Enhver spansk by har en skytshelgen, og det betyder en vigtig festdag i kalenderen. Skytshelgenerne fejres på forskellige datoer, og i tiden mellem juli og oktober er der store festligheder i Estepona, Banalmádena, Torremolinos, Nerja og Fuengirola.

Byens skytshelgen fejres en gang om året med en romeria, en pilgrimsfærd til et helligt sted uden for byen, hvor folk tilbringer dagen med at feste og fejre deres helgen. Der er farverige sigøjnervogne, flamencodansere og ryttere i traditionelle dragter, og store processioner gennem byens gader, hvor helgenbilledet og andre relikvier bæres rundt under sang. Undervejs kan man nyde en sangria eller en fino, og i boderne på ruten serveres der tapas. Efterhånden er hele byen i aktivitet, og om aftenen spiser man godt, enten grillstegte retter eller kæmpestore paellas, der tilberedes over åben ild, og der er tit opvisninger med flamencodans, sang og hestedressur. Der er fyrværkeri og ved nogle lejligheder forlystelser, og mange bærer egnens traditionelle dragter. Det vil være ideelt at prøve at få ferien til at passe sammen med en af de lokale begivenheder.

Semana Santa og Feria de Abril

Nogle festivaler har et meget seriøst element, og påskeugen Semana Santa i Sevilla er næsten dyster, med dæmpet musik og udsmykkede processionsvogne, der repræsenterer scener fra Kristi lidelseshistorie, ledsaget af mænd i lange kapper og høje, spidse hætter. Der synges klagende saetas, og tusindvis af vokslys er den eneste belysning. Efter påske kaster hele Sevilla sig ud i Feria de Abril, ”april-festivalen”, der er én stor fest med tyrefægtning, flamenco, mange kulturbegivenheder og naturligvis vin og mad.

Jerez de la Frontera

I slutningen af april afholder man i Jerez Feria del Caballo, der er årets højdepunkt for heste-entusiaster. De lokale opdrættere, der siges at fremavle de fineste heste i Spanien, viser deres bedste dyr frem ved forskellige konkurrencer, og publikum smager på egnens fremragende sherry.

Vendimia er en vinfestival, der afholdes i september efter velsignelsen af druehøsten, og højdepunkterne er folkedans, tyrefægtning, processioner og forskellige opvisninger med heste.

Tyrefægtning i Andalusien

Tyrefægtning, der på spansk benævnes Fiesta Brava, Los Toros eller La Lidia, er en gammel sport med mange ritualer, hvis traditioner går helt tilbage til år 2000 f.Kr., og hulemalerier fundet under udgravninger ved Knossos på Kreta forestiller akrobater, der udfører vovestykker over hornene på en angribende tyr. Vestgoterne, der også en gang beboede Andalusien, praktiserede en primitiv form for tyrefægtning, men det var maurerne, der næsten 3.000 år senere udviklede tyrefægtning til en kunst. Det blev mere udbredt sidst i det 18. årh.

Uanset om man elsker eller hader tyrefægtning, er en corrida en dramatisk indblik i andalusisk kultur. Arenaens virkelige stjerner kan ses i Sevilla og Córdoba, men også arenaerne i Málaga, Estepona og Marbella tiltrækker et vidende og entusiastisk publikum.

En typisk corrida involverer tre matadorer og seks kolossale tyre, der er avlet specielt for deres aggressivitet. Hvert møde mellem mand og tyr tager omkring 15 minutter og omfatter tre faser eller ”episoder”. Stjernen i showet er matadoren, eksklusivt klædt i traje de luces, en traditionel dragt, der består af en fint broderet silkejakke, sorte bukser og en montera, den typiske hat med de to horn.

Indledningsvis hidses tyren op med højrøde kapper, der svinges i elegante buer, og så gør los picadores deres entré til hest. Deres job består i at stikke lanser i tyrens hals og svække dens halsmuskler som forberedelse til det sidste stød. Derpå kommer les banderilleros til fods og stikker spyd i muntre farver i tyrens skuldre, før matadoren endelig er alene i ringen med tyren før den sidste fase, der kaldes la faena eller la suerte de la muerte (et særligt tyrefægterudtryk, der betyder – ”dødsepisoden”).

En dygtig matador får næsten tilskuerne i ekstase, mens han leger med den rasende tyr og hidser den med den lille kappe, før han slår til og dræber tyren ved at stikke sig sværd ind mellem dyrets skulderblade. Matadorer er nationalhelte, og nogle bliver millionærer, men de fleste pådrager sig alvorlige sår og skader i karrierens løb – og mange betaler med livet.