Det politiske liv har længe været karakteriseret af en kløft mellem på den ene side staten, der i folkets øjne repræsenterer gedigne og bestående værdier, og på den anden side politikerne, der har haft lav anseelse. Til den statslige sfære hører militæret, bureaukratiet og retsvæsenet.

Tyrkiets nuværende forfatning trådte i kraft i 1982. Trods ændringer og tillæg fremstår den som utidssvarende og delvist udemokratisk. Statens interesser sættes gennemgående over individets. Forfatningen garanterer borgernes grundlæggende rettigheder, men giver også myndighederne ret til at indskrænke disse, hvis nogen krænker “statens udelelige enhed”, for eksempel ved at tale for oprettelsen af en kurdisk stat. At “krænke” statslige institutioner, i særdeleshed militæret, er strengt forbudt. EU-kandidaturet fra 1999 har dog sat gang i en reformproces.

Præsidenten vælges af parlamentet for en periode af syv år og kan ikke genvælges. Han eller hun kan nedlægge veto mod en lov, men parlamentet kan ophæve vetoet ved at vedtage loven endnu en gang. Til præsidentens beføjelser hører at udnævne ministerpræsidenten, der normalt er lederen af det største parti. Ministerpræsidenten skal være medlem af parlamentet.

Parlamentet har 550 medlemmer, der vælges i almindelige valg for en periode af fem år. Spærregrænsen er 10 procent.

Det tyrkiske militær har længe haft en magt og en indflydelse, der langt overstiger den normalt accepterede i europæiske demokratier. Militæret ser det som sin opgave at værne om Tyrkiet som en stærk, sekulær enhedsstat. Siden kuppet i 1980 har det officielt holdt sig i baggrunden, men generalerne har alligevel stor indflydelse på det politiske liv. Det finder sted efter stiltiende overenskomst med kemalister inden for bureaukratiet, domstolene og de traditionelle sekulære partier.

I det Nationale Sikkerhedsråd kunne militæret tidligere øve direkte indflydelse på politikken. Her mødtes præsidenten, de vigtigste ministre og generalerne for at diskutere alle spørgsmål af betydning. I juli 2003 vedtog parlamentet en række love, der kraftigt indskrænkede sikkerhedsrådets beføjelser og gør det til et rådgivende, ikke udøvende organ. Tidligere er parlamentet aldrig gået imod en beslutning fra sikkerhedsrådet. Det blev også bestemt, at forsvarsbudgettet skal forelægges og godkendes af parlamentet i stedet for generalstaben. Tidligere blev dele af budgettet holdt hemmeligt for de folkevalgte.
Tyrkiets traditionelle, sekulære partier befinder sig alle omkring den politiske midte. Størst af de traditionelle centrum-højrepartier er Den Rette Vejs Parti (Dogru Yol Partisi, DYP), der har fået en mere tyrkisk-nationalistisk profil, siden tidligere ministerpræsident Tansu Ciller blev afløst af Mehmet Agar. Til centrum-venstreblokken hører Det Republikanske Folkeparti, (Cumhuriyet Hlk Paartisi, CHP), der under Deniz Baykal blev Tyrkiets næststørste parti ved valget i 2002.

Herudover findes nogle moderate muslimske partier, der dog står de sekulære højrefløjspartier nærmest. Det drejer sig bl.a. om Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (Adalet ve Kalkinma Partisi, AKP). Det ledes af Recep Tayyip Erdogan, der hævder, at partiet ikke er islamistisk, men konservativt. Partiet har vist som stærkt EU-venlige og har en spraglet medlemsskare, der primært samles om at være i opposition til det gamle politiske establishment.

På de politiske yderfløje findes en række småpartier. Bevægelser, der betragtes som en trussel mod statens enhed eller sekulære karakter, er forbudte. Det gælder bl.a. Kurdistans Arbejderparti, PKK, og visse militante islamistiske grupper.

I den sydøstlige del af landet udkæmpede PKK en guerillakrig mod styret i perioden 1984-1999. Det var PKKs mål at oprette en kommunistisk stat i de kurdisk beboede områder i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. PKK havde i praksis allerede tabt denne krig, da dets leder, Abdullah Öcalan, blev arresteret i 1999. Senere kom organisationen på EUs liste over terrorgrupper og skiftede navn flere gange. Den fængslede Öcalan er stadig formelt leder, men bevægelsen viser tegn på splittelse.

Personer af kurdisk oprindelse er godt repræsenterede i de traditionelle partier og i parlamentet. Indtil nu har tre præsidenter været assimilerede kurdere. I de kurdiske provinser i sydøst foretrækker de fleste dog at stemme på et decideret kurdisk parti. Det første lovlige af slagsen blev dannet i 1991, da udbrydere af et venstreorienteret parti dannede Folkets Arbejderparti, HEP. Det er blevet forbudt flere gange og under flere navne, senest i 2003. Alle kurdiske partier anklages for at stå i forbindelse med PKK.
Retssystemet fungerer ikke godt, set med europæiske øjne. Forskellige love på forskellige niveauer kan være i direkte modstrid med hinanden, og retssikkerheden er mangelfuld. Tyrkiet har ofte reageret på kritik udefra ved at indføre nye love, som siden har vist sig at have begrænset betydning for, hvordan domstolene egentlig dømmer. De såkaldte statssikkerhedsdomstole blev afskaffet i 2004.