Frankrig er verdens fjerdestørste økonomiske magt, målt i størrelsen af bruttonationalproduktet, BNP, og den næststørste eksportør af tjenesteydelser og landbrugsvarer. Denne position er nået takket være bevidste politiske satsninger. Særligt i 1960erne og 1970erne støttede staten stål- og bilindustrien, og langt op i 1980erne blev der satset kækt på højteknologiske områder som data-, rum- og flyindustrien.

Et tilbagevendende økonomisk problem har været underskuddet på statsbudgettet. For at Frankrig kunne kvalificere sig til den Økonomiske og Monetære Union, ØMUen, i 1999, måtte budgetunderskuddet i 1997 ikke overstige 3 procent. Det lykkedes at holde underskuddet nede ved at skære ekstra i forsvarsbudgettet, men i både 2002 og 2003 var 3 procents-grænsen igen overskredet. Det forsøgte regeringen at afhjælpe ved at skære i de offentligt ansattes pensioner og fyre tjenestemænd i staten. Det var udelukket at sætte skatterne op, eftersom UMP-regeringen netop var gået til valg i 2002 på løfter om store skattelettelser.

I foråret 2003 opfordrede Europa-Kommissionen i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagtens bestemmelser Frankrig til at indføre de “nødvendige foranstaltninger” inden 1. oktober for at bremse det voksende underskud. Det fik præsident Chirac til at foreslå, at reglerne burde lempes lidt, hvilket affødte stærke reaktioner i de andre EU-lande. Da det i august så ud til, at også underskuddet for 2004 ville blive for stort, var Frankrig i fare for at skulle deponere et større beløb i Den Europæiske Centralbank. For at dække budgetunderskuddet optog landet nye lån, hvilket til gengæld fik statsgælden til at vokse til over 60 procent af BNP – og dermed var en anden af stabilitets- og vækstpagtens grænser overskredet. Frankrig undlod at gøre noget og henviste blot til, at den økonomiske udvikling var gået dårligere end ventet.

Europa-Kommissionen gik med til at give landet mere tid (frem til 2005) til at få nedbragt underskuddet, forudsat at der blev foretaget yderligere besparelser i 2004.

Også den økonomiske vækst har været påvirket af usikkerheden i verdensøkonomien. Den beskedne vækst på 1 procent i 2002 faldt yderligere i 2003. Det skyldtes bl.a., at euroens værdi var blevet styrket over for dollaren, hvilket slog hårdt mod den franske eksport.

Frankrig har haft en større offentlig sektor end de fleste andre europæiske lande, men afviklingen af statens engagement i økonomien blev indledt i slutningen af 1980erne og er en kontinuerlig proces. Store selskaber som France Telecom og Air France er i dag på overvejende private hænder, og det store elselskab Electricité de France er på vej til at blive privatiseret.

Udenrigshandelen fik et opsving i 1992, da EU’s indre marked var gennemført. Det var især eksporten, der steg, og derfor har Frankrig siden da haft et stort overskud på handelsbalancen. Over 60 procent af al handel sker med andre EU-lande. Frankrig har også overskud på vare- og tjenestebalancen takket være turismen.

Økonomi i tal

Nedenstående informationer er fra år 2002/2003

• BNP/indbygger: 26.000 US dollar (købekraftkorrigeret, skøn
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 3%, industri- og byggebranchen 25%, service og andet 72%
• Naturressourcer: bauxit, uran, zink, potaske, kul, tømmer
• Årlig eksport: 402 mia. US dollar
• Årlig import: 381 mia. US dollar
• Vigtigste eksportvarer: transportmidler og andre industriprodukter, levnedsmidler og landbrugsvarer, elkraft
• Vigtigste importvarer: transportmidler og andre industriprodukter, levnedsmidler og landbrugsvarer, råolie
• Vigtigste importlande: Tyskland, Italien, USA
• Valuta: 1 EUR = 7,44 DKK

Naturressourcer og energi

Frankrig har store mineralforekomster i særdeleshed bauxit og potaske. Landet var engang verdens største producent af jernmalm, men den sidste mine blev lukket i 1997. Også den tidligere så omfattende udvinding af kul er helt afviklet.

I 1960erne overhalede olien kullet som den vigtigste energikilde, men siden oliekrisen i 1973 har Frankrig forsøgt at mindske sin afhængighed af olie, først og fremmest gennem en udbygning af atomkraften. Landet råder selv over uranforekomster og har over et halvt hundrede atomreaktorer, der står for over 70 procent af elproduktionen, en af de højeste andele i verden. Oliens andel af det totale energiforbrug ligger stadig på over 40 procent.

Atomkraft har aldrig været genstand for nogen voldsom offentlig debat i Frankrig, og alle de store partier bakker op om kernekraftprogrammet. I 2004 blev det besluttet at satse på en ny generation af kernekraftreaktorer.

Landbrug, skovbrug og fiskeri

Over halvdelen af Frankrigs areal bruges til landbrugsformål. Det er den største andel i EU, men ligesom i mange andre europæiske lande er andelen af landbrugsjord faldende, samtidig med at produktionen per hektar er stigende, især på storbrugene.

Frankrig er verdens femtestørste hvedeproducent, og også byg og majs er vigtige afgrøder. Desuden er Frankrig verdens største vinproducent efter Italien og verdens næststørste sukkereksportør. Vindyrkningen alene forsørger 200.000 bønder. Husdyrbrug står for halvdelen af landbrugets samlede indtægter, og det er især kvæg, der opdrættes. Bretagne har dog en storstilet og indbringende svineproduktion.

Fremtiden er uvis for de traditionelle småbønder. Andelen af befolkningen, der er beskæftiget i landbruget, er nu under 4 procent. På godt et årti er antallet af landbrug faldet fra over en million til 680.000. Franske bønder modtog længe en fjerdedel af EUs samlede landbrugsstøtte, men i de senere år er disse tilskud blevet trappet ned. Det har tvunget landbruget til at begrænse produktionen, hvilket har vakt uro blandt bønderne, der ser deres eksistens truet. De har vist deres utilfredshed i demonstrationer og happenings, og de udgør en stærk indenrigspolitisk magtfaktor.

Frankrig er et skovrigt land, hvor godt en fjerdedel af arealet er bevokset. Produktionen af træ dækker dog langt fra landets behov, og der importeres store mængder træ og papirmasse.

Selvom det franske fiskeri er i krise på grund af den hårde internationale konkurrence og nedsatte fangstkvoter, er det stadig et vigtigt erhverv. Der fiskes især i Nordsøen og Atlanterhavet, mens middelhavsfiskeriet ikke har så stor betydning. En stor del af branchens indtægter stammer fra østersfarme. Der finder også en stor import af fisk sted.

Industri

Den franske industri er alsidig og veludbygget, men flere industrisektorer har i de seneste årtier gennemgået dybe kriser og strukturforandringer. Det gælder især de traditionelt stærke brancher som metal-, tekstil- og værftsindustrierne. Bil- og maskinindustrien samt den kemiske industri har klaret sig bedre, men heller ikke her er forandringerne gået sporløst hen. Andre industrigrene har taget føringen – det gælder bl.a. den aeronautiske, farmaceutiske og elektroniske industri.

Industrien står for hovedparten af landets eksportindtægter. Af 350.000 industrivirksomheder har kun 550 over 1000 ansatte. Til gengæld står disse store virksomheder for halvdelen af produktionen. De fleste industrier ligger omkring Paris, men i de senere år har også Rhône-Alpes-området med Lyon som hovedby gennemgået en stor udvikling. Toulouse er centrum for flyindustrien med de store Airbus-fabrikker.

Konkurrencen udefra, først og fremmest fra Sydøstasien, er en stadig kilde til uro. Denne trussel har man imødegået ved at øge effektiviteten og produktiviteten, og Frankrig opmuntrer nu i højere grad end tidligere udenlandske investeringer.

Arbejdsmarked

I 1997 var 3 millioner franskmænd – eller 13 procent af arbejdsstyrken – uden beskæftigelse. Det var den højeste andel siden Anden Verdenskrig. Siden faldt arbejdsløsheden meget. Der blev flere jobs i den private sektor, og situationen blev som helhed forbedret for de mange unge og lavtuddannede. En stor del af de nye arbejdspladser er blevet skabt i servicesektoren, men samtidig voksede antallet af deltidsansatte. I starten af 2000-tallet begyndte arbejdsløsheden atter at stige, og i 2004 var den næsten 10 procent. Andelen af ansatte, der får mindre end den lovfæstede mindsteløn, er også voksende.

Den franske fagbevægelse er svag og politisk splittet, og medlemstallet i fagforeningerne er faldet, så under 10 procent nu er organiseret. Det hænger blandt andet sammen med, at de franske lønmodtagere har opnået flere forbedringer via lovgivningen end ad forhandlingsvejen. I 1982 satte regeringen således den ugentlige arbejdstid ned til 39 timer. Samtidig blev der indført en femte ferieuge, og pensionsalderen blev sænket til 60 år.

Med regeringen Jospin kom der i år 2000 en ny arbejdstidsnedsættelse. Alle virksomheder med over 20 ansatte skulle indføre en 35-timers arbejdsuge. Arbejdsgivernes oprindelige modvilje blev dæmpet med regler om, at firmaerne godt må fordele arbejdstiden anderledes i løbet af en måned eller sågar et år, bare det gennemsnitlige antal arbejdstimer er 35 per uge. Virksomheder, der ansatte 6 procent flere arbejdere som følge af arbejdstidsnedsættelsen, fik også visse afgiftslettelser. Senere indførte den borgerlige regering nye regler, der øgede antallet af tilladte overtidstimer fra 130 til 180 om året.

Det franske statistikbureau skønnede i 2002, at der var reddet eller skabt omkring 300.000 arbejdspladser som følge af 35-timersugen.

Sociale forhold

Det velfærdssystem, der blev opbygget efter Anden Verdenskrig , og som siden er blevet udbygget, giver en god tryghed. Tre fjerdele af udgifterne til socialforsikringen dækkes ved afgifter fra arbejdsgivere og lønmodtagere. Der ydes støtte ved sygdom, arbejdsløshed og ulykkestilfælde, og systemet omfatter desuden børnepenge, barselsorlov og pensioner. I de seneste år er udgifterne til pensioner og sundhedsvæsen steget voldsomt. Den høje arbejdsløshed har også betydet, at færre og færre personer er med til at finansiere systemet.

I 2003 besluttede den borgerlige regering at skære i understøttelsen, fordi a-kasserne kørte med store underskud. Det lykkedes at opnå enighed med arbejdsgiverorganisationen Medef og en af de tre lønmodtagerorganisationer, mens de to andre nægtede at skrive under. Den største ændring var, at støtte perioden blev sat ned fra 30 til 23 måneder.

Indkomst- og formueforskellene er store i det franske samfund. Fire millioner menneske menes at leve under fattigdomsgrænsen. Det drejer sig især om langtidsarbejdsløse, der er havnet uden for det sociale sikringssystem.

I 1988 blev der indført bistandsydelse for personer, der har været arbejdsløse i mindst fem år eller af andre grunde er helt uden ressourcer.

I starten af 1980erne blev pensionsalderen sat ned til 60 år. De voksende omkostninger til systemet har dog gjort, at senere regeringer har forsøgt at hæve den igen til 65 år, men det var længe svært at skabe politisk flertal for det. Pensionssystemet er kompliceret, og der er forskellige regler for de forskellige erhvervsgrupper. Offentligt ansatte har bedre pensionsordninger end privatansatte, men der er en udjævning i gang. I 2003 vedtog parlamentet en lov om, at alle offentligt ansatte fra 2008 kan få pension, når de har arbejdet i 40 år (tidligere var det 37), og fra 2020 gælder en 42-års regel for alle ansatte.

De franske kvinder fik først stemmeret i 1944. I 1968 havde under halvdelen af de franske kvinder i alderen 25-49 år erhvervsarbejde – nu er tre ud af fire kvinder i denne aldersgruppe på arbejdsmarkedet.

Et af de hedeste debatemner under præsidentvalgkampen i 2002 var den voksende kriminalitet, der griber om sig i storbyerne og deres udkanter, særligt Paris, Lyon og Marseille.

Læs også om befolkningen i Frankrig

Infrastruktur og turisme

Det franske landevejsnet er et af de tætteste i verden og EUs længste. Det omfatter 800.000 km, herunder 7100 km motorveje. De fleste motorveje er afgiftsbelagte.

Også det franske jernbanenet er veludbygget. Det drives for størstedelens vedkommende af det statslige SNCF. I 1994 blev tunnelen under Den Engelske Kanal indviet, og turen mellem Paris og London kan nu gøres på tre timer med hurtigtoget TGV (train à grande vitesse), der er blevet en stor succes. I 2001 blev den sydlige del af linjen Paris-Lyon-Marseille indviet, og der foregår en stadig udbygning af systemet.

Flytrafikken er i hastig vækst. Paris, med de internationale lufthavne Charles de Gaulle og Orly, har det næststørste passagerantal i Vesteuropa. Flyselskabet Air France, der blev privatiseret i forbindelse med fusionen med hollandske KLM i 2004, har en omfattende udenrigs- og indenrigstrafik.

En del af godstransporten foregår på de store floder. Frankrig har næsten 9000 km sejlbare vandveje. De vigtigste havne er Marseille, Le Havre og Dunkerque.

Frankrig er et af verdens store turistlande og besøges af over 70 millioner turister om året. De vigtigste rejsemål er Paris og Middelhavskysten (Côte d’Azur), men også Loiredalen, Bretagne, Alsace, badestederne langs Atlanterhavskysten samt skisportsstederne i Alperne tiltrækker mange. Godt en million franskmænd arbejder inden for turisterhvervet.