Du kan her læse om én af opera-historiens mest populære operaer, Carmen, komponeret af den franske komponist Georges Bizet, og baseret på en novelle af samme navn, der på sin side udsprang af den skildring, som den baskiske toreador Don José Lizzarrabengoa gav af sit liv, inden han blev henrettet for mordet på zigøjnersken Carmen.

Operaens forlæg

Grundlaget for teksten til ”Carmen” er novellen af samme navn, skrevet af den franske forfatter Prosper Mérimée (1803-70). I denne novelle, som udkom i 1847, gengiver han den skildring, som den baskiske toreador Don José Lizzarrabengoa gav af sit liv, da Mérimée besøgte ham i fængslet kort før hans henrettelse for mordet på zigøjnersken Carmen; Mérimée kendte dem begge fra tidligere rejser i Spanien. Novellen blev omskrevet til operatekst af de to kendte librettoforfattere Henri Meilhac og Ludovic Halévy, som foretog ret store ændringer, idet de i nogen grad forfinede Carmen-skikkelsen, der hos Mérimée nærmest er et ondskabsfuldt vilddyr, indførte den frit opfundne Micaëla som modpol til Carmen og gjorde tyrefægteren Lukas, som i novellen kun er en bifigur, til den anden mandlige hovedfigur, Escamillo. De forøgede også virkningen af slutoptrinet, mordet på Carmen, ved at flytte det fra den øde egn, hvor det foregår i novellen, til pladsen udenfor arenaen i Sevilla.

Bizets komposition

Georges Bizet tog fat på kompositionen i maj 1872 og arbejde på den i godt to år. Uropførelsen på Opéra-Comique blev en stor fiasko; man fandt den realistiske handling og hele det proletariske miljø frastødende, og musikken blev udskreget som wagnerpåvirket! Dette nederlag menes at have en ikke uvæsentlig andel i Bizets død, som indtraf nøjagtig tre måneder senere. Han nåede lige at slutte kontrakt med Wieneroperaen om en opførelse af operaen på tysk. Denne opførelse, som fandt sted den 23. oktober samme år (1875), blev en mægtig triumf for værket, som siden har gået over alverdens scener, og hvis popularitet er uformindsket den dag i dag. ”Carmen” er stadig en af de hyppigst opførte operaer i verden. I København kom operaen op i 1887 (efter at Stockholmoperaen ved et gæstespil havde spillet den den 16. og 19. juni 1883) med Elisabeth Dons i titelrollen og Johan Svendsen som dirigent.

En ægte opéra comique

Bizet komponerede ”Carmen” som en ægte opéra comique, dvs. med talt dialog ind imellem musiknumrene, men da operane skulle opføres i Wien, omskrev hans ven, komponisten Ernest Guiraud, de lange dialoger til korte recitativer, som han selv satte i musik, og i denne skikkelse er operaen blevet kendt. Opéra-Comique i Paris, hvor operaen har gået langt over 2000 gange, har dog så at sige kun benyttet originalversionen, som senere også har vundet indpas mange andre steder.

Realistisk skildring af samfundets lavere klasser

”Carmen” er den første opera af format, som giver en realistisk skildring af livet i samfundets lavere klasser, og kan derfor med nogen ret siges at indvarsle den senere ”veristiske” retning inden for operaen. Dog er dens musik præget af en langt mere forfinet smag – og et langt større tale -, end man finder hos de fleste af denne senere retnings repræsentanter.  Musikken er både i sin form, sin harmonik og sin instrumentation præget af en raffineret knaphed, som giver den en ejendommelig prægnans midt i al den melodiske sødme; den har desuden en psykologisk træfsikkerhed og en dramatisk slagkraft, som får personerne til at stå helt plastisk og giver handlingen en spænding, som river alle med.

Til wieneropførelsen sammenstillede Guiraud af numre fra andre værker af Bizet en balletmusik, som blev indlagt i 4. akt; den benyttes nu om dage kun sjældent, da den forhaler handlingen på en uheldig måde.

Operaen danner grundlag for Hammersteins musical ”Carmen Jones” (1945 – filmatiseret 1955), hvor personerne alle fremstilles af sorte sangere. I 1984 kom Francesco Rosis operafilm med Julia Migenes-Johnson i titelrollen og Placido Domingo og Ruggero Raimonolo som hhv. Don José og Escamillo.

Rolleliste

• Carmen: den skønne sigøjnerpige, som arbejder på cigaretfabrikken
• Don José: sergent
• Zuniga; løjtnant
• Micaëla; en bondepige
• Escamillo; tyrefægter

Handlingen foregår i Sevilla og omegn i 1820

Første akt

En plads i Sevilla, baggrund: cigaretfabrik og kaserner.
På en plads i Sevilla betragter soldaterne det brogede liv. Micaëla spørger efter Don José og trækker sig sky tilbage, da hun ikke finder ham. Nu kommer vagtafløsningen anført af Don José, og kort efter kommer pigerne fra cigaretfabrikken ud for at nyde en pause i det fri. Blandt dem er Carmen, som hyldes stormende af de unge mænd. Hun synger sin Habanera om kærlighedens ustadighed og uberegnelighed og slutter med at tilkaste Don José, der har siddet bortvendt, en blomst, hvorpå hun under latter løber ud med de andre piger. José tager blomsten op og skjule den på sit bryst, da Micaëla netop kommer. Han glædes over den hilsen fra hans moder, som hun bringer, og lover sig selv at opfylde moderens ønske og tage Micaëla til brud. Nu lyder der skrig fra fabrikken; Carmen har i slagsmål såret en pige med sin kniv. Hun føres bunden frem, men giver den forelskede løjtnant Zuniga spot til svar, da han vil forhøre hende. José skal bevogte hende, mens arrestordren skrives, men Carmen synger sin Seguidilla og får ham hurtigt viklet om sin finger, og da han skal føre hende bort, giver hun ham efter aftale et stød, så han falder, – og hun undslipper.

Anden akt

Lillas Pastias kro
I Lillas Pastias kro er der sang og dans, som også Carmen deltager i; hun erfarer, at José samme dag er sluppet ud fra fængslet, som han blev dømt til, da hun flygtede.  Tyrefægteren Escamillo træder nu ind og hyldes for sin tapperhed. Han synger sin toreadorsang med det kendte omkvæd, og Carmen betages af ham. Da kroen er tømt, kommer smuglerne Remendado og Dancairo og opfordrer Carmen og hendes veninder Frasquita og Mercedes til at hjælpe ved et smuglerkup samme nat. Carmen vil ikke med – hun venter, at Don José vil opsøge hende, og da dette også sker, gør hun ham ganske fortumlet ved at synge og danse for ham. Da retræten kalder, ægger hun ham ved sin spot til at blive, og han synger sin arie om blomsten, hun kastede til ham, og som var hans eneste trøst i fængslet. Hun opfordrer ham til at flygte med hende, men han mander sig op og vil gå. Da banker det på døren; det er Zuniga, som er kommet for at træffe Carmen. Rasende af skinsyge udfordrer José ham, men de hastigt tilkaldte smuglere lægger sig imellem og sikrer sig Zunigas person. José, hvis tilbagevenden til militæret jo er umuliggjort ved duellen med hans overordnede, har nu ingen anden udvej end at slutte sig til smuglerne.

Tredje akt

Smuglernes lejr
I en vild egn i Pyrenæerne holder smuglerne ved nattetid en kort rast. José er kommet til at hade smuglerhåndteringen, ikke mindst efter at Carmens kærlighed er kølnet; hun opfordrer ham spottende til at finde noget andet arbejde – eller gå hjem til sin mor! Pigerne spår sig selv i kort, og også Carmen prøver lykken, men kortene forkynder hendes snarlige død. Nu bryder man op, kun José efterlades som vagt. Lidt efter kommer den frygtsomme Micaëla, som søger efter José for at befri ham fra Carmen. Hun synger sin arie og skræmmes bort af et skud. Nu viser Escamillo sig, og Don José bliver hurtigt klar over, at der består et forhold mellem ham og Carmen. Han udfordrer Escamillo, men Carmen styrter til og skiller dem. Escamillo indbyder dem alle til sin næste tyrefægtning i Sevilla og drager bort. Nu opdages Micaëla, der havde skult sig; hun beder José komme med hjem til moderen, som ligger for døden, og han går, idet han truende lover Carmen, at de skal mødes igen.

Fjerde akt

Pladsen udenfor arenaen i Sevilla
Udenfor arenaen i Sevilla ankommer publikum og de pragtfuldt klædte tyrefægtere. Også Escamillo viser sig med Carmen ved sin side. Da alle går ind til kampen, advarer veninderne Carmen mod Don José, som er set i mængden, men hun er uden frygt. Da hun vil gå ind, træder han frem og bønfalder hende om at vende tilbage til ham; hun vil dog ikke høre tale herom, men indrømmer åbent, at hun elsker Escamillo. Dette vækker Josés raseri, og da hun slynger ham hans ring i ansigtet, dræber han hende med sin dolk for straks derefter at synke sammen i fortvivlelse ved hendes lig.