Fado er autentisk kultur i Portugal, og ingen rejse til Portugal ville være komplet uden en oplevelse af denne egenartede type. Fado betyder egentlig ”skæbne”, men er blevet betegnelsen for den traditionelle portugisiske folkesang, der oftest er melankolsk, nostalgisk og længselsfuld.
Fado-musikken er hjertet i portugisernes sjæl. Nogle siger, den kommer fra en dans i Afrika omkring 1900-tallet og blev taget til sig af de fattige på gaderne i Lissabon. Eller måske begyndte det på havet med bedrøvede, melodiske sange, der blev skabt af sømænd og fiskere, som led af hjemve.
Uanset hvor den stammer fra, har fado-temaerne altid været: skæbne, umulig kærlighed, længsel efter det tabte og fortvivlelse. En typisk tekst er som følger: ”Hvorfor forlod du mig, hvor gik du hen? Jeg går i gaderne og ser på de steder, vi besøgte sammen, selv om du ikke er der”. Det er melankolsk musik og en fado-forestilling er ikke succesfuld, hvis publikum ikke bliver rørt til tårer.
Fado-musikkens historie
Tidligt i 20erne blev fado-musikken fast inventar i hverdagen hos arbejderklassen i Lissabon. Den blev spillet til fest, men også for at lindre på det pinefulde liv. Dygtige sangere, kendt som fadistas, optræder sidst på dagen og langt ud på natten. Fado-musikken hørte til tavernerne og bordellerne og på gadehjørnerne i kvarterne Alfama og Mouraria.
Fado bliver normalt sunget af mænd eller kvinder og akkompagneret af en portugisisk guitar og en klassisk guitar, som bliver kaldt viola i Portugal. Denne sang opnåede sin gyldne periode først i 20’erne, da den portugisiske diktator Salazar (1926-1968) tvang de fado-optrædende til at blive professionelle og indskrænkede dem til at synge i fado-huse og de såkaldte ”revistas”; en populær genre af ”vaudeville”.
Fra 1940, og indtil hendes død i 1999, var Amalia Rodrigues topfigur i den portugisiske fado. Hun var fado diva, tilbedt hjemme og fejret udenlandsk som den mest berømte repræsentant for den portugisiske kultur. Da hun døde, erklærede landets statsminister national sørgedag i 3 dage.
Saudade i fado-musikken
En vigtig del af fado-musikken er saudade, et portugisisk ord for længsel, nostalgi og drømme, der aldrig er blevet realiseret. Den handler om en udefineret længsel, som ikke kan tilfredsstilles. Portugisiske emigranter betragter fado som et udtryk for hjemve til det sted, man har forladt.
Lige som andre former for folkemusik, såsom amerikansk blues, argentinsk tango eller græsk rebetika, kan man ikke forklare fado-musikken. Det skal føles og opleves. Man skal have sjælen med for at få den rigtige fornemmelse. En fadista, som ikke har saudade i tankerne, er ikke autentisk. Publikum er meget kyndigt og meget krævende. Såfremt de ikke føler, at fadistaen giver sig selv, og forbinder sig med saudaden, vil de stoppe forestillingen.
Fado-musikken kan udføres af mænd eller kvinder, skønt mange foretrækker den rå følelse af kvindelig fadista. Klædt i sort med et sjal over skulderne, står fadistaen foran musikken og kommunikerer ved hånd- og ansigtsudtryk. Hænderne bevæges, men kroppen holdes stille. Når det udføres korrekt, er det en højtidelig og majestætisk forestilling.
Anderledes udgave af fado-musikken
Ud over fadoen fra Lissabon findes der en helt anderledes udgave af denne sang, sunget af de studerende fra Coimbra Universitet, hvis ældgamle rødder ses i sangene fra middelalderen. Disse sange kaldes trovas. Her er emnerne hovedsagelig kærlighed, venskab og nostalgi.
Denne form for fado-musik opnåede sin storhedstid i perioden fra 1950 til 1960’erne, da navne som Edmundo Bettencourt, Luis Gois, Jose Afonso og musikerne Artur Paredes, Carlos Paredes og Antonio Portugal, for at nævne nogle, indflettede en ny form og lyrik i fado-musikken, begrænset til kredse af studerende.
Fado-musikkens instrumenter
Det traditionelle akkompagnement i fadistaen er en portugisisk guitar, eller guitarra, et 12-strenget instrument, og en bas-guitar, eller viola. Nogle gange tilføjes en akustisk guitar. I de senere år har man tilføjet piano, violin og harmonika; instrumenter, som af og til akkompagnerer musikken i gaderne i Lissabon.
Fado-musikken i dag
I dag er den yngre generation i Portugal ærbødig, men ikke pligttro med hensyn til fado-musikken. Men en ny generation af yngre musikanter har bidraget til den sociale og kulturelle overlevelse af fado-musikken. De har taget den til sig og blandet den med tidens nye tendenser. Nye fado-musikanter, såsom Misia, og fadistaser som Cristina Branco og Mariza, Amelia Muge, Antonio Zambujo, Ana Lains, Ana Moura, Joana Amendoeira, Katia Guerreiro, Mafalda Arnauth, balancerer på grænsen mellem den traditionelle udgave af fado-musikken og den nye form for fado.
