Allerede før ankomsten til Lilleasien havde tyrkerne taget islam til sig. Fra 1500-tallet begyndte herskerne i det Osmanniske Rige, sultanerne, at kalde sig kaliffer, “Muhammeds efterfølgere”.
Da Tyrkiet blev en republik i 1923, blev kalifatet afskaffet. Religiøse skoler blev lukket, kvinder blev opfordret til ikke at bære tørklæde, og islamisk lov, sharia, blev erstattet af en lovgivning efter vesteuropæisk model. Sekulariseringen blev en af grundpillerne i det moderne tyrkiske samfund og i dets statsbærende ideologi, kaldet kemalismen efter republikkens grundlægger, Kemal Atatürk. Sekularisering indebærer ikke, at staten forholder sig neutral i alle religiøse spørgsmål, men er udtryk for et ønske om at holde religionsudøvelsen under opsyn og adskilt fra det politiske liv. Staten ejer f.eks. alle moskeer i Tyrkiet, selv om islam ikke er statsreligion.
Efter militærkuppet i 1980 blev sekulariseringspolitikken lempet. Styret forsøgte at undergrave de radikale, venstreorienterede kræfter i samfundet og modvirke vestlig indflydelse på Tyrkiet ved at give plads til en folkelig, sunnitisk islam. Den private religiøse aktivitet tog til, og unge kvinder på universitetet chokerede omverdenen ved at begynde at bære tørklæde.
Inden for statsapparatet har sekularisterne fortsat deres kamp mod religiøse ytringer. Det er f.eks. i dag forbudt for kvindelige studerende, offentligt ansatte og politikere at bære tørklæde.
De fleste tyrkere og kurdere er sunnimuslimer, men man regner med, at 10-20 procent af befolkningen er alawitter. Alawitternes religion ligner shiismen – den gren af islam, der praktiseres i Iran – men alawitterne går ikke ind for et religiøst baseret samfund. De opfatter først og fremmest religion som en privatsag. De har støttet den tyrkiske sekulariseringspolitik i håb om, at de så selv vil være mindre udsat for pres fra sunnitternes side. Modsætninger mellem sunnitter og alawitter har i flere tilfælde ført til voldsomme sammenstød. Både blandt sunnitter og alawitter har sufismen, den islamiske mystik, i århundreder spillet en vigtig rolle.
Der har længe befundet sig kristne – særligt græsk-ortodokse og syrisk-ortodokse – i Tyrkiet, men efter folkeflytninger, forfølgelser og hetz er de blevet reduceret til små mindretal, der hovedsageligt lever i Istanbul. Der er også et lille antal jøder i Tyrkiet.
- Indbyggertal: 71,3 mio. (2003)
- Antal indbyggere/km2: 91
- Andel af befolkningen, der bor i byerne: 66% (2001)
- Fødselsrate: 2,1 (2002)
- Dødsrate: 0,7% (2002)
- Naturlig befolkningstilvækst: 1,4%
- Gennemsnitslevealder: kvinder 71 år, mænd 66 år
- Skolegang: obligatorisk i otte år
- Andel læsekyndige voksne: mænd 93%, kvinder 76%
- Befolkningsgrupper: tyrkere 81%, kurdere 17-18%, arabere 1-2%
- Sprog: tyrkisk er officielt sprog, kurdisk er det største mindretalssprog
- Religion: muslimer (sunnitter og alawitter) 99%, kristne og jøder under 1%
- Nationalitetsbetegnelse: tyrker