Royal Pavilion, et helt enestående lystslot

Rejser du på kulturrejse til Brighton i England vil du opdage at den største attraktion i Brighton, der kalder sig “London-by-the-Sea”, er den restaurerede Royal Pavilion, et pseudo-orientalsk lystslot, bygget sidst i 1700-tallet af prinsen af Wales, den senere kong George 4. Han har lagt navn til den periode, man kalder Regency, og hans overdådige palads viser med al tydelighed udskejelserne og ekstravagancen i den periode, hvor Brighton blev Englands mest fashionable bade- og kurby – og en af de første i Europa. Den fantasifulde bygning med minareter og løgkupler rummer et lige så krukket interiør, vel nok et af de mest overdådigt udsmykkede interiører i Europa. Victoria og Albert var flere gange på besøg her, men dronningen var ikke begejstret for badebyens ubekymrede atmosfære, og til sidst holdt hun sig helt væk. I begyndelsen af 1900-tallet var Brighton ved at gå bag af dansen og blev    snart kendt for sit snuskede, dekadente forfald – dog stadig i høj kurs hos dem, der søgte den melankolske stemning i halvglemte badebyer uden for sæsonen. Brighton har altid været elsket for sin friske havluft, sin arkitektur, fortidens kongelige protektion og de altid gode fish-and-chips, sat til livs mellem forlystelserne på den 5 km lange Palace Pier, og byens genrejsning er da også i fuld gang. Det myldrer med caféer, antikvitetsforretninger og gallerier i de snævre passager i det trendy område, der hedder The Lanes. Det er værd at opsøge English´s Oyster Bar and Seafood Restaurant, efterhånden en ærværdig institution, kendt for sin enkle servering af superfriske østers sammen med mange andre lækkerier, frisk fra Den Engelske Kanal. Bed om et bord nedenunder.

Brighton ligger kun 84 km syd for London ved kysten. Skal du selv arrangere din kulturrejse til England kan du læse mere om Royal Pavilion på www.brighton-hove.gov.uk .Brighton Festival, som er Englands største kunstfestival, varer det meste af maj.