Gidleigh Park, Iidylliske omgivelser på kulturrejse til England

Vil du forkæle dig selv på en kulturrejse til England så læs mere om Gidleigh Park.

På vejen til det afsides og elegante Gidleigh Park, der gemmer sig dybt inde i Dartmoor National Parks vilde natur, opmuntres desorienterede besøgende af vejskilte med teksten “Keep Heart” (“Fat Mod”) – du er på rette vej. Det er værd at tage turen ad den smalle vej til denne herregård i tudorstil, en værdig hyldest fra 1929 til forne tider, og hvis 18 ha med prægtige haver, græsmarker og skove fortaber sig i den vilde skønhed i det omgivende naturreservat, Storbritanniens næststørste. Fra den niveaudelte terrasse hører gæsterne kun lyden af North Teign River, en naturens musik, der dysser dem i søvn om aftenen og lokker med fremragende ørred-fiskeri om morgenen. Omgivelserne er stedets største herlighed, men kun én af mange. Det er tillige et af de fineste spisesteder (med en uovertruffen vinkælder) i denne del af landet. Priserne er uforglemmelige (hvis man er nødt til at spørge, er dette nok ikke lige stedet at besøge), men det samme er den helt enestående oplevelse, Gidleigh Park byder på. I den imponerende perlerække af berømte engelske herresæder med offentlig adgang har Gidleigh Park været et af de populæreste rejsemål, siden det åbnede i 1977, og kun få når op på samme niveau af kulinarisk raffinement og naturskønhed.

Gidleigh Park ligger ca. 350 km sydvest for London. Den bedste tid at rejse på kulturferie til stedet på er i maj og juni, når rododendroner, azaleaer, klokkeskillaer og vilde blomster står i flor. Læs mere om Gidleigh Park på www.gidleigh.com

The Cotswolds, et tidløst billede på det engelske landskab

Hvad enten man udforsker dette landskab på en kulturrejse i bil eller til fods, vil man opleve selve indbegrebet af det landlige England. Uld, engang grundlaget for landets største industri, var den vigtigste handelsvare her i middelalderen. Næsten hver eneste af de driftige byer i regionen havde en Sheep Street og en imponerende kirke eller katedral, bygget for uldindustriens overskud. De fleste af landsbyerne, der er bygget af den lokale, honningfarvede kalksten (og derfor i æstetisk harmoni som få andre), har bevaret deres særtræk på trods af den ivrige fremme af turisme. Den uberørte lille by Chipping Campden har et mønstereksempel af en hovedgade, og her findes også den berømte Hidcote Gardens på 4 ha (hvor idéen om haven som en række “rum” opstod). Den victorianske kunsthåndværker William Morris udpegede Bibury som den smukkeste landsby i England. Antikvitetsinteresserede valfarter til den maleriske Stow-on-the-Wold på grund af dens landlige skønhed og de fund, man kan gøre her. Cheltenham har sin Promenade, Burford sin gamle, stemningsfulde pub/kro The Lamb fra 1400-tallet på – hvor ellers? – Sheep Street, og den nærliggende flod Windrush er ideel til idylliske gåture. Broadway er med rette populær med sin arkitektonisk markante High Street med mange interessante antikvitetsforretninger. I Broadway finder man tillige et af Englands store, gamle hoteller, det berømte Lygon Arms. Det har betjent vejfarende siden 1532 og er i sig selv noget af en turistattraktion, men når den sidste turistbus har forladt byen, kan man som gæst rigtigt nyde dette indbydende, mangegavlede hotel, der engang beværtede kong Charles 1. og Oliver Gromwell, og har stort set denne pittoreske by for sig selv.

Buckland Manor

I fornem ophøjethed og lidt på afstand af tummelen i Broadway ligger hotellet Buckland Manor, en elizabethansk bygning, opført omkring en middelalderlig kerne og fuldført i 1800-tallet. Huset er bygget af den lokale, gyldne kalksten, er rigt forsynet med gavle og med markante vinduesposter udenfor og smagfuldt møbleret med de fineste antikviteter og altid fyldt med friske blomster. Buckland er velgørende uformelt og tillader et glimt af landadelens forsvindende livsstil, som det ligger her trygt og beskyttet i sin oase af 4 ha formelle haveanlæg. En del af komplekset er en lille 1200-talskirke, hvis klokke man nu og da kan høre. Græssende højlandskvæg og får kan ses fra de overdådige værelser på øverste etage. En udsøgt middag serveres elegant blandt sølvtøj og levende lys. Der er kun 5 km til Broadway Tower, det højeste punkt på egnen og et populært picnicsted, hvor det siges, at man i klart vejr kan se tolv grevskaber.

God fornøjelse med din kulturrejse til Glooucestershire og Worcestershire i England.

 

 

Mad og drikke – udvalgte restauranter i London

På en kulturrejse er mad og drikke altid en vigtig del af oplevelser på rejsen og rejser du på kulturrejse til London er det ingen undtagelse. London byder på utallige restauranter, pubber og andre spisesteder og der kommer hele tiden nye til. Nedenstående beskrivelser og af udvalgte resturanter og pubber er derfor blot som inspiration, jeg vil altid anbefale at du undersøge hvilke resturanter i London der er “oppe” i tiden og hvor lokalbefolkningen anbefaler man skal spise.

The Red Lion

Dette er den ultimative victorianske pub, bygget i 1821 og nyindrettet i 1870érne. Trænger du til en godt glas øl så finder du den lille og intime pub The Red Lion på adressen Duke of York St., St. James´s.

Rules den ældste restaurant i London

Ruels, Londons ældste restaurant, grundlagt som østersbar i 1798. Østers hører stadig til husets specialiteter, sammen med vildt og serveres i et miljø fra sidst i 1700-årene. Vil du spise østers i London så kig ind på restaurant ruels på adressen Maiden Ln., Covent Garden i London. Læs mere om Ruels på www.rules.co.uk.

Bibendum

En varieret, moderne og altid vidunderlig menu, serveret i et art déco-vidunder af en bygning. En særskilt, lillebitte, men meget populær østersbar i gadeniveau.
Restaurant Bibendum ligger på Fullham Road., South Kensington i London. Du kan læse mere om Bibendum på www.bibendum.co.uk.

The Cinnamon Club

Et favoritsted for parlamentsmedlemmer og andre og den bedste af Londons nye indiske restauranter, beliggende i Old Westminster Library fra 1897, lige om hjørnet fra Westminster Abbey. The Cinnamon Club finder du på adressen Great Smith St., Westminster, i London. Læs mere om restaurant The Cinnamon Club på www.cinnamonclub.com.

The George Inn

Londons eneste bevarede landevejskro med svalegang fra 1600-tallet, i dag en pub. Charles Dickens var en hyppig gæst. The George Inn kan du besøge på adressen Borough High St., Southwark.

The Grenadier

Den ældste pub på Wilton Street, efter sigende plaget af spøgeri, hvor Bloody Mary er søndagens favoritdrink. Altid stuvende fuld. Duke of Wellington Steak er populær. Stedet oser af en lang historie og Hertugens officerer holdt engang til her. Nyd et måltid mad eller et godt glas øl på The Grenadier som du finder på adressen Wilton Row, Knightsbridge, i London.

Geale´s

Geale´s er en gammeldags, enkel knejpe, hvor man får den bedste fish-and chips, som du bør smage på en kulturrejse til London. Er du i nærheden af Farmer St., i Notting Hill, så nyd din fish and chips på Geale´s. Læs mere om Geale´s på www.geales.com.

Gordon Ramsay

Jævnligt udnævnt til det bedste madsted i London; fransk køkken serveret med høflig diskretion. Retterne er opfindsomme og komplekse, i stil med f.eks. filet af havaborre, svøbt i basilikumblade og dampet, med nye kartofler, selleripuré, baby pak choi, cremefraiche og kaviarsauce. Gordon Ramsay er blevet kendt over hele verden efter at have deltaget i utallige tv programmer så det kan været et stort problem at få et bord, og under alle omstændigheder skal du bestille i god tid. Du finder restauranten på adressen Royal Hospital Rd., i bydelen Chelsea. Læs mere om Gordon Ramsay på www.gordonramsay.com. Gordon Ramsay driver flere restuaranter i og omkring London.

The Ivy

The Ivy er et af de vanskeligste steder i byen at få et bord, med en fantastisk 1930ér-indretning, travl stemning, et godt sted at studere mennesker, og altid fremragende mad – det hele til en rimelig pris – fra de nyopdagede fish-and-chips til specialiteten laksefrikadeller. Du finder restaurant The Ivy på adressen West St. i London.

Le Pont De La Tour

Den fransk- og italiensk-inspirerede britiske menu er trækplasteret her, men hvem tænker på det med en udsigt som denne (til Tower Bridge fra Butlers Wharf-bygningen) og muligheden for at spise udendørs i sommerhalvåret? Vil du spise Italiensk eller fransk på din kulturrejse til London så besøg Le Pont De La Tour som ligger lige ved Tower Bridge.

Oxo Tower Restaurant

Betagende udsigt til St. Paul´s og synet af Themsen i aftenbelysning er den sande attraktion her. Det moderne britiske og europæiske køkken får vekslende anmeldelser. Oxo Tower Restaurant ligger som det fremgår ved Themsen og nærmere bestemt på adressen Barge House St., Blackfriar´s Bridge. Læs mere om Oxo Tower Restaurant på www.harveynichols.com

 

Medier i England

Der er ingen egentlige partipolitiske aviser i Storbritannien, men flere af de store dagblade støtter i realiteten et politisk parti. Der hersker stor åbenhed i pressen, men der er samtidig en streng injurielovgivning, som pressen skal underlægge sig. I 1991 blev der oprettet et presseklagenævn, som har til opgave at sikre, at de presseetiske regler bliver overholdt.

Ejerskabet af de britiske dagblade er koncentreret til få, store medievirksomheder. For at hindre monopoldannelse kræves der særlig tilladelse fra regeringen til at opkøbe en avis, der har et dagligt oplag på over 500.000 eksemplarer. Der er også love, der regulerer, hvor stor en del af et radio- og fjernsynsselskab, en aviskoncern kan eje.

Der udkommer ti landsdækkende morgenaviser og ti søndagsaviser. Herudover findes flere end tusind aviser i landet. De største kvalitetsdagblade er de konservative The Daily Telegraph og The Times, den liberale The Guardian, den uafhængige The independent samt den upolitiske og højt respekterede Financial Times. The Sun (uafhængig) og Daily Mirror (Labour) er de største tabloidaviser. Desuden er der de konservative Daily Mail og Daily Express, der placerer sig mellem populæraviserne og de seriøse dagblade og kaldes “midtmarkedsaviser”. De største søndagsaviser er The Sunday Times og The Observer.

De største aviser i Skotland er The Scotsman og The Herald, mens Belfast Telegraph er størst i Nordirland.

De vigtigste politiske tidsskrifter er The Economist (uafhængig, men af konservativ observans), New Statesman (uafh. socialistisk) samt Spectator (uafh. konservativ)). Det internationale nyhedsbureau Reuters har siden 1851 haft sit hovedkontor i London.

Medlemmer af de etniske grupper udgiver hundredvis af aviser og tidsskrifter. De udkommer hovedsageligt på uge- og månedsbasis, men der er også et dagblad på kinesisk (Sing Tao), et på urdu (Daily Jang)) og et på arabisk (al-Hayateller al-Arab).

Storbritannien har såvel statsejede som uafhængige tv- og radiokanaler. Det statslige BBC (British Breadcasting Corporation) har to tv-kanaler, den populære BBC 1 og den lidt smallere BBC 2, der finansieres med licensmidler og statsstøtte. Via kabel og digitalt kan man nu også se flere nye BBC-kanaler. BBC har verdensry for sine udsendelsers høje kvalitet. I forbindelse med den såkaldte Kellyaffære i 2003-2004 blev selskabet dog kritiseret for lemfældig kontrol af sine kilder.

Også de reklamefinansierede kanaler har en “public service-forpligtelse”, hvilket betyder, at de skal tjene almenvellet. Independent Televisen (ITV/Channel 3) sender lokalt fra London og 14 uafhængige, regionale stationer. Channel 4 drives af et uafhængigt, reklamefinansieret selskab og har til opgave at komplettere ITV og bl.a. sende uddannelsesprogrammer. I Wales sendes der visse programmer på walisisk fra selskabet S4C. En femte, privatejet kanal, Channel 5, begyndte at sende i 1997. Storbritannien har også et stort antal kabel tv-kanaler. Det er planen, at en overgang til satellitsendinger skal være klar i 2010.

BBC Radio har fem landsdækkende radiokanaler og 39 regionale kanaler, plus tv- og radiotransmissioner til hele kloden gennem BBC World Service. Der er ca. 270 uafhængige regionale og lokale radiostationer.

Bath, en landlig oase i Somerset

Bath er efter manges mening Storbritanniens fineste georgianske by og en udsøgt, landlig beliggenhed hvis du sætter pris på smukke omgivelser på din kulturrejse.

Bath

Bath var kursted i århundreder, efter at de gamle romere havde opdaget Storbritanniens eneste varme kilder her, og byen blev senere gjort mondæn af dronning Anne, der genopdagede dens helbredende vand i 1702 og sørgede for, at byen genopstod som Englands kurby nr. 1. Den blomstring af 1700-tals-arkitektur, der fulgte – smukt svungne gader og husrækker, fornemme pladser, majestætiske palæer af honningfarvet Bath-kalksten – forvandlede Bath til det, der i dag er Storbritanniens mest perfekt og smukt bevarede georgianske by. Byen er en stilfuld vært, afslappet, forfinet og velstående: Ingen synes at komme her på grund af vandet, men snarere for at genopleve indbegrebet af 1700-tallets gode liv og samtidig studere byens fine antikvitetsbutikker, indkøbsstrøg og spisesteder.

Byens historiske hjerte er de romerske bade, Storbritanniens fineste ruiner fra romertiden. I nærheden ligger Bath Abbey fra 1500-tallet og The Pump Room fra 1700-årene, en kendt bar og restaurant, hvor man stadig kan smage det lokale mineralvand fra en drikkefontæne, og et af de størst templer nogetsteds for eftermiddagste på den gode gammeldags måde. The Circus er et af Baths mest imponerende syn med 33 ganske let varierede kalkstenshuse, der danner en mægtig, Colosseum-inspireret cirkel, tegnet af John Wood d.æ., hovedmanden bag Baths arkitektoniske guldalder. I 1775 tegnede hans søn det lige så imponerende Royal Crescent lige i nærheden, en mægtig halvellipse af 30 ens byhuse over for Royal Victoria Park i det, der i dag fremhæves som den mest majestætiske gade i Storbritannien. Baths mest elegante hotel, Royal Crescent, er indrettet i to georgianske byhuse. Her holdes Baths glansperiode i hævd i al sin aristokratiske storhed, så kig ind, om så blot for en kop te.

Den vigtige Bath International Music Festival byder sidst i maj til først i juni på 17 dage med klassisk musik, pop og jazz. Somerset Carnical afholdes de første 10 dage i november. Bath ligger ca. 180 kilometer vest for London.

Hotel Ston Easton Park

Efter sightseeing i byen kan man trække sig tilbage til Ston Easton Park, et stateligt palladiansk palæ af okkerfarvede Bath-sten. Ston Easton, hvis elizabethanske ydre blev pietetsfuldt genopbygget i 1740, er for nylig blevet smukt restaureret. Det er en perle af første rang, en fryd for dem, der søger et uforglemmeligt fristed uden for storbyen med mindelser om den livsstil, Jane Austen har beskrevet. Det nye køkken, man byder på i den smukke restaurant med udsigt over floddalen, er inspireret, og den romantiske, 10 ha store park blev anlagt af Humphry Repton i 1700-tallet. Ston Easton Park ligger små 20 kilometer sydvest for Bath i landsbyen Ston Easton.

Læs meget mere om hoteller og kulturrejser til England i de mange indlæg her på bloggem om kulturrejser.

Royal Pavilion, et helt enestående lystslot

Rejser du på kulturrejse til Brighton i England vil du opdage at den største attraktion i Brighton, der kalder sig “London-by-the-Sea”, er den restaurerede Royal Pavilion, et pseudo-orientalsk lystslot, bygget sidst i 1700-tallet af prinsen af Wales, den senere kong George 4. Han har lagt navn til den periode, man kalder Regency, og hans overdådige palads viser med al tydelighed udskejelserne og ekstravagancen i den periode, hvor Brighton blev Englands mest fashionable bade- og kurby – og en af de første i Europa. Den fantasifulde bygning med minareter og løgkupler rummer et lige så krukket interiør, vel nok et af de mest overdådigt udsmykkede interiører i Europa. Victoria og Albert var flere gange på besøg her, men dronningen var ikke begejstret for badebyens ubekymrede atmosfære, og til sidst holdt hun sig helt væk. I begyndelsen af 1900-tallet var Brighton ved at gå bag af dansen og blev    snart kendt for sit snuskede, dekadente forfald – dog stadig i høj kurs hos dem, der søgte den melankolske stemning i halvglemte badebyer uden for sæsonen. Brighton har altid været elsket for sin friske havluft, sin arkitektur, fortidens kongelige protektion og de altid gode fish-and-chips, sat til livs mellem forlystelserne på den 5 km lange Palace Pier, og byens genrejsning er da også i fuld gang. Det myldrer med caféer, antikvitetsforretninger og gallerier i de snævre passager i det trendy område, der hedder The Lanes. Det er værd at opsøge English´s Oyster Bar and Seafood Restaurant, efterhånden en ærværdig institution, kendt for sin enkle servering af superfriske østers sammen med mange andre lækkerier, frisk fra Den Engelske Kanal. Bed om et bord nedenunder.

Brighton ligger kun 84 km syd for London ved kysten. Skal du selv arrangere din kulturrejse til England kan du læse mere om Royal Pavilion på www.brighton-hove.gov.uk .Brighton Festival, som er Englands største kunstfestival, varer det meste af maj.

Besøg Windsor Castle i London på kulturrejse til London

Skal du på kulturrejser til London, kan du læse en kort beskrivelse af Windsor Castle den mest besøgte seværdighed, ikke alene i London men i hele England.
Windsor, selve hjertet i den britiske nationale bevidsthed, er det ældste og største slot i Storbritannien og med sine 1000 værelser det største beboede slot i verden. Den nuværende dronning, Elizabeth 2., tilbragte det meste af sin barndom her, så det er ikke overraskende, at befolkningen delte hendes sorg, da en voldsom brand delvist ødelagde 100 repræsentations- og private gemakker i 1992, hendes annus horribilis. En storstilet restaurering til 300 mio. kr., fuldført i 1997, beskæftigede en hær af håndværkere, der anvendte samme metoder, som da slottet blev påbegyndt under Vilhelm 1. Erobreren for 900 år siden. Siden dengang har det været beboet af otte kongehuse.

I 1916 antog kong Georg 5. stedets navn af pietet – og for at lægge afstand til den kongelige families tyske rødder. Højdepunkter under et besøg på Windsor Castle er bl.a. vagtskiftet, der finder sted, selv når dronningen ikke opholder sig her (dog så med mindre pomp og pragt); dronning Marys Dukkehus, en udsøgt gave i miniatureformat, tegnet i 1923 af arkitekten Sir Edwin Lutyens; og St. George’s Chapel, en arkitektonisk perle fra 1500-tallet, som sammen med Westminster Abbey har den fornemme funktion at være gravsted for mange engelske monarker. Den flade grav i midten rummer Henrik 8.s og hans tredje hustru, Jane Semours, gravhvælving.
Info Windsor: 34 km vest for London. Windsor Castle eller dele af slottet er lukket visse dage, og det anbefales inden besøg at kontakte Windsor Castles Visitor Office hvis du rejser på egen hånd, da der kan komme ændringer med kort varsel. Rejser du på kulturrejse til London med dansk rejseleder i en gruppe, vil indgangen normalt indgå i rejsens pris. Du kan læse mere om Windsor Castle og om hvordan du køber billetter her

Windsor Castle er Englands mest besøgte historiske seværdighed og er nærmest uundgåelig at besøge på en kulturrejse til London

York Minster

Den ældgamle by York, der er et must på en kulturrejse rundt til Englands domkirkebyer, ligger beskyttet bag 5 km smukt restaurerede middelaldermure, opført på romerske fundamenter, og en vandretur på muren er en betagende smuk oplevelse. Indenfor ligger en arkitektonisk righoldig by, der er en fryd for spadserende, og alle vej fører til dens berømte og imponerende katedral, The Minster. Den er et vidunder af gotisk arkitektur – den største middelalderkatedral i Storbritannien og den største nord for Alperne: En stakåndet tur op ad de 175 trin i midtertårnets vindeltrappe giver mulighed for rigtigt at overskue denne vældige bygnings størrelse (fremhævet af udsigten over Yorkshires heder) og de geniale stræbebuer, der støtter den – en avanceret ingeniørbedirft af middelalderens bygmestre. Den nuværende katedral blev påbegyndt i 1220 på et sted, hvor der tidligere havde ligget katedraler og kirker, muligvis helt tilbage til 627. Den er berømt for sine 128 fornemme mosaikvinduer, hvoraf nogle stammer helt tilbage fra Minsters første år ligesom det overdådigt udskårne korgitter og de rige interiør i kapitel-huset. Ligesom slotte repræsenterede kirker magt og betydning (ærkebiskoppen af York er nummer to efter ærkebiskoppen af Canterbury i den engelske kirkes hierarki), men selv før opførelsen af Minster var York et vigtigt sted. Der var en stor vikingebebyggelse her fra 867, og en del gader bærer stadig deres danske navne; ruiner fra 900-tallet er centrale i det uhyre populære Jorvik Viking Centre (Jorvik var det nordiske navn for byen) i Coppergate, hvor mam føres tilbage til år 975, længe før den første sten til katedralen blev lagt. York ligger over 300 kilometer nord for London. I august går byen amok i hestevæddeløb – et plus eller et minus, alt efter den besøgendes smag. Den 2 uger lange Viking Festival finder sted i februar.

Glyndebourne kulturfestival i England

Glyndebourne Festival er et landligt fyrtårn blandt Europas sommerkulturfestivaler, og bestemt en oplevelse på en kulturrejse til Lewes, East Sussex i England

For sande operapilgrimme er og bliver sommeren i Europa et must, og intetsteds er omgivelserne smukkere end på den berømte Glyndebourne Festival mellem Sussex Downs’ grønne bakkedrag. Siden dens åbning i 1934 har de højere kredse i England valfartet til dette fornemme landsted, hvis lille, men charmerende, gamle operahus for nylig blev erstattet af et langt større, moderne teater med fremragende akustik. Det åbnede i 1994 til glæde for alle (selv skeptiske veteraner elsker den nye bygning), og det er nu knap så vanskeligt at få billetter. Seriøse operafans ved, at de her kan forvente et højt niveau i festivalens nyskabende repertoire, der byder på lidt af hvert for enhver, fremført af internationale sangstjerner, såvel etablerede som kommende. For andre er det selskabs-sæsonens højdepunkt: Der er den rituelle aftenpicnic, indtaget foran den indtagende neo-elizabethanske hovedbygning, som er bolig for sønnen til festivalens grundlægger. Får og køer græsser inden for synsvidde, mens man kan høre musikerne stemme instrumenterne. For at komme dertil skal man stå på toget i London og tage turen på én time til Lewes.

Information om Glyndebourne Festival: 2 km øst for Lewes, 88 km syd for London. Festivallen er fra midten af maj til august. Billetbestilling starter i marts måned og i maj og august er det nemmest at få billetter.

Gravetye Manor

Man kan også udleve den ultimative Sussex-drøm og bestille værelse på det 400 år gamle, vildvinsprydede Gravetye Manor, Sussex’ mest herskabelige herregårds hotel og et af Storbritanniens første. Gravetye er fyldt med magelige møbler, omgivet af overdådige haver, kan prale med en af områdets bedste køkkenchefer,( som pakker en forrygende gourmet-picnickurv til operaen) og præsenterer et vinkort, der næppe overgås i landet, kort sagt: Gravetye er det perfekte, luksuriøse modstykke til Glyndebourne. Læs mere om hotellet på hjemmesiden her

Cornwall – kulturrejse i det sydlige England, Penzance og Land’s End

Vi befinder os i Cornwall i det sydlige England og skal du på kulturrejse i dette område så kan du få lidt inspiration til oplevelser på egen hånd.

Penzance

Den sidste by før Land’s End, Penzance, er berømt for sine operettepirater og for et klima så mildt (takket være Golfstrømmen), at palmer og subtropiske planter er et almindeligt syn. Som favoritbase for udforskningen af Englands vestligste amt er Jean Shrimptons Abbey Hotel byens førstevalg og et af de mest udsøgte og charmerende hoteller på egnen. Dygtigt ledet af supermodellen fra 1960’erne er denne vildtvoksende række af 300 år gamle huse, bygget på fundamenterne til et kloster fra 1100-tallet, fyldt med antikviteter og en vis bohemeagtig atmosfære.

St. Michael’s Mount

Penzance har især betydning som udgangspunkt for en tur til borgøen St. Michael’s Mount, der er forbundet med fastlandet via en brolagt dæmning. Gennem århundreder har den været motiv og inspiration for det lokale kunstnersamfund og synes nærmest at svæve i disen over havet. Borganlægget blev oprindelig opført i 1135 som et modstykke til det mere berømte kloster Mont-Saint-Michel på den anden side af Kanalen i Normandiet. På afstand aftegnes dette kloster-borg-slots brystværn og terrasserede skrænthaver i romantisk profil på baggrund af himlens skiftende lys og drivende skyer. Klatreturen op til slottets top, der ligger 75 m over havet, er besværet værd, alene for udsigtens skyld.

Land’s End

Det nærliggende Land’s End er en obligatorisk endagstur. Det kaldes ofte for Englands “tå” og er det sydligste og vestligste punkt i det gamle hertugdømme Cornwall – et smukt kystlandskab med en ganske særlig atmosfære. Det er en af Storbritanniens mest besøgte naturseværdigheder fordi dette forrevne forbjergs spids (mere officielt kaldet Penwith) er afslutningen – eller begyndelse  – på England. Før i tiden kaldte man det “Pen von Laz”, dvs. “verdens ende”. For dem, der søger ensomhed i øde landskaber eller holder af geografiske ekstremer, ligger der, blot et mågeskrig borte, ensomme lyngheder med udsigt til det punkt, hvor Atlanterhavet og Den Engelske Kanal mødes. Mod vest kan man i klart vejr se konturerne af Schillyøerne. Af denne gruppe på over 100 klippeøer (fem beboede, men mange flere navngivne) med eksotiske palmer, sjældne havfugle og nogle af de smukkeste strande i Storbritannien er Tresco, i privat eje siden 1834, den mest besøgte – især på grund af dens verdensberømte haver. Med over 3000 plantearter regnes de for de fineste på De Britiske Øer – et subtropisk paradis, takket være det middelhavsagtige klima som følge af Golfstrømmen. Det eneste sted, det er værd at opholde sig på denne bilfri ø, Island Hotel, er tillige en af dens perler, der ligger på sit eget lille forbjerg, omgivet af haver med frit udsyn til havet og de kystnære øer.

Rejse information

her er nogle gode informationer til din rejse og links til hjemmesider om området.

Penzance ligger ca. 450 km sydvest for London. Borgen på St. Michael’s Mount er åben hele året, men åbningstider og -dage skifter med årstiden og  vejret.

Abbey Hotel kan du læse mere om her

Vil du besøge Land’s End på din rejse skal du kører ca. 16 km mod vest for Penzance. Scullyøerne, her kan du tage færge fra Penzance dagligt i højsæsonen.

Du kan læse mere om Island Hotel her

Der findes flere danske rejsebureauer der arrangere kulturrejser til Cornwall i England, men du kan sagtes rejse på egen hånd.