Süleymaniye Moskeen i Istanbul

Süleymaniye Moskeen er den største og efter manges mening også den smukkeste moske i Istanbul. Besøg moskeen på din kulturrejse til Istanbul og få et indblik i den tyrkiske kultur og historie.

Sultan Süleyman 1. Qanunis (“Lovgiveren”) moske (Süleymaniye Camii), kendt for sine yndefulde minareter, sine glasmalerier og sin fremragende akustik, er den største og almindelig anerkendt som den smukkeste blandt alle Istanbuls mange moskeer. Den knejser på toppen af en bakke med sin umiskendelige silhuet og er Istanbuls lettest genkendelige vartegn, hvilket præcis var, hvad bygherren havde i tankerne. Süleyman 1., den største, rigeste og mægtigste af osmannernes sultaner, skabte dette monument over sig selv mellem 1550 og 1557, og han blev begravet her (sammen med sin yndlingshustru, der i Vesten er kendt som Roxelana, “Russeren”) blot ni år efter dens fuldførelse. I nærheden af deres kunstfærdigt fliseudsmykkede, ottekantede gravmæler (spørg efter türbeler) finder man det beskedne gravsted for Mimar Sinan, Tyrkiets største arkitekt, som var ansvarlig for dette enestående bygningsværk. Selv om Süleymaniye er den mest overdådige (og, som det skulle vise sig, berømteste) af de mange tributter, Sinan ydede til sin velynder, mente han selv, at hans mesterværk var Selimiye-moskeen i Edirne nordvest for Istanbul nær grænserne til Bulgarien og Grækenland. Süleymaniye Moskeen ligger på adressen Hesapcesme Caddesi, Beyazit i Istanbul. Læs mere om kulturrejser til Istanbul her på bloggen.