Prato provinserne i Toscana var Europas mest udviklede gennem middelalderen og renæssancen, hvilket gav lokalbefolkningen en enestående historisk og kulturel arv.
Firenze-provinsens byer og landsbyer ligger ofte på stejle bakker bevokset med cypresser. Neden for byerne mod dalens bund vokser vinstokkene, som siden renæssancen har frembragt mange af Italiens berømte vine, bl.a. de røde Chianti og Carmignano, og de grønne Malvasia og Trebbiano. Opleve det hele på en Kulturrejse til Toscana.

Synet af bjergene omkring Mugello nydes bedst fra en siddeplads i det romerske amfiteater i Fiesole. Disse bjerge blev en gang anset som det ideelle skjulested for de afskyelige middelalderbaroner, der nu og da kom ned fra deres velbevogtede tilholdssteder for at hærge og plyndre. I begyndelsen kunne Fiesole forsvare sig selv. Men i 1125 var det florentinerne, der angreb byen og lagde den i ruiner. Kun domkirken og bispepaladset blev skånet.

Fra Firenze snor Via Bolognese, SS65, sig op ad højderyggen til Fiesole. På vejen passeres pragtfulde villaer med en fantastisk udsigt over dalen til Firenze. Hovedruten fra bymidten er Via San Domenico, der skifter navn adskillige gange undervejs til Fiesole.
På Villa Vecchia Fiesolana ligger Villa Medici, som er bygget af Michelozzo i 1458-61 efter Cosimo il Vecchio’s instrukser til hans yngste søn Giovanni.
Villaens interiør rummer ikke længere de oprindelige dekorationer. Det meste blev fjernet i 1772 og erstattet med engelske kineserier af Robert Walpole, greve af Oxford. Villaen er ikke normalt åben for publikum, men hvis man ringer på (indgangen ligger på Via Giovanni Angelico 2), så er der som regel en eller anden, der er villig til at vise rundt på haveterrasserne, der har beholdt deres oprindelige linjer.

Arkæologiske skatte

Vejen stiger op mod Fiesoles centrum og det livlige hovedtorv, som er opkaldt efter det berømte bysbarn Mino da Fiesole, en billedhugger fra Quattrocento. Barer og pizzerier omgiver domkirken, som rummer nogle af Mino da Fiesoles bedste værker, biskop Salutatis gravmæle og et alter foran Salutati-kapellet. Selve Duomo er dateret til 1024-1028 og byder på skønne fresker og skulpturer af mindre kendte, men udmærkede kunstnere.
På pladsens vestside ligger bispepaladset fra 1000-tallet og den katolske præsteskole, som begge har fragmenter af den etruskiske nekropolis i gården. På den østlige side ligger Palazzo Pretorio. Selve piazzaen var engang romernes Forum, hvorfra en vej fører til det romerske amfiteater, der blev udgravet i 1911. Det bruges til koncerter og andre begivenheder. I begyndelsen af 1997 blev tre af Fiesoles arkæologiske attraktioner, Museo Archeologico, Museo Bandini og Antiquarium Costantani, slået sammen til ét samlet område. Zona Archeologico .
Det gennemrestaurerede arkæologiske museum indeholder interessante fund fra bronzealderen og etruskernes tid, og det er nu forbundet via en korridor under vejen til Costantini-samlingen af græske og etruskiske genstande. Denne tredje del af komplekset er det lille Bandin, i Via Dupré, og det indeholder en repræsentativ samling malerier fra renæssancens tidlige og midterste periode samt nogle terrakottaer af Della Robbias skole.
Vejen til Fiesole går gennem den mindre by San Domenico. Den er ikke blot kendt for sit fantastiske panorama over Firenze, men i højere grad for sit kloster og for kirken San Domenico da Fiesole. Begge indeholder rester af en stur kunstsamling, som desværre blev beskadiget under Anden Verdenskrig. I det første kapel i kirkens nordlige side ses Madonnaen med Engle og Helgener af Fra Angelico, som levede i klostret. I kapellet ses hans Korsfæstelse.
Via Badia fører til Badia Fiesolana som var Fiesoles domkirke frem til 1028. Den nuværende bygning blev efterladt ufærdig i 1464. Facaden, som stammer fra en mindre romansk kirke, er et fantastisk eksempel på den florentinske romanske stil. Dekoreret med grøn og hvid marmor. Der er også en dejlig lille plads foran kirken, hvor man kan sidde og hygge sig.
I den nordlige del af Fiesole, på vejen der snor sig gennem olivenlunde mod Olmo, går en sidevej på højre hånd mod Settignano, der har været hjemsted for mange fremtrædende mennesker. Michelangelo tilbragte sine unge dage i Villa Buonarroti. Benard Berenson (1865-1959) boede i Villa Tatti, som han restaurerede og berigede med en kendt renæssance-kunstsamling, som senere gik i arv til Harvard Universitetet. Andre berømte beboere var den betydningsfulde renæssance-billedhugger Desiderio da Settignano, forfatterne Tommaseo og D’Annunzio samt den legendariske skuespillerinde Eleonora Duse.
Et eksempel på en flot renæssance-villa, som overraskende er bevaret helt til vore dage med det meste af sin oprindelige have intakt, er Villa Gamberaia fra 1400-tallet.
Settignano er også rigt forsynet med kirkekunst. Santa Maria rummer en 1500-tals prædikestol af Buotalenti foruden en hvid terrakottafigur af Jomfru Maria med Barnet og to Engle, udført af Andrea della Robbia, Santa Martino a Mensola har en triptykon af Taddeo Gaddi.
Landevejen SS65 snor sig mod Pratolino og mod Parco Demidoff. For længe siden rummede parken – der nærmest er en stor have – også Villa Pratolino, senere kaldt Villa Demidoff, som blev bygget i 1569 og revet ned på grund af misforståede økonomiske besparelser i 1820. Der er faktisk ikke noget tilbage af den tidligere Medici-villa med undtagelse af Giambolognas massive statue Appenninen. I dag er haven forsømt og sjusket, men det er et dejligt, køligt sted at søge tilflugt i eftermiddagsheden. Vær opmærksom på, at kustoderne har ejendommelige arbejdstider, så ring i forvejen.

Mugello-dalen

Mugello er tæt forbundet med Medici’erne, idet de stammer herfra, og de viede området stor opmærksomhed. Cosimo de’Medici fik Michelozzo til at omdanne den gamle fæstning i Cafaggiolo i Val di Sieve til et landligt tilflugtssted. Og han gjorde det samme med slottet Il Trebbio lidt sydligere.
Villa Cafaggiolos forfaldne ydre – det mangler et af tårnene – skjuler et smukt interiør. Det meste af det indre bliver ejendommeligt nok anvendt som hø-lade. Men Cafaggiolo lider mest på grund af sin beliggenhed tæt på autostradaen Firenze-Bologna, der passerer lige forbi bygningen. Et symbol på, hvordan storhed kan stå for fald.
Castello del Trebbio har derimod haft en bedre skæbne. Den er blevet regelmæssigt vedligeholdt gennem årene og har bevaret, måske mere end nogen anden toscansk 1400-tals villa, en Medici-villas feudale stemning.
Lige over for Villa Cafaggiolo i en tæt skov på en bakkeskråning ligger San Martino-fæstningen. Den er bygget i 1569 af Lanci og Buontalenti på foranledning af Cosimo 1. for at forsvare den florentinske stat. Dette massive, femkantede slot er nu helt forfaldet og er blevet lukket med henblik på restaurering.
Lidt nord for San Piero di Sieve ligger Scarperia. Byens monumenter bliver sjældent besøgt af fremmede, skønt der er meget at ses. Palazzo Pretorio på hovedgaden er et af de skønneste eksempler på den toscanske civile arkitektur fra 1200-tallet.
Facaden er dekoreret med alle fremtrædende familiers våbenskjolde hugget i sten eller fremstillet i Della Robbia terrakotta. Overfor ligger Oratorio della Madonna della Piazza på den lille plads. Det er et lille mørkt rum, hvor man over altret kan beundre en Madonna col Bambino af Taddeo Gaddi.
For enden af hovedgaden ved indgangen til byen ligger Oratorio dei Terremoti. Her opbevares et freskomaleri: Madonna col Bambino, som tilskrives Filippo Lippi.
Scarperia er et berømt center for produktion af knive, og i de lokale værksteder bruger man stadig de traditionelle metoder til fremstillingen. I september er her en international kniv udstilling. Det nyligt installerede Museo dei Ferri Taglienti (museet for skæreredskaber) ligger i Palazzo dei Vicari.
Tager man et sving til venstre på den sydlige vej, der fører mod Scarperia, føres man gennem skove og lunde til det fjerntliggende Bosco ai Fratis kloster. Dette franciskanske tilflugtssted har en fred og ensomhed helt i overensstemmelse med de franciskanske idealer. En ro, der i dag savnes i f.eks. Assisi. Her er ingen turisthorder og ingen postkortsælgere. Kun den fred og enkelthed, som en kirke og dens kloster bygget i en lysning i skoven kan byde på.
Bygningerne blev rekonstrueret af Michelozzo omkring 1440 for Cosimo il Vecchio. De huser et mindre kendt, stort træ-krucifiks, overtrukket med gips og malet af en af den italienske renæssances største kunstnere, Donatello.