Vil du forkæle dig selv på en kulturrejse til England så læs mere om Gidleigh Park.

På vejen til det afsides og elegante Gidleigh Park, der gemmer sig dybt inde i Dartmoor National Parks vilde natur, opmuntres desorienterede besøgende af vejskilte med teksten “Keep Heart” (“Fat Mod”) – du er på rette vej. Det er værd at tage turen ad den smalle vej til denne herregård i tudorstil, en værdig hyldest fra 1929 til forne tider, og hvis 18 ha med prægtige haver, græsmarker og skove fortaber sig i den vilde skønhed i det omgivende naturreservat, Storbritanniens næststørste. Fra den niveaudelte terrasse hører gæsterne kun lyden af North Teign River, en naturens musik, der dysser dem i søvn om aftenen og lokker med fremragende ørred-fiskeri om morgenen. Omgivelserne er stedets største herlighed, men kun én af mange. Det er tillige et af de fineste spisesteder (med en uovertruffen vinkælder) i denne del af landet. Priserne er uforglemmelige (hvis man er nødt til at spørge, er dette nok ikke lige stedet at besøge), men det samme er den helt enestående oplevelse, Gidleigh Park byder på. I den imponerende perlerække af berømte engelske herresæder med offentlig adgang har Gidleigh Park været et af de populæreste rejsemål, siden det åbnede i 1977, og kun få når op på samme niveau af kulinarisk raffinement og naturskønhed.

Gidleigh Park ligger ca. 350 km sydvest for London. Den bedste tid at rejse på kulturferie til stedet på er i maj og juni, når rododendroner, azaleaer, klokkeskillaer og vilde blomster står i flor. Læs mere om Gidleigh Park på www.gidleigh.com

Hvad enten man udforsker dette landskab på en kulturrejse i bil eller til fods, vil man opleve selve indbegrebet af det landlige England. Uld, engang grundlaget for landets største industri, var den vigtigste handelsvare her i middelalderen. Næsten hver eneste af de driftige byer i regionen havde en Sheep Street og en imponerende kirke eller katedral, bygget for uldindustriens overskud. De fleste af landsbyerne, der er bygget af den lokale, honningfarvede kalksten (og derfor i æstetisk harmoni som få andre), har bevaret deres særtræk på trods af den ivrige fremme af turisme. Den uberørte lille by Chipping Campden har et mønstereksempel af en hovedgade, og her findes også den berømte Hidcote Gardens på 4 ha (hvor idéen om haven som en række “rum” opstod). Den victorianske kunsthåndværker William Morris udpegede Bibury som den smukkeste landsby i England. Antikvitetsinteresserede valfarter til den maleriske Stow-on-the-Wold på grund af dens landlige skønhed og de fund, man kan gøre her. Cheltenham har sin Promenade, Burford sin gamle, stemningsfulde pub/kro The Lamb fra 1400-tallet på – hvor ellers? – Sheep Street, og den nærliggende flod Windrush er ideel til idylliske gåture. Broadway er med rette populær med sin arkitektonisk markante High Street med mange interessante antikvitetsforretninger. I Broadway finder man tillige et af Englands store, gamle hoteller, det berømte Lygon Arms. Det har betjent vejfarende siden 1532 og er i sig selv noget af en turistattraktion, men når den sidste turistbus har forladt byen, kan man som gæst rigtigt nyde dette indbydende, mangegavlede hotel, der engang beværtede kong Charles 1. og Oliver Gromwell, og har stort set denne pittoreske by for sig selv.

Buckland Manor

I fornem ophøjethed og lidt på afstand af tummelen i Broadway ligger hotellet Buckland Manor, en elizabethansk bygning, opført omkring en middelalderlig kerne og fuldført i 1800-tallet. Huset er bygget af den lokale, gyldne kalksten, er rigt forsynet med gavle og med markante vinduesposter udenfor og smagfuldt møbleret med de fineste antikviteter og altid fyldt med friske blomster. Buckland er velgørende uformelt og tillader et glimt af landadelens forsvindende livsstil, som det ligger her trygt og beskyttet i sin oase af 4 ha formelle haveanlæg. En del af komplekset er en lille 1200-talskirke, hvis klokke man nu og da kan høre. Græssende højlandskvæg og får kan ses fra de overdådige værelser på øverste etage. En udsøgt middag serveres elegant blandt sølvtøj og levende lys. Der er kun 5 km til Broadway Tower, det højeste punkt på egnen og et populært picnicsted, hvor det siges, at man i klart vejr kan se tolv grevskaber.

God fornøjelse med din kulturrejse til Glooucestershire og Worcestershire i England.

Der er ingen egentlige partipolitiske aviser i Storbritannien, men flere af de store dagblade støtter i realiteten et politisk parti. Der hersker stor åbenhed i pressen, men der er samtidig en streng injurielovgivning, som pressen skal underlægge sig. I 1991 blev der oprettet et presseklagenævn, som har til opgave at sikre, at de presseetiske regler bliver overholdt.

Ejerskabet af de britiske dagblade er koncentreret til få, store medievirksomheder. For at hindre monopoldannelse kræves der særlig tilladelse fra regeringen til at opkøbe en avis, der har et dagligt oplag på over 500.000 eksemplarer. Der er også love, der regulerer, hvor stor en del af et radio- og fjernsynsselskab, en aviskoncern kan eje.

Der udkommer ti landsdækkende morgenaviser og ti søndagsaviser. Herudover findes flere end tusind aviser i landet. De største kvalitetsdagblade er de konservative The Daily Telegraph og The Times, den liberale The Guardian, den uafhængige The independent samt den upolitiske og højt respekterede Financial Times. The Sun (uafhængig) og Daily Mirror (Labour) er de største tabloidaviser. Desuden er der de konservative Daily Mail og Daily Express, der placerer sig mellem populæraviserne og de seriøse dagblade og kaldes “midtmarkedsaviser”. De største søndagsaviser er The Sunday Times og The Observer.

De største aviser i Skotland er The Scotsman og The Herald, mens Belfast Telegraph er størst i Nordirland.

De vigtigste politiske tidsskrifter er The Economist (uafhængig, men af konservativ observans), New Statesman (uafh. socialistisk) samt Spectator (uafh. konservativ)). Det internationale nyhedsbureau Reuters har siden 1851 haft sit hovedkontor i London.

Medlemmer af de etniske grupper udgiver hundredvis af aviser og tidsskrifter. De udkommer hovedsageligt på uge- og månedsbasis, men der er også et dagblad på kinesisk (Sing Tao), et på urdu (Daily Jang)) og et på arabisk (al-Hayateller al-Arab).

Storbritannien har såvel statsejede som uafhængige tv- og radiokanaler. Det statslige BBC (British Breadcasting Corporation) har to tv-kanaler, den populære BBC 1 og den lidt smallere BBC 2, der finansieres med licensmidler og statsstøtte. Via kabel og digitalt kan man nu også se flere nye BBC-kanaler. BBC har verdensry for sine udsendelsers høje kvalitet. I forbindelse med den såkaldte Kellyaffære i 2003-2004 blev selskabet dog kritiseret for lemfældig kontrol af sine kilder.

Også de reklamefinansierede kanaler har en “public service-forpligtelse”, hvilket betyder, at de skal tjene almenvellet. Independent Televisen (ITV/Channel 3) sender lokalt fra London og 14 uafhængige, regionale stationer. Channel 4 drives af et uafhængigt, reklamefinansieret selskab og har til opgave at komplettere ITV og bl.a. sende uddannelsesprogrammer. I Wales sendes der visse programmer på walisisk fra selskabet S4C. En femte, privatejet kanal, Channel 5, begyndte at sende i 1997. Storbritannien har også et stort antal kabel tv-kanaler. Det er planen, at en overgang til satellitsendinger skal være klar i 2010.

BBC Radio har fem landsdækkende radiokanaler og 39 regionale kanaler, plus tv- og radiotransmissioner til hele kloden gennem BBC World Service. Der er ca. 270 uafhængige regionale og lokale radiostationer.