Konya er Tyrkiets vigtigste center for sufisme, en sekt af islamiske mystikere, og gennem næsten 700 år har byen været hjemsted for de dansende dervisher fra mawlawiyya-ordenen. Deres Mevlana Tekke (Mevlana-kloster) blev grundlagt i 1200-tallet af digteren og filosoffen Mevlana (Mester) Jalalu-d-Din Rumi, som var overbevist om, at en ekstatisk, trancelignende tilstand af universel kærlighed kunne opnås, hvis man hvirvlede rundt og rundt som alt andet i universet. Hvert år midt i december fejrer hans tilhængere hans shebi Arus (“foreningens dag” – den dag, han døde) ved at udføre sema’en den hvirvlende dans, et af de mest forheksende optrin i verden. Med højre håndflade vendt mod himlen som for at modtage Guds nåde og venstre håndflade nedadvendt som for at udbrede den her på jorden, danser dervisherne rundt i rummet under ledelse af en dansemester og akkompagneret af et orkester, der spiller på traditionelle instrumenter, og indtager efterhånden en drejende position omkring sheiken, en ældre dervish, der repræsenterer solen. Ved gennem dansen at slippe deres jordiske bånd virkeliggør de deres forening med Gud.
I kølvandet på Mustafa Kemal Atatürks omstyrtelse af Osmanneriget i 1924 blev mawlawiyya-ordenen forbudt, da den var en hæmsko for Tyrkiets modernisering. Efter en afbrydelse på 25 år lykkedes det en gruppe dervisher at få lokalregeringen i Konya til igen at tillade udførelsen af “drejedansen”, nu blot som en kulturel begivenhed. Den er blevet gennemført hvert år lige siden. Mevlana-klosteret, der i dag er museum, besøges hvert år af over én mio. tyrkere. Konya ligger omkring 260 kilometer syd for Ankara. Mevlana-festivalen afholdes hvert år i midten af december og kulminerer den 17. december, årsdagen for Mevlanas død i 1273.

Tyrkiet er lidt større end Norge og Sverige tilsammen. Man plejer at regne landet til Europa, skønt det meste af det ligger i Asien, nemlig halvøen Anatolien, der også kaldes Lilleasien. Den lille europæiske del af Tyrkiet ligger på Balkanhalvøen og er adskilt fra Anatolien af to smalle stræder, Bosporus og Dardanellerne og mellem dem Marmarahavet. Ved Bosporus ligger Tyrkiets største by, Istanbul, der tidligere hed Konstantinopel og før dette Byzans. Byen blev oprindeligt anlagt på den europæiske side, men har nu bredt sig over strædet.

Hovedstaden Ankara ligger i det indre Anatolien. Uregelmæssige bjergkæder gennemskærer halvøen i alle retninger, og landet ligger i gennemsnit 1000 meter over havets overflade. Ved kysten mod Det Ægæiske Hav i vest er terrænet dog lavt og frodigt. De højeste bjerge findes i landets østligste dele, hvor der er flere udslukte vulkaner, deriblandt Ararat, hvor Noah ifølge Bibelen strandede med sin ark.

De store floder Eufrat og Tigris udspringer i det østlige Tyrkiet, og landet har mange søer med både fersk- og saltvand. I de indre egne er bevoksningen ret sparsom. Her og i det østlige Tyrkiet findes der store lavaørkener og saltplateauer. Visse områder rammes ofte af jordskælv.

Der er stor forskel på klima og nedbørsmængder i landets forskellige dele. Langs kysterne i vest og syd er der middelhavsklima med milde, regnfulde vintre og varme, tørre somre, hvor temperaturen let når op på 40 grader. Indlandet har fastlandsklima med meget varme somre og kolde vintre. Her kan der være hård frost om vinteren, og der er sne i fire af årets måneder. Den årlige nedbør varierer fra 200 mm i dele af det centrale Tyrkiet til over 2000 mm i bjergene i øst.

• Areal: 779.452 km2
• Nabolande: Grækenland, Bulgarien, Georgien, Armenien, Aserbajdsjan (enklaven Nakhijevan), Iran, Irak, Syrien
• Tid: som Danmark + 1 time
• Hovedstad: Ankara (med forstæder 4 mio. indb., 2000)
• Øvrige større byer: Istanbul (10 mio.), Izmir (2,2 mio.), Bursa (1,2 mio.), Adana (1,1 mio.), Gaziantep (900.000), Konya (700.000), Antalya (600.000)
• Gennemsnitstemperatur/døgn: Ankara 0 grader C (januar), 23 grader C (august)
• Gennemsnitsnedbør/måned: Ankara a55 mm (maj), 12 mm (august)
• Højeste bjerg: Ararat (5165 m.o.h.)
• Vigtigste floder: Eufrat (Firat), Tigris (Dicle)
• Største sø: Van (4000 km2)

I Tyrkiet begynder børn i skolen, når de er seks år gamle. Den obligatoriske grundskole varer i otte år. Der er dog områder i det sydøstlige Tyrkiet, hvor op til 40 procent af pigerne udebliver fra undervisningen. I disse egne er der også en del børn, der går ud af skolen før tid for at hjælpe til derhjemme. De statslige skoler er gratis, men eleverne skal selv betale for bøger og skoleuniformer.

Kvaliteten af undervisningen er ikke altid god, klasserne er store, og undervisningsmaterialerne forældede.

Efter de første otte års skolegang kan eleverne fortsætte tre eller fire år i gymnasiet, hvor der kan vælges mellem teoretiske og mere tekniske eller erhvervsrettede linjer.
Der er skoler for det græske og armenske mindretal, men ellers foregår al undervisning på tyrkisk. Det er forbudt at undervise på kurdisk i grundskolerne, men siden 2002 har privat kurdiskundervisning, primært for voksne, været tilladt.
Tyrkiet har mange højere læreanstalter, men konkurrencen om pladserne er hård, og man skal i reglen bestå en optagelsesprøve for at komme ind.
Kultur

Talrige arkæologiske fund vidner om, at Lilleasien til alle tider har været mødested for forskellige kulturer. Her lå antikkens Troja og apostlen Paulus’ hjemby, Tarsos. En tidlig kristen kunst udvikledes både i det byzantinske rige og blandt armenierne østpå. Handelen og den kulturelle udveksling mellem Asien og Europa fulgte Silkevejen, karavaneruten fra Asien til Middelhavet gennem Anatolien.

Ved tyrkernes ankomst blev området indlemmet i den islamiske kultursfære. De dominerende træk var arabiske og persiske, og det mærkes især på den osmanniske periodes litteratur og hofdigtning, der nåede sit højdepunkt omkring 14-1500 tallet. Denne litteratur er skrevet på et blandingssprog, der efter sprogreformen i 1900-tallet er vanskelig at forstå for moderne tyrkere. Ved siden af overklassens kultur fandtes der en rig tradition for mundtlig fortællekunst, folkemusik og anden folklore i de anatolske landsbyer. Fra midten af 1800-tallet studerede mange tyrkiske intellektuelle i Frankrig og hentede impulser udefra.

1900-tallets kendteste tyrkiske forfatter var poeten og dramatikeren Nazim Hikmet (1902 – 1963). Andre forfattere fra 1900-tallet var prosaisterne Yasar Kemal, Aziz Nezin, Mahmut Makal og Orhan Pamuk. Pamuk har fået flere af sine bøger udgivet på dansk, og en af hans mest omtalte romaner nogensinde, Mit navn er rød, udkom i Danmark i 2002.
Inden for kunsthåndværk er Tyrkiet først og fremmest kendt for fremstilling af tæpper, keramik og metalarbejder. Den tyrkiske musik har bevaret meget af sit traditionelle præg – den osmanniske militærmusik, “janitsharmusik”, var i øvrigt særdeles populær i Europa for et par århundreder siden og inspirerede blandt andre Mozart og andre komponister.

Arbejdsløsheden er høj, men svær at måle, fordi så mange tyrkere lever af landbrug til selvforsyning eller arbejder sort. Ved årtusindskiftet var over halvdelen af alle registrerede lønmodtagere fagligt organiseret. Næsten 1,9 mio. var medlemmer af den største fagforening Türk-Is.

Op imod en million kurdere blev fordrevet fra deres hjem under borgerkrigen 1984-1999. Endnu i 2004 levede mange af dem i nød og elendighed som omkringflyttende landarbejdere eller i slumkvarterer i industribyernes udkanter.

På landet spiller slægt og familie en stor rolle for den enkelte, og den sociale kontrol er stærk. Det er almindeligt at gifte sig inden for slægten, og i sydøst betragtes kvinders kyskhed som et tegn på familiens ære. Som følge af vandringen fra land til by er de såkaldte æresdrab også begyndt at forekomme i storbyerne i vest, hvilket har ført til, at de er blevet bemærket af den almindelige folkeopinion.

De sociale sikringssystem finansieres af arbejdsgivere og lønmodtagere i fællesskab. Systemet omfatter derfor kun dem, der har et formelt arbejde. Den lave pensionsalder betyder, at pensionssystemet er en voldsom belastning for staten, og i 1999 vedtog parlamentet en lov om en gradvis forhøjelse af pensionsalderen til 58 år for kvinder og 60 år for mænd.

Staten har ansvaret for det meste af sundhedsplejen, men især på landet er den mangelfuld. I det østlige Tyrkiet er der stor mangel på læger og sygehuse.
Infrastruktur og turisme

Det bjergrige terræn har alle dage skabt vanskeligheder for samfærdselen. Men den geografiske beliggenhed mellem Europa og Asien gør samtidig Tyrkiet til et vigtigt transitland. I 1980erne belv vejnettet udbygget for at lette transithandelen, og der er nu flere motorveje til nabolandene. Motorveje er også under anlæg mellem de større byer i vest. Biltrafikken er i nærmest eksplosionsagtig vækst.

Der er togforbindelse til Bulgarien, Syrien og Iran, men jernbanerne er nedslidte og forældede. I 2004 åbnede en hurtigtogsrute mellem Istanbul og Ankara.
Istanbul, Mersin, Izmir og Iskenderun er de vigtigste havne, og Bosporus og Dardanellerne, der forbinder Middelhavet med Sortehavet, er en af verdens mest trafilerede vandveje. Bosporus deler storbyen Istanbul i to, og over en million mennesker pendler dagligt over sundet med færger. Der er også to broer til biltrafik, og i 2004 begyndte arbejdet med at byge en jernbanetunnel under Bosporus.

De største internationale lufthavne findes ved Istanbul, Anakra og Izmir
Tyrkiet kan tilbyde turister et behageligt klima og gode bademuligheder langs Det Ægæiske Hav og Middelhavet. Der er også en varieret, ofte storslået natur og mange kulturmindesmærker i byer som Istanbul og Izmir.
Landet begyndte at satse på masseturisme i 1980erne, og havde i 2003 næsten 14 mio. besøgende. Heraf kom 3 mio. fra Tyskland og en million fra hver af landene Storbritannien, Bulgarien og Rusland.

Tyrkiet ansøgte i 1987 om medlemskab af EF, men blev først anerkendt som kandidatland i 1999 med visse vigtige forbehold. Inden medlemskab for alvor kunne diskuteres, måtte Tyrkiet drastisk forbedre respekten for menneskerettighederne, herunder retssikkerheden , og løse tvisten med Grækenland om grænserne i det Ægæiske Hav.
I december 2004 besluttede Det Europæiske Råd at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet den 3. oktober 2005, såfremt visse betingelser forud er blevet opfyldt.
Forholdet til Grækenland var længe spændt. Det nåede et nulpunkt i 1999, da den kurdiske oprørsleder Abdullah Öcalan blev pågrebet i Nairobi, hvor han havde holdt sig skjult på den græske ambassade. I Grækenland førte hændelsen til udenrigsministerens afgang, og dennes efterfølger indledte en afspændingspolitik, der gjorde det muligt for EU i december sammeår at anerkende Tyrkiet som kandidatland.

Den alvorligste konflikt med Grækenland gælder Cypern. Øen – der i århundreder har haft en blandet græsk og tyrkisk befolkning – har været delt, siden Tyrkiet invaderede og besatte den nordlige del i 1974 for at forhindre militærjuntaen i Athen i at forene øen med Grækenland. I 1983 udråbte tyrkisk-cyprioterne deres egen republik på øens nordlige del, men den er kun blevet anerkendt af Tyrkiet, der har mange tropper på Nordcypern.
I Tyrkiet har Cypern-spørgsmålet altid været betragtet som et sikkerhedspolitisk og ikke udenrigspolitisk spørgsmål. Dermed har tyrkiske regeringer været tvunget til at tage hensyntil, hvad militæret mente. Fra 2002, da den nye, AKP-ledede regering trådte til, har Tyrkiet signaleret en blødere holdning.

Udviklingen på Cypern tog en ny vending i april 2003, da tyrkisk-cyprioterne åbnede grænsen mellem øens to dele. Et valg på Nordcypern i december 2003 viste, at mange tyrkisk-cyprioter støttede FN-planen for en genforening af øen. Denne plan tilsluttede styret i Ankara sig også, efter at have fået gennemført en række ændringer i tyrkisk favør. Ved folkeafstemningen på Cypern i april 2004 stemte græsk-cyprioterne dog nej til aftalen, der dermed faldt på gulvet.

Tyrkiet var det første muslimske land, der anerkendte Israel. Det skete allerede i 1949. Der er dog underliggende spændinger i forholdet, eftersom de fleste tyrkere sympatiserer med palæstinenserne i den arabisk-israelske konflikt. I 1996 indgik de to lande en militær samarbejdsaftale med vægt på terrorbekæmpelse og grænseovervågning.

I den islamiske verden har Tyrkiet været betragtet med mistænksomhed siden Atatürks tid, hvor landet fremstod som en sekulariseret, vestligt orienteret stat. Men i sidste halvdel af 1980erne begyndte Tyrkiet at arbejde på at forbedre forholdet til sine islamiske naboer. Der hersker dog stadig gensidig mistro i forholdet til Iran, Irak og Syrien. Iran er blevet anklaget for at støtte muslimske ekstremister i Tyrkiet, og med Irak og Syrien er der uenighed om vandet i floderne Eufrat og Tigris, som Tyrkiet regulerer ved en række dæmninger. Syriens og Libanons støtte til den kurdiske oprørsbevægelse PKK frem til slutningen af 1990erne gjorde sit til at forpeste forholdet, men siden er relatioenrne blevet meget bedre.
Irak under Saddam Hussein og Tyrkiet havde en fælles interesse i at forhindre dannelsen af en kurdisk stat. Derfor lod Irak tyrkisk militær gå over den fælles grænse i jagten på PKK-oprørere. Før Golfkrigen 1990-91 var Irak desuden Tyrkiets største enkelte handelspartner. Tyrkiet deltog ikke i Golfkrigen, men lod FN-alliancen bruge tyrkiske luftbaser, og landet støttede FNs sanktioner mod Irak. Efter krigen brugte USA baserne til rekognosceringstogter ind over flyveforbudszonen i det nordlige Irak.
USA har altid lagt stor vægt på forholdet til Tyrkiet, der er forsvarsalliancen NATOs eneste muslimske medlemsland. Efter terrorangrebene i USA den 11. september 2001 sluttede Tyrkiet sig til den USA-ledede kamp mod terror. Tyrkerne gjorde dog klart, at de ikke var indstillet på, at krigen mod terrorismen også skulle omfatte et angreb på Irak. USA lagde stærkt pres på Tyrkiet for at få landets støtte til en krig, og de amerikanske planer satte Tyrkiet i et vanskeligt dilemma. AKP-regeringen, der tiltrådte i 2002, stillede sig først på USAs side, men fik ikke den hjemlige opinion med sig. Ca. 80-90 procent af tyrkerne var imod en krig mod Irak.

USA fik ikke den opbakning fra Tyrkiet, man havde håbet på, men tyrkiske tropper benyttede krigsudbruddet 20. marts til at gå ind i Irak fra nord, selvom Washington udtrykkeligt havde frabedt sig dette. Også EU protesterede mod Tyrkiets handlinger, der tydeligt havde til formål at forhindre, at kurdiske oprørsgrupper udråbte en kurdisk stat midt i kaoset.

• Officielt navn: Türkiye Cumhuriyeti – Republikken Tyrkiet
• Statsleder: præsident Ahmet Necdet Sezer
• Regeringsleder: ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan (siden 2003)
• Vigtigste politiske partier (med mandater ved valget i 2002): Retfærdigheds- og Udviklingspartiet/AKP (363), Det Republikansek folkeparti/CHP (178), løsgængere (9)
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Europarådet, FN, NATO, OECD, OIC, OSCE, Sortehavslandenes økonomiske samarbejdsgruppe, WTO
• Forsvarsstyrker: hæren 402.000 mand, flåden 52.750, flyvevåbnet 60.000, halvmilitære styrker 150.000 (2003/2004)
• Forsvarsudgifter: 11,6 mia. US dollar (2003)

Så tidligt som 3000 år f.v.t. fandtes der metalforarbejdende kulturer i Lilleasien, og under hittitternes vælde (ca. 1800-1200 f.v.t.) udvikledes anvendelsen af jern. Efter hittitterdynastiets undergang kæmpede frygiere, lydiere, meder, persere og andre folk om magten i området. Grækerne havde tidligt etableret sig langs vestkysten, hvor de indtog Troja omkring 1240 f.v.t. og grundlagde byer som Smyrna (nu Izmir) og Efesos. I 1300-tallet f.v.t. erobrede Makedoniens Alexander den Store området, der siden blev indlemmet i det romerske rige. Ved Romerrigets deling i 395 e.v.t. blev Lilleasien kernelandet i det Østromerske Rige, og Konstantinopel blev hovedstad.

I 1000-tallet blev det Østromerske Rige svækket af angreb fra tyrkiske stammer under ledelse af krigere kaldet seldsjukkerne. Tyrkerne oprettede en stærk centralmagt med et dynasti af sultaner af den osmanniske slægt (ofte kaldet ottomanske). Osman I indledte omkring 1300 en række erobringstogter fra det indre Anatolien, og hundrede år senere kontrollerede hans efterkommere det meste af Anatolien, det nordlige Grækenland og det østlige Balkan.

Det betød enden på det Østromerske Rige, da osmannerne i 1453 efter en lang belejring erobrede Konstantinopel og under navnet Istanbul gjorde den til hovedstad i deres rige.
Det Osmanniske Rige nåede sit højdepunkt i 1500-tallet, hvor Mesopotamien, det vestlige Persien (Iran), Syrien, Palæstina, Arabien, Egypten, Cypern og et stort område langs Afrikas middelhavskyst blev erobret. I Europa beherskede osmannerne den sydlige halvdel af Balkan, Rumænien og det nordlige Sortehav.
Tyrkerne var bare en ud af mange muslimske – i princippet ligeværdige – befolkningsgrupper i det Osmanniske Rige. Overklassen regnede sig ikke for tyrkere længere, og de borgere, der ikke var muslimer -først og fremmest de mange kristne og jøderne – dannede lukkede enheder, såkaldte millet, med egne love og institutioner, der respekterede deres særlige skikke og traditioner. I spidsen for hver millet stod den religiøse leder, der over for herskeren, sultanen, havde ansvaret for skatteopkrævning og opretholdelse af ro og orden.

I 1600-og 1700-tallet blev det store osmanniske imperium svækket af voksende indre modsætninger, økonomiske problemer og utallige krige mod nabolandene. I 1800-tallet var riget i fuld opløsning. Grækerne løsrev sig i 1829 efter otte års krig, og senere brød også serbere, rumænere og bulgarere ud af imperiet.

Da Rusland i midten af 1800-tallet forberedte sig på at nedkæmpe de sidste rester af det Osmanniske Rige, frygtede Frankrig og Storbritannien, at det ville lykkes russerne at trænge frem til Middelhavet, og de stillede sig derfor på tyrkernes side. Det førte til Krimkrigen 1853-56 mellem Rusland og den fransk-britisk-tyrkiske alliance. Krigen sluttede med, at Moskva måtte anerkende det Osmanniske Riges uafhængighed.

Alle moderniseringsforsøg fik en brat afslutning i 1876, da en despotisk sultan kom til magten. Men nu voksede oppositionen, ikke mindst i militæret og blandt de intellektuelle, der var blevet uddannet i Vesten. En nationalistisk bevægelse, ungtyrkerene, opstod, og efter en opstand i 1908 måtte sultanen udskrive parlamentsvalg, som ungtyrkerne vandt.
Rigets opløsning fortsatte dog, og i Balkankrigene 1912-13 tabte sultanen alle sine europæisek besiddelser med undtagelse af det østlige Thrakien. I 1913 blev den liberale fløj af ungtyrkerne sat fra magten af en mere autoritær fraktion inden for bevægelsen. Den nye regering blev ledet af Enver Pasha, hvis styre snart begyndte at ligne et diktatur.
Ved udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 stillede det Osmanniske Rige sig på Tysklands og Østrigs side for at beskytte sig mod arvefjenden Rusland. Krigen blev imperiets endelige fald. Tyrkerne blev fordrevet fra Palæstina, Syrien og Irak, og i 1918 indtog de allierede Istanbul og store dele af Anatolien. Grækenland fik lov at besætte Izmir og omliggende områder.

Ved fredsslutningen efter Første Verdenskrig blev den sidste osmanniske sultan tvunget til ikke kun at afstå alle sine tidligere besiddelser, men også en større del af Anatolien. Men sultanen havde ikke længere magt til at gennemtvinge fredsbetingelserne, for tyrkiske nationalister havde dannet deres egen regering i Ankara. I spidsen for dem stod officeren Mustafa Kemal (der senere fik tilnavnet Atatürk, “tyrkernes fader”).
Efter voldsomme kampe fordrev nationalisterne i 1922 de sidste græske besættelsestropper. Sultanen blev afsat, og Atatürks regering indledte forhandlinger med sejrherrerne fra Første Verdenskrig om at ændre fredsvilkårene.
Med Lausanneaftalen af 1923 blev Tyrkiets nuværende grænser stort set fastlagt.
Samme år blev Tyrkiet udråbt som republik med Kemal Atatürk som præsident. Atatürk var fast besluttet på at modernisere landet og tilnærme det Europa og den vestlige verden. Til grund for hans reformpolitik – der fik navnet kemalisme – lå tyrkisk nationalisme, sekularisering, folkestyre (med tiden) og en stærk statslig styring af økonomien. Sekulariseringen vakte dog modstand og udløste i 1925 et kort oprør blandt kurderne i det konservative sydøstlige Tyrkiet. Myndighederne svarede igen ved at slå hårdt ned på kurderne og forbyde offentlig brug af deres sprog.

Atatürk gav landet en moderne forfatning, som garanterede almindelig stemmeret til parlamentet for mænd (kvinder fik stemmeret i 1934). Men i starten var der kun et tilladt parti, Det Republikanske Folkeparti. I praksis regerede præsidenten landet nærmest diktatorisk. Frem til sin død i 1938 lagde han vægt på at samle nationen og bevare landets selvstændighed.

Under Anden Verdenskrig støttede Tyrkiet de allierede mod Tyskland, men var ikke selv krigsførende.

Vigtigste årstal i Tyrkiets historie

• 300-tallet Lilleasien erobres af Alexander den Store
• 1300-tallet det Osmanniske Rige opstår
• 1923 republikken Tyrkiet udråbes med Kemal Atatürk som præsident
• 1946 første flerpartival
• 1952 Tyrkiet bliver medlem af NATO
• 1960-61 militærstyre
• 1971-73 indirekte militærstyre
• 1974 Tyrkiet besætter Nordcypern
• 1980 militærkup
• 1983 militærkontrolleret valg til parlamentet
• 1984 PKK indleder offensiv for oprettelsen af en kurdisk stat
• 1995 det Islamiske Velfærdsparti vinder valget
• 1999 EU anerkender Tyrkiet som ansøgerland
• 2004 EU fastsætter dato for start af optagelsesforhandlinger med Tyrkiet

HISTORIE EFTER 1945

Efter krigen blev der indført flerpartisystem, og i 1950 vandt Det Demokratiske Parti en overlegen sejr ved valget. Partiet sad ved magten i det meste af et årti, men udviklede sig i mere og mere autoritær retning. Efter en tid med vold og studenterdemonstrationer greb militæret under general Kemal Gürsel ind i 1960 og afsatte regeringen. Det Demokratiske Parti blev forbudt, og senere blev dets leder henrettet.

En ny forfatning blev vedtaget i 1961, og samme år gav militæret regeringsmagten tilbage til de folkevalgte. Nu fulgte en række koalitionsregeringer. Valget i 1965 blev vundet af det konservative Retsparti under Süleyman Demirel, men efter strejker og uroligheder i 1971 blev Demirel tvunget fra posten af militæret, der indsatte en samlingsregering. Dette “styrede demokrati” fortsatte frem til 1973.

I 1974 dannede Bülent Ecevit – leder af Atatürks gamle Republikanske Folkeparti, CHP – en koalitionsregering sammen med det islamiske parti Nationens Frelse. CHP fremstod nu nærmest som et socialdemokratisk parti. Da koalitionen senere samme år gik i opløsning, stod Ecevit på toppen af sin popularitet efter den tyrkiske besættelse af Nordcypern, men en ny koalition kunne ikke komme i stand. Efter et halvt års regeringskrise dannede Demirel en konservativ koalitionsregering.

I resten af 1970erne skiftedes Demirel og Ecevit til at være ved magten, samtidig med at landets økonomi fik det dårligere, og politiske og religiøse ekstremister optrappede deres aktiviteter. Militæret måtte flere gange indsættes for at genoprette lov og orden. I 1980 udsendte militærledelsen en advarsel til de politiske partier om, at de nu måtte stå sammen om at bekæmpe terrorismen. Men parlamentet var handlingslammet af politisk splittelse.

I september samme år gennemførte militæret under general Kenan Evren derfor et statskup. Magtovertagelsen blev hilst velkommen af mange tyrkere, der var trætte af volden i gaderne. Regeringen blev afsat, og parlamentet opløst. Politikere og fagforeningsledere blev fængslet eller sat i husarrest. Året efter blev der i en folkeafstemning vedtaget en ny forfatning, som generalerne havde dikteret.
I 1983 blev der atter afholdt parlamentsvalg, men det var kun nydannede partier, der fik lov at deltage. Valgets overlegne sejrherre blev det nærmest nyliberale Fædrelandsparti (Anavatan Partisi, ANAP) under ledelse af Turgut Özal. Dermed var militærstyrets tid forbi, selvom general Evren indtil videre blev på posten som præsident.

De første frie valg efter kuppet blev afholdt i 1987, hvor over 200 politikere fra tiden før kuppet – deriblandt Demirel og Ecevit – atter fik lov at virke. Demirel stod nu i spidsen for Den Rette Vej, DYP, og Ecevit ledede Dekokratisk Venstreparti, DSP. Trods denne opposition lykkedes det alligevel Özals Fædrelandsparti at holde skansen og vinde valget.
I det sydøstlige Tyrkiet indledte den marxistiske kurdiske PKK-guerilla i 1984 en væbnet kamp for et selvstændigt Kurdistan. Myndighederne slog hårdt ned på PKK, og kampen udviklede sig til en regulær permanent borgerkrig, der stod på frem til 1999.
i sin tid som ministerpræsident brød Özal med en af kemalismens grundtanker ved at begrænse den statslige kontrol med økonomien. Landet blev åbnet for udenlandske investeringer, og der blev satset på at fremme eksportindustrierne. Den økonomiske vækst var ganske høj i 1980erne. Men Tyrkiets gamle problemer med høj arbejdsløshed og inflation forsvandt ikke, og korruptionen greb om sig.

Trods borgerkrigen i sydøst blev det under Özal atter muligt at sige ordet kurder offentligt – den officielle betegnelse havde hidtil været “bjergtyrkere”. Özal, der selv var af kurdisk oprindelse, fremstod også som en aktivt troende, om end liberal muslim, og han tillod en del religiøse ytringer, der tidligere var blevet modarbejdet.

Da Özal i 1989 forlod posten som partileder og eftergulgte Evren som præsident, voksede splittelsen i Fædrelandspartiet. Valget i 1991 blev vundet af Den Rette Vej, og partiet dannede regering med Socialdemokratisk Folkeparti. Da Özal døde i 1993, overtog Demirel præsidentposten, og Tyrkiet fik sin første kvindelige regeringsleder, da Tansu Ciller trådte til som leder for Den Rette Vej og dermed også blev ministerpræsident.
Cillers første tid ved magten var præget af de økonomiske problemer, der blev værre af landets deltagelse i sanktionerne mod Irak i forbindelse med Golfkrigen 1990-91. Med sanktionerne mistede Tyrkiet store eksportmarkeder i Irak og indkomster fra de to irakiske olieledninger, der gik over Tyrkiet til Middelhavet. Samtidig kulminerede kampene mod PKK.

Kommunalvalget i 1994 blev gennembruddet for Necmettin Erbakans islamiske Velfærdsparti (også kaldet Refah), der vandt kampen om borgmesterposten i flere støre byer, blandt andet Ankara og Istanbul. Partiet vandt også valget i december 1995 med godt 21 procent af stemmerne, men kunne ikke samle flertal til at danne regering. Tyrkiet måtte igennem en kort periode med en meget svag ledelse under Fædrelandspartiets leder, Mesut Yilmaz, før denne koalition gik i stykker, og Velfærdspartiet med Erbakan endelig kunne danne regering i koalition med Den Rette Vej. Ciller fik posten som viceministerpræsident og udenrigsminister.

Den nye regering gik en stormfuld tid i møde. Næsten øjeblikkeligt blev den ramt af en større politisk skandale, der pegede på en hemmelig organisation inden for politiet med forgreninger på højt politisk niveau, der udbetalte penge til PKK-fjendtlige kurdiske klanledere.

Generalerne forholdt sig åbenlyst fjendtligt til Erbakan og tvang ham bl.a. til at gennemføre en række foranstaltninger, der skulle forhindre en islamisering af samfundet. I juni 1997 indgav han sin afskedsbegæring efter slet skjulte trusler fra militæret. Ny ministerpræsident blev Fædrelandspartiets leder, Mesut Yilmaz, der takket være afhopninger m.v. fik samlet sig et regeringsgrundlag med Demokratisk Venstreparti, DSP, og et andet parti på venstrefløjen.

I januar 1998 erklærede Tyrkiets forfatningsdomstol Velfærdspartiet for ulovligt, fordi det angiveligt opfordrede til indførelse af en samfundsorden baseret på islam. De fleste af dets parlamentsmedlemmer meldte sig ind i det nydannende Anstændighedsparti (Fazilet).
Samme år blev Istanbuls populære borgmester, Recep Tayyip Erdogan ,idømt fire måneders fængsel for offentligt at have citeret et religiøst digt ( der stod i en bog, anbefalet af undervisningsministeriet), og efter udstået straf fik han forbud mod at virke politisk i nogle år.

Regimets krig mod den kurdiske oprørsbevægelse PKK var stilnet af i løbet af 1990erne, og i februar 1999 blev kurdernes leder, Abdullah Öcalan, arresteret og senere dømt til døden for højforræderi, mord og separatisme. (Dommen blev i 2002 omstødt til livsvarig fængsel). Efter dommen begyndte PKK at trække sine styrker tilbage. Borgerkrigen, der havde kostet 37.000 mennesker livet fra 1984 til 1999, var i princippet slut.
Ved parlamentsvalget i 1999 gik Bülent Ecevits DSP frem med 22 procent af stemmerne. Størst fremgang høstede dog det højrenationalistiske Nationale Handlingsparti, MHP, under den nye leder, Devlet Bahceli. Ecevits nye regering blev en koalition med MHP og Fædrelandspartiet.

I maj 1999 fik Tyrkiet ny præsident, den 58-årige jurist Ahmet Necedet Sezer. Han er den første tyrkiske præsident, der aldrig har været hverken politiker eller militærmand. Han var præsident for forfatningsdomstolen i 1998, da det muslimske Velfærdsparti blev forbudt, og hans omdømme som erklæret sekularist gør, at han også nyder militærets tillid. Senere samme år anerkendte EU Tyrkiet som kandidatland.

I 2001 røg Tyrkiet ud i sin værste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig, og valutaen styrtdykkede. Der blev oprettet en særlig ministerpost til tidligere vicedirektør i Verdensbanken, Kemal Dervish. I foråret gennemførte han en række stramninger for at sikre valutafondens fortsatte støtte. Arbejdsløsheden blev dog ved at stige, og levestandarden faldt.

Samme år erklærede forfatningsdomstolen Tyrkiets største oppositionsparti, Anstændighedspartiet, for ulovligt, men dets medlemmer fik lov at blive siddende i parlamentet. I august 2001 danende Recep Tayyip Erdogan og andre reformister det nye Retfærdigheds- og Udviklingsparti, AKP, der fremstod som et centrum-højreparti, der kunne tiltrække rettroende muslimske vælgere, uden at være direkte islamistisk.
I 2001 og 2002 vedtog parlamentet en række reformpakker i bestræbelserne på at tilpasse Tyrkiets love til EU. Kritikere efterlyste dog konkrete tiltag mod torturen i de tyrkiske fængsler. En tredje reformpakke i sommeren 2002 afskaffede bl.a. dødsstraffen i fredstid.
Da den aldrende ministerpræsident, Bülent Ecevit, i sommeren 2002 viste tegn på sygdom, blev der udskrevet valg til november samme år. Valgkampen fremstod som en strid mellem de etablerede politiske kræfter og nye oppositionelle grupper, og skillelinjerne gik ofte på tværs af partierne. Mange modsætninger blev dog nedtonet i forsøget på at gøre et godt indtryk på EU. Også inden for militæret fandt en udvikling sted i moderat retning, da Hilmi Özkök blev generalstabschef.

De mest rabiate sekularister så nu ud til at befinde sig i retssystemet. AKP-lederen Erdogan fik gang på gang ordre om at indfinde sig ved forskellige domstole, og i september underkendte den nationale valgkommission godt 60 kandidater fra forskellige partier, deriblandt Erdogan. Knap to uger før valget krævede Tyrkiets rigsanklager AKP helt forbudt, men det lykkedes ikke, og partiet fortsatte sin valgkamp under Erdogans ledelse.
Parlamentsvalget 3. november 2002 var en sensation i og med, at de tre regeringspartier – DSP, MHP og ANAP – end ikke blev repræsenteret i det nye parlament. Valget blev vundet af Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP, med 34 procent af stemmerne. På andenpladsen kom Det Republikanske Folkeparti, CHP, med 19 procent. Nærmeste konkurrent var Det Rette Vej, DYP, der dog ikke klarede spærregrænsen til parlamentet, hvor 500 af 550 medlemmer blev skiftet ud.

Eftersom det vindende partis leder, Erdogan, pga. sin fængselsdom i slutningen af 1990erne ikke måtte være medlem af parlamentet, kunne han heller ikke danne regering, og dette hverv overgik til partiets næstformand, Abdullah Gül, der dog havde Erdogan ved sin side som partiets ordfører.

De sidste undtagelseslove efter borgerkrigen i sydøst blev afskaffet i december 2002 . Samme måned vedtog det nyvalgte parlament trods modstand fra præsident Sezer, at også personer med en tidligere dom for religiøs eller etnisk agitation var valgbare. Dermed fik Erdogan mulighed for at stille op til et suppleringsvalg i provinsen Sürt i sydøst i marts 2003. Efter sin valgsejr kunne AKP-lederen endelig indtage sin plads i parlamentet og blive ministerpræsident.

En lørdag formiddag i november 2003 eksploderede fire bilbomber i Istanbul, først uden for to synagoger, så uden for en britisk ejet bank og ved det britiske konsulat. Det kostede godt 60 mennesker livet, heriblandt den britiske generalkonsul, og flere end 700 blev såret. De tyrkiske myndigheder havde mistanke om, at det internationale terrornetværk Al-Qaeda stod bag.

I maj 2004 meddelte PKK, at man ikke længere havde til hensigt at respektere våbenhvilen fra 1999. I løbet af sommeren forekom der flere mindre kamphandlinger i det sydøstlige Tyrkiet.

AKTUEL POLITIK

AKP-lederen, Recep Tayyip Erdogan, tiltrådte som ministerpræsident i marts 2003 efter at have vundet suppleringsvalget i Sürt. Hans forgænger, Abdullah Gül, blev udenrigsminister og viceministerpræsident.

Trods modstand fra Tyrkiets ældre politiske elite, kemalisterne, kom Erdogan og regeringspartiet AKP godt fra start. Militæret er meget mistænksomt over for AKP, der ikkehar en udpræget sekulær profil og godt kan betegnes som islam-venligt, men generalerne har ikke længere den magt, de havde engang. Regeringen Erdogan trådte til kort før den USA-ledede krig mod Irak, og parlmentet nægtede USA lov til at bruge tyrkiske baser til angrebskrigen, selvom regeringen havde anbefalet et ja. Det fik USA til åbent at kritisere det tyrkiske militær, dels for at bruge krigen til at holde kurderne i Irak i skak, dels for den manglende støtte til den tyrkiske regerings ønske om at hjælpe USA.
Militærets magt blev yderligere undergravet, da parlamentet fortsatte med at tilpasse tyrkisk lovgivning til EUs love. I sommeren 2003 blev endnu en reformpakke vedtaget – den sjette i rækken – der bl.a. indebar, at private radio- og tv-kanaler nu fik tilladelse til at sende programmer på kurdisk. Det brød den militære ledelse sig ikke om, og præsident Sezer nedlagde veto mod pakken, men vetoet blev efterfølgende forkastet af parlamentet.
Derefter vedtog man en syvende, endnu mere kontroversiel reformpakke, der begrænsede militærets og Det Nationale Sikkerhedsråds indflydelse.

Mange konflikter mellem kemalisterne og AKP drejede sig om muslimske kvinders ret til i forskellige sammenhænge at bære tørklæde. Præsident Sezer boykottede arrangementer, hvor ministerpræsident Erdogans hustru og andre kvinder, der gik med tørklæde, var inviteret.

En ny trussel mod regeringen kom, da den nationale valgkommission i efteråret 2003 pludselig truede med at erklære valget i 2002 – det valg, der havde bragt AKP til magten – for ugyldigt af ikke helt gennemskuelige årsager. Kommissionen trak dog sine trusler tilbage i oktobr 2003. I marts 2004 befæstede AKP sin stilling i lokalvalgene, hvor partiet gik frem i de økonomisk mest udviklede provinser i vest og syd, men også i visse kurdisk dominerede områder i øst.