Ingen by i Italien er så stilfærdigt urban som Lucca. Luccas bymur omslutter dusinvis af bittesmå romanske kirker, fredelige brolagte gader, dystre forsvarstårne og talrige museer og monumenter – et sted af den slags, som med Henry James´ord ”flyder over med alt, hvad der er mageligt, rigeligt, interessant og gør byen til et eksempel til efterfølgelse” (Italien Hours, 1909).

Lucca´s centrum er lukket for trafik, og dens velhavende og hensynsfulde borgere er gået over til cykler (selvom man kan spadsere tværs gennem byen på under 20 munutter). De vigtigste seværdigheder er Duomo, San Michele og San Frediano, Museo Nazionale Guinigi, Torre Guinigi og Piazza Anfiteatro. Men giv dig tid til at spadsere i hvert fald noget af vejen rundt om Luccas majestætiske bymur.

Luccas historie

Lucca var en blomstrende romersk koloni, hvad byens regelrette gadenet stadig afspejler. Lucca var den første by i Toscana, som blev kristen (byens første biskop, Paulinus, var Skt. Peters discipel). Senere blev den hovedstad i Toscana (Tuscia) under lombarderne og frankerne, indtil den regerende markgreve flyttede til Firenze. Dens rigdomme i middelalderen, som kun blev overgået af Firenzes, skyldtes bankvirksomhed og en blomstrende silkeindustri (undertøj er stadig en vigtig indtægtskilde).

Under den fremstormende Castruccio Castracani dominerede Lucca det vestlige Toscana, og erobrede Pisa og Pistoia; kun Castracanis tidlige død forhindrede erobringen af Firenze. Lucca forblev uafhængig til 1799 under en række adelsfamilier (først og fremmest familien Guinigi). Nemesis kom i 1805 i skikkelse af Napoleon, som forærede byen til sin søster Elisa Baciocchi. I 1817 arvede Marie Louise af Bourbon den, hvorpå den blev indlemmet i det toscanske storhertugdømme i 1847.

Duomo di San Martino – Luccas domkirke

Luccas domkirke blev indviet i 1070 af pave Alexander II (som havde været byens biskop), men byggeriet stod på, mere eller mindre, i de følgende 400 år. Den lange byggeperiode skabte visse problemer. Da man f.eks. opførte facaden i det 13. årh. skulle den på besværlig vis tilpasses klokketårnet, hvis nedre del var bygget som forsvarstårn i 1060’erne. Resultatet er blevet en facade med udpræget slagside (tårnets øvre del er fra 1261). Men trods manglende symmetri er facaden ikke desto mindre blændende, et højdepunkt af pisansk-romansk arkitektur med buer, arkader og indlagte søjler, som har gjort byen berømt. Læg især mærke til det vidunderlige indgangsparti (nathex) med de tre portaler (1233) og reliefferne ved venstre portal af ”Bebudelsen og De Hellige Tre Kongers Tilbedelse” – sandsynligvis tidligere arbejder af Nicola Pisano (muligvis hans første selvstændige værker). Reliefferne omkring hovedportalen forestiller scener fra Skt. Martins liv og månederne med motiver fra årets arbejdsgang.

Den smukkeste kristne sarkofag i Italien

Det meste af interiøret er af Matteo Civitali (1435-1501), som var barber, før han blev billedhugger. Han er næsten ukendt uden for fødebyen Lucca. Han har lavet mosaikgulvet, prædikestolen, vievandskarrene, to smukke gravmæler (i sydlige korsarm) og det store forgyldte marmor ”Tempietto” midt i skibet. Det ”Lille Tempel” er bygget til at huse et berømt ”Volto Santo” (Hellige Ansigt) på et Krucifiks, som den omvendte farisæer, Nikodemus, skal have hugget lige efter Korsfæstelsen; det er altså intet mindre end et portræt af Kristus! Skråt bag det står den sienesiske billedhugger Jacopo della Quercias mesterværk, gravmælet over Ilaria del Carretto (1410), som den engelske kunstkritiker John Ruskin har kaldt ”den smukkeste kristne sarkofag i Italien”. Statuen på sarkofagen forestiller den fredeligt sovende og underskønne Ilaria, Paolo Guinigis anden hustru. Ved hendes fødder sover en lille hund. Den store statue af Apostlen Johannes tæt ved er også af Quercia.

Blandt malerierne ses ”Madonna og Barn” (1509) af Fra Bartolomeo (lige før gravmælet over Carretto), Bronzinos ”Maria præsenteres i Templet” (første kapel til venstre), en lidt grel ”Sidste Nadver” af Tintoretto (tredje alter til højre) og en ”Troende Madonna” af Domenico Ghirlandaio (venstre væg i sakristiet). Ved siden af Duomo er åbnet et lille Museo dellÓpera del Duomo med en seværdig samling kirkesølv fra middelalderen.

San Michele in Foro

Man bliver ustandselig draget tilbage til Piazza San Michele (byens gamle forum, på italiensk ”foro”) for at beundre San Micheles sublime facade – én af de smukkeste i Toscana – med dens poetiske små arkader og snoede søjler. Det tog 300 år at bygge kirken, og endda slap pengene op, så interiøret aldrig blev færdigt. De eneste værker af interesse er en ”Madonna og Barn” af Lucca della Robbia og Filippino Lippis ”Skt. Hieronymus, Sebastian, Roch og Helena”.

Mens man er i kvarteret, bør man spadsere en tur i byens hyggelige hovedgade Via Fillungo og nyde en forfriskning på Caffè di Simo (Via Fillungo 58), som er berømt for sit smukke interiør fra århundredeskiftet. Den ligger ved siden af byens klokketårn fra 1471, Torre delle Ore. Mange af butiksfacaderne og -interiørerne i Via Fillungo er i smuk art nouveau. Kig også indenfor i San Cristoforo, hvor Matteo Civitali er begravet, og hvor der hænger et krigsmindesmærke over faldne fra Lucca. Kirken benyttes ellers som kunstgalleri.

San Frediano – en af Luccas store kirker

Den tredje af Luccas store kirker, San Frediano (1112-47), har ikke de to andres romanske facader med buer og søjler, men til gengæld en vidunderlig mosaik fra det 13. årh. Der hersker et mystisk halvmørke i kirken, så man kun lige kan skimte den pragtfulde døbefont fra det 12. årh., Fonta Lustrale, med relieffer af Apostlene, Årets Måneder, Hyrderne, Profeterne og scener fra Moses´ historie (bemærk Faraos soldater i middelalderrustninger på Overgangen over Det Røde Hav). Bag fonten hænger en ”Bebudelsen” af Andrea della Robbia pyntet med quirlander af glaserede terrakottafrugter. I Cappella di Santa Zita ved siden af opbevares resterne af tjenernes skytshelgeninde Santa Zita, som stjal brød fra sin frue for at give det til de fattige. Da hun en dag blev spurgt, hvad hun gemte i sit forklæde, svarede hun” kun blomster og roser”, og da madmor så efter, var brødet forvandlet til blomster og roser.

I Cappella Trenta (fjerde i nordlige sideskib) er der to gravsten og en marmoraltertavle (1422) af Jacopo della Quercia. I det andet kapel på samme side sidder Luccas bedste fresker (1508-09) – Amico Aspertinis ”Den Hellige Augustinus’ Levned, Volto Santo ankommer til Lucca” og ”San Fredianos Legende” (Frediano var en irsk munk fra det 6. årh.. som frelste Lucca fra oversvømmelse).

Piazza del Anfiteatro – Luccas gamle amfiteater

Den ovale piazza med de maleriske høje huse har bevaret formen fra det gamle romerske amfiteater, som lå her til det 12. årh. Man brugte sten fra teatret til at bygge byens kirker og paladser, men nogle af dem sidder stadig rundt omkring i husmurene omkring pladsen, flest på nordsiden. Hele denne fredelige del af byen er spændende at gå på opdagelse i. Bemærk Sant´ Agostino, Palazzo pfanner og San Pietro Somaldis romanske facade. Kig også ind i San Francescos grotteagtige indre på vej til Museo Nazionale.

Museo Nazionale Guinigi

Luccas museer kan ikke bære vand mod Firenzes eller Sienas, men de 20 sale i galleriet i Via della Quarguonia rummer en morsom blandet samling af arkæologiske fund, skulptur og malerier. Blandt højdepunkterne i stueetagen er fundene fra det romerske Lucca (Sal 1), en gravsten af Jacopo della Quercia (Sal 2) og adskillige værker af den allestedsnærværende Matteo Civitali (Sal 5). Malerisamlingen på første sal domineres af en række forholdsvis ukendt malere fra Lucca, men her hænger også sienesiske værker og to malerier af Fra Bartolomeo, ”Madonna della Misericordia og Gud Faderen med Maria Magdalene og Santa Catarina af Siena”.

Torre Guinigi – Luccas excentriske vartegn

Den østlige del af Lucca er ikke særlig spændende, så gå tilbage fra Museo Nazionale til Via Sant’Andrea med et af byens mere excentriske vartegn, Torre Guinigi. Tårnet hører til familien Guinigis vidtløftige palads i røde mursten fra det 14. årh. På toppen står en hel lille lund af kristtjørn med rødder ned i værelset nedenunder. Gå op i tårnet for at se det og samtidig nyde den fantastiske udsigt over byen og landskabet udenom.

Beregn også tid til at besøge Santa Maria Forisportam, som hedder sådan, fordi kirken indtil 1260 lå uden for bymuren og porten til romer- og middelalderbyen. Facaden er smuk, og inde i kirken findes et par gode værker af Guercino i den nordlige korsarm og over fjerde alter i nordlige sideskib.

Bymuren i Lucca

Et besøg i Lucca er ikke fuldendt uden en spadseretur under træerne på i hvert fald et stykke af den imponerende bymur (den totale omkreds er 4 km). Muren blev bygget mellem 1500 og 1650 til at imødegå den nyeste våbenteknologi, som havde gjort den gamle bymur fra 1198 værdiløs. Voldgravene er 35 m brede, og 11 bastioner beskytter det 12 m høje og 30 m brede fæstningsanlæg. Det hele er omgivet af en 200 m bred grønsvær, hvor fjenden ikke kunne finde ly, men som nu tjener til at holde de værste udslag af det moderne liv på behørig afstand. Forsvarsværket er et af de mest vedbevarede i Europa, men har aldrig fået ilddåben; den eneste gang, det var i brug, var da man lukkede portene i 1812 for at beskytte byen mod oversvømmelse. Napoleons søster Elisa Baciocchi måtte hejses over muren i en kran. Det var hendes søster og efterfølger, Marie Louise af Bourbon, som kort efter plantede alléerne på muren og gjorde den til en promenade.