Tag-arkiv: Algarve

Algarve

Algarves johannesbrødtræer og sorte guld

Udgivet den af

En af Algarves vigtigste produktionsvarer er johannesbrød, og selve johannesbrødtræet præger da også Algarves smukke landskab sammen med appelsin-, figentræer og vinmarker. Johannesbrødkulturen blev indført af maurerne i Portugal.

Dette stedsegrønne træ, som især dyrkes i Middelhavsområdet, bliver mellem 10 og 20 meter højt og kan leve i op til 300 år. Træet trives i naturen og ”kræver” kun 250 ml. vand om året for at overleve, selv om det kan klare sig med mindre vand. I tilfælde af tørke, sker det ovenikøbet tit, at produktion øges. Træet kræver ingen kunstgødning. Frugten er en kødfuld og mørkebrun og en ca. 15 cm lang bælg.

Fra dyrefoder til meget andet

Johannesbrød indeholder op til 50 % sukker og spises friske eller tørrede. De bruges også som foder til dyr. De store frø blev tidligere brugt som kaffeerstatning – substansen af frugtkødet optimerer nemlig kaffens crema. Johannesbrødkernemel anvendes i levnedsmiddelindustrien som stabilisator og fortykningsmiddel, og er kendt som E 410 additiv.

For mange år siden blev johannesbrød betragtet som “sort guld” af Algarves landmænd, der tjente formuer på det. Inden for de sidste 10 år er landmænd i Algarve igen begyndt at satse på dyrkningen af johannesbrødtræer for at blive verdens andenstørste johannesbrødproducent. Portugal er i forvejen verdens tredjestørste johannesbrødproducent- og eksportland. 

For 50 år siden, troede man, at johannesbrød kun var anvendeligt som foder til dyrene.  Men der er meget større potentiale i dette meget sunde og næringsrige naturprodukt. Frugtens frø bliver brugt i mad (babymad, fedtfri chokolade, saucer, supper, ost, mv.), medicinalprodukter (bl.a. medicin mod kræft, diabetes og kolesterol), textil- og kosmetikindustrien (bl.a. fugtighedscremer) og endda til papir, likør og snaps. 

Sundt slik

Johannesbrød betegnes også som ”sund chokolade”, fordi den indeholder meget lidt fedt og ikke er vanedannende.
Johannesbrødmel fås af at male og tørre selve frugtkødets og melet indeholder: 48 -56 % sukker, 18 % fiber, 0,2-0,6 % fedt, 4,5 % protein, en høj procentdel af calcium (352 mg/100 gr.) og fosfor. Frugtens garvesyrer bliver ofte anvendt i medicin mod diarre – særligt til børn.

Jøder spiser tørret johannesbrød på helligdagen Tu Bishvat (træernes nytår), mens muslimer drikker johannesbrødsaft under Ramadan.

Danisco ejer den største johannesbrød-transformationsfabrik, der omdanner johannesbrød til mel. Fabrikken lå tidligere i Portugal, men produktionen er nu blevet flyttet til Spanien. Danisco dominerer i dag 55 % af verdensmarkedet for johannesbrød.

Opskrifter med johannesbrød

Kokos – johannesbrødskager
250 gr. Kokos
250 gr. Sukker
8 æg
2 spsk. Johannesbrødkernemel

Smør formene, blend kraftigt sukker og æg, tilsæt kokos og mel. Held i formene og bages i ovn ved 180 gr. i 10 minutter.

Johannesbrød mousse
500 gr. Tofu
¾ kop johanneskernemel
4 spsk. Rørsukker
½ kop sojamælk

Alle ingredienser blændes godt sammen til en cremet konsistens. Hældes i portionsskåle og i køleskabet. Serveres koldt.

Algarves befolkning

Udgivet den af

Algarve-beboerne er venlige og gæstfrie folk. De har været udsat for forskellige kulturer gennem mange år og har derfor udviklet en tolerant og afslappet holdning overfor gæster. De kan nok betegnes som nogle af verdens venligste mennesker.

Algarve adskiller sig på flere punkter fra resten af Portugal: klimaet er anderledes, vegetationen er anderledes, og det er den charmerende befolkning også.

I landsbyerne bemærker vi de hvidkalkede huse med smukke, ornamenterede skorstene og de gamle koner, som sidder i solen med deres sorte filthatte under sorte parasoller. Fiskerne maler deres både i farver så friske som blomsterne på bjergskråningerne. To æseltrukne kærrer skaber næsten en trafikprop. Her kan stressede turister i sandhed slappe af!

I århundreder har fiskeri været tæt forbundet med livet i Algarve. Hvor man end befinder sig på Algarves kyst, støder man på fiskere, som enten er ombord på deres både tæt ved kysten, eller på trawlere som er på vej længere bort efter større fangster.

Havet er ganske vist Atlanterhavet, men det føles som Middelhavet. Moderne teknologi og medlemskabet af EU har medført man forbedringer i infrastrukturen i Portugal, og således også i Algarve. Alligevel har Algarve bevaret meget af den oprindelige charme, lige fra fiskeauktionerne tidligt om morgenen til de farverige gademarkeder.

 

Skikke og traditioner i Algarve

Algarve er rig på traditioner. Farvestrålende folklore og flotte, maurisk inspirerede hvide skorstene ses mange steder i Algarve.

Regionen er også kendt for at producere kurve og keramik, samt forskellige slags musikalsk optræden og lækker gastronomi. Endelig kan man være heldig at overvære religiøse helgenceremonier i Algarve.

På årets første dag synger man traditionelt ‘Janeiras’, nytårssange, som er en blanding af religiøse og populære temaer. Også 1. maj har sin egen’ Maios’ tradition. Tidligere var ‘corridinho’ (lokal folklore) et fast element ved ethvert dansearrangement, og man dansede den berømte tango, vals og foxtrot.

Tidligere tiders badetraditioner var anderledes end i dag. Ikke mange gik i vandet, og hvis man gjorde, var det blot for at tage en svømmetur og fange muslinger.

 

Algarve regionen i Portugal

Udgivet den af

Algarve er en særskilt provins, såvel fysisk som kulturelt. Provinsen er afgrænset af Atlanterhavet mod vest og syd, og adskilles fra det øvrige Portugal af en række lave bjergkæder, hvor det højeste punkt er 900 m ved Foia. Helt mod øst danner Guadianafloden grænsen til Spanien. Provinsen er ca. 155 km lang fra øst til vest og omtrent 50 km bred.

De skiferholdige bjerge mod nord gør jorden mager og sur og landskabet veksler mellem heder med lyng, gyvel, tornblad og soløje og skove af kastanie, eg, bøg og nåletræer.

Man har indført eukalyptustræer til pulp i papirindustrien – en diskutabel beslutning ifølge biologerne, da træerne opsuger temmelig meget vand og ikke giver de oprindelige insekt-, fugle- og dyrearter det optimale miljø.

Lidt syd for ligger Barrocal, et linseformet kalkstensmassiv, som breder sig fra Cabo de Sao Vincente (Kap Skt. Vincent) til Tavira i øst. Det bredeste sted på ca. 20 km ligger i det centrale Algarve. Det er her, man finder maquisen, den typisk sydeuropæiske buskvegetation, kendt som matos i Portugal.

Her vokser stenege, vild oliven, soløje og andre buske side om side med rosmarin, lavendel, timian, salvie og vilde blomster. Strækningerne mellem højdedragene har fed rød jord og er frodigt agerland. Her trives carob, mandel, appelsin, citron og figen, alle indført af maurerne.

Den vestlige halvdel af Algarve er domineret af sandsten, det blev brudt og tilhugget til de røde sten, som stadig kan ses i slotsruinernes murværk. Sandstenen danner også de særprægede okkerfarvede klinter, formet af vind og vejr til tårne, grotter, huler og vige.

Øst for Faro i det lave kystlandskab ligger et af Vesteuropas vigtigste vådområder, som er hjemsted for såvel strandfugle som trækfugle. Bevoksningen i saltmarsken virker måske ikke så smuk, men den giver næring og ly til fugle, muslinger og krebsdyr.

En række kystøer adskiller lagunerne fra havet og klitbevoksningen, såsom marehalm, engelskgræs og othantus, holder på det flygtige sand.

Alentejo består af rullende sletter med enkelte lave bjergkæder. Serra d´Ossa, syd for Estremoz, er på 653 m. Agerbrug er her den mest almindelige form for landbrug, men der er også hedestrækninger, hvor får, kvæg og svin græsser, samt skove med korkege. Regionen har været svært ramt af tørke siden 1990.

Algarve får mere regn og har et stort antal underjordiske kilder, men lokalregeringen i Faro ser med alvor på vandsituationen.

Det ødsle vandbrug til pleje af golfbaner er nu kommet under tæt observation, og i fremtiden kan golfklubberne blive tvunget til at anvende genbrugsvand.

 

Algarves geografi

Udgivet den af

Algarve ligger nederst på den sydvestlige del af den iberiske halvø og adskiller sig på flere punkter fra resten af Portugal.

Med et areal på 5.000 km2 udgør regionen Algarve 6% af Portugals samlede areal. På den nordlige side grænser Algarve op til Alentejo, mod øst adskiller floden Guadiana Algarve fra Spanien, og mod vest og syd afgrænses Algarve af Atlanterhavet.

Ser man på geologiske forskelligheder, kan Algarve deles op i tre hovedområder: bjergene (Serra),
Barrocal (fladere og mere frugtbare områder) samt kystområderne (Littoral).

I kystområderne findes de strande, som udgør en magnet for turister fra hele verden året rundt. På Vicentina kysten (som begynder lidt før Sagres og strækker sig mod nord) oplever man naturens lidt mere barske tilstedeværelse i form af mørke, stejle klipper og små strandområder. Sydkysten er mere venlig og indbyder til afslapning med sol og strand. Her finder man overalt små hyggelige strande omgivet af gyldne klipper eller kæmpemæssige strande smukt indrammede af fyrretræer.

Inde i landet finder vi Barrocal – Algarves frugthaver – med de mange skyggefulde mandeltræer, figentræer, appelsinlunde og blomster i alle regnbuens farver.

Det er her, man finder de smukke, hvidkalkede huse med de karakteristiske skorstene og store vidder.

Længere mod nord strækker bjergkæderne sig, ikke med stejle bjergtinder, men snarere afrundede bjergtoppe, som ses i horisonten som et forstenet hav.

Littoral er en smal stribe land nær kysten, hvor man finder landbrugsjord, regionens industri og større bymæssige bebyggelser.

Læs mere om Algarve på hjemmesiden for Algarves turistkontor her

Derfor begynder Algarve med “Al”

Udgivet den af

De første mennesker, som slog sig ned i Algarve, var handels- og søfolk fra bl.a. Fønikien og Carthago, som klarede sig længe blot ved hjælp af kystens ressourcer. En af de vigtigste perioder i Algarves historie er det arabiske herredømme, som varede i fem århundreder, og som ses den dag i dag i arkitekturen (f.eks. skorstene og kakler) og de i mange navne, som begynder med ‘Al’.

De første mennesker, som slog sig ned på Algarve, var handels- og søfolk fra bl.a. Fønikien og Carthago, som klarede sig længe blot ved hjælp af kystens ressourcer.

En af de vigtigste perioder i Algarves historie er det arabiske herredømme, som varede i fem århundreder, og som ses den dag i dag i arkitekturen (f.eks. skorstene og kakler) og de i mange navne, som begynder med ‘Al’.

Algarve var engang en del af den romerske provins Lusitanien, som senere kom under visigoternes jurisdiktion. Romernes tilstedeværelser kan ses i Milreu, Faro, Boca do Rio og Vilamoura.

I 711 passerede Taarik Ibn Zyad Gibraltar strædet og besejrede visigoternes konge. I 712 erobrede Abd Al-Aziz Ben Mussa ‘Gharb Al Andaluz. Andaluz betød Vandals land og Al-Gharb vesten.

Efter mange slag blev Algarve tilbageerobret af de kristne. Siden 1249 og indtil republikkens udråbelse har de portugisiske konger haft titlen Konge af Portugal og Algarve.

En anden vigtig del af Algarves historie er opdagelsesrejsernes tidsalder og jordskælvet i 1755. Algarves betydning voksede under opdagelsesrejserne, idet det var her, rejserne begyndte. Algarvebeboerne var en vigtig del af hele det maritime eventyr og besættelsen af afrikansk territorium.

Jordskælvet i 1755, som havde sit epicenter tæt ved Lagos, ødelagde meget af Algarve. De ødelæggende rystelser kunne mærkes overalt, og mange betydningsfulde bygninger og mindesmærker gik tabt. Men selv ikke dette tog modet fra Algarves befolkning, som tog fat på genopbygningen og har gjort Algarve til det, det er i dag: et vidunderligt ferieområdet ved havet!

Castro Marim i Algarve

Udgivet den af

Castro Marim, som ligger klemt inde mellem to højdedrag, udgør en stærk kontrast til Monte Gardo. Selv om disse højdedrag ikke er specielt høje, har men alligevel herfra en betagende udsigt over floden Guadianas udmunding. Floden udgør grænsen mellem Algarve og den spanske provins Andalusien.

fæstninger

Den største af Castro Marims to fæstninger ligger på en bakketop ved vejen gennem byen. Man kan køre næsten helt op til porten og så vandre rundt mellem brystværnene. Her opdager man, at der er en fæstning inden i fæstningen. Den indre fæstning er firkantet med et tårn i hvert hjørne. I det 15. århundrede var dette sted hovedkvarter for ‘the Order of Christ’, den religiøse-militære orden som efterfulgte tempelridderne i Portugal. Senere blev slottet udvidet, og i det 17. århundrede blev endnu en fæstning, Sâo Sebastiâo fortet, bygget på den anden side af byen. Dette fort blev bygget for at forstærke Portugal’s forvar, da Portugal blev selvstændigt efter 60 års spansk overherredømme (mellem 1580 og 1640).

Naturen

Området omkring Castro Marim er et beskyttet naturreservat (Reserva Natural do Sapal) og rigt på fugle. Dets saltholdige og marskprægede områder er især føde- og rugepladser for mange vadefugle. I rugeperioden kan man være heldig at se hundreder af flamingoer søge efter føde i de flade områder. Ved indgangen til slottet findes information om de forskellige fuglearter samt guidede ture. Deltagelse i guidede ture skal dog bookes i forvejen.

Flora og Fauna i Algarve

Udgivet den af

Flora

Mellem februar og juni forvandles landskabet til en farvesymfoni med tusindvis af vilde blomster. Disse bryder frem alle vegne – i klitterne og på klinterne, på klippebjerge og i vejrabatter.

I februar dominerer farven gul, når mimoser, svaleurt og bermuda ranunkler blomstrer under det rosa og hvide mandelflor. I marts kommer turen til rosa, blå og røde pimpineller, iris og soløje. Sidst på foråret bør man kigge efter nerier, gladiolus, orkideer og jacarandaer. Disse pragtfulde blomsteropvisninger skyldes til dels de traditionelle landbrugsmetoder i det kuperede indre af området.

Endnu bruges pesticider ikke meget og man kan se, at mange af metoderne, som høhøst med le, muldyr- og æseltrukne vogne og vekseldrift af grøntsager, ikke har ændret sig siden middelalderen.

Agerlandet virker velpasset og respekteret, det samme kan man ikke sige om dyrelivet.

Fauna

Af de større fugle er storke almindelige og bygger deres reder på klokketårne og andre høje bygninger. Ved Castro Marim, kan man om vinteren se flamingoer.

Af og til kan man se ørne, glenter, ugler og ægyptiske gribbe. Efterår og forår er Cabo de Sao Vincente en vigtig rasteplads for trækfugle. Rio Formosa Naturreservatet er det bedste sted at se på vadefugle, såsom de langbenede stylteløbere og ænder. Om foråret og efteråret kan store flokke af havfugle på træk ses langs vestkysten. Kvæghejrer er almindelige i Alentejo, hvorimod biædere og hærfugle er to af de mere eksotiske fugle. Der er langt mellem landpattedyrene og få af dem. Kaniner og harer bliver jaget for føde. Der er enkelte ræve, grævlinger, genetter og ægyptiske desmerdyr.

I det sydlige Alentejo var det nu forsvundne råvildt almindeligt, ligesom losse og ulve. Af de større dyr, som engang strejfede frit omkring, er der kun vildsvin tilbage. Både antallet af fugle og pattedyr er i tilbagegang, på grund af manglende beskyttelse og ubegrænset jagt. Jægere skyder på alt, der bevæger sig, noget som fodgængere bør være opmærksomme på mellem august og marts. Deres mål kan være alt fra små sangfugle, bortløbne katte til sjældne dyrearter som vildt.

Den eneste let giftige slange er hugormen, som findes i bjergene; det er mere sandsynligt, at man ser den ugiftige hesteskoslange. Gekkoer er meget mere almindelige og man kan være heldig at se en kamelæon, et grønt firben eller en salamander. De mest plagsomme dyr er myggene.

Vinkultur på Algarve

Udgivet den af

Algarve er ikke ligefrem mest kendt for sine vine eller sin kultur. I stedet plejer folk at tænke på sol og golf, når man nævner Algarve, denne lille region, som ligger allerlængst mod syd i Portugal. Men faktisk har Algarve både god vin og en rig kultur med dybe historiske rødder.

Siden Algarves turistmæssige gennembrud i 1960’erne har nogle få tapre vinbønder kæmpet mod investorer, som vil bygge hotelkomplekser og golfbane på deres jord. Grundpriserne er i dag skyhøje, og det er kun en håndfuld menneskers passion og kærlighed til deres vin og deres erhverv, som holder en lille produktion i live. Der er derfor ikke megen vinproduktion på Algarve, men den, der er der, er god.

Gode betingelser for Algarve vinen

Betingelserne er egentlig fantastiske. En varm sol, der giver druerne frugtighed og sødme, og en kølig brise fra Atlanten, som sørger for et klima, der er til at holde ud om sommeren, og som holder på syren i druerne.

Udvalgte producenter af Algarve vin

Quinta do Barranco longo Rui Virginia er en ung vinmager, der satser stort, og for hvem det i løbet af nogle år er lykkedes at udvikle rigtig gode, moderne vine. Han har i dag 12 hektar vinmarker på sin gård uden for Alvor.

Cliff Richard: Sangeren Cliff Richard har i over 40 år haft en forkærlighed for Algarve. På hans grund, Quinta do Moinho, i Algarve har han derfor skabt en vingård. Cliff Richard tager selv stor del i produktionen. Vinen herfra hedder Vida Nova og er en kraftig vin, der er lavet på druesorter som Shiraz, Aragonez (også kendt som Tempranillo i Spanien), Trincadeira fra Sydportugal og Mourvèdre fra Sydfrankrig.

Quinta dos vales: På denne store familieejede gård er fire små huse reserveret til udlejning til turister. Foruden vin dyrker man også frugt på de 2.500 hektar.

Fakta om vin i Algarve

Fire Algarve-regioner har ret til at DOC-benævne deres vine, nemlig Lagos, Portimao, Lagoa og Tavira. De producerede i 2006 tilsammen kun ca. 32.000 hektoliter, hvilket svarer til ca. 0,4 % af landets samlede vinproduktion. Tilladte rødvinsdruer i Lagos, Portimao og Lagoa er Negra Mole, Trincadeira og Castelao, som skal udgøre mindst 70 %. I Tavira skal Castelao og Trincadeira udgøre 70 %. Anbefalede hvidvinsdruer er Síria og Arinto (mindst 70 %). I Lagos må man også bruge Malvasia Fina.

Mad på Algarve

Udgivet den af

Mad i Algarve er fantastisk, hvis man holder af fisk og skaldyr, og udgør et centralt element i enhver kulturrejse til Algarve. Fra Atlanterhavet hentes der lækre muslinger, som får et hastigt opkog med vin, hvidløg og olivenolie. Dertil et godt landbrød og et glas kølig frisk hvidvin. Så føles livet retfærdigt igen. Især når man samtidig kan sidde og betragte havets brændinger i solnedgangen.

Et tip om den perfekte mad på Algarve

Vi er blevet tippet om en fiske- og skaldyrsrestaurant i Alvor. Vejbeskrivelsen viser sig at lade en hel del tilbage at ønske, hvorfor vi når at se stort set hele byen, før vi til sidste kan parkere ved havnepromenaden. Ved en lille plads ligger en håndfuld små fiskerestauranter, barer og tavernaer, og vi slår os ned på fortovsrestauranten ”Fishermen’s Restaurant”.

Her får vi dejlige berbigoes (hjertemuslinger), og gambas (store rejer), som bliver serveret direkte fra den store udendørs grill. Måltidet fortsætter med en grillet corcina (sandart) med en god salat og masser af olivenolie og citronsaft. En kølig og frisk Alvarinhovin er den perfekte ledsager til dette måltid.

Maden på Algarve afrundes med særpræget drik

Til afrunding vil vi gerne smage nogle af regionens stærkere drikke. Vinkyperen (som ser ud til at være ca. 12 år gammel) anbefaler Medronho.

Det lykkes ikke nogen af restaurantens personale at forklare os, hvad Medronho egentlig er for noget, og smagen indbyder heller ikke til gættelege. Drikken er stærk og faktisk direkte ubehagelig. Senere har vi fået at vide, at det er et destillat lavet af frugten fra skovbærtræet. Det er ikke noget, vi kan anbefale, men lokalbefolkningen ser ud til at sætte pris på denne væske.

Mad og drikke er en helt essentiel del af Algarves kultur til stor glæde for både de lokale og alle, der besøger det solrige område.