Aix-en-Provence, Provence fra sin bedste side

Aix-en-Provence ligger som navnet næsten antyder i området Provence-Alpes-Côte d’Azur i Frankrig og er den region af landet hvor de fleste danskere rejser på kulturrejse.

Tager man en slentretur i platantræernes skygge forbi de klukkende rokoko-springvand og de statelige bygninger fra 16- og 1700 tallet, de ugentlige torvemarkeder og de udendørs caféer, må man spørge sig selv: Er Aix-en-Provences Cours Mirabeau ikke bare den skønneste gade i Europa? Formentlig må man svare bekræftende. Lige siden de middelalderlige mure blev revet ned for at give plads til denne dejlige avenue, har den været det centrale strøg i Aix-en-Provence. Den er den perfekte hovedgade i den perfekte provencalske by; begge virker stadig uspolerede på trods af byens udvikling og vækst. Tag en tur ned ad le Cours i Paul Cézannes fodspor. Dette er det landskab, bl.a. med Mont Sainte-Victoire, som han elskede at male igen og igen.

Aix-en-Provence-festivalen

Prøv at besøge byen i de to sidste uger af juli, hvor alt står på den anden ende i anledning af Aix-en-Provence-festivalen, også kendt som den Internationale Festival for Poesi og Musik, og livet udfolder sig omkring operaen og de mange koncertarrangementer. Billetter til forestillingerne på friluftsteatret Théâtre de l’Archevêché med plads til 1200 tilskuere er naturligt nok de første, der er udsolgt, men de orkester-, kammer- og solokoncerter, der afholdes over hele byen, er lige så fascinerende. Forud for festivalen går det to uger lange Aix en musique sidst i juni med overvejende klassisk musik, og jazzen overtager, når festivalen slutter, og fortsætter det meste af august. Aix-en-Provence Festival, Palais de l’Ancien Archevêchë læs mere på www.festival-aix.com

Hôtel La Villa Gallici

Under besøget i Aix kan man indkvartere sig i fredelige, landlige omgivelser blot få minutters gang fra byen. Det lyse og solrige Hôtel La Villa Gallici fra 1700-tallet afspejler Provences charme og atmosfære. Hvert værelse vidner om en omhyggelig sans for detaljen: friske blomster overalt; et usvigeligt sikkert valg af farver og mønstre til alle guirlander, draperinger gardiner og tæpper og perfekt anlagte haver og terrasser. Platantræerne, der giver skygge under morgenmaden på terrassen, gør stedet til en oase, hvor det flotte svømmebassin i haven glitrer som et luftsyn. Og for at fuldende denne drøm skal man ikke gå langt efter det perfekte måltid. Hôtel la Villa Gallici: Avenue de la Violette

Le Clos de la Violette

Både hotellets enkle provencalske menu og de mere gastronomiske måltider i det nærliggende Le Clos de la Violette er køkkenchefen, Jean-Marc Banzos, værk. Begge steder kan byde på nogle af de største kulinariske oplevelser i det sydlige Frankrig. Le Clos de la Violette ligger på adressen 10, Avenue de la Violette i Aix-en-Provence.

.

Wexford Opera Festival

Wexford Opera Festival finder sted hvert år i byen Wexford som ligger ca. et par timers kørsel fra Dublin. Normalt forbinder man nok ikke en kulturrejse til Irland med opera, men er du på disse kanter i oktober og kan lide opera, så kig forbi…

Det bedste tidspunkt til besøg i den søvnige by Wexford er i oktober, hvor hele byen står på den anden ende i anledning af den berømte operafestival. Wexford retter stolt ryggen, nu da denne over 50 år gamle tradition har opnået prestige og anerkendelse, og præsenterer fortsat mindre kendte operaer og undertiden verdensstjerner. Denne usnobbede, uhøjtidelige og ofte excentriske operafestival er landets vigtigste. Masser af andre kunstudstillinger, koncerter og pubaftener med irsk folkemusik hopper begejstret på vognen i disse tre uger og skaber en feststemning over hele byen.

Oplev mere af denne atmosfære af både lilleby-stolthed og raffinement ved et ophold på County Wexfords hyggeligste og smukkeste herregårdshotel, det udsøgte Marlfield House i regency-stil. Dette herresæde for jarlerne af Courtown fra 1820 (solgt til de nuværende ejere i 1978) er omgivet af 14 ha have og park, der er lige så veltrimmede som hovedbygningen selv, og det er en antikvitetsprydet oase af ro og fred med egen sø og fuglereservat. Indtag raffinerede middage ved levende lys i den romantiske vinterhave i victoriansk stil, opført af de nuværende ejere. En aften her mellem planter, spejle og duften af delikat tilberedte fiske- og skaldyrsretter er den perfekte afslutning på et ophold i Wexford.

Wexford ligger ca. 140 kilometer 142 for Dublin. Wexford Opera Festival: Theatre Royal fra 1800-tallet på High St. er hovedscene for operafestivalens opførelser, og finder sted i 3 uger i oktober. Du kan læse mere om operarejser her på bloggen om kulturejser eller om Wexford Opera Festival på www.wexfordopera.com.

Festivaller i Edinburgh – kultur og musik i Skotland

Edinburghs Festivaler er et overflødighedshorn af skotsk kultur og her vil du komme helt tæt på den vidunderlige gæstfrihed som skotter er så kendt for!

Hvert år i august forvandles denne konservative by til midtpunktet for et overflødighedshorn af musik, teater, dans og alternativ underholdning i verdensklasse. Edinburgh International Festival har for nylig fejret sit 60 års jubilæum og har i mange år trukket store navne og talenter til byen. Næsten lige så kendt er The Fringe, festivalens aflægger for amatører, hvor man kan vente det uventede fra over 650 lovende ensembler fra hele verden, der optræder på mere end 150 spillesteder, fra ølhaller til gymnastiksale. The Fringe er i dag verdens største frie kunstfestival og dermed åben for enhver, der har lyst til at optræde. Aftenshowet The Military Tattoo (navnet kommer af råbet “doe den tap toe” (“luk for hanerne”) ved lukketid i hollandske kroer i 16- og 1700-tallet) er sandsynligvis verdens mest enestående militæropvisning, der finder sted i maleriske omgivelser på slottets esplanade. Sækkepiber og trommer og demonstration af gymnastiske færdigheder er måske ikke den store kunst, men det er fremragende underholdning. Og som alt dette ikke var nok, bidrager den årlige Edinburgh Film Festival ( i dag den længst uafbrudt løbende filmfestival i verden) og Jazz- og Bluesfestivaler til den kulturelle mangfoldighed. Billetter til de vigtigste begivenheder skal man helst købe i forvejen, men med et så enormt udbud kan man sagtens møde tomhændet op og alligevel være sikker på en pragtfuld oplevelse, især hvis man når at få den sidste aftens flotte fyrværkeri med.

Du kan læse om mange andre musik og kulturfestivaller i de mange indlæg her på bloggen om kulturrejser. Vil du vide mere om festivallerne i Edinburgh så kig på hjemmesiden www.edinburgh-festivals.com

Middelalderfestival i Sommières

Sommières ligger kun 20 minutters kørsel fra Montpellier i det sydlige Frankrig. I Sommières kan du opleve ægte middelalderstemning under den berømte middelalderfestival i Sommières hvert år i april måned. Men Sommières har også masser at byde på resten af året – for eksempel en unik romersk bro, der er næsten 200 meter lang.

Sommières har også en stor befæstet port, slotsruiner og et ægte middelaldercentrum, der også fungerer som naturlig skueplads og baggrund for den berømte middelalderfestival i Sommières. Den berømte romerske bro, vi nævnte i indledningen, blev bygget efter direkte befalinger fra Kejser Tiberius i det 1. århundrede efter Kristi.

Middelalderen spiller en stor rolle for kultur og historie i Sommières, derfor er det ikke mærkeligt, at indbyggerne i den sydfranske by hvert år fejrer netop middelalderen med en festival, der er kendt i hele Frankrig og også trækker besøgende fra udlandet. Man kan også opleve middelalderens store betydning året rundt, da den er afspejlet i arkitekturen i byens centrale del.

Sommières kom til at spille en central rolle i middelalderens Frankrig på grund af sin strategisk vigtige placering mellem Cévennes-bjergene og kysten og mellem Montpellier og Nîmes. På den måde blev Sommières et knudepunkt for handel i området.

Festival i Sommières markerer sommerens komme

Middelalderfestivalen i Sommières fejrer at vinteren er ovre og sommeren på vej. Foråret er en dejlig periode i det sydlige Frankrig og stemningen under festivalen er livlig og frisk. Der er masser af udstillinger, markeder, kunsthåndværkere og musik i forbindelse med festivalen i Sommières.

Du får et godt indblik i byens historie og middelalderens kultur under festivalen, og den alsidige fremstilling med fokus på mange forskellige aspekter af livet i middelalderen gør festivalen i Sommières til en interessant oplevelse på en kulturrejse til det sydlige Frankrig.

Kampe ved borgen

Mange af aktiviterne under middelalderfestivalen i Sommières foregår ved byens borg, hvor der er muligheder for se, hvordan middelalderens militærenheder så ud, og der er også opvisninger i kamp, som den tog sig ud for mange hundreder år siden.

Smede, tiggere og akrobater underholder også, ligesom der er optog af folk klædt realistisk ud i middelalderkostumer. Underholdningen er gennemført og professionel, selvom mange af deltagerne faktisk er glade amatører.

Smag på middelalderens madvarer

Både på markedet under middelalderfestivalen i Sommières og ved mange boder, der tilbereder middelaldermåltider for øjnene af dig, kan du smage på den mad, menneskerne spiste i middelalderen. Under festivalen bliver der også lavet et kæmpe fladbrød kaldet fougasse med oliven, bacon og friske krydderier. Det er bygens bagere, der holder denne tradition i hævd.

Alle aktiviteter er gratis at deltage i undtagen dem på borgen, hvor alle der ikke er klædt ud i middelalderkostumer skal betale en symbolsk entré. Det slipper du for, hvis du lejer et kostume, og så deltager du også på en mere aktiv og sjov måde.

Oplev Cannes filmfestival på en kulturrejse

En af verdens største kulturbegivenheder er en stor oplevelse, du ikke må gå glip af, hvis du er passioneret filmfan eller tager på kulturrejse til Sydfrankrig i maj. Festival de Cannes er således uden tvivl Frankrigs vigtigste filmfestival og en af landets allerstørste begivenheder. Den næste udgave af Cannes filmfestival (nummer 66 i rækken) løber af stablen den 15. til den 26. maj 2013.

Le Festival International du Film de Cannes som er det officielle og historiske navn, har været afholdt siden 1946 i Cannes tæt ved Nice i Sydfrankrig. Festivalen i Cannes er den mest prestigefyldte i verden, og ingen anden filmfestival nyder så megen mediebevågenhed som Festival de Cannes.

Festivalen i Cannes er kun for inviterede og dette element af eksklusivitet har givet festivalen en noget nær mytisk stjerneglans. For mange i filmbranchen er fremvisning ved Cannes noget af det ypperligste. Festivalen afholdes i Palais des Festivals et des Congrès hvert år i maj måned.

Ved filmfestivalen i Cannes uddeles den eftertragtede Gyldne Palme – på fransk Palme d’Or. Hvert år opnår kun en film denne hæder, derfor opfattes prisen som værende mindst på højde med en Oscar, da der deles mange flere Oscars ud. Den næstfineste udmærkelse ved Cannes filmfestival er Grand Prix.

Filmstjerner og verdens bedste filminstruktører flokkes om den fornemme festival, og man kan ofte opleve stjernerne posere foran det massive opbud af hungrende pressefotografer.

Området omkring Cannes og Nice er skønt og Sydfrankrig er bedst i foråret lige omkring den tid, hvor filmfestivalen af Cannes finder sted. Og selvfølgelig emmer Cannes af stjerneglimmer og glamour i den tid. Det er en oplevelse at mærke den særlige spændte stemning omkring festivalen på en kulturrejse til Cannes i Sydfrankrig. Udover festivalen er der på en kulturrejse til Cannes for eksempel gode muligheder for at lave ture langs den franske Riviera, udflugter til de smukke slotte i området, herunder pavepaladset og meget, meget mere.

Festivaler på Costa del Sol

Enhver spansk by har en skytshelgen, og det betyder en vigtig festdag i kalenderen. Skytshelgenerne fejres på forskellige datoer, og i tiden mellem juli og oktober er der store festligheder i Estepona, Banalmádena, Torremolinos, Nerja og Fuengirola.

Byens skytshelgen fejres en gang om året med en romeria, en pilgrimsfærd til et helligt sted uden for byen, hvor folk tilbringer dagen med at feste og fejre deres helgen. Der er farverige sigøjnervogne, flamencodansere og ryttere i traditionelle dragter, og store processioner gennem byens gader, hvor helgenbilledet og andre relikvier bæres rundt under sang. Undervejs kan man nyde en sangria eller en fino, og i boderne på ruten serveres der tapas. Efterhånden er hele byen i aktivitet, og om aftenen spiser man godt, enten grillstegte retter eller kæmpestore paellas, der tilberedes over åben ild, og der er tit opvisninger med flamencodans, sang og hestedressur. Der er fyrværkeri og ved nogle lejligheder forlystelser, og mange bærer egnens traditionelle dragter. Det vil være ideelt at prøve at få ferien til at passe sammen med en af de lokale begivenheder.

Semana Santa og Feria de Abril

Nogle festivaler har et meget seriøst element, og påskeugen Semana Santa i Sevilla er næsten dyster, med dæmpet musik og udsmykkede processionsvogne, der repræsenterer scener fra Kristi lidelseshistorie, ledsaget af mænd i lange kapper og høje, spidse hætter. Der synges klagende saetas, og tusindvis af vokslys er den eneste belysning. Efter påske kaster hele Sevilla sig ud i Feria de Abril, ”april-festivalen”, der er én stor fest med tyrefægtning, flamenco, mange kulturbegivenheder og naturligvis vin og mad.

Jerez de la Frontera

I slutningen af april afholder man i Jerez Feria del Caballo, der er årets højdepunkt for heste-entusiaster. De lokale opdrættere, der siges at fremavle de fineste heste i Spanien, viser deres bedste dyr frem ved forskellige konkurrencer, og publikum smager på egnens fremragende sherry.

Vendimia er en vinfestival, der afholdes i september efter velsignelsen af druehøsten, og højdepunkterne er folkedans, tyrefægtning, processioner og forskellige opvisninger med heste.

Tyrefægtning i Andalusien

Tyrefægtning, der på spansk benævnes Fiesta Brava, Los Toros eller La Lidia, er en gammel sport med mange ritualer, hvis traditioner går helt tilbage til år 2000 f.Kr., og hulemalerier fundet under udgravninger ved Knossos på Kreta forestiller akrobater, der udfører vovestykker over hornene på en angribende tyr. Vestgoterne, der også en gang beboede Andalusien, praktiserede en primitiv form for tyrefægtning, men det var maurerne, der næsten 3.000 år senere udviklede tyrefægtning til en kunst. Det blev mere udbredt sidst i det 18. årh.

Uanset om man elsker eller hader tyrefægtning, er en corrida en dramatisk indblik i andalusisk kultur. Arenaens virkelige stjerner kan ses i Sevilla og Córdoba, men også arenaerne i Málaga, Estepona og Marbella tiltrækker et vidende og entusiastisk publikum.

En typisk corrida involverer tre matadorer og seks kolossale tyre, der er avlet specielt for deres aggressivitet. Hvert møde mellem mand og tyr tager omkring 15 minutter og omfatter tre faser eller ”episoder”. Stjernen i showet er matadoren, eksklusivt klædt i traje de luces, en traditionel dragt, der består af en fint broderet silkejakke, sorte bukser og en montera, den typiske hat med de to horn.

Indledningsvis hidses tyren op med højrøde kapper, der svinges i elegante buer, og så gør los picadores deres entré til hest. Deres job består i at stikke lanser i tyrens hals og svække dens halsmuskler som forberedelse til det sidste stød. Derpå kommer les banderilleros til fods og stikker spyd i muntre farver i tyrens skuldre, før matadoren endelig er alene i ringen med tyren før den sidste fase, der kaldes la faena eller la suerte de la muerte (et særligt tyrefægterudtryk, der betyder – ”dødsepisoden”).

En dygtig matador får næsten tilskuerne i ekstase, mens han leger med den rasende tyr og hidser den med den lille kappe, før han slår til og dræber tyren ved at stikke sig sværd ind mellem dyrets skulderblade. Matadorer er nationalhelte, og nogle bliver millionærer, men de fleste pådrager sig alvorlige sår og skader i karrierens løb – og mange betaler med livet.

Salzburgfestspillene – Kulturrejse til musikfestival i Salzburg

Tænk på Salzburg i Østrig og de fleste vil nok tænke på musik. Sådan har jeg det med Salzburg og foruden musik byer byen på mange andre oplevelser til en kulturrejse. Byen har en spændene historie, en charmerende bykerne og ligger i de skønneste omgivelser omgivet af bjerge.

Musikfestival  i Salzburg

Europas førende musikfestival Salzburgfestspillene Salzburg, Østrig Mozarts fødeby og dens naturskønne beliggenhed er passende omgivelser for Europas største og mest betydelige årlige musikbegivenhed. Mere end 180 fremførelser af et klassisk og moderne repertoire, bl.a. operaer, symfonier, orkester- og solistkoncerter, finder sted rundt omkring i byen – man skal regne med, at der er udsolgt til de helt store navne lang tid i forvejen (medmindre man er villig til at betale hotelpersonalet kæmpebeløb til deres sortbørsforbindelser). Det er nemmere at få billetter til matinékoncerterne – kammermusik eller kirkekoncerter, de  er dog ikke til at kimse ad.

Hoteller i Salzburg

Under festspillene – eller på et hvilket som helst tidspunkt, man skulle hungre efter luksus – kan man bo på Salzburgs Hotel Schloss Mönchstein. Dette tårnprydede slot fra 1300-tallet, bygget som sommerbolig for ærkebiskopperne af Salzburg, ligger oppe over byen, omgivet af haver og en 10 ha stor park, blot 10 minutters kørsel fra den historiske bymidte. Det er blevet nyindrettet, og dets parketgulve, orientalske tæpper, blyindfattede ruder, 1700-talsmøbler og lille kapel, der går tilbage til mindst 1500, vidner om hotellets rige historie; gæster som zar Alexander 2. af Rusland og Mozart selv har slået sig rigtigt løs her. Men det er de moderne bekvemmeligheder på de 1o7 værelser, der har skaffet dette næsten teateragtige hotelmiljø sine fem stjerner. Et ophold i Tårnsiten får gæster til at føle, at det dobbelte antal ville have været passende. Der findes dog også mange andre gode hoteller i Salzburg også i en helt anden prisklasse, dog skal du være opmærksom på at hotelpriserne er ganske høje under festivalen og du skal bestille dit hotel i god tid.

Information om Salzburgfestspillene

Fremførelser forskellige steder overalt i Salzburg. Salzburgfestspillene kan opleves fem uger fra og med sidste uge af juli. Du kan læse meget mere om festivalen og om Salzburg på www.salzburgerfestspiele.at

Bregenzer Festspiele i Østrig – en flydende kunstfistival

En flydende kunstfestival og kongeligt logi på bjergtoppen, det er hvad som venter dig hvis du planlægger en kulturrejse til området omkring Bodensøen i Østrig og ikke mindst hvis du rejser i juli og august hvor Bregenz Festival sætter sit præg på stedet.

Bodensøen, en smuk kulisse til ferien

Shakespeare skrev “Hvis musik er føde for kærligheden, så spil løs.” Shakespeares skuespil og Beethovens og Schuberts musik er kun nogle af de mange teater- og musikbegivenheder, man kan være heldig at overvære under den imponerende Bregenz Festival (Bregenzer Festspiele). Den enorme flydende tribune ved bredden af Bodensøen (Lac Constance) virker magisk midt i symfonien af bjerge og stjerneklare aftener. For dem, der går glip af denne månedlange udendørs festival, er den maleriske Bodensø, der krydser Østrigs, Tysklands og Schweiz’ grænser, midtpunktet i et stort ferieområde, der er populært på grund af sine rige muligheder for lystfiskeri, sejlads og vandreture. Det bedste sted at indkvartere sig er på det antikvitetsfyldte Hotel Deuring Schlössle fra 1600-tallet, der ligger oppe på et bjerg med udsigt over søen og den charmerende by Bregenz. Dette vedbendklædte barokslot i en blomsterprydet park kan blot tilbyde 13 overdådige værelser, det mest efterspurgte er den ottekantede tårnsuite med åben kamin. Hotellets restaurant har i årevis rangeret blandt landets ti bedste.

Kulturferie ved Bondesøen

Du kan vælge at flyve til Østrig eller køre i egen bil på kulturferie til Bondesøen, en super base til en ferie i Østrig. Bregenz ligger ca. 185 km vest for Innsbruck, 125 km øst for Zürich iSchweiz. Bregenz Festival løber af stablen i perioden fra slutningen af juli til slutningen af augus. Du kan læse meget mere om festivalen på www.bregenzerfestspiele.com. Du finder et stort antal af hoteller til din kulturferie ved Bondesøen, et af dem er som beskrevet her i indlægget Hotel Deuring Schlössle.

Bloomsday festival i Irland

Bloomsday, en vandring til ære for James Joyce i Dublin, Irland. Festivalen finder sted hvert år omkring den 16. juni og forløber over ca. 10 dage.

I 1922 i en alder af 40 år udgav den berømte irske forfatter James Joyce sit mesterværk, Ulysses, som i detaljer beskriver en mindeværdig dag i ireren, jøden og den moderne Odysseus, Leopold Blooms, liv. I dag fejrer man ved den excentriske Bloomsday Festival denne ene dag – den 16. juni 1904 – hvor vandrende Joyce-fans følger Blooms rute gennem hele Dublin og søger at genopleve, hvad man kunne se, lugte og høre i denne by ved forrige århundredskifte. Da store dele af Dublin ikke har ændret sig meget siden dengang, er det ikke så vanskeligt endda. Davy Byrnes, den berømte “moralske  pub”, der omtales i Ulysses, er et godt eksempel, da den har tiltrukket romanforfattere og digtere siden 1873 og stadig er i fuld vigør. Trofaste Joyce-elskere fra Dublin og udefra genoplever Blooms dag, ofte i edwardiansk antræk med flade stråhatte, veste, lange nederdele og parasoller,  ved at bestille gorgonzola-sandwiches, drikke (meget) bourgognevin og Guiness stout og købe citronsæbe. The James Joyce Centre, der er midtpunktet i denne populære tidages festival (men kun én af mange involverede organisationer), byder på en lang liste af aktiviteter, som f.eks. foredrag, slentreture, oplæsninger og genopførelse af de bedst kendte scener fra Ulysses. Dette centers arkiver, udstillinger og håndbibliotek, der har til huse i en smukt restaureret georgiansk bygning, har åbent året rundt. På vekslende tidspunkter, men værd at undersøge: Muligheden for at deltage i en slentretur sammen med Joyces nevø til de kendte steder i “Joyce-land”.

Du kan få mere information om Bloomsday i Dublin hos Tourist kontoret eller på James Joyce Centre som du finder på adressen, 35 North Great George´s St. Læs mere om kulturrejser til Dublin i Irland her på bloggen eller om Bloomsday på http://jamesjoyce.ie/.

Pubber og St. Patrick’s Festival i Dublin

Både i sin traditionelle og sin nyligt kosmopolitiske rolle har Dublins største fortrin altid været dens mennesker og deres musik og talegaver. Den fornøjeligste underholdning i byen er et besøg på enhver af dens omkring 1000 pubber, hvor den tykke, oliesorte “Dublin gargle” (Guinness) fortsat er nationaldrikken, og musikken næsten altid er et biprodukt. Denne bryg, der er blevet døbt “poesi i et glas” og er blevet fremstillet i Dublin siden 1769, blev tidligere markedsført med slogans som “Guinness is good for you!”, omgærdes stadig med en slags ærbødighed og har ikke meget at gøre med de produkter på flaske, man kan købe rundt omkring i verden. For at servere den helt korrekt vil en god bartender skænke den fra hanen lidt ad gangen over to-tre minutter.

Omkring midten af det blomstrende 1700-tal kunne Dublin mønstre 2000 ølstuer, 300 værtshuse og 1200 brandy-udsalg. Hvem serverer den bedste stout i dagens Dublin, hvor Guinness tegner sig for syv ud af hver ti pints øl, der drikkes? Start med en skummende pint af det, James Joyce kaldte for “Irlands vin”, i den lanterne-oplyste Brazen Head, kendt som byens ældste pub. Den opstod som kro i 1198, fik pub-bevilling i 1661 og har tilføjet enkelte nye lokaler, der måske har knap så megen karakter som de oprindelige, men til gengæld byder på levende musik.

Doheny & Nesbitt på blot 130 år er en blankpoleret victoriansk drøm i udskåret træ, ætset glas og “snugs” – små, delvist aflukkede hjørner, hvor man serverede for kvinder i gamle dage. Kun få slutter deres pubtur med samme indtryk som den syrlige forfatter Yeats, der af en ven mod sin vilje blev taget med hen på en lokal pub: “Nu har jeg set en pub. Og nu vil jeg gerne hjem.” Stakkels Yeats ville have haft det rædsomt under den tummel, der hvert år i marts fylder dublings pubber og gader, når man fejrer verdens mest berømte irske symbol.

St. Patrick

Ingen anden skikkelse, religiøs eller verdslig, levende eller død, er så tæt forbundet med Irland som landets elskede skytshelgen, St. Patrick. Han blev født i Skotland og ført til Irland som slave år 432 (og har faktisk aldrig befriet Irland for slanger, som det hedder i folketroen), og han æres og prises af både de irske trossamfund uden for landet og indbyggerne på Den Grønne Ø.

Den 17. marts er en stor dag for hver en sjæl i hver en by, men ingen steder fejres denne dag som i Dublin og dens pubber. I mange byer i USA afholder det irsk-amerikanske samfund (og alle irsk-begejstrede) store parader, men de blegner i sammenligning med Dublins: Det er en fire dage lang fest, der hele tiden fornyr sig på samme måde, som byens kunstscene har gjort det de senere år.

Optoget, der stolt marcherer ned ad O’Connell Street, er stadig den store fests højdepunkt med eksercitshold, udsmykkede fladvogne og delegationer fra hele verden.

Information om St. Patrick’s Festival i Dublin

Brazen Head: 20 Lower Bridge St. Doheny & Nesbitt: 5 Lower Baggot St. Dublin Literary pub Crawl: 2 timers underholdning med skuespillere i fire pubber; www.dublinpubcrawl.com. St. Patrick’s Festival: www.stpatricksday.ie. Fire dage omkring den 17. marts (normalt 16.-19. marts); parade den 17. marts; en mindre parade den 16. marts. Skyfest, et af Europas største fyrværkerier, finder sted den sidste aften.

Læs meget mere om kulturrejser til Dublin og andre rejsemål i Irland her på bloggen. Du finder bla. indlæg om historien, naturen og maden, samt beskrivelser af udvalgte hoteller i Dublin. I billedgalleriet kan du se foto fra forskellige områder i Irland.