Restauranter og vin i Beiras

Beiras er navnet på en stor og spændende region i Midtportugal, der egner sig fabelagtigt til kulturrejser. Rejser du til Portugal så så overvej at bruge et par dage i Beiras, en region fuld af gode mad og vin oplevelser. I Beiras ligger Quinta da Pont, som er en ombygget, ældre herregård med meget atmosfære og fine lejligheder. Efter en dag fuld af vinsmagninger er det dejligt med en rigtig afslappende aften.

Vi havnede på pousadaen i byen Almeida, der ligger i et af de imponerende forsvarsanlæg, som skulle have været uindtagelig for fjenden. Denne borg faldt dog, efter at krudt- og våbenlageret uheldigvis sprang i luften under en belejring. Men maden er, som den plejer at være på Portugals pousadaer, stærkt præget råvarer fra Beiras og omegn.

Restaurante Aqua i byen Coimbra tilbyder international mad med latinske fortegn i et afslappet miljø.

Casa Vidal på Rua das Almas i Aguada de Cima samt Restaurante Oásis i Mealhada er begge gode eksempler på pattegriserestauranter med lokale traditioner og mousserende rødvine.

Restaurante Colmeia i byen Guarda er et spisested med mange kulinariske overraskelser. Med petiscos, dvs. små appetizers som lufttørrede skinker, oste, oliven mm., alt sammen fra egnen, derefter en Arroz de Tamboril (fiskegryde med havtaske og skaldyr) tæt fulgt af en Posta Mirandesa (bøf af helstegt ryg), vidunderligt mør og serveret med smørstegte grøntsager og ris.

Vinen i Beiras matcher maden

Ligesom i næsten alle andre regioner i Portugal har madkultur og vinkultur gennemgået en parallel udvikling i Beiras. I den del af Beiras som hedder Bairrada har der fundet et unikt møde sted mellem mad og vin. Det er Leitão – pattegris, helstegt i brændefyret ovn, som, sammen med en almindelig grøn salat, håndskårne pommes frites og en stærkt krydret sauce, som møder en mørkerød vin af Bagadruen. Men læg mærke til, at vinen er mousserende, fremstillet på klassisk vis. Et forbavsende møde mellem det sprøde, salte kød og den friske og meget kraftige og sprudlende vin.

Det er ikke så underligt, at næsten alle portugisere, der kører i bil mellem Lissabon og Porto stopper op for at få deres frokost på en af de 200 pattegrisrestauranter, som ligger i dette område i Beiras. Mad og vin er en helt central del af kulturen her.