”Mouraria, gamle Rua Palma, som jeg en dag tabte mit hjerte til”, synger Amália Rodrigues i en af sine kendte fadoer. Mouraria, som med kvartererne Graca og Alfama hører til de ældste bydele i Lissabon, strækker sig fra Largo Martim Moniz til Costa do Castelo. Området overses ofte af besøgende i Lissabon, men har meget at byde for kultur- og historieinteresserede på trods den lidt rå overflade.
Renovering i Mouraria
Mouraria er dog altid blevet behandlet som den onde stedmor. Og mens der blev renoveret i Alfama, og de traditionelle knejper havde gode tider, forfaldt dette kvarter neden for borghøjen mere og mere. I mellemtiden er der indført et stort saneringsprogram, for en stor del af lejlighederne har hverken bad eller køkken, og nogle af husene er allerede faldet sammen eller truer med at styrte sammen. Rundt omkring Largo Martim Moniz virker kvarteret ret faldefærdigt, der vokser ukrudt i mange hjørner, og skrottede biler venter på, at der er nogen, der fjerner dem.
Jo højere man kommer op ad de stejle gader i Lissabon i retning mod slottet, desto mere behageligt bliver der. Den rejsende kan måske undre sig over, hvorfor der er sket så lidt for at bevare dette kvarter. Hovedårsagen lå i huslejerne, som ikke kunne ændres, hvilket ganske vist var behageligt for lejerne, men som også førte til, at ejerne ikke ville bruge penge på renoveringer. For dem var det en fordel, hvis bygningerne forfaldt, da de deri så den eneste chance for at komme af med de gamle lejere og med dem de gamle lejekontrakter.
På tur i Mouraria-kvarteret
Kvarteret begynder ved Largo Martim Moniz. Pladsen hører sikkert til et af de svage steder i byen, indtil nu er det ikke lykkedes helt at integrere den i bybilledet. Således ligger kapellet Senhora da Saude lidt forladt der. Det lille kapel blev bygget i 1505. Herfra udgik efter forskellige pestepidemier processionen til ære for Nossa Senhora da Saude den 20. april 1570, den ældste procession i byen, hvor der også var dans og musik. Den fandt frem til 1908 uden afbrydelse sted på torsdagen i den tredje uge i april.
Fra Largo Martim Moniz kommer du til den engang legendariske Rua do Capelao. I de snævre gyder med de smalle facader findes der stadig nogle af de typiske små fødevarebutikker. Her lå barerne og de mere simple værtshuse, hvor viserne om længsel (saudade) og den daglige elendighed lød til klangene fra guitar og klaver.
Der er mange gader, der er gode til en slentretur gennem Mouraria. Via Rua Marquês de Ponte de Lima kan du komme op til Largo da Rosa, så via Calcada do Marquês de Tancos til det tidligere marked Chao de Loureiro. En alternativ måde at komme til Costa do Castelo på, er fra Largo da Rosa fra Escadinhas da Costa do Castelo. Når du er ankommet dertil, kan du gå til venstre til Teatro Taborda. Teatret har en café/restaurant med en smuk panoprama-terrasse.
I Rua de Fernandes da Fonseca mødtes fadosangerne i en af de mest berømte caféer, også den legendariske Sérgio spillede her. I dette trods dets tilstand og nogle arkitektoniske indgreb stadig pittoreske kvarter lever denne tradition stadig. Til syvende og sidst boede fadosangerinden Maria Severa, hvis affære med Conde de Vimioso blev så berømt, at den blev filmatiseret, jo også her i midten af 1800-tallet. Hendes hus ligger i Rua do Capelao, 36. I Mouraria driver ret tvivlsomme skikkelser omkring, der sælges helsedrikke, indledes kærlighedsforhold i mørke hjørner og indgås dunkel forretninger. Da prostitutionen i 1833 blev begrænset, hørte Mouraria fortsat til de områder, der var undtaget herfra.
Mourarias historie
Fra 1100- til 1400-tallet var Mouraria arabernes kvarter, som dengang lå uden for portene og var blevet givet til dem af Dom Afonso Henriques. Rua de Cavaleiros var centrum for denne labyrint. I 1496 blev de jødiske og arabiske kvarterer afskaffet under Dom Manuel, og så flyttede også de kristne ind i Mouraria.
To jesuitiske bygninger stammer helt tilbage fra midten af 1500-tallet, det fire etager høje Colégio dos Meninos Órfaos i Rua da Mouraria og Santo Antao-O-Velho i Rua Marquês de Ponte de Lima. Der ligger nu også Igreja do Socorro, efter at den gamle bygning var blevet fuldstændig ødelagt under jordskælvet i 1755. På grund af naturkatastrofen var der også andre bygninger, der i det mindste blev beskadiget, men kvarterets struktur blev bevaret. Også mange af de små knejper og restauranter er blevet bevaret, som dog nok aldrig vil blive optaget i restaurantguiderne, men hvor man faktisk kan spise ret billigt og godt.