Hotel The Shelbourne i Dublin

Samme genopblomstring, som det engang så søvnige Dublin nu gennemlever, kan man se på det ærværdige gamle velhaver hotel, Le Meridien Shelbourne. Ikke at det nogensinde er gået bag af dansen, men denne mægtige rødlige victorianske bygning fremviser stolt sin nylige renovering og troner nu atter majestætisk på nordsiden af byens vartegn, St. Stephen´s Green (Europas største offentlige plads med haveanlæg). Det blev bygget i 1824 og er det eneste overlevende af Dublins store hoteller fra 1800-tallet. The Shelbourne er traditionsrigt og har bevaret meget af sin historiske storhed – den irske forfatning blev udformet her i 1922 – med lokaler, fyldt med lysekroner, åbne kaminer og kunstgenstande. Lord Mayor´s Lounge er en flot ramme om en overdådig tekomplet: ligesom forfatteren William Thackeray, der søgte tilflugt i de dybe lænestole med udsigt over haveanlægget, samles Dublins elite her for at nyde små sandwiches, småkager og scones med marmelade og Devonshire cream. Den berømte Horsehoe Bar er det helt rigtige sted at være under den prestigefyldte Horse Show Week i august, eller enhver fredag aften, for den sags skyld. Shelbourne udstråler mere de litterære legenders Dublin (i stil med Ulysses) end det nye Dublin, der er ved at forvandle sig til en af Europas mest toneangivende hovedstæder. Og selv om det i mange år har været mødestedet for de rige og adelige, er det stadig både indbydende og uhøjtideligt. Du finder hotel The Shelbourne på adressen 27 St. Stephen´s Green i Dublin. Læs om andre udvalgte hoteller i Dublin og på arndre rejsemål i Irland her på bloggen om kulturrejser.