Altamira-Grotterne og Santillana Del Mar

Altamira-Grotterne og Santillana Del Mar ligger omkring 30 kilometer vest for Santande, og området byder på mange oplevelser til en kulturrejse.

Grotterne i Altamira

Grotterne i Altamira som på spansk hedderlas Cuevas de Altamira, er lukkede for alle, bortset fra de udvalgte få, og beskrives ofte som den forhistoriske kunsts Sixtinske Kapel. Sammen med Lascaux-grotten i Frankrig (der også er lukket, bortset fra besøgende med speciel tilladelse) rummer de Europas bedste hulemalerier fra yngre palæolitikum. De røde og sorte bisoner, tyre, heste og vildorner blev opdaget i perfekt stand af en lokal jæger i 1879 og viser det tidlige menneskes kærlighed til skønhed og dets forbløffende kunstneriske niveau. Hulemalerierne dateres til mellem 20.000 og 15.000 f.Kr. og er mellem 1,2 og 2,4 m høje. Beklageligvis har hundrede års turisme resulteret i alvorlig bakteriel nedbrydning, og antallet af besøgende er skåret drastisk ned. 20-25 mennesker får adgang pr. dag, og folk med legitime forskningsmæssige interesser har forret. For fleksible rejsende, der planlægger en tur til Spanien et år i forvejen, kan en fax til det lokale museum og en engleagtig tålmodighed resultere i den vigtige skriftlige tilladelse, der giver adgang til grotten. En hule ved siden af er indrettet som en tro kopi (bl.a. med før-og-efter-fotos, der viser skadernes omfang), men den har ikke samme fascinationskraft som den ægte vare.

Altamira-Grotterne ligger kun omkring 20 minutters gang fra byen Santillana del Mar. Om grotterne er tilgængelige, kan man se hos Museo de Altamira.

Santillana Del Mar

Nede i byen kan man stadig fornemme middelalderen blandt Santillana del Mars lille gruppe af perfekt bevarede palæer og stenhuse. Filosoffen Jean-Paul Sartre kaldte den for “den kønneste lille by i Spanien.” På trods af sit navn ligger Santillana del Mar 5 km inde i landet. Dette landbrugssamfund lever ikke af turisme alene. Lokale mælkebønder sælger frisk mælk og ost fra stalddørene. Gå en tur gennem byen hen til kirken St. Juliana fra 1100-tallet, hvor denne martyr-helgeninde fra 200-tallet ligger begravet. Gennem tiderne er hendes navn blevet forvansket og omdannet til Santillana. I den anden ende af hovedgaden ligger det 400 år gamle clarissernonnekloster, hvis museum rummer en overraskende righoldig samling af religiøse malerier og statuer.

Parador Santillana Gil Blas

Hvis man er blevet fortryllet af denne lille by, skulle man slutte gåturen af på Plaza de Ramón Pelayo, hvor hotellet Parador Santillana Gil Blas er blevet skabt inden for rammerne af en lokal families elegante, men landlige slægtsresidens fra 1600-tallet. Et nyere og mere prisbilligt anneks indlogerer gæster, når der er fuld belægning. Et besøg i Santillana er ikke fuldendt, hvis der ikke er plads på dette hotel. Parador Santillana Gil Blas finder du på Plaza de Ramón Pelayo 8 i Santillana Del Mar. her på bloggen om kulturrejser kan du læse om udvalgte hoteller i hele Spanien og også om andre Paradors.

Kulturrejse til Lofoten

Naturen er almægtig overalt i Norge, men måske allermest på Lofoten 200 km nord for polarcirklen og rejser du på kulturrejse hertil får du en oplevelse for livet. Denne ca. 200 km lange øgruppe med små fiskersamfund på baggrund af den dramatiske fjeldvæg af snedækkede tinder – granitdannelser, der er over tre mia. år gamle – tiltrækker stadigt flere folk fra fastlandet (og udenlandske kunstnere) på grund af sin afsondrethed, det helt specielle lys, den friske luft og de uforurenede vande. Den traditionelle rorbu (fiskerhytte) blev opført på kajanlæggene, der strakte sig langt ud i vandet; i dag er de populære som udlejningshuse på grund af deres enkelhed (og det indblik ,de giver i fortidens lokale livsvilkår). Denne stejle øverden byder på sommernætter med otte timers tusmørke med uafbrudt midnatssol fra juni til sidst i juli. Svolvær (4000 indbyggere) er øernes hovedby og huser en blomstrende kunstnerkoloni om sommeren. Den anløbes af færger fra Bodø på fastlandet, hvor Edgar Allan Poe tilbragte flere år, mens han skrev A Descent into the Maelstrom (på dansk: ned i malstrømmen), der beskriver det særegne fænomen, hvor vældige vandmængder skyller gennem dybe, smalle stræder med det faldende tidevand. En malstrøm – ordet er af hollandsk oprindelse og betyder “en drejende, malende strøm” – er en voldsom, naturlig vandhvirvel, der fremkalder en uhyggelig, brølende lyd. Før man tager færgen til Lofoten, bør man besøge tidevandsstrømmen Saltstraumen sydøst for Bodø på fastlandet for at se,hvad det var, der fascinerede Poe.

Lofoten ligger næsten 800 kilometer nord for Trondheim, og næsten 1500 kilometer nord for Bergen, og godt 1300 kilometer nord for Oslo, så vi er langt mod nord! Rejser du på kulturrejser til Lofoten i egen bil er der færgeoverfart fra Bodø som tager ca. 5 timer til Lofoten. Rejser du med fly fra Bodø tager det omkring en halv times tid. Den bedste tid at besøge Lofoten på er i perioden fra juni til juli.

Nordlys et af vinterens smukkeste og forunderligste syn

På kulturrejse til det nordlige Norge på jagt efter nordlys!

Samme beliggenhed langt mod nord i Europa, der byder på endeløse dage med sommersol, byder på noget lige så fascinerende i de i øvrigt mørke og trykkende vintermåneder: aurora borealis (“morgenrøden i nord”) eller nordlys, er lidt uhyggeligt, lydløst spil af dansende lys på himlen. I de klareste vinternætter kolliderer solvinden over Arktis med jordens elektron-opladede atmosfære og skaber en aurora af disse hvirvlende lysfænomener omkring den magnetiske nordpol. Den overvejende farve er grøn, men under større udbrud om natten antager himlen tillige kortvarige lyserøde og grå krøller langs omridset med et skær af lilla i midten. På Northern Lights Planetarium i Tromsø, porten til Arktis og Norges selvudnævnte “Nordens Paris”, demonstreres og forklares fænomenet videnskabeligt ved hjælp af dokumentarfilm og den nødvendige teknologi. Men da byens lys kan overstråle dette skuespil på himlen, fører lokale same-guider besøgende med snescooter, hundeslæde eller rensdyrkaner ud i Nordnorges frosne nattelandskaber. Samerne, der førhen opretholdt livet som nomader, lever i dag fortrinsvis i byer som Karasjok (485 km mod øst), sameregionens hovedstad, og Kautokeino (418 km mod sydøst).

Tromsø ligger hele 1750 kilometer nord for Oslo. Man kan opleve nordlys på skyfrie nætter fra sidst i november til først i april. Den bedste tid at rejse på kulturrejse til området omkring Tromsø i Norge hvis man gerne vil opleve nordlyste er i januar eller februar. Nordlyset ses bedst omkring kl. 23.00 til ved midnat.  Tromsø afholder en årlig Nordlysfestival med klassisk og moderne musik over fire dage fra midt til sidst i januar.

Læs meget mere om kulturrejser til Norge her på bloggen og ikke mindst om den fantastiske natur landet byder sine gæster!

Bussaco-skoven i Portugal

Et tidligere lystslot som hotel i grønne omgivelser, det er Bussaco-skoven tæt på byen Coimbra i regionen Beiras, som dækker et område mellem Coimbra og op til Douro i Portugal. Fra Lissabon har du godt 220 kilometer til Bussaco-skoven og fra Portugals anden største by Porto er der godt 100 kilometer.

Den afsides Bussaco-skov som hedder Floresta do Bussaco på portugisisk, er egentlig ikke nogen skov, men et enormt, murkranset arboret, der har været passet og plejet af lokale munke i århundreder. I takt med at det portugisiske kolonirige voksede, blev eksotiske træer hjembragt fra alle hjørner af kloden, og efterhånden fremelskede munkene en botanisk pragt så berømt, at en pavelig bulle fra 1600-tallet truede med ekskommunikation af enhver, der skadede træerne. Ikke længe efter at munkeordenerne var blevet undertrykt i 1834, bestilte kong Carlos 1. en italiensk teaterarkitekt til at opføre et sommerlystslot – den sidste sommerresidens, der blev bygget af det portugisiske monarki – midt i denne 100 ha store skov. Resultatet blev en ødsel pastiche med et mylder af spir, tårne og buede vinduer. I dets indre fortsætter fantasiverdenen med glasmalerier, håndmalede vægmalerier og kakler, rustninger og en udsigt, der engang fortryllede de kongelige. Det var den portugisiske monarks sidste store gerning: Slottet blev fuldført i 1907, og kong Carlos blev snigmyrdet i 1908. Hans søn boede på slottet før sin flugt til England og et liv i eksil, efter at han var abdiceret i 1910.

Palace Hotel do Bussaco

Slottets seneste funktion er som Palace Hotel do Bussaco, et af Europas mest særegne hoteller, en århundredgammel romantisk juvel af kongelig luksus. Palace Hotel do Bussaco finder du på adressen Mata Nacional do Bussaco. Læs meget mere om udvalgte hoteller i Portugal her på bloggen om kulturrejser, se priser i hotel oversigten og foto fra rejsemål i billedgalleriet.

Chelsea Flower Show

Chelsea Flower Show i London er nok verdens mest berømte blomsterudstilling og hvert år rejser mange blomster interesseret på kulturrejse til London for at opleve Chelsea Flower Show.

For en nation, der er besat af haver, er årets store begivenhed disse havedyrkningens olympiske lege, et gigantisk havebrugsorgie over fire dage. En enorm parade af blomster udstilles med storkunstnerisk virkning og fantasifuld akkuratesse af 700 nøje bedømte udstillere. Det er cremen af britiske og internationale havedyrkere, og de beslaglægger over 4 ha af Royal Hospital-området, designet af Christopher Wren, heraf de 1½ ha i to hypermoderne “fest”telte. Det er en inderlig britisk fejring af havedyrkningen, men med en naturlig charme (og fine muligheder for at iagttage mennesker), der ikke kun appellerer til ivrige havedyrkere, men også til det haveukyndige publikum, der dårligt kan kende en mælkebøtte fra en magnolie. Udstillingen har eksisteret under forskellige former siden 1827, og dette kæmpearrangement, organiseret af The Royal Horticultural Society, sætter standarden for hele verden (dette selskab arrangerer tillige såvel den største årlige blomsterudstilling i verden på Hampton Court som RHS Flower Show på Tatton Park i Cheshire). Billetter til Chelsea begrænses til 160.000 over de fire dage, hvor de første to dage (tirsdag og onsdag) er reserveret for medlemmer af RHS. Mange mener, at det er bedst at studere mennesker de dage, hvor der er offentlig adgang (torsdag og fredag), men den sande havedyrker vil helst se udstillingen, mens materialet er friskt, og før planterne er begyndt at hænge under de beundrende og undersøgende blikke fra så mange fans. Går man glip af Chelsea Flower Show, bør man i stedet unde sig et besøg i Londons Royal Botanic Gardens (Kew Gardens), verdens mest berømte haveanlæg. Det tager virkelig vejret fra én.

Billetter til Chelsea Flower Show kan købes hos Royal Horticultural Society på www.rhs.org.uk. Man kan også melde sig ind i selskabet. Denne firedages udstilling i London afholdes hvert år i den sidste hele uge af maj. Man kan få billetter fra sidst i nov., og der er udsolgt først i april. Man kan ikke købe billetter ved indgangen. Det er ikke kun billetter til selve blomster udstillingen der er udsolgt lang tid før udstillingen starter, også hotellerne der ligger i nærheden af Chelsea Flower Show bliver hurtig udsolgt og priserne er endda sat godt i vejret. Du kan læse mere om udvalgte hoteller i London her på bloggen om kulturrejser.

The Lake District

The Lake District Pragtfulde vandreture og herlige måltider i Lancashire og Cumbria. Skal du på kulturrejse til England og sætter pris på smuk natur så læg vejen forbi The Lake District som begynder i det nordlige Lancashire, men ligger for størstedelen i Cumbria, ca. 450 kilometer nordvest for London.  Lake District måler blot 56 km fra øst til vest med Grasmere som midtpunkt.

Digteren William Wordsworth beskrev Englands Lake District som “det skønneste sted, mennesket nogensinde har kendt”. Englænderne behandler forståeligt nok dette fjerne nordvestlige område med stor pietet. Det er en af landets mest naturskønne egne, på én gang landlig idyl og vild natur, prydet af femten større søer og snesevis af mindre med store flokke af græssende får spredt ind imellem. Lake District er den største af de elleve nationalparker i England og Wales og består af omkring 2300 km2 med yderst varieret, smuk natur. Det meste er privatejet; resten tilhører National Trust. Naturelskere vender atter og atter tilbage for at udforske området med dets 2900 km vandrestier. Det er foreviget på lærredet og i litteraturen og er den engelske romantiks fødested og ultimative landskab. Hofdigteren Wordsworth (1770-1850) boede i Dove Cottage i Grasmere sammen med sin søster (som følte, at Grasmere “hjemkalder hjertet til fredfyldthed”) og ligger begravet på kirkegården dér.

Wordsworth

Wordsworth var lige så indtaget i den nærliggende sø Ullswater og beskrev den som “måske…den lykkeligste forening af skønhed og storslåethed, nogen af søerne kan opvise”; det var ved bredderne af Ullswater, han så sin berømte “flok af gyldne narcisser”. Om sommeren sejler en restaureret victoriansk damper i fast rutefart på den 15 km lange sø, distriktets næststørste – den bedste måde at indleve sig i det landskab på, der inspirerede romantikkens giganter. Når sommerens tilstrømning af turister er på sit højeste, og verden bare bliver for meget for en, kan man trække sig tilbage til Englands første luksus-herregårdshotel, Sharrow Bay, på Ullswaters forholdsvis afsides sydlige bred. Wordsworths narcisser blomstrer stadig hvert forår og du kan opleve nogle af de smukkeste blomster, daegnen får mere nedbør end noget andet område i England. Mange lokale udstillinger og markeder fra juni til begyndelsen af september.

Hoteller

Sharrow Bay Country House Hotel fra 1800-tallet er legendarisk for sin pragtfulde udsigt over søen, sine 800 m private bred, sin overdådige te komplet og berømte seksretters middag (desserter er en fornem tradition her), og det er tillige kendt for sin overmåde venlige atmosfære. Sharrow Bay Country House Hotel ligger kun et par minutters kørsel uden for Pooley Ridge, ca. 10 kilometer vest for Penrith.

Lakelands anden velkendte luksushotel/restaurant er Miller Howe (på den lokale dialekt betyder howe “-bakke”). Dette lille hotel i edwardiansk stil, der tidligere var ejet og drevet af den berømte køkkenchef John Tovey, kan byde på fortryllende omgivelser med en udsigt over Windermere til Langdale Pikes, der kappes med hotellets højt priste femretters menu om opmærksomheden. Det eksperimenterende britiske køkken, der nu forestås af Toveys elev og efterfølger, Susan Elliott, serveres på festlig og dramatisk vis, begyndende med dæmpet belysning og forventningsfuld stilhed. Betjeningen er venlig, og stemningen er mest af alt som ved et hyggeligt aftenselskab. Også mange roser til det ypperlige vinkort og de overdådige desserter. Hotel Miller Howe ligger på adressen Rayrigg Rd, Windermere.

En vandretur op til Orrest Head (for at arbejde Miller Howes syndefuldt overvældende Lakeland Platter-morgenmad af sidebenene) byder på nogle af egnens flotteste udsigter. Et højdepunkt på denne uforglemmelige, billedskønne tur er Scafell Pike – med sine 977 m Englands højeste punkt.

 

Courmayeur, på tur over gletsjerne ved mont Blanc-Massivet

Courmayeur, som ligger i Valle d’Aosta i Italien er et af de populæreste skisportssteder i Europa, ligger ved foden af Monte Bianco (Mont Blanc), Europas højeste bjerg, i betagende omgivelser mellem en halv snes andre tinder på over 4000 m. Den svævebanetur, der udgår fra La Palud og fører eventyrere med nerver af stål op og hen over Mont Blanc-massivet til Chamonix i Frankrig (husk at have passet med), er en af de mest fabelagtige af sin art i Alperne. Den kaldes med rette “Turen over gletsjerne” og er opdelt i tre etaper, hvis mest imponerende øjeblik udspiller sig, når man hænger højt oppe over Vallé Blanche og en vældig flade af gletsjer-snemarker mere end 600 m nede, før man ankommer til udsigtsstationen højt oppeover Chamonix (og hvor barens solterrasse byder på nogle af verdens mest fantastiske udsigter).
Vel ankommet på jorden igen kan gæsterne nyde den gammeldags, men elegante bjergby Courmayeur. Den lille naboflække Entreves er hjemsted for La Maison de Filippo, en af Alpernes berømteste restauranter. En lavine af små forretter, der udgør hovedparten af et tilsyneladende endeløst måltid i en festlig alt-hvad-du-kan-spise-atmosfære, har givet denne ladeagtige taverne tilnavnet “Frådseriets Alpehytte” blandt sultne skisportsfolk.

Svævebaneturen udgår fra La Palud, kun 3 kilometer nord for Courmayeur og ca. 30 kilometer nordvest for Aosta. Rejser til Chamonix er bedst i april til september. det er bedts at tage afsted tidligt om morgenen, hvor luften er klarest.

Du kan læse meget mere om kulturrejser til lande omkring Alperne her på bloggen og specielt om vandreferie.

The Ring of Kerry, måske den smukkeste strækning i Irland

En drømmerute og en victoriansk skønhed, The Ring of Kerry og The Park Hotel Kenmare i Kenmare, Kerry. Er du på kulturrejse til denne del af Irland så må du ikke snyde dig selv for en stor natur oplevelse.

Hvis Irland er én stor, naturskøn rute, er den berømte Ring of Kerry den strækning, der oftest opsøges på grund af den helt enestående skønhed. Selv om den ikke længere er nogen hemmelighed, er der udsigter nok til alle. Med Killarney som start- og slutpunkt kommer man igennem en betagende række gråblå kystlandskaber ad det, der mere prosaisk kaldes N70 og N71, en 175 km lang kystvej, der følger Iveragh-halvøens bakker og dale og byder på noget af Irlands mest overdådigt smukke natur. Blot én lille afstikker, og man befinder sig i helt uberørt terræn uden en turistbus i sigte – og kun med trafikpropper af den firbenede slags. Ud for kysten kan man se det forrevne omrids af de gådefulde Skellig-øer. På Skellig Michaels nøgne, stejle skråninger ligger der klosterruiner tilbage fra 600-tallet; på krydstogter kommer de besøgende tæt på disse øer, men det er ikke tilladt at gå i land. Killarney er det hyppigste udgangspunkt for rundturen Ring og Kerry, og ligger ca.  130 kilometer sydvest for Shannon og omkring 300 kilometer sydvest for Dublin.

Kenmare

Undgå højsæsonens tætte strøm af turistbusser i Killarney, og benyt i stedet den lillebitte, maleriske Kenmare som udgangspunkt. Denne markedsby fra 1800-tallet kan sole sig i tilstedeværelsen af Packie’s, et hyggeligt bistro-agtigt sted, hvis menu er kendt vidt og bredt for såvel det enkle (irsk stuvning, lammeribbenssteg) som det raffinerede (gratin af krabber og rejer eller dagens ret på tavlen).

Park Hotel Kenmare

Senere kan man tage ind på Park Hotel Kenmare, et af Irlands mest udsøgte herregårdshoteller. Det lidt dystre gråstenshus fra 1897 er blevet kendt for mange ting: dets brogede, men ypperlige samling af antikviteter, originalmalerier og gobeliner; et venligt og imødekommende personale, der til perfektion forener den uimodståelige blanding af fuldendt effektivitet og irsk venlighed; en varm, indbydende atmosfære, en navnkundig restaurant, der byder på et irsk-vesteuropæisk køkken; og en 18-hullers golfbane med bjergtagende udsigter. Den førnævnte overdådige naturskønhed har længe gjort dette hjørne af det sydvestlige Irland til et af landets mest tillokkende.

 

Giant’s Causeway, naturens mesterværk

Giant’s Causeway ligger i områden Bushmills, Antrim i Nordirland 120 km nordvest for Belfast. Er du interesseret i smuk natur så vil du ikke fortryde at besøge Giant’s Causeway på en kulturrejse til Nordirland.

Natur i det nordlige Irland

Forfatteren William Thackeray skrev, “Da verden blev formet og skabt af formløst kaos, må dette have været den smule, der blev tilovers – en rest af kaos”. Nordirlands landskab er dets største seværdighed, og få seværdigheder er så forunderlige som den storladne, mærkelige og forbløffende Giant’s Causeway. Denne bikageagtige masse ved øens nordlige kyst, der i dag hører under National Trust, består af over 40.000 søjler af vulkansk basalt (hver 30-60 cm i diameter), skabt ved vulkanske udbrud for omkring 60 mio. år siden. Forholdene har ændre sig betydeligt, siden rejsende først i 1600-tallet tog den strabadserende tur på hesteryg til dette vildsomme hjørne af øen med ophold og en dram af kongens whisky på Bushmills, verdens ældste destilleri (med bevilling siden 1608), men med historiske referencer, der går helt tilbage til 1276). Destilleriet ligger her stadig, men man gør klogt i at holde igen med de gyldne dråber, hvis man skulle få lyst til at springe rundt på de tætpakkede formationer af som oftest sekskantede søjler (nogle har fire-fem, andre helt op til ti kanter, og de højeste er ca. 12 m) eller kravle omkring på de omgivende klipper for at beundre fænomenet på afstand. Hvis vore dages besøgende bliver slået af forundring ved synet, må man forestille sig vantroen hos fortidens irere, der mente, at dette geologiske under måtte skyldes sagnkæmpen Finn McCool. Man sagde, at denne Ulster-kriger fra den irske sagnverden havde skabt The Causeway som en bro over til sin hjertenskær på den skotske ø Staffa.

Glenveagh National Park i Irland

Glenveagh National Park ligger i Donegal, Irland og er en majestætisk ødemark ved øens nordligste rand. Det tyndt befolkede, isolerede, kuperede og altid bjergtagende Donegal – Irlands nordligste amt – har en ganske særlig atmosfære af “verdens ende”. Dets over 350 km lange, indskårne og stort set ubeboede kyst afgrænser det nordvestlige hjørne af Irland ud mod det åbne hav og over mod Island. Slieve League, de højeste havklinter i Europa, er dets dramatiske højdepunkt. Men som et irsk mikrokosmos rummer det tillige lyngbeklædte heder, tørvemoser og øens stejleste bjerge. Det traditionsbevidste Donegal, et hjørne af Irland, som buskaravaner af Waterford-shoppere og Blarney-kyssende turister aldrig finder tid til at besøge, holder stadig med stolthed fast i gælisk, Irlands oprindelige sprog (det er det største område, hvor det stadig i vidt omfang tales), og i ældgamle skikke. Dybt inde i dette område, langt fra dets særprægede kystlinje, ligger Glenveagh National Park, der regnes for Irlands smukkeste (begrebet nationalpark er stadig ret nyt for Irland) og en af landets vigtigste naturseværdigheder. Selve parken er lukket for trafik, men en lille bus fra Visitors’ Centre sørger for transport til Glenveagh Castle, der er bygget i 1800-tallet, og hvis flotte, eksotiske have trivedes under sin amerikanske ejer, der skænkede ejendommen til den irske nation i 1983. Uden for havens 1,6 ha med importerede planter fra Chile og Tasmanien, Fjernøsten og Himalaya vender parken gradvist tilbage til en egen vilde skønhed, der overrasker mange besøgende.

Byen Donegal ligger godt 200 kilometer nordvest for Dublin og små 200 kilometer vest for Belfast. Glenveagh national Park finder du 40 minutters kørsel nordøst for Donegal. Læs mere om kulturrejser til Irland her på bloggen eller om Glenveagh National Park på www.heritageireland.ie.