Tag-arkiv: Musik

Fado-musikken og kulturrejser til Portugal

Udgivet den af

Fado er autentisk kultur i Portugal, og ingen kulturrejse til Portugal ville være komplet uden en oplevelse af denne egenartede type. Fado betyder egentlig ”skæbne”, men er blevet betegnelsen for den traditionelle portugisiske folkesang, der oftest er melankolsk, grænsende til det sentimentale.

Fado-musikken er hjertet i portugisernes sjæl. Man diskuterer stadig, om det er den ældste folkemusik i verden. Nogle siger, den kommer fra en dans i Afrika omkring 1900-tallet og blev taget til sig af de fattige på gaderne i Lissabon. Eller måske begyndte det på havet med bedrøvede, melodiske sange, der blev skabt af sømænd og fiskere, som led af hjemve.

Uanset hvor den stammer fra, har Fado-temaerne altid været: skæbne, svigtende kærlighed, død, og fortvivlelse. En typisk tekst er som følger: ”Hvorfor forlod du mig, hvor gik du hen? Jeg går i gaderne og ser på de steder, vi besøgte sammen, selvom du ikke er der”. Det er melankolsk musik og en Fado-forestilling er ikke succesfuld, hvis publikum ikke bliver rørt til tårer.

Fado-musikkens historie

Tidligt i 20erne blev Fado-musikken fast inventar i hverdagen hos arbejderklassen i Lissabon. Den blev spillet til fest, men også for at lindre på det pinefulde liv. Dygtige sangere, kendt som fadistas, optræder sidst på dagen og langt ud på natten. Fado-musikken hørte til tavernerne og bordellerne og på gadehjørnerne i Alfama og Mouraria, den ældste del af Lissabon.

Fado bliver normalt sunget af mænd eller kvinder og akkompagneret af en portugisisk guitar og en klassisk guitar, som bliver kaldt viola i Portugal. Denne sang opnåede sin gyldne periode først i 20’erne, da den portugisiske diktator Salazar (1926-1968) tvang de fado-optrædende til at blive professionelle og indskrænkede dem til at synge i fado-huse og de såkaldte ”revistas”, en populær genre af ”vaudeville”.

Fra 1940, og indtil hendes død i 1999, var Amalia Rodrigues topfigur i den portugisiske fado. Hun var fado diva, tilbedt hjemme og fejret udenlandsk som den mest berømte repræsentant for den portugisiske kultur. Da hun døde, erklærede landets statsminister national sørgedag i 3 dage.

Saudade i fado-musikken

En vigtig del af fado-musikken er saudade, et portugisisk ord for længsel, nostalgi og drømme, der aldrig er blevet realiseret. Den handler om en udefineret længsel, som ikke kan tilfredsstilles. Portugisiske emigranter betragter fado som et udtryk for hjemve til det sted, man har forladt.

Lige som andre former for folkemusik, såsom amerikansk blues, argentinsk tango eller græsk rebetika, kan man ikke forklare fado-musikken. Det skal føles og opleves. Man skal have sjælen med for at få den rigtige fornemmelse. En fadista, som ikke har saudade i tankerne, er ikke autentisk. Publikum er meget kyndigt og meget krævende. Såfremt de ikke føler, at fadistaen giver sig selv, og forbinder sig med saudaden, vil de stoppe forestillingen.

Fado-musikken kan udføres af mænd eller kvinder, skønt mange foretrækker den rå følelse af kvindelig fadista. Klædt i sort med et sjal over skulderne, står fadistaen foran musikken og kommunikerer ved hånd- og ansigtsudtryk. Hænderne bevæges, men kroppen holdes stille. Når det udføres korrekt, er det en højtidelig og majestætisk forestilling.

Anderledes udgave af fado-musikken

Ud over fadoen fra Lissabon findes der en helt anderledes udgave af denne sang, sunget af de studerende fra Coimbra Universitet, hvis ældgamle rødder ses i sangene fra middelalderen. Disse sange kaldes trovas. Her er emnerne hovedsagelig kærlighed, venskab og nostalgi.

Denne form for fado-musik opnåede sin storhedstid i perioden fra 1950 til 1960’erne, da navne som Edmundo Bettencourt, Luis Gois, Jose Afonso og musikerne Artur Paredes, Carlos Paredes og Antonio Portugal, for at nævne nogle, indflettede en ny form og lyrik i fado-musikken, begrænset til kredse af studerende.

Fado-musikkens instrumenter

Det traditionelle akkompagnement i fadistaen er en portugisisk guitar, eller guitarra, et 12-strenget instrument, og en bas-guitar, eller viola. Nogle gange tilføjes en akustisk guitar. I de senere år har man tilføjet piano, violin og harmonika, instrumenter som af og til akkompagnerer musikken i gaderne i Lissabon.

Fado-musikken i dag

I dag er den yngre generation i Portugal ærbødig, men ikke pligttro med hensyn til fado-musikken. Men en ny generation af yngre musikanter har bidraget til den sociale og kulturelle overlevelse af fado-musikken. De har taget den til sig og blandet den med tidens nye tendenser. Nye fado-musikanter, såsom Misia, og fadistaser som Cristina Branco og Mariza, Amelia Muge, Antonio Zambujo, Ana Lains, Ana Moura, Joana Amendoeira, Katia Guerreiro, Mafalda Arnauth, balancerer på grænsen mellem den traditionelle udgave af fado-musikken og den nye form for fado.

Morrison-kulten lever videre i Paris

Udgivet den af

I 1971 døde Jim Morrison i et badekar i sin lejlighed i Paris, men besøger du hans gravsted i byen, er der stadig liv i legenden. Pere Lachaise-kirkegården i Paris er efter sigende den mest besøgte i verden, og det skyldes ikke mindst, at det var her, Jim Morrison blev begravet for nu snart 40 år siden.

Jim Morrison døde den 3. juli 1971 blot 27 år gammel på et tidspunkt, hvor hans band the Doors nød kæmpepopularitet over store dele af verden. Jim Morrison var inden sin død et symbol for en hel generation af unge mennesker oprør. Hans revolutionerende psykedeliske rockmusik får stadig i dag nye fans. Faktisk er mange af de pilgrimme, der nu besøger hans grav, så unge, at de slet ikke var født da Jim Morrison endnu var i live. Han var og er stadig en central del af rockkulturen.

Jim Morrison flyttede til Paris i 1971 – lige efter udgivelsen af L. A. Woman – hvor han boede med sin kæreste Pamela Coulson i kvarteret Marais. Det var også Coulson, der fandt ham død. Den officielle dødsårsag var hjertestop, men der blev ikke foretaget obduktion. Han blev begravet på Pere Lachaise, hvor kun fem mennesker var tilstede, og hans død blev først offentliggjort to dage efter begravelsen.

Jim Morrison er “medlem” af den såkaldte 27 Club – en håndfuld musikstjerner der døde som 27-årige. Af andre i klubben kan blandt andet nævnes Brian Jones (Rolling Stones), Jimi Hendrix, Janis Joplin og Kurt Cobain. Jim Morrison og the Doors stod bag uforglemmelige hits som “Riders on the Storm”, “People are Strange” og “Light My Fire”.

På kulturrejser til Frankrig vælger en del, at besøge gravstedet, der i øvrigt er overvåget døgnet rundt. Mange fans tager også til Paris nærmest udelukkende eller i hvert fald primært for at besøge Jim Morrisons grav.

North Sea Jazz Festival – kultur og musik i Holland

Udgivet den af

Samme fascinationskraft som ved den prestigefyldte, 16 dage lange Montreux Jazz Festival i Schweiz er her koncentreret på en tredages weekend, hvis overflødighedshorn af 16 spillesteder med koncerter døgnet rundt byder på en hær af jazzmusikere i verdensklasse. I over 25 år har North Sea Jazz Festival været den største årlige jazzfest i Europa med alt fra blues, fusion og gospel til soul. Mere end 1200 musikere fra hele verden elsker denne festival og dens slogan, “Crossroads of the World”, og det fornemmer man. Legendariske jazzkoryfæer og helt nye og lovende talenter spiller side om side: I sit første år kunne festivalen byde på jazzlegender som Sarah Vaughan, Count Basie og Stan Getz. Den har siden været det sted, hvor et europæisk publikum kan møde helt nye talenter, som f.eks. en ung, næsten ukendt Shirley Horn. De senere år er “Heats The Hague” dukket op – en gratis frilufts-jazzfestival i centrum af Haag – og tillige en Midsommer Jazz Galla, begge lige op til North Sea Jazz Festival.
North Sea Jazz Festival finder sted hvert år i anden weekend i juni. Du kan læse mere om musik og festivaler i andre indlæg her på bloggen om kulturrejser eller på www.northseajazz.nl

Gælisk sprog og kultur på Aran Islands i Irland

Udgivet den af

De tre forblæste Aran-øer ud for Irlands vestkyst med deres stadigt faldende befolkningstal (nu omkring 1500) giver et lille indblik i forgangne århundreders hårde livsbetingelser. “Tre trædesten ud af Europa”, skrev digteren Seamus Heaney om dette barske scenarie. Der er stadig flere hestetrukne vogne end biler her, og der tales kun engelsk til de få besøgende, der kommer for at opleve den dystre, hjertegribende skønhed, der enten kan fortolkes som vildt romantisk eller som dyster og trøstesløs. Under næsten umulige vilkår har øboerne klaret til dagen og vejen – mest imponerende på Inishmore, den største ø, der er næsten ubevokset. Aran-øerne blev udødeliggjort for et århundrede siden af den Dublin-fødte skuespilforfatter J.M. Synge (som lod sit stykke Riders to the Sea (på dansk, De Rider mod Havet), foregår her) og repræsenterer med Synges ord: “Irland, når det er mest eksotisk, farverigt og traditionsbundet. Vejret holder ofte alle, besøgende som beboere, indespærret i pubberne”, hvor det irsk-gæliske tungemål (der engang – før den nylige genoplivelse – var ved at forsvinde, bortset fra på isolerede udposter som disse) og de utallige skipperkrøniker nok er det, man bedst husker, længe efter man er vendt tilbage til fastlandet.

Et besøg ved de uforglemmelige ruiner af det 4½ ha store Dún Aengus, en 4000 år gammel megalit-fæstning, er et højdepunkt for dem, der ønsker at være alene med deres tanker og de melankolske skrig fra kredsende måger. Øerne, der længe har været kendt for deres tykke hjemmespundne strikvarer (“irske” sweatre kaldes “Aran”-sweatre i Irland; hver familie havde sit eget hjemmestrik-mønster, så familiemedlemmer, der druknede til havs, nemmere kunne identificeres), er som skabt til afslapning og daglange cykelture. Robert Flaherty, den amerikanske instruktør af poetiske dokumentarfilm, indspillede Man from Aran her i 1934; den vises ofte på øen. De mindre øer, Inishmaan og Inisheer, byder på næsten fuldstændig ensomhed med blot nogle få urgamle fæstninger, kirker og et par undselige museer at besøge. Der udlejes værelser på øerne.

Aran-øer ligger omkring 50 kilometer ud for kysten ved Galway City, ca. 90 minutters times overfart med færger fra Doolin (County Clare). Aran-øer er et blomstrende center for irsk folkemusik. Vil du flyve til Aran tager det ca. 10 minutter fra Galway City.