Vence, et fristed i baglandet, minutter fra rivieraen

Vence er et mikrokosmos af le arrière-pays, det kuperede bagland inden for Rivieraens kyster, og virkede længe som en provencalsk magnet på billedkunstnere og forfattere. Den ligger beskyttet i højdedragene blandt pinjer, cypresser og olivenlunde og tiltrækker stadig velbeslåede besøgende, der ønsker at undslippe fra kystens comme-des-sardines-masser. Kendere kommer her både på grund af torvemarkedet, der regnes for et af de bedste i regionen, og Vences diskrete dagligdags charme. Matisse-kapellet her er en 1900-tals tour de force. Efter at være kommet til kræfter oven på en længere sygdomsperiode i 1948 lovede Henri Matisse en dominikanernonne, der havde været med til at pleje ham og undertiden sad model for ham, at han ville udsmykke det dominikanerkapel, der hørte til hospitalet. Fyldt med entusiasme begyndte han som 77-årig på Chapelle du Rosaire, og han døde tre år efter dets færdiggørelse. “På trods af dets mangler betragter jeg det som mit mesterværk”, erklærede Matisse efter fem års arbejde, “resultatet af et helt livs søgen efter sandheden”. Vence ligger i regionen Provence-Alpes-Côte d’Azur i Frankrig ca. en halv times kørsel km nordøst for Cannes, og ca. 25 kilometer nordvest for Nice. Chapelle du Rosaire (Matisse-kapellet) finder du på adressen 466, Avenue Henri-Matisse. Der er åbent fra mandag til fredag, dog lukket 2 uger midt i december.

Château du Domaine Saint-Martin

Besøgende kan forlænge opholdet ved at flytte ind på det luksuøse Château du Domaine Saint-Martin, et dejligt hotel, der gemmer sig på en skovbevokset bjergside over byen. Dette afsides slotshotel ligger ved ruinerne af en korsfarerborg fra 1100-tallet, hvis vindebro og kapel er bevaret. Den nuværende bygning blev opført i 1936 og omfatter med sine villaer 14 ha med prægtige udsigter alle vegne og en svalende swimmingpool i oliventræernes skygge. Le Château du Domaine Saint-Martin ligger på adressen Avenue des Templiers kun et par kilometer uden for Vence. Læs om andre udvalgte hoteller til din kulturrejse i Provence her på bloggen.