En fjerdedel af Tyrkiets befolkning bor i Marmararegionen i nordvest, hvor landets største by, Istanbul, ligger. En anden fjerdedel bor langs syd- og vestkysten. Indlandet øst for Ankara er meget tyndt befolket.

Mindst fire femtedele af indbyggerne betegnes som “etniske” tyrkere med tyrkisk som modersmål. De tyrkisk-sprogede folk indvandrede fra Centralasien omkring år 1000. Nutidens tyrkere nedstammer dog ikke kun fra disse centralasiater, men også fra de oprindelige indbyggere i Lilleasien, som indvandrerne besejrede og omvendte til islam.
Der bor ca. 12 mio. kurdere i Tyrkiet, og kurderne er dermed det største etniske mindretal. Omkring halvdelen af alle kurdere bor i Tyrkiet, men alle tal er usikre, eftersom Tyrkiet ikke anerkender dem som en særlig befolkningsgruppe. Kurderne er i flertal i et ikke nøjere afgrænset område i sydøst, der kaldes Kurdistan, og som strækker sig ind i Iran og Irak, hvor der også er store kurdiske mindretal.

Bortset fra kurderne er der kun få andre mindretal i Tyrkiet. Aserierne og turkmenerne er andre tyrkisk-talende folk, og langs grænsen til Syrien og Irak bor mange arabere. I nordøst tales der kaukasiske sprog af bl.a. tjerkessere og georgiere. Der er også en del sigøjnere i landet.

Før i tiden boede der kristne armeniere i det østlige Tyrkiet, og i vest levede grækere langs kysten. I dag er der kun få armeniere og grækere tilbage i landet, og de fleste af dem bor i Istanbul.

Armenierne blev fra slutningen af 1800-tallet udsat for blodige forfølgelser. Under Første Verdenskrig frygtede den tyrkiske regering, at armenierne ville samarbejde med fjenden Rusland, og i krigsvinteren 1915 blev omkring to millioner armeniere fordrevet fra deres hjem og mange hundredtusinder myrdet.

Efter en gigantisk folkeflytning mellem Grækenland og Tyrkiet i 1923 blev halvanden million grækere deporteret fra Tyrkiet, som ved samme lejlighed modtog ca. 500.000 tyrkisksprogede muslimer fra Grækenland.

Der bor også mange tyrkere uden for Tyrkiets grænser. Fra 1960erne og frem er mange tyrkere rejst til Vesteuropa som gæstearbejdere, og næsten alle europæiske lande har et tyrkisk mindretal af en betragtelig størrelse.

Tyrkisk er et altaisk sprog, der har sin oprindelse i Centralasien, hvor beslægtede sprog tales af kasakher, usbekere, kirgisere, turkmenere, aserier (aserbajdsjanere) og en del mindre folkeslag.

Overklassen i det Osmanniske Rige talte et sprog, som nærmest var en blanding af tyrkisk, arabisk og persisk. I 1928 indledte landsfaderen Kemal Atatürk en radikal sprogreform, hvor det tyrkiske rigssprog blev renset for persiske og arabiske låneord, og det arabiske alfabet erstattet af det latinske.

Kurdisk er et nordvestiransk sprog, der længere ude er i slægt med persisk. Efter et kurdisk oprør i 1925 fik kurderne forbud mod at tale deres eget sprog offentligt i Tyrkiet. Dette forbud blev først lempet i 1991, og så sent som i 1994 blev det tilladt at udgive bøger og aviser på kurdisk. Først for ganske nylig har statslige medier fået lov at sende på kurdisk.