synes at have en fortidig åndelighed over sig. Santa María-kirken og det Arkæologiske Museum er også et besøg værd.

Fuerteventuras historiske bygningsværk pr. excellence er Casa de los Coroneles i La Oliva-kommunen nordpå. Dette lille herskabsslot, arkitektonisk meget originalt, var gennem århundreder guvernørens residens, og i dag er det vidnesbyrd om adelens styre, som bestod indtil det 19. århundrede.

Fiskerlejerne ved Corralejo og El Cotillo, på nordkysten, bidrager med den mest maritime stemning på Fuerteventura. I de hyggelige havne kan man smage øens gode fisk.

Kulturrejser til Lanzarote

Udgivet den af

En kulturrejse til Lanzarote giver dig ikke blot mulighed for at opleve øens usædvanlige natur med fantastiske strande, idylliske vige og omkring 300 vulkantoppe, men også en unik atlantisk kultur og historie, smukke kulturhistoriske bygninger, oase-agtige landsbyer, en særegen arkitektur – og så dette specielle lys, som hovedsageligt skyldes landskabets kontrastrige farver, hvor lavaens forskellige mørke farvetoner og strandsandets hvide lys er dominerende.

På grund af Lanzarotes østlige beliggenhed og de små højdeforskelle i terrænet er klimaet her tørt og solrigt, og derfor er der meget lidt grønt i landskabet. Øens sparsomme vegetation synes på mirakuløs vis at vokse ud af ingenting og skaber indimellem mærkelige botaniske områder af stor værdi. Man skulle tro, at øens goldhed ville forme et ikke særligt venligt landskab, men Lanzarotes er lige det modsatte: Landskabet giver den besøgende indtryk af, at øen er et hyggeligt og meget smukt sted.

Kort sagt kan en kulturrejse til Lanzarote ikke rigtigt komme uden om sin modsætning, naturen, der her har den vulkanske landskabs charme med en mængde overraskende steder som Timanfayas Nationalpark, El Golfo eller Los Verdes-hulen – hvortil kommer fortrinlige hvide sandstrande.

Bæredygtig turisme

Lanzarote tjener som eksempel på en bæredygtig turisme for hele verden takket være den glimrende integration denne sektor har gennemgået i respekt for naturomgivelserne. Selvom der er ret mange hoteller, har man ikke samlet en masse af dem på et sted, men derimod indpasset disse bygninger i landskabet og dannet små boligområder i den traditionelle arkitektoniske stil.

Øens vigtigste turistcentrum er Puerto del Carmen, som uden at være særlig stor råder over en mængde restauranter, natcafeer, forretninger og en god strand. Ved Costa Teguise, længere nordpå, er hotellerne af højere kategori samlet. Her ligger det berømte Hotel Salinas, et af de mest luksuriøse i Europa. På sydkysten er turistområdet Playa Blanca opstået omkring et fiskerleje. Nærved ligger øens bedste strande, de idylliske vige med hvidt sand og krystalklart vand ved Papagayo, som man kun kan komme frem til ad jordveje, hvorfor en firehjulstrækker er at foretrække som transportmiddel. Disse strandes afsides beliggenhed har gjort, at størstedelen af dem i dag stadig er uberørte og øde.

Et landskab fra en anden planet

På Lanzarote, hvor den vulkanske aktivitet viser sig tydeligst, har naturen og mennesket forstået at leve i fuld harmoni med hinanden, som det kun er set få andre steder i verden. De har dannet et unikt landskab, der er meget smukt og originalt. UNESCO har erklæret hele øen for et biosfærisk reservat. Lanzarotes bemærkelsesværdige landskab med mere end 300 vulkantoppe og mange forskelligartede lavaformationer i mange forskellige farver, er af relativ ny dato, eftersom to vulkanudbrud i det 18. og 19. århundrede dækkede midten af øen fuldstændigt og skabte et landskab, som ikke ligner noget andet på denne planet. Således har området ofte været kulisse i berømte science-fiction-film.

I dag kaldes hele dette område for ildens bjerge og er udnævnt til nationalpark. Et besøg her inkluderer en rundtur i bus gennem de mest øde steder på denne mystiske lavaegn og endvidere en demonstration af det varmeindhold, jorden stadig har, og som er 350 grader varmt bare nogle få centimeter under jordoverfladen, hvilket er nok til at få et bundt strå til at brænde på få sekunder eller til at stege en saftig bøf.

Udover de naturværdier, der findes i den fredede Timanfaya-nationalpark, er der i omgivelserne heraf mange andre interessante steder. F.eks. kan man tage en rundtur på vulkanerne på dromedar – et dyr, der traditionelt er blevet anvendt i landbruget på øen. Endvidere kan man se den enestående dyrkningskultur på La Geria og kystområdet ved Los Hervideros, hvor lavaen på vilkårlig vis når ud til havet, samt det bemærkelsesværdige grønne krater, El Golfo.

Andre steder på øen fortjener også et besøg: Papagayo-stranden, sydpå, skrænterne og Famara-stranden, vestpå, Jardín de Cactus (Kaktushaven), de mystiske vulkanske tunneler i Jameos del Agua og i Los Verdes-hulerne, og endelig det fantastiske Mirador del Río-udsigtspunkt, som ligger nordpå. Herfra kan man se den nærliggende øgruppe Chinijo, som består af de små uberørte øer La Graciosa, Montana Clara og Alegranza. Førstnævnte ø kan man komme til i båd fra Lanzarote.

Arven efter César Manrique

Det er umuligt at tale om Lanzarotes traditionelle arkitektur uden at nævne César Manrique. Denne kunstner helligede sit liv til denne ø, hvor han blev født og genopdagede det smukke landskab og øens kultur. Takket være Manriques ihærdighed og originalitet begyndte øboerne at værdsætte Lanzarotes arkitektur med de hvide vægge, grønne vinduer og de ejendommelige skorstene. Selvsamme kunstner tegnede mange af de bygninger, der i dag er eksempler på arkitekturens integration i naturen, så som Monumento al Campesino (Mindesmærke til Bonden), Jameos del Agua, Mirador del Río og Jardín de Cactus.

Lanzarotes landsbyer er som hvide oase, der dukker op, i lavaens mørke. Blandt de mest fortryllende steder på øen skal Yaiza, Uga, Tías og Haría fremhæves, alle byer opført i øens typiske arkitektoniske stil. I den nuværende hovedstad, Arrecife, og i den tidligere, Teguise, er størstedelen af de kulturhistoriske bygninger koncentreret. Fra førstnævnte by skal San José-borgen, som ligger i udkanten af byen, og San Gabriel-borgen nævnes. San Gabriel-borgen blev bygget på en lille ø og er forbundet med byen via den smukke bro Puente de las Bolas. I Teguise er Spínola-paladset i centrum af byen, og Guanapay-borgen, der ligger på kanten af et nærliggende vulkankrater, også et besøg værd.

Kulturrejser til Gran Canaria

Udgivet den af

Gran Canaria samler på sine 1.532 km2 en stor del af de forskellige landskabstyper, der findes på De Kanariske Øer. På en kulturrejse til Gran Canaria kan du ikke blot opleve denne mangeartede natur, der har gjort øen til et yderst eftertragtet feriemål, men også nyde sol, strand og hav, og ikke mindst den specielle, atlantiske kultur og historie.

På omkring 50 ud af de 236 km kyststrækning, der er på Gran Canaria, findes forskellige slags strande, hvoriblandt Maspalomas uden tvivl er den mest bemærkelsesværdige med en 250-hektar stor sandklit, der når helt ud til havet. Udover denne rolige sandstrand findes der på Gran Canaria vildvoksende og barske egne, hvor der skjuler sig uberørte steder som Güíg’uí eller Ardén Verde, hvor skrænterne går hundredvis af meter stejlt ned. Størstedelen af strandene finder man ved øens sydkyst, hvor klimaet er tørrest og mest solrigt. Da bjergene midt på øen tilbageholder de skyer, der kommer fra nord, skinner solen her i syd fra en skyfri himmel næsten hver dag, hvilket gør, at man kan sole sig og havbade sommer som vinter. Tæt ved nogle af områdets bedste strande ligger der større eller mindre turistcentre, hvor du i nogle af dem finder en storbys bekvemmeligheder og i andre, den lille landsbys ro, eller muligheden for at dyrke vandsport.

San Augustín og Inglés-stranden danner sammen med Maspalomas et af de vigtigste turistområder i Spanien, med et komplet udbud af hoteller, lejligheder, forretninger og restauranter, barer, forestillinger og forlystelser. De to sidstnævnte steder er en del af en af øgruppens måske kendteste strande: et naturområde, der er otte km langt og indtil to km bredt bestående af vandreklitter og en palmeoase, som tilsammen udgør en ægte miniatureørken lige ved havet.

Puerto Rico og Mogán er to mindre byområder. Begge steder beskæftiger man sig med vandsportsaktiviteter. Der findes også en lystbådehavn. Omkring Puerto Rico ligger en afsondret strand, hvorfra der er masser af muligheder for at nyde aktiviteter på havet: sejlture, windsurfing, fiskeri på åbent hav, hanggliding osv. Ved havnen i Mogán findes en charmerende samling huse, der er opført i traditionel arkitektonisk stil, og som ligger i en fiskerlandsby. De blomstrende gader munder ud i en havn, hvor hundredvis af lystyachter har lagt til, og hvor man kan spise fremragende fisk.

Et miniaturekontinent

Den utrolige variation i landskabet, som man møder på Gran Canaria, gør øen fortjent til at blive kaldt et miniaturekontinent. Sammen med strandene og den fortrinlige infrastruktur, der findes på turistområdet, har denne ø en tilgængelig natur, der overrasker ved at ændre sig radikalt inden for få kilometer. Set fra kysten er det vanskeligt at forestille sig den variation, der er i vulkanernes silhuetter, i den mangeartede vegetation, i kløfternes dybde og i de imponerende panoramaer. Disse landskaber forbliver skjulte, hvis man ikke bevæger sig ind i egnene midt på øen. En udlejningsbil er nok til, at man kan opdage et nyt land bag hver bakketop, og den, der nyder udflugter i naturen, vil se tusind muligheder åbne sig.

Øen har form af en kegle med en diameter på ca. 60 km og en højde på 1.950 m, helt gennemskåret af dybe kløfter. De skiftende panoramaer i Gran Canarias geografi bestemmes af, om et givent område er orienteret mod nord eller syd og om den geologiske alder er høj eller lav. Dette er nemlig ikke bare bestemmende for de forskellige grader af erosion, som jordoverfladen har gennemgået, men også for om der er nedbør eller ej og for vegetationens art. Således viser der sig et forskelligt landskab i hvert område af øen og i næsten hver en kløft. Landskabet varierer fra halvørken i syd til de imponerende kløfter i vest; fra pinjeskovene på sletterne midt på øen til de mærkelige monolitter på vulkanernes toppe; fra de grønne bjergskråninger i nord til de sorte vulkaner midt på øen.

Gran Canarias forskelligartede og tilgængelige natur sammenholdt med det enestående klima hele året rundt har fremmet den grønne turisme og udøvelsen af sportsaktiviteter i øens bjergområder. Øens geografi med de mange kløfter er et paradis for bjergvandreren på grund af de skiftende landskaber og de talrige øde afkroge. Det enestående ved den kanariske natur opleves bedst, når man bevæger sig rundt til fods ad de afmærkede stisystemer og caminos reales (bredere stier, der i gamle dage brugtes til transport).

Landsbyer, købstæder og byer

Gran Canaria er med 715.000 indbyggere øgruppens tættest befolkede. Af disse 715.000 bor mere end halvdelen i hovedstaden, Las Palmas de Gran Canaria, som er Gran Canarias største by med en af de vigtigste havne i Atlanten. Byen er grundlagt på ordre af Isabel den Katolske, og den smukke historiske bymidte med de brostensbelagte gader og de typiske kanariske bygningsværker findes velbevaret i Vegueta-kvarteret. Her kan man se øens katedral på Santa Ana-pladsen og det interessante Museo Canario, der er indrettet til arkæologiske fund fra de præhispaniske indfødtes kultur. Her ses også det smukke Casa de Colón (Columbus Hus), hvor beviser på at Columbus gjorde ophold på denne ø på sin vej til Amerika er udstillet, og De Kanariske øers betydning for Amerikas opdagelse er beskrevet.

En rundtur i de indre egne af Gran Canaria afslører den charme bygningskunsten har ude på landet. På de grønnere og mere frugtbare jorder i den nordlige landsbrugsegn viser byen Arucas sin strålende fortid på skråningerne af en vulkan. Ikke langt derfra ligger byen Teror, hvor Virgen del Pino-basilikaen befinder sig. Teror, med de smukke balkoner, går for at være en af øens skønneste steder. I de nordlige områder og midteregnene er følgende byer, alle beliggende i landbrugsområder, især værd at nævne: Santa Brígida, San Mateo, Moya og Valleseco; og lidt nærmere kysten Guía og Agaete.

Et storslået landskab danner ramme om de maleriske landsbyer Tejada, Ayacata og Artenara, som nærmest hænger ned ad øens stejle bjergsider. I det golde syd springer landsbyen Santa Lucías rene hvidhed i øjnene midt i palmelundenes grønne frodighed.

Byerne Telde og Gáldar, begge gamle hovedstæder i de præhispaniske kongedømmer, fortjener særlig omtale, idet du i disse to byer finder værdifulde historiske bykerner og interessante arkæologiske levn.