I 1996 var den islandske økonomi bedre end næsten samtlige EU-landes økonomiske resultater. Islands vækst lå på 4,5 procent, mens inflationen og arbejdsløsheden var relativt lav. Underskuddet på statsbudgettet ventedes at udgøre mindre end et par procent af BNP.
Men Islands store afhængighed af eksporten og fiskeriets enorme betydning for landet gør økonomien sårbar, eftersom både fiskefangsten og fiskepriserne i udlandet varierer fra år til år. Derfor oplevede Island en kraftig økonomisk tilbagegang i slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne. På trods af en skrap nedskæringspolitik blev Islands borgerlige koalitionsregering i efteråret 1992 tvunget til at følge Finlands og Sveriges eksempel og devaluere valutaen for at styrke konkurrenceevnen. Samtidig blev skattebyrden flyttet fra virksomhederne over til husholdningerne. Efter yderligere skærpelser af fiskekvoterne i 1993 måtte regeringen atter ty til devaluering og nye besparelser på budgettet. Den samlede fiskefangst fortsatte med at falde året efter, men udviklingen vendte i 1995 efter syvs års økonomisk tilbagegang.
Island har længe forsøgt at gøre sig mindre økonomisk afhængig af fiskeriet. Eksporten af ferro-silicon er steget betydeligt de senere år, og der planlægges en kraftig stigning i produktionen af aluminium i 1997. Investeringerne i aluminiumsindustrien har affødt flere tilskud, hvilket således også har bidraget til den høje vækst i Islands økonomi i midten af 90erne. Lønmodtagernes købekraft er steget efter flere års stilstand og tidligere tilbagegang. Men investeringerne i industrien har sammen med de stigende importpriser ført til, at overskuddet på handelen med omverdenen er blevet udlignet. Udlandsgælden er faldet betydeligt og lå i 1995 lige under halvdelen af BNP.
Fiskeri og landbrug
Island er omgivet af næringsrigt vand, og det er fiskeriet, der bærer landets økonomi. Efter en periode med tilbagegang for fiskeriet ventedes den samlede fiskefangst i 1996 at slå alle rekorder med to millioner tons, hvilket primært skyldtes en stor stigning i loddefangsten.
Den islandske eksport består for tre fjerdedeles vedkommende af fisk og fiskeprodukter, men kun omkring en tiendedel af arbejdsstyrken, 14.000 personer, er beskæftiget inden for fiskerierhvervet, som bliver drevet yderst rationelt med den mest avancerede teknologi. På de nye trawlere foregår hele forarbejdningsprocessen inklusive forpakningen ombord på fartøjet. Fiskerflåden omfatter omkring 1000 fartøjer.
De islandske fiskere modtager ikke statsstøtte og er helt afhængige af deres egen indsats. Der hersker fri konkurrence inden for de fangstkvoter, regeringen fastlægger. Eftersom landet står uden for EU, kan det selv fastsætte sine fangstkvoter. Men EU er langt det vigtigste eksportmarked for Island, og landet er sårbart over for de importregler og toldafgifter, der fastsættes i Bruxelles med henblik på at beskytte det kriseramte fiskeri inden for EU. En gennemsnitlig EU-fiskers årlige fangst udgør kun en ottendedel af det, en islandsk fisker henter op fra havet.
Island har udkæmpet flere såkaldte fiskerikrige eller “torskekrige” for at værne om sine fiskerettigheder. Den første blev udløst, da Island i 1952 udvidede sit fiskefarvand fra fire til 12 sømil ( 1 sømil = 1,8 kilometer), hvilket blev mødt med protester fra Storbritannien. 20 år senere, efter kraftige fald i fiskefangsten, udvidede Island sine fiskerigrænser til 50 sømil, hvilket førte til alvorlige sammenstød mellem britiske trawlere og islandske kystbevogtningsfartøjer. Den tredje fiskekrig blev den mest alvorlige. Skønt den Internationale Domstol i Haag underkendte den seneste fiskerigrænse, udvidede Island i 1975 atter sit fiskefarvand – denne gang til 200 sømil. Efter gentagne episoder afbrød Island i 1976 midlertidigt de diplomatiske forbindelser med Storbritannien. Den britiske regering blev tvunget til at anerkende den nye grænse, og måtte se sine fiskerettigheder indenfor denne kraftigt reduceret. Island har også haft lange konflikter med Norge om torskekvoter i Barentshavet og sildekvoter i Norske
havet. Torsken er den vigtigste fisk for det islandske fiskeri, men den er blevet overfisket, og fangstkvoterne er skåret kraftigt ned siden slutningen af 80erne. Silden, som tidligere var den vigtigste fisk, forsvandt fra islandsk farvand efter rovfiskeri i 60erne, men er nu på vej tilbage. Lodde anvendes til fiskemel og fiskeolie og fanges til tider i store mængder. Andre vigtige fiskearter er rødfisk, sej, rejer og kuller. Den islandske hvalfangst har rødder langt tilbage i tiden, men har ligget stille i 90erne efter bl.a. internationale protester mod hvalfiskeri.
Landbrugt er frem for alt indrettet på dyreopdræt. Bønderne opdrætter primært får, men også de berømte islandske heste, samt tilstrækkeligt med kvæg til, at de næsten dækker hele det islandske behov for mælk og kød. Uldindustrien var tidligere inde i en god udvikling, men den er de senere år blevet ramt af tilbagegang. Der dyrkes foderplanter og kartofler en del steder.
Naturressourcer, energi og industri
Island har mere end rigeligt med vandkraft, og hidtil er kun en tiendedel af kapaciteten taget i brug. Landet er også rigt på jordvarme, som hentes fra de varme kilder, der bl.a. opvarmer hovedstaden Reykjavík. De store energiressourcer til lave priser anvendes som lokkemad for at tiltrække energiforbrugende industrier fra udlandet. En af disse er det store aluminiumssmelteværk Isal i Straumsvík, som ejes af den schweiziske virksomhed Alusuisse, og som forbruger mere end en tredjedel af Islands elkraft. Også norsk og en japansk virksomhed har store aktieandele i et smelteværk, der fremstiller ferro-silicon. Begge de omtalte smelteværker arbejder med importerede råvarer. Island har ikke selv nogen nævneværdige mineralforekomster. Derfor foreligger planer om islandsk eksport af el til det europæiske kontinent via undervandskabler.
Lavkonjunkturen i begyndelsen af 90erne gjordet det svært for Island at tiltrække udenlandske interesser, og planerne om øget aluminiumsproduktion blev udskudt. Men siden er opbygningen kommet i gang, og fra 1997 begyndte produktionen af aluminium at stige. Et andet stort investeringsprojekt, som blev påbegyndt i 1996, var opførelsen af en vejtunnel under Hvalfjördur nord for Reykjavík.
Fiskeforarbejdningen er den industri, der har allerstørst betydning for Island. Den omfatter bl.a. nedfrysningsanlæg og konservesfabrikker. Desuden findes der bl.a. tekstil- og konfektionsindustri, møbelfremstilling, kemisk industri samt cementfremstilling.
Arbejdsmarked og sociale forhold
Arbejdsløsheden på Island har normalt været lav, og det vakte bekymring, da den i slutningen af 80erne steg til over 1 procent. Derpå fulgte en drastisk forværring af forholdene på arbejdsmarkedet, og i 1995 nåede arbejdsløsheden op å den historiske rekord – 5,6%. Skønt regeringen iværksatte flere beskæftigelsesskabende foranstaltninger, berørte arbejdsløsheden ikke alene fiskerierhvervet, men også bygge- og servicesektoren og dermed flere grene af industrien. Med den generelle bedring i økonomien faldt arbejdsløsheden til 4 procent i slutningen af 1996, hvilket svarede til, at omkring 5500 mennesker stod uden arbejde. Efter de senere års tilflytning til Reykjavík er arbejdsløsheden i hovedstaden nu højere end i den øvrige del af landet. Før i tiden var det omvendt.
Mange islændinge har flere job – de arbejder i gennemsnit omkring 48 timer om ugen. Omtrent tre fjerdedele af de erhvervsaktive er fagligt organiserede.
Islands sociallovgivning ligner de øvrige nordiske landes, men den er ikke helt så omfattende. Der findes bl.a. almindelig sygeforsikring, barselsydelse i seks måneder og alderspension fra 67 år. Alkoholisme er det største sociale problem på Island, mens narkotikamisbrug samt voldsforbrydelser og prostitution er et sjældent syn.
Infrastruktur og turisme
Som følge af Islands beliggenhed er forbindelserne til omverdenen en større belastning for økonomien end i de fleste andre lande. Islandske rederier opretholder regelmæssig trafik til havne i Europa og USA. Den geografiske placering har dog på den anden side kunnet udnyttes til lønsom flytrafik mellem Europa og Nordamerika. Også indenrigsflyvningen er omfattende på Island, hvis vejnet er dårligt udbygget. Flyselskabet Icelandair er Islands største virksomhed.
Vejene er for størstedelens vedkommende uasfalterede, og om vinteren kan der være yderst svært fremkommeligt mange steder. I indlandet findes der store områder uden veje. Hovedvejen rundt om Island, den såkaldte ringvej, blev færdig i 1974 efter problematiske broopførelser over voldsomme og uventede jøkelløb. Der findes intet jernbanenet på Island.
Islands særprægede natur lokker en del turister til landet, langt de fleste kommer i sommermånederne. Antallet af udenlandske besøgende har været stigende i de seneste årtier og udgjorde i 1994 omkring 175.000 personer. De fleste kommer fra Nordeuropa (primært Tyskland, Danmark og Sverige) samt fra USA.