Se hidtil ukendt italiensk kunst i Brescia

Om fire dage og indtil midten af juni har du mulighed for at opleve hidtil ukendt italiensk kunst i den lombardiske by Brescia. De indtil nu aldrig offentligt fremviste kunstværker har i årtier været gemt væk i museers lager- og sikkerhedsrum og i private kunstsamlinger, der tilhører indfødte Brescia-borgere.

Udstillingen, der er arrangeret af Museo di Santa Giulia i Brescia, har fået titlen Novecento mai visto (Det tyvende århundrede – aldrig set) og er dedikeret hidtil uset eksperimenterende og avangardistisk kunst af italienske kunstnere fra begyndelsen af det 20. århundrede til 1970’erne fra De Chirico til Cattelans.

Arte povera

Udstillingen vil sætte særligt fokus på de tendenser og bevægelser, der har præget italiensk kunst i perioden 1950-70: fra den såkaldte “uformelle kunst” (også kaldet “Tachisme”) til de to avangardistiske kunst-bevægelser “Movimento spazialista” – der blev skabt af Lucio Fontana i Milano i 1950 – og “Arte Povera”, der opstod blandt forskellige italienske kunstnere i slutningen af 1960´erne (blandt andre Germano Celant).


Se video om Museo di Santa Giulia i Brescia

Futuristisk kunst

Den første del af udstillingen vil være en hyldst til Romolo Romani, en lokal Brescia- kunstner, der var en af underskriverne af det berømte – eller berygtede – futuristiske manifest Manifesto dei pittori Futuristi. Den anden del af udstillingen byder på seks futuristiske malerier (af folk som Gerardo Dottori, Julius Evola, Gino Galli, og Fortunato Depero), mens den tredje del af udstillingen vil præsentere tre højt bemærkelsesværdige stillleben-værker af De Chirico, Giorgio Morandi og Gino Severini; efterfulgt af Mario Sironis værker fra 1940’erne.

Eksemplarisk avangardist

I udstillingens fjerde afsnit vil du kunne finde eksempler på efterkrigstidens italienske kunst, herunder værker af Giuseppe Capogrossi, Mario Ballocco, Emilio Vedova, Enzo Brunori, Alfredo Chighine, Ennio Morlotti, Lucio Fontana og Enrico Castellani. En særlig hyldst er dedikeret til Guglielmo Achille Cavellini i den femte del af udstillingen; en usædvanlig kunstner og samler, der er repræsentativ for datidens avantgarde, idet han var i stand til at fremkalde det særlige avantgardistiske kulturelle klima, der eksisterede i Brescia i årene 1964-1972.

Du kan læse meget mere om udstillingen i Brescia på museum Museo di Santa Giulias egen hjemmeside.