De ældste fund af menneskelige bosættelser i det nuværende Sverige stammer fra Skåne og kan dateres til 11.000-10.000 f.v.t. Den romerske historiker Tacitus var den første, der i et skrift fra omkring år 100 refererede til de våbenføre svionere, svenskere, i nord, som romerne handlede med.

Grunden til det svenske rige blev lagt, da folkene i Svealand, Östergötland og Västergötland samledes under en fælles konge i 1100-tallet. Stockholm blev grundlagt i 1250 og der blev dannet basis for en statsforvaltning og en fælles lovgivning. I 1350 fik Sverige en landslov for hele riget. Men Sveriges grænser var ikke de samme som i dag. Efter 200 års ekspansion langs den finske kyst havde Finland siden begyndelsen af 1300-tallet været en del af det svenske rige.

I 1397 blev Sverige indlemmet i Kalmarunionen med de andre nordiske lande under den danske dronning, Margrethe I. Unionen var først og fremmest en forsvarsunion mod tyske fyrster og de nordtyske hansestæder, og kom også hurtigt i åben konflikt med Hanseforbundet, der kontrollerede handelen i Østersøområdet. Konflikten førte i 1435 til et internt oprør, og efter en langtrukken kamp blev et svensk kongerige dannet under ledelse af Gustaf I Vasa i 1523. Det svenske rige bestod da af Sverige og Finland, men ikke Skåne, Halland og Blekinge eller Bohusllän, Jämtland-Härjedalen og Gotland, som først blev erobret fra Danmark-Norge i årene 1645-58.

Under slægten Vasa blev grunden lagt til den svenske rigsadministration, retsvæsenet, uddannelsessystemet og den militære organisation. Den svenske ekspansion i Baltikum blev også indledt i denne periode. Fra og med 1561 (hvor Sverige fik fodfæste i Tallinn) og til freden i Roskilde 1658 ekspanderede det svenske rige uafbrudt.

I midten af 1600-tallet – efter sejre i Trediveårskrigen på det europæiske kontinent og sejr over Danmark-Norge – kunne man i Stockholm betragte Østersøen som et svensk indhav.

Den Store Nordiske Krig 1700-1721 betød dog afslutningen på det svenske stormagtsvælde. Ved freden i Nystad i 1721 gik besiddelserne i Baltikum tabt, og rollen som den dominerende Østersømagt overgik til Peter den Stores Rusland.

Efter Karl XIIs død skete der en fuldstændig omorganisering af statsstyret. Magten gled fra kongen over til et råd, rigsdagen havde sammensat, samt til stænderrigsdagens udvalg. Perioden kaldes for frihedstiden og var præget af udenrigspolitisk modgang og indenrigspolitisk røre, men også af økonomisk udvikling og kulturel opblomstring.

Magtkampen mellem forskellige politiske grupper i rigsdagen førte til 1772 til frihedstidens ophør, da en stærk kongemagt blev genoprettet under Gustav III, som førte en meget omdiskuteret krig mod Rusland. Krigen fik det ønskede resultat – ophør af afhængighedsforholdet – men bidrog også til den politiske modstand mod d en nye styreform, og kongen blev myrdet i 1792. Først ved regeringsreformen i 1809 blev regentens magtbeføjelse atter indskrænket. Rigsdagen fik større indflydelse, og kongen fik pligt til at forhøre sig i statsrådet, inden han traf sine beslutninger.

Under den franske marskal Jean-Baptiste Bernadottes (Karl XIV Johans) ledelse lykkedes det Sverige at komme ud af Napoleonskrigene som en af de sejrende magter. Tabet af Finland og de nordtyske besiddelser blev opvejet af personalunionen med Norge, der bestod indtil 1905.

Sverige rettede nu opmærksomheden indad og accepterede sin rolle som en småstat i Europas periferi. Hen imod midten af det 19. århundrede blev en langsom økonomisk udviklingsproces indledt med skole- og landbrugsreformer, udbygning af kanaler og jernbaner samt begyndende industrialisering. Det politiske system blev ændret, og den gamle stænderrigsdag blev i 1865-66 afløst af en rigsdag med to kamre.

Omkring århundredskiftet blev de partier, vi kender i dag, grundlagt: Socialdemokratiska arbetarpartiet (1889), Liberala samlingspartiet (1900, i dag Folkpartiet) og Högerpartiet (1904, i dag Moderaterne). Kongemagten havde gradvist givet afkald på sine magtbeføjelser, og parlamentarisme samt almindelig valgret blev indført i perioden 1917-1921.

Under Første Verdenskrig var Sverige neutralt, og mellemkrigstiden var kendetegnet af mindretalsregeringer og skiftende politiske alliancer: socialdemokratiske, liberale og konservative regeringer skiftedes til at sidde ved magten. I 1930ernes første år blev også Sverige ramt af den økonomiske verdenskrise, og ligesom i Danmark var der arbejderopstande og almindelig uro på arbejdsmarkedet. Det var også i 1930erne, man lagde grunden til det moderne velfærdssamfund – dengang sammenfattet i begrebet “folkhemmet”.,

Også under Anden Verdenskrig opretholdt Sverige sin neutralitet, men under den finsk-russiske vinterkrig i 1939-40 var Sverige “ikke krigsførende” og gav betydelig hjælp til Finland. Samlingsregeringen var i stand til at holde Sverige udenfor krigen gennem en kombination af politisk snilde, held og store indrømmelser til Hitlers Tyskland. Blandt andet eksporterede Sverige jernmalm til den tyske krigsindustri, og tyske tropper fik lov at passere gennem Sverige til Norge og Finland.

Historie efter 1945

Den dominerende politiske skikkelse i Sverige efter Anden Verdenskrig var Tage Erlander, der kom til at præge politikken i over 20 år. Med undtagelse af perioden 1951-57, da han stod i spidsen for en koalitionsregering med Bondeförbundet (nu Centerpartiet), var Tage Erlander statsminister for socialdemokratiske regeringer frem til 1969, hvor han blev afløst af Olof Palme.

Sverige havde længe et forspring foran andre europæiske lande, eftersom landets industri og infrastruktur ikke var blevet ødelagt under Anden Verdenskrig. Mellem 1939 og 1960 blev bruttonationalproduktet fordoblet, og den økonomiske vækst fortsatte op gennem 1960erne, hvor grunden til velfærdssamfundet blev lagt.

Sverige blev dog også ramt af oliekrisen i 1973, og den daværende regering blev kritiseret for det høje skattetryk. Det bidrog til, at Socialdemokratiet tabte valget i 1976, og Centerpartiets leder, Thorbjörn Fälldin, blev den første ikke socialistiske statsminister i 40 år. Den borgerlige koalition gik dog i stykker efter to år på grund af uenighed om udbygning af atomkraften, som Centerpartiet var imod og de to andre regeringspartier for. Atomkraftspørgsmålet blev først løst i 1980, hvor man efter en folkeafstemning vedtog, at en langsom afvikling skulle finde sted frem til år 2010.

Ved valget 1982 generobrede Socialdemokratiet regeringsmagten under ledelse af Olof Palme. Han var statsminister, indtil han den 28. februar 1986 blev dræbt af skud på Sveavägen i Stockholms centrum. Mordet er aldrig blevet opklaret.

Hen mod slutningen af 1980erne begyndte det at gå dårligere for den svenske økonomi. Til trods for to store devalueringer i begyndelsen af årtiet var inflationen stadig høj, og eksporterhvervenes konkurrenceevne svækket. Socialdemokratiet vandt valget i 1988, men på grund af den økonomiske situation kunne regeringen ikke opfylde valgløfterne om en udbygning af velfærden. I stedet lavede regeringen et forlig med Folkpartiet om “århundredets skattereform”, der førte til kraftigt nedsatte marginalskatter. Det var et traditionsbrud i velfærdslandet Sverige og blev i 1990erne fulgt af adskillige socialdemokratiske indrømmelser til borgerlige løsninger.

Omvæltningerne i Østeuropa og de økonomiske vanskeligheder fik Socialdemokratiet til at opgive sin tidligere negative holdning til EF. I forbindelse med de økonomiske stramninger, man præsenterede i 1990, erklærede regeringen sig rede til at ansøge om medlemskab. Men det medførte, at Socialdemokratiet mistede store vælgerskarer, og ved valget i 1991 sejrede de borgerlige partier. De Moderates leder, Carl Bildt, dannede en mindretalsregering med Folkpartiet, Centerpartiet og De Kristelige Demokrater.

Regeringen nåede dog kun at gennemføre mindre skattelettelser, før lavkonjunkturen forværredes, og en rekordhøj arbejdsløshed samt store tab inden for banksektoren fulgte. Den påbegyndte privatisering af statslige virksomheder gik i stå af samme årsag.

Den økonomiske krise blev akut i efteråret 1992, og den borgerlige regering og Socialdemokratiet indgik et enestående samarbejde for at forhindre endnu en devaluering af den svenske krone. I to “kriseforlig” enedes partierne således om omfattende besparelser, blandt andet på overførselsindkomster. Men den borgerlige regering kunne ikke få socialdemokraternes støtte til en tredje sparepakke, og i november 1992 blev Sveriges nationalbank tvunget til at lade kronekursen flyde over for den fælles europæiske valutaenhed, ecuen. Det lykkedes at få aktiekurserne og eksporten stabiliseret.

Rigsdagsvalget i 1994 førte til et regeringsskifte. De borgerlige partier fik sammen 148 pladser i rigsdagen, og Socialdemokratiet og Vänsterpartiet 183. Ingvar Carlsson dannede en socialdemokratisk mindretalsregering og annoncerede en stram økonomisk politik, der skulle bremse den voksende statsgæld og samtidig bekæmpe arbejdsløsheden. Med støtte fra Vänsterpartiet og senere Centerpartiet blev yderligere nedskæringer i overførselsindkomsterne gennemført, og der blev indført en særlig midlertidig skat.

Ved folkeafstemningen om EU-medlemskab i november 1994 stemte godt 52 procent af svenskerne ja. De politiske partier var ligesom i Danmark splittede i spørgsmålet, især Centerpartiet og Socialdemokratiet, mens Miljøpartiet/De Grønne og Vänsterpartiet var imod. Geografisk set var Sverige også delt: de fleste nordsvenskere stemte nej, mens storbyboerne sagde ja til EU.

Den nye socialdemokratiske regering under Ingvar Carlsson gjorde en stor indsats for at engagere Sverige i det europæiske samarbejde. Samtidig førte den en stram økonomisk politik med faldende offentlige tilskud og stigende skatter og afgifter. Da Göran Persson overtog partiledelsen og statsministerposten i 1996, videreførte han store dele af det privatiseringsprogram, regeringen Bildt havde indledt.

Det var muligvis derfor, at Socialdemokraterne ved rigsdagsvalget i 1998 fik deres værste valg i 80 år. Valgets store vinder var Kristdemokraterna, der gik frem på især Centerpartiet og Folkpartiets bekostning. Trods det dårlige valgresultat blev Göran Persson siddende som statsminister med støtte fra Vänsterpartiet og De Grønne i rigsdagen.

I slutningen af 1990erne skete der en økonomisk opgang, der kulminerede i 2000, hvilket også afspejlede sig i statsbudgettet. Terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 gjorde dog den økonomiske situation i hele verden usikker, og den svenske økonomiske vækst i 2001 blev betydeligt lavere end tidligere optimistiske prognoser.

Efter terrorhandlingen støttede Sverige USAs luftangreb på talebanerne i Afghanistan, hvor man mente, hjernen bag terroraktionerne, Osama bin Laden, befandt sig. Den borgerlige opposition støttede regeringen, men regeringens to samarbejdspartnere var meget kritiske over for den officielle svenske holdning.

Vigtige årstal i Sveriges historie

• 1250 Stockholm grundlægges
• 1350 første lov for hele riget
• 1397 Kalmarunionen med Danmark og Norge
• 1523 Gustav I Vasa bliver svensk konge
• 1630 Sverige går med i Trediveårskrigen
• 1648 Westfalske Fred, Sverige får nordtyske områder
• 1658 freden i Roskilde, Sverige får bl.a. Skåne
• 1718-72 frihedstiden
• 1809 Sverige taber Finland
• 1814-1905 union med Norge
• 1818 marskal Bernadotte bliver kong Karl XIV Johan
• 1866 stænderrigsdagen afskaffes
• 1921 almindelig stemmeret
• 1971 etkammerrigsdagen indføres
• 1986 Olof Palme myrdes
• 1995 medlemskab af EU
• 2003 udenrigsminister Anna Lindh myrdes