Kandersteg, vandreferie i Berner Oberland i Schweiz

Kulturrejser er også vandreferie og Schweiz byder på mange rejemål med natur i verdensklasse. Læs her om vandring i højderne i Kandersteg og Appenzell som ligger i området Berner Oberland i Schweiz.

Når man tænker på Schweiz, får man næsten altid et billede af et snepudret vinterparadis i tankerne. Men turister i begyndelsen af 1800-tallet gjorde landet kendt som et sommerrejsemål for aristokrater, der her kunne svælge i den forfriskende og styrkende alpeluft. Vore dages sommergæster tiltrækkes af det udbredte netværk af højtliggende bjergstier og afmærkede vandreruter, der gør Alperne et af verdens bedste steder at forynge kroppen og nære sjælen. Med en så stor koncentration af betagende bjerglandskaber kan det være svært at vælge, hvor man skal begynde, og hvor man skal ende. Her kan man få hjælp af Fred Jacobson, schweizisk alpebjergfører par excellence og selvudnævnt “alpoholiker”.

Appenzell og Kandesteg

Blandt de mange og afvekslende ture, han arrangerer for såvel øvede som uøvede, går to af de populæreste til de smukke, brede dale og lodrette kalkstensklipper i det næsten folkloristiske Appenzell (i det knap så besøgte østlige Schweiz) og til de mere stejle bjergkløfter i Kandersteg i den populære kanton Berner Oberland. (I vintermånederne arrangerer Jacobson også ture med alpint skiløb og langrend for alle grader af øvede). Den hyggelige, fredfyldte landsby Kandesteg er et sted, vandrere tit vender tilbage til, og af mange grunde, bl.a. muligheden for at nyde en picnic højt oppe på klipperne med udsigt over den juvelagtige sø Oeschinen, en af Schweiz skønneste natur-seværdigheder. Vandrerne vil have masser af muligheder for at gøre holdt og få vejret i det fantastiske bjerglandskab og indsnuse blomsterduften fra de frodige alpeenge.

Kandersteg ligger omkring 50 kilometer sydvest for Interlaken. Vil du vandre i Alperne er det af naturlige årsager bedst i sommermånederne. I juni og juli står de fleste alpeblomster i flor, hvilket gør Alperne endnu smukkere.