Alanya, Side og Belek, 3 solsikre rejsemål i Tyrkiet

Tyrkiet er et spændende land og det er oplagt at kombinere en kulturrejser med sol og strand. Læs her om tre bud på rejsemål i Tyrkiet, Alanya, Side og Belek.

Alanya – sol, strand og kultur

Langs med Tyrkiets kyst ligger de fineste små landsbyer, turkisblå laguner, oldgamle ruiner, ubeboede øer, sunkne ruinbyer, dramatiske bjerge, lange, hvide sandstrande og dejlige turistbyer. En af de mest populære byer er Alanya, og det er ikke svært at forstå hvorfor.

Alanya byder på skønne strande, livlige promenader, farverige markeder og et eksotisk,, lokalt køkken – kort sagt alt, hvad du søger på en ferie. Men Alanya har også en spændende historie og store kulturoplevelser.

Byens navn, Alanya, stammer fra den selsjukkiske sultan Alaeddin Keykubad, som byggede byen i 1224. I dag er meget af den oprindelige by stadig til at opleve – blandt andet det gamle, røde vandtårn, der er Alanyas varetegn og den 250 meter høje borgklippe, der er omgivet af en otte kilometer lang borgmur. I sin storhedstid i det 12. og 13. århundrede var Alanya det mest trendy sted at opholde sig og fungerede som vinterresidens for de selsjukkiske sultaner i Konya. Det siges sågar, at oldtidens hotteste par, Kleopatra og Antonius, tog til Alanya på deres hvedebrødsdage og på den måde var stedets første turister.

Sol, shop og spis i Alanya

Siden er mange andre turister kommet til, og ligesom Kleopatra nyder turisterne i Alanya også Kleopatra Beach – en skøn strand som efter myten var Kleopatras yndlingssted. Er du ikke typen, der bare kan dase i solen, ligger Incekum beach kun 19 kilometer vest for Alanya. Her kan du prøve kræfter med mange forskellige former for vandsport som paragliding, windsurfing og bananbåde.

Kribler det i dig efter at få tilfredsstillet shoppegenet, er der også et væld af små gågader, hvor du kan gøre gode køb inden for især guld- sølv- og lædervarer samt tæpper og souvenirs.

Det tyrkiske køkken er også lige til at hoppe i med sine eksotiske krydderier og retter til ganske rimelige priser. Men der er også plads til kræsenpinde, og på næsten alle byens restauranter er det muligt at bestille mere krydderifattige standardretter til børn og kræsne sjæle.

Spændende Side

På en blot én kilometer “lang” og 400 meter “bred”, tyrkisk halvø med Taurusbjergene som kulisse og med Middelhavet for sine fødder, ligger den vidunderlige havneby Side.

Med sine 2000 år er Side en af Tyrkiets ældste byer og var i tidernes morgen centrum for slavehandel og havde et pulserende byliv præget af romerne. Byen bugner derfor med kulturskatte fra storhedstiden – blandt andet ruinerne af et stort antikteater med plads til 15.000 tilskuere, hvor der blev holdt dyre- og gladiatorkampe og udspillet dramatiske søslag.

Lækre, lange strande

Men Side er mere end et historisk og kulturelt skatkammer. Side byder også på dejlige, lange badestrande, spændende butikker og skønne restauranter og caféer langs strandpromenaden, hvor du kan nyde en “cöp kebap” (spyd med kød, aubergine og tomat) og en kop “elma cay” (koffeinfri æblete) til fornuftige priser.

Den østlige strand har meget klart vand, en masse vandsportsaktiviteter og er den fortrukne af yngre par og unge mennesker. Den vestlige strand er derimod børnefamiliernes favorit, fordi den er lavvandet med solstole, parasoller, restauranter og stadig har diverse vandsportsaktiviteter.

Kribler det i dig for at få lokale souvenirers og godter med hjem, er der rig mulighed for at gøre gode køb i den gamle del af byen.

Belek – Tyrkiets eksklusive ferieområde

Belek ligger flot placeret ved Middelhavskysten 30 kilometer øst for byen Antalya, men området ligner ikke de andre populære turistområder. Belek har med sine særligt smukke, gyldne sandstrande på i alt 17 kilometer, hvor havskildpadder hvert år yngler, og sine fabelagtige golfbaner opnået en særstatus som det eksklusive ferieområde i Tyrkiet.

Tyrkiets bedste golfbane på 45 huller finder du på Gloria Golf Resort, som er et af de bedste hoteller i området. Langt de fleste hoteller er store resorts, som byder på så mange aktiviteter og restauranter, at det sjældent er nødvendigt at forlade området under sin ferie.

Fire fantastiske oplevelser

Tag på en af disse spændende udflugter, der alle ligger i behagelig afstand fra Side, Alanya og Belek

  • De verdensberømte kalkstensterrasser, Pamukkale, der betyder bomuldsslottet på tyrkisk, og som er erklæret Verdens Naturarv af UNESCO
  • De velbevarede oldtidsruiner i Perge
  • En traditionel, tyrkisk hamam-behandling, hvor du bliver vasket, skrubbet og masseret blød efter en ældgammel tyrkisk spa-opskrift.
  • Gloria Golf Resorts 45 hullers bane, der er Tyrkiets bedste.

Alanya….
– har cirka 85.000 indbyggere. Tallet stiger om sommeren til cirka 180.000
– har Middelhavsklima med tørre, varme somre. Varmen kulminerer i juli-august med dagstemperaturer på 30-35 grader, men havbrisen giver heldigvis en kølig luft.
– ligger 3 timer og 30 minutters flyvning fra Danmark.

Rejstips
Det tyrkiske køkken har ry for at være et af verdens allerbedste.
Gå ikke glip af: Mezze (små forretter), de lækreste Gözleme med og uden fyld (fladbrød), Pide (tyrkisk pizza),lokum (meget sød, tyrkisk konfekt) og Baklava.

Der findes mange andre rejsemål i Tyrkiet som er velegnet til en ferie med kultur, sol og strand. Du kan også holde ferie på “vandet”.

Læs også: Den Tyrkieske Riviera på krydstogt i Tyrkiet