Fallas – larm og kultur i Spanien

Fest, larm og ballade er overalt en del af spansk kultur. I Valencia fejrer man hvert år Fallas, og her tager man den del, der handler om larm, meget alvorligt. Fallas betyder lille fakkel, og ild er da også en central del af festivalen. Fallas falder sammen med fejringen af Josef, Jesus’ stedfar.

Fallas er i høj grad en gadefest, hvor de forskellige kvarterer i Valencia konkurrerer om at bygge de mest imponerende opstillinger af figurer, der også – som festen selv – kaldes fallas. Konstruktionerne er ret imponerende og dyre at lave, så forskellige frivillige foreninger bruger resten af året på at samle penge ind, blandt andet ved at lave fundraiser-middage med den berømte valencianske specialitet paella.

Fallas tiltrækker kulturrejsende

Fallas har længe trukket turister fra resten af Spanien, og i de senere år har flere og flere udenlandske besøgende fået øjnene op for den farverige og larmende festival. Mange tager på en kulturrejse til Spanien for at opleve Fallas. Festivalen opstod oprindeligt i Middelalderen – til dels fordi de mange lokale tømreforretninger havde materialer i overskud, der ikke kunne bruges i konstruktionen af bygningsværker. I stedet for bare at smide ud begyndte man langsomt at bygge de i dag meget udviklede fallas.

Som de fleste andre traditionsrige spanske fester har også Fallas et bestemt program, der hvert år er det samme. Den første dag færdiggøres, opstilles og præsenteres de forskellige fallas. Dagen efter uddeles der præmier til de mest imponerende og fantasifulde fallas. De følgende par dage bliver festivalen mere religiøs i stil med blomster og processioner og byens egen helgen æres.

Musik, fyrværkeri og kanonslag

Næstsidste aften er der fyrværkeri og den sidste aften bliver fallas brændt af rundt om i gaderne som store bål. Det kan minde lidt om Sankt Hans i Danmark, men det er mere inde i selve byens gader og det giver en anderledes stemning. Inden afbrændingen bliver Fallas også båret rundt i de forskellige kvarter fulgt af musikorkestre og kanonslag. De lokale møder op og danser i traditionelle kostumer, der er lavet specielt til festivalen.