Hôtel de Crillon i Paris

Hôtel de Crillon er unikt blandt Paris’ paladshoteller, og selvom du ikke vil bruge hele feriebudgettet på at bo her, så kig indenfor under din kulturrejse til Paris og mærk historiens vingesus.

Verdens mest besøgte by har sin egen fornemme andel af eksklusive hoteller, men når man fra den travle Place de la Concorde træder ind i den tyste marmorforhal på det legendariske Hôtel de Grillon forstår man, hvorfor dette her er noget helt særligt. Et ophold på Crillon, som er det eneste luksus-paladshotel i Frankrig, der stadig er franskejet (af Taittinger-familien), er en ganske alvorlig udskrivning, men garanterer så også et højdepunkt under et besøg i Lysets By. Bygningen fra 1700-tallet er behørigt herskabelig og stilfuld til de mange kronede hoveder, berømte entertainere og kendte VIP’ere, der udfylder hotellets livre d’or. Diplomater fra ambassadekvarteret i nærheden bruger den eksklusive bar som en slags uofficielt FN. Tout Paris synes at kigge indenfor til en sen eftermiddags tête-à-tête eller en stille te komplet i den elegante Jardin d’Hiver. Lige ved siden af forhallen byder Paris’ fineste hotelrestaurant, Les Ambassadeur, på en fascinerende udsigt over Place de la Concorde og dens berømte obelisk. Menuen på denne trestjernede restaurant serveres af en kvik, men venlig betjening under de mægtige krystallysekroner fra freskoloftet 6 m oppe. Alt ved dette storslåede hotel og dets restaurant udstråler kvalitet og raffinement, overdådighed og komfort. Du finder Hôtel de Crillon på adressen 10, place de la Concorde, 8. arrondissement i Paris. Her på bloggen om kulturrejser kan du læse om udvalgte hoteller i Paris og på andre rejsemål i Frankrig.