Ronda, vel nok den mest kendte hvide landsby i Andalusien

Udgivet den af Liselotte

De bjergrige egne inde i landet bag Costa del Sol har sin egen, rå skønhed, og de romantiske pueblos blancos, de hvide byer, ligger som håndfulde af hvidt grus i det forrevne landskab, hvor ørne og gribbe kredser højt oppe på himlen.

Ronda er den mest berømte af de hvide byer og ligger helt ude på kanten af en dyb slugt, mens andre byer hænger på klippeafsatser eller gemmer sig i bunden af en dal.

I dette område ender mange af bynavnene på ”de la Frontera”. Det betyder ”ved grænsen”, hvilket til dels forklarer deres beliggenhed.

Den grænse, der er tale om, er den gamle grænse til det mauriske Andalusien, en grænse, der bestod i næsten 800 år (711-1492), og disse små byer markerede maurernes forpost mod de kristne områder omkring al-Andalus.

Hver by er anlagt på typisk, maurisk vis – en labyrint af smalle gader og stræder under et slot, og små hvidkalkede huse med en indre, skyggefuld patio.

Bag bjergene ligger det grønne landskab med sine tern af gyldne marker med solsikker og hvede. Dette er udkanten af flodsletten omkring Guadalquivir-floden, og længere vestpå finder man den berømte sherry-trekant og den ældgamle by Jerez de la Frontera, der er hovedbyen i trekanten. Gennem landskabet går tyreruten, la ruta de toros, og i området omkring Jerez kan man se de kæmpestore kamptyre på markerne, bevogtet af mænd på hesteryg.

Præmietyre fra disse gårde er i høj kurs, og de bedste af disse udvælges til tyrefægtninger i arenaerne i Sevilla og Málaga.

Ronda

Ronda er en af Spaniens ældste byer, og måske den by, der har den mest dramatiske beliggenhed. Ronda ligger 750 m over havet på et plateau, der er delt som med et sværdhug af en dyb slugt, El Tajo. Byen ligger ca. en times kørsel fra Costa del Sol, og vejen går gennem Serranía de Rondas rå bjerglandskaber, der åbner sig mod vidtstrakte marker med solsikker.

Ronda har en farverig og romantisk fortid, og i den spanske folkehistorie associeres byen med røvere og tyrefægtere. Tyrefægterarenaen i Ronda er en af de ældste i Spanien, og den store matador Pedro Romero levede, kæmpede og døde her. Røverbander huserede i bjergene, hvor de udplyndrede rige turister på vej til Ronda på deres Grand Tour i Europa. Også i dette århundrede har Ronda fascineret forfattere og tyrefægter-entusiaster fra hele verden. Ernest Hemingway skrev to bøger, hvor handlingen var henlagt til Ronda: Hvem ringer klokkerne for og Døden kommer om eftermiddagen. Skuespilleren Orson Welles ligger begravet i byen.

Ronda blev grundlagt i den mauriske periode, hvor den var et vigtigt, kulturelt centrum i al-Andalus, rigt udsmykket med paladser og moskéer. Maurerne holdt stand mod de kristne indtil 1485, kun syv år før generobringen var tilendebragt med Granadas overgivelse. På de tider eksisterede kun bydelen La Ciudad syd for slugten. Efter den kristne generobring skød en ny bydel op, El Mercadillo, da indbyggerne i La Ciudad var så skattetyngede, at de var nødt til at opføre et nyt kvarter.

Hovedvejen fra kysten fører ind i byen gennem to ældgamle byporte, den mauriske Puerta de Almocábar, som i det 13. årh. var hovedindgangen til slottet, og renæssancetårnet fra det 16. årh., der er bygget af Karl 5. Meget af den mauriske bystruktur eksisterer stadig – der er et virvar af smalle gader med hvidkalkede huse og statelige renæssancebygninger hist og her. Kirken Santa María la Mayor på Plaza Doquesa de Parcent var i det 13. årh. byens moské, der senere blev omdannet til katolsk kirke, og man byggede et klokketårn oven på den gamle minaret. Inde i kirken kan man stadig se rester af arabiske inskriptioner. San Sebastián-minareten ikke langt derfra er alt, hvad der er tilbage af den anden moské fra det 14. årh.

Palacio de Mondragón

Dette palads, der ligger ved Plaza Mondragón i det mauriske kvarter, blev bygget af kong Abomelic af Ronda i 1314, og her boede de efterfølgende mauriske herskere, før Fernando og Isabel, Det katolske Kongepar, ombyggede det til eget brug efter generobringen.

Noget af den originale stuk og de kulørte mosaikker kan stadig ses rundt om den store patio med hesteskobuerne. Tagterrassen har udsigt over de vidtstrakte sletter. Åbent mandag-fredag 10.00-19.00, lørdag, søndag og helligdage 10.00-15.00. Tlf 95 287 8450.

La Casa del ReyMoro

Dette palads fra det 18. årh. med udsigt over slugten fra Calle Santo Domingo har aldrig huset en maurisk konge, som navnet kunne antyde, men det er bygget på fundamentet af et maurisk hus. Huset er ikke åbent for offentligheden, men det har en interessant historie: En underjordisk trappe fra det 14. årh., la mina (minen), førere fra haven til floden, der gennemskærer slugten. Under belejringer satte man kristne slaver i en lang række, så de kunne række spande med vand op ad stentrappen.

Palacio del Marqués de Salvatierra

Dette renæssancehus, der ligger i samme gade, er åbent for offentligheden hver dag med undtagelse af de perioder, hvor Salvatierra-familien opholder sig i huset. Udskårne figurer af Inca-indianere ved indgangen viser, hvordan folk udsmykkede deres huse i den periode, hvor Den Nye Verden blev opdaget.

El Tajo-slugten

Tre broer fører over El Tajo. Puente de San Miguel er et originalt, maurisk bygningsværk, hvorfra man ser ned på de velbevarede arabiske bade fra 13. årh. Ved siden af ligger Puente Viejo, der blev bygget i 1616. Den nye bro, Puente Nuevo, er bygget i 1788, og har en dramatisk udsigt over slugten og sletterne bag den. Et af dens ofre var arkitekten selv, der styrtede i døden, fordi han greb ud efter sin hat, da den blæste af. Foruden de utallige selvmord tæller dødsofrene adskillige republikanske sympatisører, der under borgerkrigen blev kastet i slugten af Francos tropper, og i det 18. årh. blev heste, der var blevet såret i arenaen, kastet ud fra klippen.

Plaza de Toros

Tyrefægterarenaen, der ligger på Plaza de Espana i Mercadillo-kvarteret er en af de ældste og mest elskede i Spanien. Arenaen er opført i 1785, og her udviklede Pedro Romero, der betragtes som den moderne tyrefægtnings fader, den elegante stil, hvor tyre bekæmpes til fods i stedet for fra hesteryg. Denne stil lever den dag i dag. Goya malede Romero og hans kolleger, og til ære for disse mænd afholdes der hvert år en særlig festival i begyndelsen af september, goyesca, hvor kun de bedste matadorer giver opvisning. Klædt i fornemme kostumer fra det 18. årh., og kun de bedste tyre føres i arenaen. Inden for murene ligger museet Museo Taurino, der rummer genstande og plakater med tilknytning til miljøet, bl.a. plakaten for den første corrida i arenaen. Åbent 10.00-18.00 (vinter), 10.00-20.00 (sommer). Tlf. 95 287 4132.

Nord for arenaen ligger en skyggefuld park, Alameda del Tajo, med to udsigtspunkter på toppen af klippen, hvorfra der er en milevid udsigt over landskabet og sletten.

De hvide byer i Andalusien

Udgivet den af Liselotte

Bjergvejene i Serranía de Ronda er godt afmærket og i rimelig god stand, men i stedet for at køre i det uendelige kan det varmt anbefales at standse og gå korte ture i landskabet og byerne.

Store dele af landskabet har status af naturreservat, og man skal indhente tilladelse fra Agencia de Medio Ambiente for at gå ture her. Tilladelsen kan afhentes i Grazalema.

Naturskønne ture

Ronda – Grazalema – Zahara de la Sierra – Ronda

Kør ad C339 fra kysten lige efter Marbella og følg skiltene til Ronda. Køreturen tager ca. en time gennem smukke landskaber. Kør igennem Ronda og fortsæt ad C344 til frakørslen mod venstre til Grazalema ca. 13 km videre.

Grazalema er en søvnig lille by, der nærmest hænger på den bare bjergside i hjertet af Sierra de Grazalema Parque Natural. Grazalema er Spaniens mest regnfulde sted, hvor bjergene fanger den kølige luft fra havet, og højden kombineret med den store mængde nedbør giver de bedste betingelser for den sjældne pinsapo-fyr, der kun vokser i dette område.

Mange bruger Grazalema som udgangspunkt for vandreture i pinsapo-skovene og korkeg-plantagerne. Byens store plads er tit fuld af vandrere og ældre mennesker, der sidder i ahorntræernes skygge og betragter livet omkring sig. Byerne er desuden berømt for sine håndvævede tæpper, og et par forretninger rundt om pladsen sælger de bløde tæpper, der er produceret på en lille fabrik lige uden for byen. I de fredelige gader danner de farverige altankasser en strålende kontrast til de hvide mure, og restauranterne serverer lokale specialiteter som vild ørred med fyld af lufttørret skinke eller løgsuppe med ost og valnødder.

Kør videre fra Grazalema og fortsæt op gennem dalen til afkørslen til CA531 til Zahara og Puerto de las Palomas. Dette dramatiske bjergpas er det højeste beliggende i Andalusien, og vejen snor sig opad langs næsten lodrette bjergsider og gennem pinsapo-skovene. Udsigten fra toppen 1,350 m oppe er ubeskrivelig, og for ens fødder ligger et landskab med rå klipper, grønne dale og sletter med støvede, gyldne marker mod vest så langt øjet rækker. Højt oppe kredser kongeørne og gåsegribbe. En sti på venstre hånd markerer begyndelsen af Itinerario del Pinsapar, der fører gennem pinsapo-skovene. Man skal have tilladelse til at gå en tur på ca. en time, men det tager fire timer at gå hele turen, der ender i nabobyen Benamahoma.

På den anden side af passet snor vejen sig nedad i hårnålesving mod en bakketop med et massivt, maurisk slot. På den anden side af højen ligger de små huse i Zahara de la Sierra, en by, der har status af nationalmonument.

Zahara blev oprindelig bygget af maurerne i det 8. årh. og var en vigtig befæstet stilling, indtil den blev indtaget af de kristne sidst i det 15. årh. En grusvej ved siden af kirken fører op til den 800 år gamle slotsruin, hvorfra der er en vid udsigt over de røde tage lige nedenunder og vandreservoiret i baggrunden.

Tag C339 ud af Zahara langs med søen tilbage til Ronda og videre til kysten.

Ronda – Cueva de la Pileta – Gaucín – Casares – Manilva

Denne tur dækker den østlige del af Serranía de Ronda med en afstikker til de forhistoriske hulemalerier i Cueva de la Pileta. Kør gennem Ronda og tag afstikkeren til Benaoján og herfra følges skiltene til hulen.

Inde i hulen ser man primitive hulemalerier med motiver af de dyr, der levede i området omkring 25.000 f.Kr., og den dramatiske stemning forstærkes af, at der ikke er lys – på den en time lange tur er hulen kun oplyst af lanterner. Åbent dagligt 10.00-13.00 og 16.00-18.00. Gratis. Ture for max 24 personer og mindst 4 personer. Tlf. 95 216 7343.

Fortsæt sydpå til Jimera de Líbar, en lille by, der ligger under en maurisk slotsruin. Drej til højre, hvor vejen mødes med C341 og fortsæt mod Gaucín, der ligger 19 km væk. Gaucín er en af de smukkeste af de hvide byer, drysset ud som sukkerknalder for foden af en høj, hvorpå der ligger en maurisk fæstning. Der er en fantastisk udsigt over kysten helt til Gibraltar og Marokko.

Der er ikke meget af historisk interesse, men byen er hyggelig, og man kan gå på opdagelse eller sidde og nyde en forfriskning.

I den vestlige udkant af byen tager man den venstre gren af vejen, en stejl, unumereret vej, der går ned mod Casares, endnu en kridhvid, lille pueblo på en skråning med et slot på toppen.

Casares siges at være opkaldt efter Julius Cæsar, der besøgte svovlkilderne uden for Manilva. Det gamle badehus eksisterer ikke mere, men det ildelugtende vand fosser stadig ud.

Casares ligger relativt tæt på kysten, kun små 18 km fra Estepona.

Den er ikke så isoleret som andre af de hvide byer, og der er flere fastboende udlændinge i området, plus de souvenirforretninger og restauranter, der følger i kølvandet. Det mauriske alcázar er bygget over en romersk ruin, og det er umagen værd at ase op gennem de stejle gader for at nyde udsigten til kysten.

Arcos de la Frontera

To timers kørsel fra Marbella over det rå bjergområde Serranía de Ronda og gennem et kuperet landskab finder man Arcos de la Frontera, den vestligste af de hvide byer. Den hvidkalkede by ligger på en rå klippe højt over Guadalete-floden, og de gyldne sandstensformationer gløder i solen.

Arcos var først beboet af romere og siden af maurere, og i 1264 faldt byen for de kristne hære. Denne sejr over en så vigtig, strategisk post kom til at markere begyndelsen på enden for maurerne og deres herredømme i Andalusien. Alle de store monumenter ligger, så man kan spadsere rundt og se dem, f.eks. murene fra det mauriske slot og den knejsende kirke Santa María de la Asunición, der er bygget i en blandet gotisk-mudéjar-stil. Kirken er opført over resterne af en tidligere moské og danner de to af siderne på Plaza de Espana.

Kirken er bygget mellem det 16. og det 18. årh., og den har en smuk facade i plateresque-stil med et højt, ufuldendt klokketårn. På den åbne side af pladsen ligger en mirador, et udsigtspunkt med vid udsigt over de brogede marker. På pladsen ligger også byens smukke, statsejede hotel i parador-kæden.

Længere inde i den gamle bydel, gennem de smalle, skyggefulde gader, ligger den gotiske kirke San Pedro og læner sig faretruende ud over en stejle klippe. Kirkens alter fra det 15. årh. er en seværdighed. Vil man se udsigten endnu højere oppefra, kan man stige op i kirketårnet. Af andre monumenter på den korte gåtur kan nævnes Casa Cuna, en tidligere synagoge, og Iglesia de la Caridad, en kirke fra det 16. årh. beliggende på pladsen af samme navn.

Af en større by at være er Arcos forbavsende søvnig, og i den gamle bydel er der ikke mange spisesteder eller interessante gader. Størstedelen af restauranterne ligger ved foden af højen, hvor parkeringsforholdene er bedst.

Naturen på Costa del Sol

Udgivet den af Liselotte

Costa del sol – kyster og havet

I den vestlige ende af Costa del Sol finder man den britiske koloni Gibraltar, en lillebitte storby på en kæmpemæssig sandstensklippe, der stikker et godt stykke ud i Middelhavet. Nordspidsen af Afrika, der sædvanligvis ligger indhyllet i varmedis, ligger kun små 8 km borte på den anden side af det smalle Gibraltarstræde. Malaga, hovedstaden i provinsen af samme navn, er kystens geografiske midtpunkt, og området umiddelbart øst og vest for byen er de tættest befolkede.

Kysten øst for Malaga er knap så tæt befolket. Her bruges landet primært til landbrug og ikke turisme, og landskabet rundt om de stenede bugter er mest præget af avocado-, sukkerrørs- og ferskenplantager. I nærheden af Nerja rejser sig endnu en sierra eller bjergkæde. Sierra Tejeda strækker sig helt ned til kysten og reducerer de brede strande til små, stenede vige. Lidt fra kysten finder man de dramatiske drypstenshuler, der har gjort Nerja berømt, og i en af dem kan man se verdens største stalaktit. Strandene langs Costa del Sol varierer fra nogle temmelig kedelige striber med grå skærver i nærheden af Malaga til brede, indbydende sandstrande mod vest. Et af de store feriesteder, Torremolinos, er soldyrkernes drøm med to kæmpemæssige, halvmåneformede sandstrande, kantet med barer, restauranter og kulørte parasoller. Øst for Malaga er kysten mere stejl og stenet, og mulighederne for at svømme og snorkle er bedst i de små vige. I betragtning af, hvor mange mennesker, der bor og færdes i området, er havet overraskende rent, og adskillige strande er blevet tildelt EU’s blå flag for deres højre, miljømæssige standard.

Bjerge og floder på Costa del Sol

Selve Costa del Sol er en smal, frugtbar kyststrækning, der mod nord flankeres af høje bjerge og mod syd flader ud i brede sandstrande ud til Middelhavet. Om sommeren er bjergene solsvedne og pletvis bevokset med hårdføre buske, mens kystområderne derimod er velplejede, frodige og farverige. Langs kysten ligger stribevis af smaragdgrønne golfbaner, og mellem dem frodige haver med et væld af tropiske blomster i røde, purpur og orange farver, bananpalmer, appelsintræer og duftende jasminbuske.

Lige bag de bjergkæder, der ligger tættest på kysten, ligger den hvide floddal omkring floden Guadalquivir, der snor sig i alt 402 km fra kilden i Cazorla-bjergene ved Jaén, tværs over sletten og gennem byerne Sevilla og Córdoba, før den løber ud i havet. Guadalquivir har mange mindre bifloder, der har skabt dramatiske klippeformationer på deres vej gennem sandstensmassiverne. En af de mest fantastiske er El Chorro, en forreven bjergslugt omkring 50 km nord for Málaga, ikke langt fra El Torcal, et bjergrigt område med sære klippeformationer.

Bag Marbella ligger den stejle bjergkæde Sierra Bermeja, der markerer begyndelsen af det dramatiske område Serranía de Ronda. Sierra Bermeja rejser sig brat fra lavlandet ved kysten og er en af områdets mest naturskønne egne med dybe slugter, skove med sjældne fyrrearter og rivende strømme og bittesmå, hvidkalkede byer, der ligger som håndfulde af småsten, drysset ud over bjergsiderne. Klipper af sandsten er typiske for landskabet, og der er adskillige huler, der rummer fantastiske stalaktitter og stalagmitter og som er åbne for offentligheden.

Tejeda ligger for foden af Sierra Nevada, der med sine ca. 3.300 m er Spaniens højeste bjergkæde, og som ligger snedækket det meste af året. Men området rummer endnu flere geografiske kontraster, og længere mod øst skifter landskabet karakter. Sierra Nevada flader ud i de ørkenagtige områder ved Almería-provinsen, der har dannet kulisse for flere Hollywood-film.

Flora og fauna på Costa del sol

Vegetationen på Costa del Sol er typisk for det sydlige middelhavsområde. På skråningerne ses knudrede oliventræer med sølvskinnende, grønne blade, og kølige skove af fyr, korkeg og eg. I egnene omkring Jerez og Málaga dyrkes der vin, og på sletterne ved Guadalquivir-floden hvede og solsikker. Appelsin- og citrontræer ses både i plantager, i haver og rundt om torvene i byerne. Sletten ved kysten øst for Málaga er tæt beplantet med fersken- og kirsebærtræer, og der drives tomater på kæmpemæssige, plasticdækkede arealer. Mange dyrker frugt, bl.a. mango og chirimoya. I området rundt om Motril i Granada-provinsen ligger Europas eneste sukkerrørsplantager.

Inde i landet er store dele af bjergområderne blevet fredet som nationalparker, og en kort tur belønnes tit med synet af bjerghare, råvildt, rødhøne og spansk stenbuk, en art vild bjergged. Kongeørn og gåsegrib kredser på himlen over de højtliggende bjergpas i Serranía de Ronda, og i de fiskerige floder lever der odder, meget til de lokale landmænds fortrydelse.

Store dele af området omkring Ronda er omhyggeligt beskyttet, da det med sit enestående mikroklima er det eneste sted i verden, hvor nåletræsarten pinsapo gror (Abies pinsapo). Man mener, at træerne under istiden er blevet skubbet sydpå af ismasserne, og da isen trak sig tilbage, blev træerne stående.

Der er også overraskelser: Omkring 20 km nordvest for Antequera ligger Laguna de Fuente de Piedra, den største naturlige sø i Andalusien og Europas eneste yngleplads inde i landet for flamingo.

I Guadalquivir-dalen spiller opdræt af kvæg og heste en vigtig rolle. Men det er virkelig førsteklasses opdræt, og her avles nogle af Spaniens kostbareste og mest aggressive tyre til tyrefægtning. Det er også stedet, hvor de elegante, andalusiske heste opdrættes på store landsteder, fincas, enten til dressurridning eller som heste til brug i tyrefægterarenaen.

Læs også om klimaet på Costa del Sol

Markeder på Costa del Sol

Udgivet den af Liselotte

Der findes markeder hele vejen langs Costa del Sol hele ugen, og man kan ikke undgå at finde gode tilbud og masser af lokalkolorit. Barato betyder både ”krambod” og ”billig”, og rastro betyder loppemarked. De bedste loppemarkeder finder sted lørdag morgen rundt om tyrefægterarenaen i Nueva Andalucía. Her falbydes lædervarer fra Marokko, blondeværk, keramik, antikt og gammelt træskærerarbejder, hatte, T-shirts og smykker. I Puerto Sotogrande er der marked søndag morgen.

På feriestederne kan man købe alle de typiske, spanske vare som f.eks. keramik og lædervarer, og mange af varerne fremstilles i de hvide byer omkring Ronda. Perler fra Mallorca og porcelænsfigurer af mærket Lladró sælges over hele verden. Der er keramik-forretninger overalt, og kvaliteten svinger fra rå, uglaseret stentøj til udsøgt keramik fra fabrikken Cartuja de Sevilla. Vævede tæpper og kurve er også gode køb, men udvalget er dog større i landsbyerne omkring Ronda og i Las Apujarras syd for Granada, hvor varerne produceres. Traditionelle ting som kastagnetter, sjaler, flamenco-dragter og kamme kan virke som de rene klichéer, men deltager man i en fiesta, kan man se ved selvsyn, at disse ting virkelig bruges af spanierne og er en uundværlig del af lokalkulturen. De ægte vare findes i rigtig specialforretninger og ikke i souvenirboderne.

Costa del Sol i Andalusien

Udgivet den af Liselotte

Spaniens solkyst løber langs den sydlige del af Andalusien og grænser op til Gibraltar mod vest og bjergene ved byen Almería mod øst. Med hele 320 solskinsdage om året og en endeløs perlerække af dejlige sandstrande kan det ikke undre, at over to millioner turister strømmer til hvert år og gør området til et af Europas suverænt mest populære feriemål.

Til trods for den rivende udvikling på turistområdet, der har sat sine spor langs kysten i form af høje hoteller og kæmpemæssige timeshare-komplekser, er Costa del Sol alligevel indbegrebet af Spanien: Duftende citrusplantager, sølvglimtende oliventræer, tyrefægtningens drama og flamencoens medrivende rytmer, musik og latter fra de små barer i sidegaderne, hvor de lokale nyder er glas, og duften af krydderier og hvidløg. Det er alle disse kontraster, der gør området så tiltrækkende. Nogle få minutters kørsel fra kysten finder man en del af Spanien, som de solhungrende charterturister kun sjældent får øje på. Der er mange muligheder: En gåtur i de gamle kvarterer i Malaga, hvor Picasso blev født, en tur i bil på de smalle bjergveje med mageløs udsigt over Middelhavet til Afrika, en tur langs “tyreruten” omkring Sevilla – eller måske friskfangede, grillstegte sardiner på en strandbar ved Torremolinos. Livet på Costa del Sol er meget afslappet, og de lokale beboere byder enhver turist velkommen, lige fra ejerne af de fashionable lystsejlere ved Puerto Banús til børnefamilierne, der tiltrækkes af de dejlige strande og de mange fritidsaktiviteter. Den internationale atmosfære virker som en magnet, og mange vender tilbage år efter år.

Costa del sol

Andalusien er det største og geografisk mest varierede område i Spanien, og landskabet langs kysten rummer alt fra høje, sneklædte bjerge til lange strækninger med hvide sandstrande og fra sumpet marsk til klippestrået ørken. Længere inde i landet afløses bjergene af et blødt kuperet landskab og vidtstrakte, opdyrkede marker, der om foråret står frodigt med lysende gule solsikker. Kyststrækningen er opdelt i adskillige costas, fra den næsten ukendte Vosta de la Luz mod vest til Costa de Almería mod øst. Den længste og tættest befolkede kyststrækning er Costa del Sol, der strækker sig fra den britiske koloni Gibraltar til området øst for Málaga. Den østlige del af Costa del Sol, der hører til den bjergrige Granada-provins, kaldes desuden Costa Tropical på grund af det fugtige mikro-klima.

Málaga-provinsen selv dækker omkring 7.254 km2 og er med sin beliggenhed lige nord for den 36. breddegrad et af Europas sydligste områder. Provinshovedstaden Malaga ligger sydligere end den græske hovedstad Athen og de nordafrikanske byer Alger og Tunis.

Besøg eventuelt Spaniens Turistbureau eller Costa del Sol turistside for mere specifik information.

Det vestlige Costa del Sol

Udgivet den af Liselotte

Den vestligste del af Costa del Sol er mindre turistpræget vest for Marbella, og på begge sider af det eneste større feriested, Estepona, er bakkerne drysset med kridhvide urbanizaciones og velplejede golfbaner. Området er dog historisk og kulturelt meget spændende, og blandt seværdighederne kan nævnes nogle interessante romerske ruiner uden for San Pedro de Alcántara, den daglige fiskeauktion i Estepona, den skukke, hvide by Casares og de nye, kønne havneområder ved Estepona, Sotogrande og Duquesa.

Kysten er kantet af brede strande, og duftende fyrreskove og plantager af korkeg dækker bakkerne bag Sotogrande, et feriested og golfcentrum på den vestlige del af Costa del Sol. Gibraltarklippen rager op i baggrunde, og på den anden side af Gibraltarstrædet anes Marokkos blå bjerge gennem disen. ”The Rock” eller ”Gib”, som koloniens indbyggere kalder Gibraltar, har en meget spændende militærhistorie. Den britiske koloni er ikke bare et finanscentrum, men også toldfrit område, og det tiltrækker mange handlende.

Turister, der tager på endags indkøbstur til Tanger passerer Gibraltar på vej til den travle havneby Algeciras, hvorfra færger og hydrofoil-både afgår til Nordafrika. På den anden side af Algeciras ligger Tarifa, der har noget nær ideelle forhold for windsurfere, og som besøges af surfere fra hele Europa.

Estepona

Estepona er en behagelig by, der ligger 26 km vest for Marbella, og som har en lang strandpromenade med udsigt over en bred sandstrand. Esteponas centrum er Plaza de las Flores, et yndigt torv med caféer lige ved Calle Santa Ana. Den eneste arv fra den mauriske periode, der sluttede for 500 år siden, er resterne af de gamle slotsmure, de hvidkalkede bygninger med de røde tage og de geraniumsmykkede altaner. Estepona fungerer som havn for en stor fiskerflåde, og i havnen ligger de farverige fiskerbåde side om side med store lystyachter i millionklassen. Der er en livlig fiskeauktion hver morgen, men man skal tidligt op, for det hele er overstået kl. 7.00. Det overdækkede marked på Calle Castillo er også et besøg værd, og man kan købe et stort udvalg af frisk frugt og grønt og – naturligvis – fisk.

Sotogrande

Sotogrande er et velhavende beboelses- og marinekompleks med lejligheder, restauranter og hoteller, og det særlige ved stedet er, at det er centrum for den spanske polo-sport.

Mange gæster kommer for at spille golf på områdets fire eksklusive golfbaner, herunder Valderrama, der var vært for Ryder Vup i 1997, men en ny bølge af turister tiltrækkes af Spaniens eneste polobane. Gæsterne kan tage del i et polomiljø, der kan minde om Deauville eller Palm Beach, og der er flere matcher i juli, august og september samt prøvematcher i juni.

Córdoba den mauriske hovedstad i Andalusien

Udgivet den af Liselotte

To timers kørsel nord for Málaga ad motorvejen ligger Córdoba på den hede slette ved bredden af Guadalquivir-floden, lidt længere oppe ad floden end Sevilla. Córdoba blev grundlagt af romerne i 152 f.Kr. og blev senere det mauriske Spaniens hovedstad og et kulturelt og uddannelsesmæssigt kraftcenter med en ufattelig rigdom. Fra det 11. årh. var byen et blomstrende jødisk samfund.

Men som alle andre andalusiske byer faldt Córdoba til sidst i 1236 for den kristne overmagt, og byens storhed falmede betydeligt. Pest og sygdom, krige med franskmændene under Napoleonskrigene og endnu mere lidelse under Den Spanske Borgerkrig reducerede byen til en skygge af sig selv. I dag er byen dejlig og ganske velstående som følge af olivenolieproduktionen og turistindustrien.

La Mezquita – Córdobas vartegn

Códoba er nok bedst kendt for det største af sine mauriske monumenter, La Mezquita, den mest fantastiske moské, som maurerne nogensinde har bygget – kun moskéen i Mekka er større. Åben mandag-lørdag 10.00-19.30, søndag og helligdage 14.00-19.00.

Moskeen – den oprindelige La Mezquita

Moskéen, der er overordentlig velbevaret, blev bygget af Abd ar-Rahman 1. over resterne af en gammel, vestgotisk kirke, der igen var bygget over et romersk tempel. Den oprindelige moské blev påbegyndt i 736 og blev fuldført i 796. I det 9. årh. blev Córdoba mål for pilgrimsrejser, og i det 10. årh. var det en af de største og mest statelige af Europas byer. Man går ind i moskéen gennem Patio de los Naranjos, en plads, der er kantet af appelsintræer og hvor der også står resterne af en fontæne. Oprindelig var der ikke nogen mur mellem patioen og marmorsøjlerne indenfor, og træerne fungerede som en fortsættelse af søjlegangen og filtrerede det stærke sollys, så man kunne gå i skyggen og fordybe sig i bøn og tanker. De ca. 580 søjler stammer fra vestgotiske og romerske kirker, og de fleste er af marmor og forbundet med røde og hvide hesteskoformede buer. Det ottekantede bederum mihrab, der er orienteret mod Mekka, blev tilføjet i det 10. årh. af al-Hakam 2. Væggene er udsmykket med prægtige gyldne, røde og grønne mosaikker, der var en gave fra den byzantinske kejser Nicephoras Phocas 2., og kunstfærdige buer danner en hvælving højt oppe.

Katedralen – tilføjet La Mezquita i 1523

Katedralen, der ikke rigtig passer ind i helheden blev tilføjet i 1523 af Karl 5., der senere fortrød at have ødelagt harmonien i moskéens enkle skønhed. Katedralen er et besøg værd på grund af sine korstole af mahogni, der er udskåret af Pedro Duque Cornejo. I nærheden ligger Capilla de Villaviciosa, der er bygget i 1377 og som er et strålende eksempel på arkitektur i mudéjar-stil.

Rundt om Còrdobas perle

De smalle, hvidkalkede gader rundt om moskéen er et orgie af farver om sommeren, hvor skarlagenrøde og lyserøde geranier strømmer ud fra hver en balkon. Nordøst for moskéen ligger Callejón de las Flores, der er en af de smukkeste gader. Uden for moskéen ligger det jødiske kvarter, La Judería, der er et spændende virvar af smalle gader, og her ligger en af de tre synagoger, der overlevede den kristne generobring af Andalusien. I nærheden er der et marked med kunsthåndværk og et tyrefægtemuseum. Vest for moskéen ved floden ligger Alcázar, et palads i mudéjar-stil fra det 14. årh. Paladsets skyggefulde haver har udsigt over den gamle, romerske bro over Guadalquivir-floden og en original maurisk vandmølle.

Sport på Costa del Sol

Udgivet den af Liselotte

Costa del Sol kaldes tit spøgende ”Costa del Golf”, men faktisk kan man dyrke et væld af forskellige sportsgrene, og det næsten konstante solskin, den kølige havbrise og den lave luftfugtighed forhøjer nydelsen.

Sejlsport ved Costa del Sol

Fra sandstrandene mellem Málaga til Estepona kan man stå på vandski eller sejle ud i små gummibåde, og man kan windsurfe fra marts til november. Mange af hotellerne tilbyder både leje af surfbræt og undervisning, men de virkelige entusiaster tager vestpå til Tarifa, Europas bedste strand og selvbestaltede midtpunkt for windsurfing. Den flade sandstrand er Spaniens sydligste punkt, og her blæser vindene direkte fra Atlanterhavet.

Dykning ved Costa del Sol

Scuba diving er ikke den store oplevelse på Costa del Sol, selvom det krystalklare vand ved Nerjas stenede strande har en interessant flora og fauna. Der er dykkerskoler på Gibraltar og i Almeria, og ud fra Gibraltar-halvøen ligger der adskillige interessante skibsvrag.

Tennis på Costa del Sol

Mange fastboende er vilde med tennis. Der er flere fashionable klubber og tennisbaner, og mange hoteller har deres egne baner. Kurser tilbydes af Lew Hoad Campo de Tenis, Andalusiens mest berømte tennisskole, der ligger ved Fuengirola.

Vandring i bjergene ved Costa del Sol

Kun få feriegæster tager sig tid til at udforske bjergene bag kysten, men på de lokale turistinformationer kan man få brochurer med forslag til vandreture i Sierra Nevada og Serraía de Ronda. Højt oppe i Sierra Nevada er der bjerghytter, hvor man kan overnatte, men andre steder er vandrestierne ikke ret meget mere udfordrende end en spadseretur i skoven.

Jagt ved Costa del Sol

Man kan løse jagt- og fisketegn, og jagtsæsonen går fra september til december. Ture på mountain bike, langrend og alpint skiløb, parapenting og paragliding er også ved at blive populære, sportslige udfordringer i Sierra Nevada.

Ridning på Costa del Sol

Sydspanien er berømt for sine elegante, andalusiske heste og i det hele taget ridning under enhver form, lige fra bjergture til den mest avancerede hestedressur. En ridetur gennem landskabet er en dejlig og afslappende oplevelse, og der er flere glimrende stalde langs kysten, der tilbyder rideture med guide på stranden eller inde i landet, og der er turarrangører, der er specialiseret i længere ture på hesteryg med overnatninger på små landlige hoteller.

Oplev Andalusiens smukke natur på din kulturrejse

Udgivet den af Sanne

En kulturrejse til Andalusien byder ikke blot på fantastiske kulturelle seværdigheder. For der er vel næppe noget andet sted i Spanien, hvor man ser en mere forskelligartet og kontrastfyldt natur end i Andalusien. Andalusiens natur spænder så vidt, at det både er her man finder det tætteste, man kommer en ørken i Spanien, nogle af de allerbedste strande i landet, og nogle af de højeste og smukkeste bjerge.

Det største antal soltimer

Det var her, at maurerne, der besatte hele den sydlige del af Spanien i 700-tallet, anlagde nogle af de mest frugtbare og spektakulære haver og plantager på hele den iberiske halvø, såsom det berømte Vega-område uden for Granada, og det er her, at man finder de endeløse vidder med glinsende oliventræer, som man vil genkende fra utallige postkort, især i områderne omkring Córboba. Det er også i Andalusien, at man finder de varmeste byer om sommeren, såsom Sevilla, Granada og Cordoba, og det største antal soltimer. Omvendt er det også i Andalusien, at man kan opleve nogle af de koldeste vintre, især naturligvis, når man bevæger sig op i højderne, som i Sierra Nevada-egnen omkring Granada, der er et yndet skisportsted om vinteren.

Andalusiens natur set fra luften

Når man ankommer med en flyver til Andalusien fra Norden, f.eks. til Malaga, så skal man gøre sig den tjeneste enten at læne sig godt og grundigt ind over den person, der har fået fat på vinduespladsen (uden at genere vedkommende naturligvis), eller – hvilket er det optimale – selv få fat i en vinduesplads: For landskabet nedenunder er spetakulært. Store kløfter, slangeformede, grønne bjergsøer, klynger af kalkhvide huse, der knejser på toppen af de kakifarvede bjergkæder, og kun en lille smule, eller ingen vegetation. Den slags ser man ikke i Norden, og selvom synet kan virke skræmmende, så er der også noget fascinerende og smukt ved et så barskt og dramatisk landskab, som ikke har sit lige på vores breddegrader.

Når man kommer ned på landjorden, vil man kunne se, at de barske bjerge, man ser fra luften, pludselig er afløst af palmer, Middelhavets turkis horisontlinje, og den stærke andalusiske sol, der brænder store dele af året rundt, ihvertfald så længe man lander i Malaga, der er danskernes foretrukne flydestination i Andalusien.

Middelhavet

Malaga er et godt eksempel på en af de vidunderlige kystbyer, som kendetegner den andalusiske kyst. Her er klimaet mildt stort set hele året rundt, med middeltemperaturer, der normalt svinger mellem 15 og 33 grader, som gør at mange blomster og planter kan blomstre hele året rundt. I gaderne er der høje palmer og nerier, og bjergene liggende uden om byen som en tæt krans, der beskytter mod de kolde vinde fra nord. På selve kystlinjen breder de lange strande sig ud i horisonten, med Middelhavet liggende foran, så det er ikke underligt at H.C. Andersen på sin store Spanien-rejse befandt sig godt nede i denne ende af Spanien.

Bjerge, ørkner og strand

Fra Malagas milde Middelhavsklima med den frodige og blomstrende natur kan man enten rejse mod øst og opleve de ørkenagtige landskaber, der findes i Almeria-området, og som får en til at tænke på et amerikansk western-landskab (her man da også også optaget flere italienske spaghetti-westerns), eller også kan man rejse nordpå mod Granada og opleve en af de mest spændende ruter i Andalusien med dramatiske bjerglandskaber, kun afbrudt af den legendariske Guadalquivir-flod, der slanger sig ned fra den nordlige del af Andalusien, og sølvglinsende lunde med oliventræer. Øst for Granada ligger Spaniens mest berømte bjergkæde, Sierra Nevada, der har sne på toppen hele året rundt, og det berømte Alpujarra-område, der regnes for at af de smukkeste bjergområder i hele Spanien. Hvis man derimod tager turen mod vest, kan man opleve den fantastiske Doñana-nationalpark, beliggende mellem Sevilla og Cadiz.

Fakta om Andalusien

Udgivet den af Sanne

Her følger nogle fakta om Andalusien, som kan være nyttige, når du tager på en kulturrejse til Andalusien. Du kan både læse lidt om Andalusiens befolkning, erhverv, naturforhold, historie, mad og to af regionens mest kendte kulturfænomener: Flamenco og tyrefægtning.

Areal: 87.268 km2 og udgør omkring 1/6 af Spaniens samlede areal.
Befolkning: 7,2 mio.
Hovedby: Sevilla.
Provinser: Sevilla er hovedstad i regionen, der er Spaniens næststørste, og som omfatter provinserne Almería, Cádiz, Córdoba, Huelva, Jaén, Málaga, Sevilla og Granada.

Befolkningen

Befolkningen i Andalusien er stærkt opblandet med arabere (maurere), og den arabiske påvirkning er slående. Den traditionelle andalusiske arkitektur står ganske vist i stor gæld til romerne, men de mere forfinede arkitektoniske stiltræk – kaklerne, buerne og arabeskerne – er arabiske. I sproget indgår arabiske ord, og selv det tilbagetrukne familieliv er en arabisk institution, der usvækket har overlevet i generationer. I Granada ligger citadellet og paladsbyen Alhambra, samt det tidligere lystslot, Generalife, og disse er kun få af de mange håndgribelige minder om Andalusiens storhedstid. Meget af det, der blev skabt i den mauriske tid – således især vandingskanalerne – forfaldt i de følgende århundreder, da store dele af Andalusiens landbrugsområder voksede til med værdiløst dværgpalmekrat.

Erhverv

På trods af at Sevilla er en vigtig industriby, er Andalusien en af Spaniens svagest udviklede regioner med betydelig arbejdsløshed og afvandring. Ved Costa del Sol er Andalusien totalt domineret af turisme, og hoteller og ferieboliger danner flere steder langs kysten et sammenhængende byområde. Men uden for byerne eller borte fra kysten er landskabet næsten ubeboet. Hvor kunstvanding er mulig eller hvor klimaet som ved kysten er fugtigt, er Andalusien et af Spaniens mest frugtbare områder. Det intensive landbrug er koncentreret på bjergterrasser og består af mange små bedrifter, minifundier, hvor der dyrkes vin og oliven og med kunstvanding ris, sukkerrør og appelsiner. På Den Andalusiske Slette syd for Sierra Morena er storgodserne, latifundier, dominerende med avl af kvæg – særligt tyre – og heste. Regionen har en betydelig kobberproduktion fra forekomsterne ved Rio Tinto, der har været kendt i over 1000 år.

Naturforhold

En stor del af Andalusien består af bjergområder, mod nord afgrænset af Sierra Morena med sydskråninger dækket af maki og nedslidte kratskove (garrigue) og mod øst bl.a. af bjergkæden Sierra de Segura. Den Andalusiske Slette med steppeagtig vegetation udgør hovedparten af lavlandet, og den gennemskæres af områdets største flodsystem Guadalquivir. Syd for Sevilla på vej mod Middelhavet krydser den marskområdet Las Marismas med store pinjeskove og udstrakte græsningsarealer. Andalusien, der er et af Europas varmeste områder om sommeren, er kendt som ”Spaniens stegepande”.

Guadalquivir er en flod i Sydspanien, der udspringer i den nordøstlige del af Andalusien og løber vestpå gennem Córdoba og Sevilla, hvorfra den er sejlbar til Atlanterhavet. I alt strækker floden sig over 657 km. I deltaet er nationalparken Donana udlagt.

Historie

Ca. 1200 f.Kr. blev byen Tarsis (Tartessos) grundlagt på Andalusiens kyst af folk fra Lilleasien. Samtidig anlagde fønikierne handelskolonien Gadir (Cádiz). Tarsis blev ca. 500 f.Kr. ødelagt af karthaginienserne. Som det øvrige Spanien blev Andalusien underlagt romerne efter den 2. Puniske Krig (218-201) og indgik i Romerriget først som Hispania Ulterior, senere som provinsen Baetica. I 429 kom området under vestgotisk og 711 under arabisk herredømme. I de følgende århundrede var Córdoba ikke blot Spaniens, men hele den vestlige verdens kulturcentrum. Arabernes sidste bastion , Granada, erobredes af de kristne i 1492, hvorefter Andalusien indlemmedes i kongeriget Castilien. Under de habsburgske konger (1504-1700) var al handel med de oversøiske kolonier koncentreret i Sevilla og Cádiz, som oplevede en kraftig vækst.

Siden romertiden har Andalusien været præget af latifundie-strukturen og et deraf følgende stort landarbejderproletariat med yderst ringe levevilkår. Anarkisme og anarkosyndikalisme har derfor altid haft gode betingelser i Andalusien, og det førte i 1800- og 1900-tallet til talrige strejker, opstande og anden social uro blandt landarbejderne. Den demokratiske forfatning, der blev indført i Spanien i 1978, gav mulighed for oprettelse af selvstyrende regioner (Comunidades Autónomas), og Andalusien fik godkendt sin forfatning (Estatuto) i 1982. Som de øvrige 16 autonomier har området sin egen præsident, regering og parlament med ret vidtgående kompetence på en lang række områder, selvom den er mere begrænset end den, der er gældende for de såkaldte historiske nationaliteter, dvs. Catalonien, Baskerlandet og Galicien.

Flamenco

Der findes to slags flamenco. Den lette og ofte humoristiske cante chico og den sentimentale, langsommere, og ofte brutale cante jondo. Ægte flamenco opleves bedst i sin oprindelige intime og spontane form som den hidtil for få årtier siden blev opført på gaden, bodegaer og i de huler, hvor sigøjnerne boede. Den umiddelbare version, som Bizet gjorde verdenskendt med sin opera Carmen, kan stadig opleves i mindre byer i først og fremmest det sydlige Spanien.

Tyrefægtning

Tyrefægtning er en kamp mellem tyre og mennesker i en arena, især udbredt i Spanien og Latinamerika, som kendes siden oldtidens Kreta, hvor det var led i kulten omkring guden Mitras. I moderne spansk tyrefægtning, der består af tre akter, dræber tre matadorer hver to tyre, efter at hjælpere (banderilleros og picadorer) bl.a. har undersøgt tyrens syn og temperament og stukket tre par spyd i dens nakkemuskler. Tyren dræbes ved, at matadoren stikker sit sværd ind mellem dens skulderblade og derved overskærer pulsårerne. I fransk og portugisisk tyrefægtning dræbes tyren ikke.
Picador er den person til hest under en tyrefægtning, der to gange stikker tyren med sin lange lanse for at trætte den.

Typiske spanske retter

* Gazpacho: Andalusiens berømte sommersuppe, som serveres iskold og består af finthakket løg, hvidløg, agurk, tomat og grøn peber.
* Huevos a la flamenca: Sevillas stolthed, som er ovnbagt spejlæg serveret med skinkebider eller chorizopølse og pyntet med grøntsager.
* Pez espada en amarillo: Sværdfisk med gul sauce.
* Paella: Serveres overalt i Spanien. Den tilberedes i en stor jernpande med safran-ris, ærter, rød peber, kylling, jomfruhummer, muslinger m.m.
* Bocadillo: Spansk udgave af en sandwich, der normalt er fyldt med skinke (jamón) eller ost (queso)
* Tortilla: Omelet, som findes i utallige variationer. Tortilla espanaöla er den typiske spanske med kartofler og løg.