Konyas dansende dervisher

Konya er Tyrkiets vigtigste center for sufisme, en sekt af islamiske mystikere, og gennem næsten 700 år har byen været hjemsted for de dansende dervisher fra mawlawiyya-ordenen. Deres Mevlana Tekke (Mevlana-kloster) blev grundlagt i 1200-tallet af digteren og filosoffen Mevlana (Mester) Jalalu-d-Din Rumi, som var overbevist om, at en ekstatisk, trancelignende tilstand af universel kærlighed kunne opnås, hvis man hvirvlede rundt og rundt som alt andet i universet. Hvert år midt i december fejrer hans tilhængere hans shebi Arus (“foreningens dag” – den dag, han døde) ved at udføre sema’en den hvirvlende dans, et af de mest forheksende optrin i verden. Med højre håndflade vendt mod himlen som for at modtage Guds nåde og venstre håndflade nedadvendt som for at udbrede den her på jorden, danser dervisherne rundt i rummet under ledelse af en dansemester og akkompagneret af et orkester, der spiller på traditionelle instrumenter, og indtager efterhånden en drejende position omkring sheiken, en ældre dervish, der repræsenterer solen. Ved gennem dansen at slippe deres jordiske bånd virkeliggør de deres forening med Gud.
I kølvandet på Mustafa Kemal Atatürks omstyrtelse af Osmanneriget i 1924 blev mawlawiyya-ordenen forbudt, da den var en hæmsko for Tyrkiets modernisering. Efter en afbrydelse på 25 år lykkedes det en gruppe dervisher at få lokalregeringen i Konya til igen at tillade udførelsen af “drejedansen”, nu blot som en kulturel begivenhed. Den er blevet gennemført hvert år lige siden. Mevlana-klosteret, der i dag er museum, besøges hvert år af over én mio. tyrkere. Konya ligger omkring 260 kilometer syd for Ankara. Mevlana-festivalen afholdes hvert år i midten af december og kulminerer den 17. december, årsdagen for Mevlanas død i 1273.