Évora, et frilandsmuseum af portugisisk arkitektur

Évora ligger i regionen Alentejo som også kaldes Portugals spisekammer ca.  140 km øst for Lissabon. Planlægger du en kulturrejse til Portugal, så bør du absolut besøge Evora hvis muligheden byder sig. Rejser du i juni så  kan du opleve festivalen Feira de Sao Joao til ære for Johannes Evangelist.

Hver tidsalder har sat sit aftryk på Évora. I dag er byen fredet som et nationalt mindesmærke. Évora er én stor samling af palæer og paladser, hvis arkitektur repræsenterer perioder fra middelalder over den lokale gotik-renæssance-overgangsstil, man kalder for manuelinsk, til renæssance, og byen fremtræder særlig fascinerende, når den ligger belyst om aftenen. Selv om denne by er blevet sammenlignet med både Firenze og Sevilla, er den dog vidunderligt portugisisk med mauriske undertoner i sine gennembrudte balkoner, smukke hvidkalkede huse og kølige, flisebelagte terrasser. Da maurerne blev uddrevet i 1100-tallet efter 450 frugtbare år ved magten, blev Évora et yndet rejsemål for Portugals konger og blomstrede op som center for lærdom og kunst i 14- og 1500-tallet, hvorefter den næsten gik i glemmebogen. Kernen i den gamle bydel inden for middelaldermurene rummer de fleste interessante bygninger, bl.a. den gotiske katedral og 1600-talskirken dos Lóios, der er indviet til Sao Joao og berømt for sine azulejos, Portugals traditionelle håndmalede, blå-og-hvide fliser.

Pousada dos Lóios

Lige op til kirken og i nærheden af ruinerne af et romersk tempel fra det 2. århundrede, indviet til Diana, ligger et fornemt 1400-tals palæ (senere dos Lóios-klosteret), der i dag er Pousada dos Lóios. Det er fulgt i fodsporene på de munke, der gav husly til mangen en rejsende konge, og er i dag et af Portugals mere luksuøse, statsejede hoteller. Det tidligere refektorium tjener i dag som spisesal, men håb på godt vejr, hvor måltiderne kan indtages under de hvælvede buegange. Pousada Dos Lóios ligger i centrum af Evora på adressen Largo Conde de Vila Flor. Det er oplagt at bo på Pousada på en kulturrejse til Portugal og her på bloggen om kulturrejser kan du læse om udvalgte hoteller, herunder fleres Pousadas. Vil du vide mere om Pousadaen i Evora så læs f.eks indlægget: Bo på Pousada på din kulturejse til Portugal