Landbrugets andel af BNP er støt faldende, men det er stadigvæk her, næsten en tredjedel af Tyrkiets arbejdende befolkning er beskæftiget. Siden slutningen af 1990erne har regeringen skåret i støtten til landbruget.

Tyrkiet er stort set selvforsynende med landbrugsprodukter. I vest og syd drives et moderne, mekaniseret landbrug. Langs Sortehavskysten dominerer et mere traditionelt familielandbrug på små jordlodder. Storgodser findes først og fremmest i sydøst, hvor småbønder og forpagtere ofte lejer jord på meget ufordelagtige vilkår. Borgerkrigen mellem regimet og PKK 1984-1999 medførte, at mange landbrugsområder i det sydøstlige Tyrkiet blev ødelagt, og der blev lagt miner ud flere steder.

De vigtigste eksportafgrøder er bomuld, tobak, hvede, frugt og nødder. Bomuldsdyrkningen danner også basis for den vigtige tekstil- og beklædningsindustri. Bomuld dyrkes først og fremmest omkring Izmir i vest og Adana i syd. Gaziantep-egnen er kendt for sine pistacienødder. Tobak dyrkes først og fremmest i nordvest, og frugt, druer og oliven i det milde klima langs kysten ud til det Ægæisek hav. I det barskere klima i det anatolske højland dyrkes der først og fremmest korn. Græssletterne i bjergene mod øst anvendes som græsningsarealer.

Industrien er især koncentreret til det vest- og sydvestlige Tyrkiet, og sektoren som helhed har udviklet sig til samfundsøkonomiens mest dynamiske. Vigtigst er tekstil- og konfektionsbranchen, der i 2003 stod for en tredjedel af eksporten og beskæftigede halvanden million mennesker. Traditionelle tekstilcentre er Istanbul, Bursa, Izmir og Adana, men branchen har også bredt sig til andre områder af landet, hvor lønningerne er lavere.
Byggeindustrien inkl. cementfremstilling er den sektor, der beskæftiger flest uden for tekstilbranchen. Efter Sovjetunionens sammenbrud har tyrkiske byggefirmaer også arbejdet i Rusland og Centralasien. Byggebranchen har dog oplevet en nedgang siden årtusindskiftet.

Tyrkiet har også en betydelig kemisk industri og en stor licensproduktion af udenlandske bilmærker. Denne sektor er hurtigt ekspanderende og øgede sin produktion med 50 procent fra 2002 til 2003. Ca. 70 procent af alle bilerne eksporteres. Køleskabe og andre forbrugsvarer fremstilles især til hjemmemarkedet, mens fjernsyn også eksportere.

Allerede før ankomsten til Lilleasien havde tyrkerne taget islam til sig. Fra 1500-tallet begyndte herskerne i det Osmanniske Rige, sultanerne, at kalde sig kaliffer, “Muhammeds efterfølgere”.

Da Tyrkiet blev en republik i 1923, blev kalifatet afskaffet. Religiøse skoler blev lukket, kvinder blev opfordret til ikke at bære tørklæde, og islamisk lov, sharia, blev erstattet af en lovgivning efter vesteuropæisk model. Sekulariseringen blev en af grundpillerne i det moderne tyrkiske samfund og i dets statsbærende ideologi, kaldet kemalismen efter republikkens grundlægger, Kemal Atatürk. Sekularisering indebærer ikke, at staten forholder sig neutral i alle religiøse spørgsmål, men er udtryk for et ønske om at holde religionsudøvelsen under opsyn og adskilt fra det politiske liv. Staten ejer f.eks. alle moskeer i Tyrkiet, selv om islam ikke er statsreligion.

Efter militærkuppet i 1980 blev sekulariseringspolitikken lempet. Styret forsøgte at undergrave de radikale, venstreorienterede kræfter i samfundet og modvirke vestlig indflydelse på Tyrkiet ved at give plads til en folkelig, sunnitisk islam. Den private religiøse aktivitet tog til, og unge kvinder på universitetet chokerede omverdenen ved at begynde at bære tørklæde.

Inden for statsapparatet har sekularisterne fortsat deres kamp mod religiøse ytringer. Det er f.eks. i dag forbudt for kvindelige studerende, offentligt ansatte og politikere at bære tørklæde.

De fleste tyrkere og kurdere er sunnimuslimer, men man regner med, at 10-20 procent af befolkningen er alawitter. Alawitternes religion ligner shiismen – den gren af islam, der praktiseres i Iran – men alawitterne går ikke ind for et religiøst baseret samfund. De opfatter først og fremmest religion som en privatsag. De har støttet den tyrkiske sekulariseringspolitik i håb om, at de så selv vil være mindre udsat for pres fra sunnitternes side. Modsætninger mellem sunnitter og alawitter har i flere tilfælde ført til voldsomme sammenstød. Både blandt sunnitter og alawitter har sufismen, den islamiske mystik, i århundreder spillet en vigtig rolle.

Der har længe befundet sig kristne – særligt græsk-ortodokse og syrisk-ortodokse – i Tyrkiet, men efter folkeflytninger, forfølgelser og hetz er de blevet reduceret til små mindretal, der hovedsageligt lever i Istanbul. Der er også et lille antal jøder i Tyrkiet.

• Indbyggertal: 71,3 mio. (2003)
• Antal indbyggere/km2: 91
• Andel af befolkningen, der bor i byerne: 66% (2001)
• Fødselsrate: 2,1 (2002)
• Dødsrate: 0,7% (2002)
• Naturlig befolkningstilvækst: 1,4%
• Gennemsnitslevealder: kvinder 71 år, mænd 66 år
• Skolegang: obligatorisk i otte år
• Andel læsekyndige voksne: mænd 93%, kvinder 76%
• Befolkningsgrupper: tyrkere 81%, kurdere 17-18%, arabere 1-2%
• Sprog: tyrkisk er officielt sprog, kurdisk er det største mindretalssprog
• Religion: muslimer (sunnitter og alawitter) 99%, kristne og jøder under 1%
• Nationalitetsbetegnelse: tyrker

Den tyrkiske økonomi har gennemgået en voldsom udvikling siden Anden Verdenskrig, men landet er stadig det fattigset af de “rige” lande i samarbejdsorganisationen OECD.

De økonomisk mest udviklede områder er Marmara-regionen omkring Istanbul samt Izmir, Ankara og Adana-området ved sydkysten. Det østlilge og sydøstlige Tyrkiet er langt fattigere og mindre udviklet.

Men den tyrkiske økonomi har længe været plaget af ubalance. Der har været en høj vækst, men også en meget høj inflation – gennemsnitligt 60 procent om året fra 1980-2000. Der er et stort underskud på statsbudgettet, bl.a. på grund af et kostbart pensionssystem, tabsgivende statslige virksomheder og en enorm landbrugsstøtte. Det har ført til en ondsindet gældsspiral, hvor landet har måttet låne flere penge for at betale af på gamle lån. Den sorte, uofficielle del af økonomien står for en betydelig del af den samlede økonomi. Mange mennesker lever af forefaldende eller sort arbejde, gadesalg eller smugleri, og selvom de således tjener til dagen og vejen på den måde, går staten glip af store skatteindtægter.

Fra midten af 1990erne oplevede Tyrkiet en økonomisk vækst på næsten 7 procent om året frem til 1999, hvor der skete en tilbagegang. Det skyldes en kombination af økonomiske vanskeligheder i Rusland, der har været en af landets vigtigste handelspartnere, og et fald i turismen efter jordskælvet i Istanbul i 1999. For at sikre sig hjælp indgik den regering, der trådte til i juni 1999, hurtigt en aftale med Den Internationale Valutafond, IMF, om et lån. Til gengæld forpligtede Tyrkiet sig til at gennemføre en treårig reformpakke for at presse inflationen ned, øge skatteindtægterne og sætte tempoet i privatiseringen op.

I starten af 2001 blev Tyrkiet ramt af den værste økonomiske krise i 50 år. Regeringen blev tvunget til at lade kursen på den tyrkiske lira flyde. I maj 2001 bevilgede IMF Tyrkiet flere lån, men priserne blev ved at stige, lirens værdi faldt, og ved årets slutning var 1 mio. tyrkere blevet arbejdsløse. Efter årsskiftet fik Tyrkiet løfte om flere lån fra IMF, og valget i efteråret 2002, der førte Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP, til magten, blev hilst af finansmarkederne med forsigtig optimisme, da AKP lovede at videreføre IMFs program.
Et par dage efter, at den USA-ledede alliances krig mod Irak var begyndt, faldt liraen til sit laveste niveau nogen sinde over for dollaren. Markedet faldt dog til ro, da USA stillede nye lån i udsigt.

I 2003 havde Tyrkiet en økonomisk vækst på 6 procent. Liraen stod stærkt, og inflationen var på vej ned. Fremskridtet tilskrives de reformer, IMF tog initiativ til i 2001 og 2002. Den positive udvikling fortsatte i 2004 med stigende private investeringer og voksende forbrug. Arbejdsløsheden er dog stadig høj.

• BNP/indbygger: 7300 US dollar (købekraftkorrigeret, skøn, 2002)
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 14%, industri 26%, andet 61% (2001)
• Naturressourcer: krom, kobber, bauxit, jernmalm, mangan, bly, zink, kviksølv, salt, vandkraft, naturgas
• Årlig eksport: 35 mia. US dollar (2002)
• Årlig import: 50 mia. US dollar (2002)
• Vigtigste eksportvarer: tøj og tekstiler, elektriske og elektroniske produkter, biler, levnedsmidler, metalvarer
• Vigtigste improtvarer: maskiner, fabriksvarer, kemikalier, transportudstyr, brændstof
• Vigtigste eksportlande: Tyskland, USA, Storbritannien, Italien, Frankrig
• Vigtigste importlande: Tyskland, Italien, USA, Saudi Arabien, Frankrig, Rusland, Japan
• Valuta: 1 ny tyrkisk lira = 4,50 DKK (februar 2005)

Det politiske liv har længe været karakteriseret af en kløft mellem på den ene side staten, der i folkets øjne repræsenterer gedigne og bestående værdier, og på den anden side politikerne, der har haft lav anseelse. Til den statslige sfære hører militæret, bureaukratiet og retsvæsenet.

Tyrkiets nuværende forfatning trådte i kraft i 1982. Trods ændringer og tillæg fremstår den som utidssvarende og delvist udemokratisk. Statens interesser sættes gennemgående over individets. Forfatningen garanterer borgernes grundlæggende rettigheder, men giver også myndighederne ret til at indskrænke disse, hvis nogen krænker “statens udelelige enhed”, for eksempel ved at tale for oprettelsen af en kurdisk stat. At “krænke” statslige institutioner, i særdeleshed militæret, er strengt forbudt. EU-kandidaturet fra 1999 har dog sat gang i en reformproces.

Præsidenten vælges af parlamentet for en periode af syv år og kan ikke genvælges. Han eller hun kan nedlægge veto mod en lov, men parlamentet kan ophæve vetoet ved at vedtage loven endnu en gang. Til præsidentens beføjelser hører at udnævne ministerpræsidenten, der normalt er lederen af det største parti. Ministerpræsidenten skal være medlem af parlamentet.

Parlamentet har 550 medlemmer, der vælges i almindelige valg for en periode af fem år. Spærregrænsen er 10 procent.

Det tyrkiske militær har længe haft en magt og en indflydelse, der langt overstiger den normalt accepterede i europæiske demokratier. Militæret ser det som sin opgave at værne om Tyrkiet som en stærk, sekulær enhedsstat. Siden kuppet i 1980 har det officielt holdt sig i baggrunden, men generalerne har alligevel stor indflydelse på det politiske liv. Det finder sted efter stiltiende overenskomst med kemalister inden for bureaukratiet, domstolene og de traditionelle sekulære partier.

I det Nationale Sikkerhedsråd kunne militæret tidligere øve direkte indflydelse på politikken. Her mødtes præsidenten, de vigtigste ministre og generalerne for at diskutere alle spørgsmål af betydning. I juli 2003 vedtog parlamentet en række love, der kraftigt indskrænkede sikkerhedsrådets beføjelser og gør det til et rådgivende, ikke udøvende organ. Tidligere er parlamentet aldrig gået imod en beslutning fra sikkerhedsrådet. Det blev også bestemt, at forsvarsbudgettet skal forelægges og godkendes af parlamentet i stedet for generalstaben. Tidligere blev dele af budgettet holdt hemmeligt for de folkevalgte.
Tyrkiets traditionelle, sekulære partier befinder sig alle omkring den politiske midte. Størst af de traditionelle centrum-højrepartier er Den Rette Vejs Parti (Dogru Yol Partisi, DYP), der har fået en mere tyrkisk-nationalistisk profil, siden tidligere ministerpræsident Tansu Ciller blev afløst af Mehmet Agar. Til centrum-venstreblokken hører Det Republikanske Folkeparti, (Cumhuriyet Hlk Paartisi, CHP), der under Deniz Baykal blev Tyrkiets næststørste parti ved valget i 2002.

Herudover findes nogle moderate muslimske partier, der dog står de sekulære højrefløjspartier nærmest. Det drejer sig bl.a. om Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (Adalet ve Kalkinma Partisi, AKP). Det ledes af Recep Tayyip Erdogan, der hævder, at partiet ikke er islamistisk, men konservativt. Partiet har vist som stærkt EU-venlige og har en spraglet medlemsskare, der primært samles om at være i opposition til det gamle politiske establishment.

På de politiske yderfløje findes en række småpartier. Bevægelser, der betragtes som en trussel mod statens enhed eller sekulære karakter, er forbudte. Det gælder bl.a. Kurdistans Arbejderparti, PKK, og visse militante islamistiske grupper.

I den sydøstlige del af landet udkæmpede PKK en guerillakrig mod styret i perioden 1984-1999. Det var PKKs mål at oprette en kommunistisk stat i de kurdisk beboede områder i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. PKK havde i praksis allerede tabt denne krig, da dets leder, Abdullah Öcalan, blev arresteret i 1999. Senere kom organisationen på EUs liste over terrorgrupper og skiftede navn flere gange. Den fængslede Öcalan er stadig formelt leder, men bevægelsen viser tegn på splittelse.

Personer af kurdisk oprindelse er godt repræsenterede i de traditionelle partier og i parlamentet. Indtil nu har tre præsidenter været assimilerede kurdere. I de kurdiske provinser i sydøst foretrækker de fleste dog at stemme på et decideret kurdisk parti. Det første lovlige af slagsen blev dannet i 1991, da udbrydere af et venstreorienteret parti dannede Folkets Arbejderparti, HEP. Det er blevet forbudt flere gange og under flere navne, senest i 2003. Alle kurdiske partier anklages for at stå i forbindelse med PKK.
Retssystemet fungerer ikke godt, set med europæiske øjne. Forskellige love på forskellige niveauer kan være i direkte modstrid med hinanden, og retssikkerheden er mangelfuld. Tyrkiet har ofte reageret på kritik udefra ved at indføre nye love, som siden har vist sig at have begrænset betydning for, hvordan domstolene egentlig dømmer. De såkaldte statssikkerhedsdomstole blev afskaffet i 2004.

Tyrkiet er en af verdens store kromproducenter. Krom og bor eksporteres, mens der af landets egne bauxitreserver produceres aluminium til hjemmemarkedet. Der findes også sten- og brunkul, kobber, jern, mangan, kviksølv og salt.

Det meste af energiforsyningen kommer fra olie-, gas- og kulfyrede kraftværker. De små oliefelter i sydøst er ved at være tømte, og Tyrkiet er storimportør af olie og gas. Olien købes primært i Saudi-Arabien, mens Rusland leverer 70 procent af naturgassen.
Elproduktionen er fordoblet siden midten af 1990erne, og godt halvdelen af produktionen sker i kulfyrede kraftværker.

I 1999 indgik Tyrkiet, Aserbajdsjan og Georgien en aftale om at anlægge en ny rørledning, der skal føre olie fra Det Kaspiske Hav til den tyrkiske middelhavshavn Ceyhan. Ledningen skulle erstatte en anden rørledning, der går over russisk territorium, og af den grund har USA ydet støtte til projektet. Der er også en aftale om i fremtiden at sende naturgas fra Turkmenistan til Tyrkiet. Der går allerede en gasledning fra Iran.

Næsten 30 procdent af Tyrkiets vandreserver findes i Eufrats og Tigris’ flodsystemer, hvor tyrkerne siden 1970erne har bygget dæmninger og kraftværker. En voksende del af elektriciteten produceres af vandkraft, især i Atatürk- og Karakaya-dæmningen ved Eufrat. De indgår i det store og omdiskuterede GAP-projekt, der blev lanceret i 1980. Det skal ifølge planerne bestå af en snes vandkraftværker og lige så mange dæmningsanlæg og med tiden forsyne Tyrkiet med halvdelen af den elektricitet, landet behøver.

En fjerdedel af Tyrkiets befolkning bor i Marmararegionen i nordvest, hvor landets største by, Istanbul, ligger. En anden fjerdedel bor langs syd- og vestkysten. Indlandet øst for Ankara er meget tyndt befolket.

Mindst fire femtedele af indbyggerne betegnes som “etniske” tyrkere med tyrkisk som modersmål. De tyrkisk-sprogede folk indvandrede fra Centralasien omkring år 1000. Nutidens tyrkere nedstammer dog ikke kun fra disse centralasiater, men også fra de oprindelige indbyggere i Lilleasien, som indvandrerne besejrede og omvendte til islam.
Der bor ca. 12 mio. kurdere i Tyrkiet, og kurderne er dermed det største etniske mindretal. Omkring halvdelen af alle kurdere bor i Tyrkiet, men alle tal er usikre, eftersom Tyrkiet ikke anerkender dem som en særlig befolkningsgruppe. Kurderne er i flertal i et ikke nøjere afgrænset område i sydøst, der kaldes Kurdistan, og som strækker sig ind i Iran og Irak, hvor der også er store kurdiske mindretal.

Bortset fra kurderne er der kun få andre mindretal i Tyrkiet. Aserierne og turkmenerne er andre tyrkisk-talende folk, og langs grænsen til Syrien og Irak bor mange arabere. I nordøst tales der kaukasiske sprog af bl.a. tjerkessere og georgiere. Der er også en del sigøjnere i landet.

Før i tiden boede der kristne armeniere i det østlige Tyrkiet, og i vest levede grækere langs kysten. I dag er der kun få armeniere og grækere tilbage i landet, og de fleste af dem bor i Istanbul.

Armenierne blev fra slutningen af 1800-tallet udsat for blodige forfølgelser. Under Første Verdenskrig frygtede den tyrkiske regering, at armenierne ville samarbejde med fjenden Rusland, og i krigsvinteren 1915 blev omkring to millioner armeniere fordrevet fra deres hjem og mange hundredtusinder myrdet.

Efter en gigantisk folkeflytning mellem Grækenland og Tyrkiet i 1923 blev halvanden million grækere deporteret fra Tyrkiet, som ved samme lejlighed modtog ca. 500.000 tyrkisksprogede muslimer fra Grækenland.

Der bor også mange tyrkere uden for Tyrkiets grænser. Fra 1960erne og frem er mange tyrkere rejst til Vesteuropa som gæstearbejdere, og næsten alle europæiske lande har et tyrkisk mindretal af en betragtelig størrelse.

Tyrkisk er et altaisk sprog, der har sin oprindelse i Centralasien, hvor beslægtede sprog tales af kasakher, usbekere, kirgisere, turkmenere, aserier (aserbajdsjanere) og en del mindre folkeslag.

Overklassen i det Osmanniske Rige talte et sprog, som nærmest var en blanding af tyrkisk, arabisk og persisk. I 1928 indledte landsfaderen Kemal Atatürk en radikal sprogreform, hvor det tyrkiske rigssprog blev renset for persiske og arabiske låneord, og det arabiske alfabet erstattet af det latinske.

Kurdisk er et nordvestiransk sprog, der længere ude er i slægt med persisk. Efter et kurdisk oprør i 1925 fik kurderne forbud mod at tale deres eget sprog offentligt i Tyrkiet. Dette forbud blev først lempet i 1991, og så sent som i 1994 blev det tilladt at udgive bøger og aviser på kurdisk. Først for ganske nylig har statslige medier fået lov at sende på kurdisk.

Som et led i Tyrkiets tilpasning til EUs normer og regler er flere love, der tidligere har indskrænket presse- og ytringsfriheden, blevet ophævet eller ændret. Der er dog stadig paragraffer, som kan bruges særdeles smidigt til indgreb over for medierne. Derfor er selvcensur ganske udbredt.

I juni 2004 vedtog parlamentet en ny medielov, der skal garantere øget pressefrihed. Også tidligere har den tyrkiske forfatning stået som garant for denne, men friheden har altid været meget begrænset, hvad angår visse, tabubelagte emner. Mens medierne kan kritisere regeringen på en lang række punkter, bliver journalister, der for eksempel ytrer sig kritisk om militæret, forsvarer islams rolle i det politiske liv eller åbent går ind for en kurdisk stat, udsat for chikane, fængsling, tortur eller mord.

I 1990erne blev en række dagblade overtaget af erhvervsgrupper og banker. Pressens uafhængighed var truet, og både kvalitet og oplag faldt. I 2001 gik en del af disse selskaber konkurs, og de fleste aviser ejes nu af multimediekoncerner, der også har ejerinteresser uden for medieverdenen. De to største af disse koncerner er Dogan og Bilgin.
Bilgin-koncernen udgiver Sabah (Morgen), mens Dogangruppen ejer de andre store aviser Hürriyet (Frihed) og Milliyet (Nationen). Blandt de største dagblade er også Star. Alle har oplag på mindst 400.000 eksemplarer og udgives i Istanbul.

I Ankara udgives bl.a. den engelsksprogede Tyrkish Daily News (ejet af Dogan), der også kan læses på internettet. Landets ældste avis er Cumhuriyet (Republikken), der begyndte at udkomme i 1924. Den er af centrum-venstre observans og betragtes som liberal.
Ifølge RTÜK, en slags statsligt mediepoliti, findes der 959 lokalradioer, 104 regionalradioer og 36 landsdækkende radiokanaler. Der er 226 lokale fjernsynssendere, 15 regionale og 16 landsdækkende. Det statslige radio- og fjernsyn, TRT, sender på flere kanaler, heraf to satellitkanaler til Vesteuropa. Dogankoncernen ejer CNNTürk.

Et forbud mod radio- og fjernsynsudsendelser på kurdisk blev delvist ophævet i 2001. Men først i 2004 begyndte TRT at sende radio og fjernsyn et par timer om ugen på kurdisk og nogle andre mindretalssprog, bl.a. arabisk. Det er endnu ikke tilladt for private sendere at transmittere på mindretalssprog.