Frankrig er Vesteuropas største land. De nordlige og vestlige dele består af et vældigt lavlandsområde. Den østlige del er bjergrig, og i sydøst strækker Alperne sig ind i landet med Europas højeste bjerg, Mont Blanc, den højest beliggende del af Centralmassivet – et højdeplateau i det indre af Sydfrankrig – har udslukte vulkaner med tinder på knap 1900 meters højde. I syd danner bjergkæden Pyrenæerne grænse til Spanien.
Frankrig har kun få søer, men der er mange store floder, der flyder gennem Frankrig. De største er Rhône, Loire, Seine og Garonne. Landet har lange kyster ud til Atlanterhavet, Middelhavet og Den Engelske Kanal og mange gode havne. Til Frankrig hører også øen Korsika i Middelhavet.
Frankrig har en række oversøiske besiddelser – resterne af landets engang store koloniimperium. Det drejer sig som øen Réunion i det indiske Ocean, øerne Guadeloupe og Martinique i Caribien samt Fransk Guyana på Sydamerikas nordkyst. De er alle franske departementer.
Fransk Polynesien, Ny Caledonien samt Wallis og Futuna i Stillehavet benævnes territorier. Øen Mayotte ud for Afrikas østkyst samt Saint-Pierre-et-Miquelon ud for Canadas østkyst har en særlig status, der ligner departementernes. Frankrig råder også over nogle ubeboede øer i det Indiske Ocean samt områder i Antarktis.
Det meste af Frankrig ligger i det tempererede klimaområde. Den sydøstlige del ligger i subtroperne eller på grænsen dertil. Der er kun små temperaturforskelle mellem landsdelene. Ved Middelhavskysten er temperaturen året rundt cirka fem grader højere end i Paris, og her er somrene tørre. I resten af landet regner det året rundt, mest i bjergene og ved Atlanterhavskysten.
Tal og fakta
- Areal: 544.000 km2
- Nabolande: Belgien, Luxembourg, Tyskland, Schweiz, Italien, Monaco, Spanien, Andorra
- Tid: som Danmark
- Hovedstad: Paris ca. 2,5 million indbyggere, med forstæder ca. 10 millioner.
- Øvrige større byer med forstæder, Lyon ca. 1,8 millioner, Marseille ca.1,6 millioner, Lille ca. 1,3 millioner, Bordeaux ca. 1 million.
- Gennemsnitstemperatur/døgn: Paris 3 grader i januar, 19 grader ijuli
- Gennemsnitsnedbør/måned: Paris 63 mm i maj, 46 mm i februar
- Højeste bjerg: Mont Blanc som ligger 4810 m.o.h.
- Største ø: Korsika (8700 km2)