Er du på kulturrejse i Portugal er vejen fra Mértola til Serpa en mulighed for at opleve bjerglandet i Alentejo. Før du ankommer til Sepa, passerer du landsbyen Mina de Sao Domingo, som er en gruppe enestående hvide geometriske huse med røde tegltage. Udenfor byen har man opdæmmet én af Guadianas bifloder til en sø, som er et godt badested om sommeren.

Selve Serpa er en stille landsby. På torvet, Praca da República, findes et pænt udvalg af caféer og læg mærke til at lygtepælene i smedejern har form som drager. Forlader man pladsen i bil, bør man følge skiltene ud af byen, for ikke at fare vild i en labyrint af smalle gyder.

Borgen i Serpa

Borgen i Serpa blev bygget af Dom Dinis efter maurernes uddrivelse og svært ødelagt i 1707, efter at den spanske Hertug af Ossuna sprængte byen i luften under den Spanske Arvefølgekrig. Åben dgl. 9.00 – 12.30 og 14.00 – 17.30. Man kan kigge ind i det såkaldte ”museum” ved borgindgangen. Det er faktisk kun et enkelt rum med Den Sidste Nadver i overstørrelse. Læg også mærke til den elegante akvædukt med den sindrige vandhjulsmekanisme. 2 km uden for byen ved siden af Serpas pousada ligger den lille Capela de Sao Gens, der engang var en moské. Den anden overlevende moské findes i Mértola.

At Alentejo på mange måder er en af Portugals historisk mest interessante regioner kan opleves ved selvsyn på en kulturrejse, hvor du besøger nogle af de hyggelige gamle byer i denne smukke region. Vila Vicosa er nok den flotteste af alle de såkaldte marmorbyer. De gamle byhuse har smedejernsbalkoner, kunstfærdige dørhammere samt dør- og vindueskarme i marmor.

På Rua Dr. Couto Jardim, som går fra Praca da República til Ducalpaladset, finder man nogle af byens flotteste marmorudsmykninger. Praca de República er en dejlig plads i marmor, omgivet af appelsintræer, hvor man både finder turistinformationen og borgen. På pladsen ligger også Igreja de Sao Bartolomeu, et tidligere Jesuitterkloster fra det 17. årh. Det har facade som et byhus, men med et interiør i gotisk/renæssancestil.

Borgen i Vila Vicosa

Borgen i Vila Vicosa blev bygget i det 13. årh. af den allestedsnærværende Dom Dinis og moderniseret i italiensk stil, som var på mode i det 16. årh. Borgen i Vila Vicosa har oplevet meget gennem årene, både som forsvar mod den spanske hær og Napoleons tropper i Krigen på Halvøen. Inde i borgen findes et Jagtmuseum, der består af flere rum med triste trofæer – lige fra storvildt til småfugle. Dog er samlingen af jagtgeværer interessant og der er også en spændende samling af afrikanske våben, bl.a. et spyd med et skaft formet som en riffelkolbe, måske for at give våbenet en lignende kraft og præcision. Åbent mellem 9.30-13.00 og 15.00-18.00. Indenfor borgmuren (som har en fin udsigt over byen og landet) ligger en kirkegård og Nossa Senhora da Concecao-kirken fra det 16. årh.

Paco Dual

Rytterstatuen på den store plads foran det dominerende grå og brune marmorpalads forestiller Dom Joao 4., den ottende hertug af Braganca og den første fra dette hus til at arve tronen. Bragancaerne havde længe været én af de mest magtfulde familier i Portugal og monarkerne fra Huset Avis havde ofte forsøgt at begrænse deres magt. Da Huset Avis i 1580 var uden arving, udfyldte Filip 2. af Spanien tomrummet, men i 1640 blev Portugals spanske guvernør afsat og Joao blev under folkets hyldest kronet til konge over Portugal. Paladset, som vi ser det i dag, blev bygget i 1573, men Bragancaernes første slot på denne plads stammer fra 1502.

Selv efter at Bragancaerne flyttede til Lissabon og fik andre pragtfulde slotte, havde de en forkærlighed for Vila Vicosa og det tilknyttede jagtgods og her opholdt de sig ofte om sommeren. Paladset er nu et museum, og på de guidede ture ser man pragtfulde gobeliner, porcelæn, malerier, fresker og orientalske tæpper. Disse ting blev skænket til nationen af Portugals sidste konge, Dom Manuel 2., som døde i eksil i London i 1932. Hans fader, Carlos 2., var en god amatørmaler og opholdt sig her natten før sit attentat i Lissabon i 1908. Man kan betragte de symmetriske haver i Versaillesstil og besøge det enorme køkken, der vistnok har Europas største samling af kobbergryder – 709 i alt. Der er også en samling vogne, og et våbenkammer med våben fra middelalderen til århundredskiftet. Tv. For paladset ligger Convento das Chagas fra det 16. årh., der p.t. er under ombygning til en pousada.
 

Syd for Monsaraz

Hvis man trænger til lidt afveksling fra Alentejos landskab, kan man køre gennem Serra d’Ossa. Den bjergkæde er ikke ret høj, det højeste punkt er 653 m, men køn og skovklædt med eukalyptus, fyr og eg. Kør ad vejen syd for Estremoz mod Redondo, som fører gennem landsbyen Aldeia da Serra. Tv. Lige før man kommer til landsbyen, ligger Convento de se Sao Paulo, der nu er smagfuldt ombygget til et luksushotel. De originale azulejos og freskoer er bevaret. Den lille kirke Monte Virgem ligger oppe over byen og er bygget på en tidligere eremitbolig, og har en dejlig udsigt over bjergene.

Den nærliggende by Redondo har den næsten obligatoriske borg, som i 1270 fik kongelig koncession af Afonso 3. Men det er navnet på borgporten, Porta da Ravessa, alle husker. Det er navnet på en fremragende rød- og hvidvin og den kraftige røde er prisbelønnet og bliver produceret af det lokale vinhus, Adega Kooperativ de Redondo. Byen er også kendt for sin traditionelle keramik. Reguengos de Monsaraz producerer også fremragende vine. Navnet Reguengos henviser til de græsarealer udenfor byen, der engang blev ejet af Bragancaerne. Byen er berømt for sine festivaler og de vigtigste afholdes i januar, maj og august, men ind imellem fejres også en del helgenfester. Reguengos er en moderne by i disse egne og har udviklet sig til en landbrugsforstad til den noget ældre Monsaraz nede ad vejen. Engang var fåreavl og korndyrkning vigtige lokale erhverv, men er nu blevet overtaget af vinproduktion (der er et kooperativ i byen).

Monsaraz

Den lille landsby, der ligger oppe på et stejlt bjerg og synlig på lang afstand, er én af Alentejos mest stemningsfulde byer. De brolagte gader, lave gamle huse og selvfølgelig borgen, fører én næsten tilbage til middelalderen. Monsaraz, der er strategisk placeret over Guadiiana-floden, har været beboet siden forhistorisk tid og såvel romere, vestgotere og maurere drog fordel af bjergets forsvarsmuligheder. I det 14. årh. tilføjede Dom Dinis borgen og murene, hvorfra man kan se ud over sletterne (på klare dage ses kysten), eller mod øst over Guadiana til de spanske mesas. På pladsen udenfor borgen, er der om sommeren tyrefægtning på helgendage. Turistinformationen ligger på torvet, ligesom Igreja Matriz de Santa Maria do Castelo (sognekirken), der rummer en overdådig marmorgrav fra det 13. årh. Ved siden af findes et lille kirkemuseum, der rummer en fresko fra det 14. årh., hvor en dommer fristes af djævlen og samtidig anspores af Kristi retfærdighed.

Monsaraz’ omegn

Landsbyen Sao Pedro do Corval, på Reguengovejen, er et godt sted at købe platter, krukker og anden lokalt fremstillet keramik. Der er mange interessante forhistoriske monumenter ved foden af bjerget. Se efter Menhir de Bulboa på venstre side af jordvejen fra Telheiro til Oureiro. Til stendyssen Ovila de Pega følger man skiltene lige efter landsbyen på Reguengovejen. Xarez stenkredsen ligger nær vejen til Moura. Kør th. af hjulsporet lige før Quinta de Jerez skiltet.

Estremoz er én af de mest stemningsfulde byer i Alentejo og bestemt værd at besøge på en kulturrejse. Her levede og døde konger og dronninger, og under uafhængigheds- og arvefølgekrigene var Estremoz centrum for flere afgørende militære felttog mod Spanien.

Det bedste sted at begynde rundturen er på Rossio – en enorm plads, hvor der lørdag formiddag afholdes et fascinerende marked. Dette er stedet, hvis man vil købe en levende kylling, en stikling af et citrontræ eller nogle af de lupinfrø (tremocos), som gav byen dets navn. Se også efter rød keramik fra Estremoz. Turistinformationen ligger på pladsens sydside ved siden af rådhuset. Kig ind i sidstnævnte (indgang gennem politistationen) og nyd de blå azulejos op langs trappepartiet, der skildrer scener fra historien og Bibelen. Denne fine bygning fra det 17. årh. var engang et kloster viet til Skt. Filip af Nery, en lokal biskop, hvis liv skildres i nogle af azulejosbillederne.

Byens hospital på pladsens østside ligger også i et tidligere nonnekloster. Ved siden af ligger Museu Rural, der fortæller om livet på landet i Alentejo i de sidste 50år. Åbent dagligt undtagen søndag. 10.00-13.00 og 15.00-17.30.

På Rossio-pladsen kan man også beundre den smuldrende men endnu elegante facade på Igreja Sao Francisco (det gotiske kloster ved siden af er nu en kavalerikaserne) og man kan kaste et blik på Lago de Gadhane, den kunstige sø overfor. Den skæggede statue i midten er fra det 17. årh. og ligner Neptun, men leen tyder snarere på Saturn.

Fonte da Bicas i Estremoz

Lige bag ved søen står en lille fontæne, Fonte da Bicas. Det har intet at gøre med kaffe – bica betyder også hane, som fontænen har adskillige af. Hvis man er blevet tørstig, hedder Rossiopladsens mest spændende sted Café Alentejano. Den er fuld af ældre landmænd, der diskuterer foderpriser. Barens hædersplads indtages af en helstegt pattegris, hvis skæbne er at blive til bifanas – varme små brød med flæskesteg. På vej op til borgen bør man lægge mærke til den elegante sorthvide gadebelægning lavet af den lokale marmor og lagt i geometriske mønstre. Praca de Camoes er et eksempel herpå.

Borgen i Estremoz

Murene og tårnet er alt, hvad der er tilbage af kongeborgen fra det 13. årh. Tårnet er i gråt marmor og kendt som De Tre Kroners Tårn, fordi den blev bygget af de tre konger: Sancho 2, Afonso 2. og Dom Dinis. Efter Dom Dinis’ død blev selve paladset brugt som ammunitionsdepot, som sprang i luften i 1698. Resterne af paladset er nu blevet ombygget til en luksuriøs pousada. Gennem tremmerne til det lille kapel Santa Isabel kan man se azulejos, der skildrer den fromme dronnings liv, hun var Dom Dinis hustru. Her lå engang hendes palads. Rummet, hvor hun døde blev senere omdannet til et kapel i taknemlighed over Portugals afgørende sejr over Castilien. I slaget ved Elvas udfordrede 8000 fodfolk og 2500 ryttere fra Estremoz den spanske hær, der var fire gange større, og vandt slaget. Man efterlod 10.000 døde fjender, mens man selv kun mistede 800 mand.

Bymuseet ligger også på pladsen og rummer små lerfigurer, der skildrer livet på landet og religiøse temaer, foruden gamle skydevåben og møbler. På første sal findes en rekonstruktion af et typisk landkøkken. Åben dagligt. Undtagen mandag 10.00-12.30 og 15.00-18.00.

Beja er hovedstaden i Baixo (det nedre Alentejo) og den største by i det tyndt befolkede syd, og der er meget varmt om sommeren i den livlige og velstående by. For dig på kulturrejse i Portugal er byen især et besøg værd på grund af det fantastiske kloster og den flotte borg. Beja var en romersk provinshovedstad under pax julia, og det her var fredstraktaten med de indfødte lusitaniere blev underskrevet.

Efter den mauriske erobring i det 8. århundrede e.Kr. blev byen et centrum for muslimsk lærdom. Byen har lidt meget skade i årenes løb på grund af krige med Spanien, Frankrig og den Portugisiske Borgerkrig, så mængden af betydningsfulde historiske bygninger er begrænset. Santa Amáro-kirken sydvest for borgen er Bejas ældste og dele heraf stammer fra vestgotisk tid. Santa Maria, på pladsen af samme navn, er i gotisk stil.
 

Convento Nossa Senhora da Conceicao i Beja

Klosteret, der ligger på pladsen af same navn, stammer fra det 15. århundrede og var engang ét af Portugals rigeste og vigtigste. Arkitekturmæssigt repræsenterer den overgangen mellem gotikken og manuelismen. Alteret fra det 17. århundrede virker utroligt dekadent med sine barbrystede sirener og giver stedet et noget erotisk skær. Åbent mellem 10.00-13.00 og 14.00-17.30. Mandag lukket.

Barokfiguren af Evangelisten Johannes, der på helgendagen bliver båret byen rundt i procession, er over én meter høj. Billedet, med en filigrankrone ovenover, viser Johannes, der skal til at koges i en gryde, samt to mænd med mauriske træk, der er ved at tænde ild under. I tøndehvælvingerne over Johannes Døberens Gård er der dejlige blå og gule azulejos fra det 17. århundrede derimod har Kapitlet mauriske fliser i et væld af farver og abstrakte- og geometriske former.

Museet ovenpå indeholder lokale genstande fra oldtiden og frem, bl.a. nogle interessante runeindskrifter, romerske mønter og mosaikker. Rekonstruktionen af terrakottagitteret hvorigennem den vildfarne nonne havde fortrolig omgang med sin elsker, vækker sikkert hos nogle gæster mindre rene tanker om, hvorvidt forholdt blev fuldbyrdet eller ej.
 

Borgen i Beja

Borgen stammer fra 1303 og er endnu et eksempel på Dom Dinis’ bestræbelser på at forsvare det nyligt befriede kongerige mod trusler fra Castilien. Ydermurene havde oprindeligt 40 tårne, hvoraf der kun er få tilbage. Udsigten fra det 40 m høje tårn (190 stejle trappetrin) er imponerende og omfatter den smukke borggård med de vedbendklædte mure og sletterne hele vejen rundt. Læg mærke til de strategisk placerede metalriste nedenfor, der blev brug t til at hælde kogende olie på angriberne – den sidste forsvarskæde. Åbent mellem 10.00-12.00 og 14.00-18-00. Ca. 10 km sydvest for Beja, nær landsbyen Penedo Gordo, ligger der romerske ruiner fra det 1. til 4. århundrede, der er bl.a. udgravet rester fra en villa og badehuse samt enestående mosaikker.

Er du på kulturrejse i Portugal, er en af de mest spændende ruter fra Algarve til Alentejo N122, der fra Vila Real de Santo António løber mod nord og parallelt med den spanske grænse. Du er i Alentejo, når du har krydset Vascao-floden, men landskabet, – tørre heder – ændrer sig ikke ret meget. Idet du runder et sving, ser du pludselig byen Mértola og den imponerende borg i silhuet mod himmelen. Her er det, at de fleste tager kameraet frem (der er passende anbragt en parkeringsplads på højre side af vejen), men udsigten er endnu bedre fra Serpavajen lige nord for byen.

Mértola ligger ved det sidste sejlbare sted på Guadiana-floden og blev besøgt af fønikere og kartagere, der drev handel oppe ad floden. Romerne kaldte byen Mirtilis og afskibede hvede, olie og vin sydpå (stadig vigtigt for den lokale økonomi). De er spor af den gamle kaj ved flodbredden. Byens centrum ligger højt oppe på bjerget og turistinformationen finder man på Lago Vasco da Gama nedenfor borgmurene. På den lille plads findes adskillige caféer.

Borgen i Mertola

Murene i borgen i Mertola stammer tilbage fra maurerne, men indeholder også originalt romersk murværk, og tårnet blev bygget i 1292 efter den kristne generobring. Med den beskaffenhed og naturlige beliggenhed må borgen have været næsten uindtagelig.

Kirken ved siden af borgen i Mertola

Kirken ved siden af borgen er bemærkelsesværdig, fordi den er én ud af to moskeer, der har overlevet den kristne udrensning af Islam. Indenfor bæres arabeskekuppelen af 12 mauriske søjler. Mihrab, bedenichen, vender mod Mekka i øst. Rundt omkring i byen er der flere små museer, der rummer kirkekunst, islamisk kunst og romerske fund. For at se Mértolas store storkebestand, bør du spadsere ned ad Rua Combantante de la Gran Guerra og se på langs floden mod Convento de Dao Franciscos ruin. De flotte fugle har bygget rede på hver eneste høje tagryg eller skorsten. Frem mod Mértola kan du vælge mellem to veje mod nord. N122 til Beja er den hurtigste og fører gennem et landskab typisk for Sydalentejo – endeløse hvedemarker afbrudt af spredte kork- og olivenlunde.

Évora bør være et fast punkt på enhver kulturrejse til Alentejo. I middelalderen var Évora centrum for kunst og videnskab og tiltrak malere, arkitekter, billedhuggere og forfattere.

Évora var magtcentrum for kongehuset Avis, og Évoras borgene hjalp i 1385 husets første konge, Joao 1. til magten. Som en anerkendelse af dette, mødtes hoffet ofte i byen. Den var desværre også én af den portugisiske Inkvisitions magtcentre. Byens lange historie betyder, at man her finder et væld af interessante kulturhistoriske seværdigheder.

Labyrinten Évora

Évora er en labyrint af brolagte gader, hvor man let farer vild med og uden kort, indtil man får lidt retningssans. Pas på biler, der farer ud fra sidegaderne. Trafikproblemerne er ved at blive kritiske og byrådet påtænker at indføre et parkeringssystem udenfor byen med minibustransport til centrum. Man skal i hvert fald parkere ved første givne lejlighed.
Man kan begynde sin rundtur på Largo Marquês de Marialva, som har flest monumenter.

Diana Templet i Évora

Selv om der kun er marmor-overliggere og seks korintiske søjler tilbage, er dette tempel fra det 2. årh.e.Kr. Portugals bedst bevarede romerske monument. Det blev delvis ødelagt i det 5. århundrede under de kristnes forfølgelse af hedninge og blev derefter afmonteret. Senere fik templet en mur omkring og blev brugt som slagtehus indtil 1870, hvor det blev restaureret.

Katedralen i Évora

Denne prangende bygning er fra 1186 og katedralen er et godt eksempel på overgangsperioden mellem romansk og gotisk arkitektur, men de to tårne er senere tilføjelser, og højalteret samt korstolene blev genskabt i renæssancestil, som var på mode i det 16. årh. Åbent mellem 9.00-12.30 og 14.00-17.00. I bygningen ligger også Museet for Kirkekunst, hvor ædelstensbesatte kalke, præsteregalier og portrætter af biskopper står udstillet. Der er også en elfenbensstatue af Jomfru Maria, der kan åbnes og afslører fint detaljerede scener fra Maria Bebudelse, Kristi Fødsel og Maria Himmelfart.

Ærkebiskoppens Palads i Évora

Ved siden af katedralen ligger den magtfulde ærkebiskop af Évoras palads, der nu rummer det fremragende Regions Museum. Selv bygningen er imponerende med sit enorme hvælvede tag, udstillede statuer og fragmenter heraf fra klassisk tid og frem – mange står i de smukke buegange. I stueetagen findes også nogle smukke azulejos.

Convento Dos Loios i Évora

På pladsen ligger også Convento Dos Loios, et munkekloster fra det 15. årh. der nu har fået et nyt liv som pousada. Den tilgrænsende kirke, Sao Joao Evangelista, har fine azulejos, og Paco de Duques de Cadaval (Hertugerne af Cadavals Palads), ved siden af, stammer fra det 14. årh.

Trænger man til noget at styrke sig på efter alle de historiske indtryk, er løsningen lige udenfor. Jardim do Paco serverer drikke, måltider og snacks i den dejlige gårdhave omgivet af appelsintræer. Udenfor på pladsen er der et anlæg med Évoras byvåben på en tavle og nogle påfaldende moderne skulpturer.

Nossa enhora da Graca i Évora

De fire kæmper på facaden på Nossa Senhora de Gracas-kirken, (lige syd for krydset af Rua Miguel Bombarda og Rua Républica) har givet anledning til mange spekulationer. Nogle siger at kæmperne, der hver holder en globus, hylder Portugals nyvundne herredømme over de fire verdenshjørner. Eller de kunne repræsentere laverestående uhyrer, der brændes af inkvisitionen, idet globerne er omgivet af flammer.

Sao Francisco-kirken i Évora

Bortset fra Largo Marquês de Marialva, er denne kirke Évoras mest besøgte seværdighed. Selve kirken er fra det 15. årh. (åben 9.00-13.00 og 14.30-17.30), men det største trækplaster er Capela dos Ossos eller Benkapellet. Dette makabre ben-kapel er pakket med knogler og kranier, der engang tilhørte mere end 5000 munke. Man kan komme ind i kapellet gennem et sidekapel, hvor man kan se et billede af den lidende Kristus klædt som en portugisisk arbejder. Læg mærke til glasmontren tv. – fuld af votivgaver i form af vokslemmer og hoveder. Disse er blevet velsignet i håb om helbredelse for sygdom.
 

Det forhistoriske Évora

Atlentejo har været beboet i mange tusinde år, selv om man kun kender lidt til disse menneskers samfund og liv i tiderne før historieskrivning. Opførelsen af megalitiske stendysser, bautastene og stenkredse nåede sit højdepunkt i det tredje eller fjerde årtusinde f.Kr.

Stendysser i Évova

Selv om der findes over 100 stendysser og andre megalitter omkring Évora, er mange i en dårlig stand eller utilgængelige. På denne rute ser man tre af de mest interessante (en dysse, en bautasten og en stensætning), der også er lette at finde. Selv om nogle af vejene og hjulsporene kun er grusbelagte, skulle bilkørsel kun blive problematisk efter voldsom regn. Her får man også lejlighed til at opleve nogle af Alentejos smukkeste landskaber, og man bør tage sig rigeligt tid til at nyde fuglesang og stilhed. Har man tid, kan man tage en madkurv med og være herude hele dagen.

Tag N114 fra Évora mod Lissabon og Montemor o Novo. Efter 10 km drejer man tv. Mod Guadalupe. Når man kommer til landsbyen, drejer man tv. Mod Valverde og kører ad jordvejen. Når man krydser den asfalterede vej, drejer man tv. Drej atter tv. Mod Anta do Zambujeiro, kør over gårdspladsen, der tilhører Évora Universitets forsøgslandbrug, kør gennem porten tv. Og parker ved skiltet. Når man krydser vandløbet, ser man den store dysse delvist overdækket med et tag af bølgeblik.

Anta do Zambujeiro er den største dysse af den type i Europa og kammerets bæresten er 6 m høje og vejer flere tons. Den store dæksten er blevet fjernet for at forhindre yderligere revnedannelse og ligger på højens vestside. Den var oprindeligt et gravkammer men blev senere en central kultplads, og granitten er endnu ikke færdigdateret. Her har man fundet pilespidser af flint, lerkrukker, ravperler og kobberredskaber, som alle er udstillet i Évora Museet.

Kør nu tilbage ad samme vej mod Guadalupe og drej ved krydset tv mod Cromleque dos Almendres. Når man kommer til Monte dos Almendres (en gruppe gårde – stedet har været landbrug siden romertiden), parkerer man på græsrabatten med den forladte brønd og spadserer over engen mod siloen. Bemærk den brolagte tærskeplads tv. Her står Menhir dos Almendres – en fallisk bautasten på 4 m med ristninger øverst oppe.

Fortsæt nu ad jordvejen gennem den smukke korkegeskov. Landskabet virker mærkeligt sørgmodigt og synes uendeligt gammelt. Stands ved spisepladsen og læg mærke til stensætningen tv.
Cromleque dos Almendres består af 95 sten og der er mindre kredse indenfor hovedkredsen. Det menes at have været opført omkring år 2000 f.Kr. og brugt til astronomiske beregninger. Nogle af stenene har spiralformede og geometriske ristninger på forsiden. Selv om stedets oprindelige formål er uklar, har kredsene været brugt til magiske og religiøse ceremonier gennem årtusinder og det ses. Stedet har noget magisk over sig – ikke truende, men snarere fortryllende. Évora ses i horisonten og i skovene er det dejligt at nyde madkurven.

Kirker, borge og stendysser omkring Évora

Viana do Alentejo er det første stop på den lange og lige romerske vej sydvest for Évora. Borgen fra det 14. årh. ligner noget fra en børnebog med de solide mure, der forbinder de fire runde tårne. Indenfor borgens mure ligger den særprægede kirke Nossa Senhora da Assuncao. Kirken har skydeskår lige som borgen, såvel som strittende falske kanoner og groteske kimærer. Portalen er et flot eksempel på manuelinsk kirkestil – der er udskårne snørkler og snirkler, vinranker, guitarspillere, ansigter og dansere. Kirkerummet er romansk med manuelinske elementer.
Alvito

De magtfulde baroner af Alvito byggede denne borg i 1494, der i modsætning til andre borge i Portugal tilhørte baronerne frem for kronen. Det er en noget robust bygning med et rundt tårn i hvert hjørne og et firkantet tårn på nordsiden. Der er nu omdannet til pousada og gæsterne spiser i Den Store Sal, hvor baronerne engang holdt kongeligt selskab. I den stille lille by Alvito finder man overdådigt manuelinsk stenarbejde i form af buer, balkoner og karme. Brønden med de to hesteskoformede buer er især værd at bemærke. Sognekirken, Igreja Matriz, fra det 15. årh. er en flot sandstensbygning med skydeskår i murene og et solur.

Portel, der ligger næsten halvvejs mellem Évora og Beja, modtog kongelig koncession i det 13. årh. Den flotte borg, hvor flagene vifter i vinden, er fra den samme tid. I nyere tid er byens marchorkester blevet lokalt berømt, og måske er man så heldig at se dem i aktion.

Freixo stendysserne, kører man retur mod Évora ad IP2, kan man dreje tv. I Sao Mancos og køre mod sognekirken. Kryds broen og drej tv. Mod Torre de Colheiros. Når man kommer til den stærkt befæstede herregård i udkanten af landsbyen, drejer man ved skiltet tv. Ned af vejen. Efter ca. 2 km parkerer man ved en dam og følger vandløbet til den første stendysse, hvor kammeret og den 5 m lange indgang stadig er intakt. Den anden dysse (én af områdets største) ligger bag hvedemarken 300 m sydvest for den første. Normalt fører der et traktorspor til dyssen, så man ikke kommer til at ødelægge kornet. Luften er fyldt med melodiøs klokkeklang fra får og kvæg.
På vej tilbage til Coeheiros, kan man dreje tv. til en større vej, som støder på Évoravejen 7 km syd for byen.

Halvvejs mellem Évora og Estremoz ses borgens umiskendelige silhuet fra vejen. Tættere på er den mindre imponerende. Den ligner snarere et kæmpestort sandslot, idet den er en moderne rekonstruktion i billigt puds af sand og cement. Indenfor udstilles der gamle væve – området er berømt for sine tæppevæverier. Udsigten fra borgen er fantastisk. Det var her De To Brødres Krig blev afsluttet og fredstraktaten blev underskrevet i 1834. Den oprindelige borg blev bygget af Dim Dinis i 1312. Den blev ødelagt af et jordskælv i 1531, og genopbygget nogle få år senere med de tykke tårne, som danner grundlaget for den nuværende udgave.

Évora ligger i regionen Alentejo som også kaldes Portugals spisekammer ca.  140 km øst for Lissabon. Planlægger du en kulturrejse til Portugal, så bør du absolut besøge Evora hvis muligheden byder sig. Rejser du i juni så  kan du opleve festivalen Feira de Sao Joao til ære for Johannes Evangelist.

Hver tidsalder har sat sit aftryk på Évora. I dag er byen fredet som et nationalt mindesmærke. Évora er én stor samling af palæer og paladser, hvis arkitektur repræsenterer perioder fra middelalder over den lokale gotik-renæssance-overgangsstil, man kalder for manuelinsk, til renæssance, og byen fremtræder særlig fascinerende, når den ligger belyst om aftenen. Selv om denne by er blevet sammenlignet med både Firenze og Sevilla, er den dog vidunderligt portugisisk med mauriske undertoner i sine gennembrudte balkoner, smukke hvidkalkede huse og kølige, flisebelagte terrasser. Da maurerne blev uddrevet i 1100-tallet efter 450 frugtbare år ved magten, blev Évora et yndet rejsemål for Portugals konger og blomstrede op som center for lærdom og kunst i 14- og 1500-tallet, hvorefter den næsten gik i glemmebogen. Kernen i den gamle bydel inden for middelaldermurene rummer de fleste interessante bygninger, bl.a. den gotiske katedral og 1600-talskirken dos Lóios, der er indviet til Sao Joao og berømt for sine azulejos, Portugals traditionelle håndmalede, blå-og-hvide fliser.

Pousada dos Lóios

Lige op til kirken og i nærheden af ruinerne af et romersk tempel fra det 2. århundrede, indviet til Diana, ligger et fornemt 1400-tals palæ (senere dos Lóios-klosteret), der i dag er Pousada dos Lóios. Det er fulgt i fodsporene på de munke, der gav husly til mangen en rejsende konge, og er i dag et af Portugals mere luksuøse, statsejede hoteller. Det tidligere refektorium tjener i dag som spisesal, men håb på godt vejr, hvor måltiderne kan indtages under de hvælvede buegange. Pousada Dos Lóios ligger i centrum af Evora på adressen Largo Conde de Vila Flor. Det er oplagt at bo på Pousada på en kulturrejse til Portugal og her på bloggen om kulturrejser kan du læse om udvalgte hoteller, herunder fleres Pousadas. Vil du vide mere om Pousadaen i Evora så læs f.eks indlægget: Bo på Pousada på din kulturejse til Portugal