Information om Kina

Kina rummer på en spændende kultur og skal du på kulturrejse til Kina har jeg har samlet nogle få informationer og fakta. Uanset om du rejser på kulturrejse til Kina på egen hånde eller på en grupperejse med dansk rejseleder handler rummer landet på så lang en historie at man kun kan nå en brøkdel på en rejse.

Verdens tredjestørste og folkerigeste land, Kina, er i dag noget af en gåde: Dets økonomi er i stadig højere grad kapitalistisk, men et antikveret kommunistparti sidder stadig ved magten. Meget afhænger af, hvor stor succes denne “socialistiske markedsøkonomi” får. Med en civilisation, der rækker 5.000 år tilbage, har Kina skiftevis oplevet lange perioder præget af dynastisk stabilitet og korte perioder præget af pludselige forandringer. I de sidste 100 år har det gennemlevet en række sociale, politiske og økonomiske omvæltninger.
Kina, der engang var et isoleret landbrugssamfund uden nogen interesse for andre samfund og kulturer, står nu over for en fremtid som moderne industrination, der handler med store dele af verden. Politisk er det fortsat en etpartistat. I de vestlige medier diskuterer man ivrig de politiske reformer, der er nødvendige for mere demokrati, såvel som borgerrettigheder og menneskerettigheder, men i Kina selv er disse emner endnu ikke på dagsordenen.

Fakta og tal

Officielt navn: Zhonghua renmin Gonghe Cuo (Folkerepublikken Kina)
Regeringsform: Folkerepublik med ét kammer (Den Nationale Folkekongres)
Hovedstad: Beijing
Areal: 9.596.960 km2
Tidszone: GMT + 8 timer
Indbyggertal: 1.284.304.000
Forventet indbyggertal i 2015: 1.410.287.000
Befolkningstæthed: 133,8 pr. km2
Gennemsnitlig levealder: 71,9 år
Børnedødelighed (pr.1000): 27,3
Officielt sprog: Mandarinkinesisk
Andre sprog: Yue (cantonesisk), wu (shanghaikinesisk), minbei (Fuzhou), minnan (hakka-taiwanesisk), nationale mindretalssprog som tibetansk, uigursk, mongolsk o.a.
Analfabeter: 10,1%
Religioner: Officielt ateistisk; konfucianere, taoister, buddhister, muslimer, kristne
Etniske grupper: Han-kinesere 92%, andre (inkl. zhuang, uygurer,hui, yi, tibetanere, miao, manchuer, mongoler, buyi, koreanere) 8%
Valuta: Renminbi yuan = 10 jiao
Økonomi: Landbrug 74%, industri 14%, serviceerhverv 12%
BNP.pr. indbygger: US dollar 4.600
Klima: Varierer stærkt: Subtropisk mod sydøst, tempereret i øst, koldt og aridt på den sydvestlige tibetanske højslette, aridt i de nordlige ørkener, koldt tempereret mod nordøst
Højeste punkt: Mount Everest 8.848 m

Topografi og udnyttelse af jorden

Kina kan deles i tre store regioner: Bjergene mod vest, herunder den udstrakte tibetanske højslette; den række af ørkener og ørkenbækkener, der strækker sig fra Tarimbækkenet og Taklimakanørkenen mod nordvest, videre over Nei Mongol-bækkenet (Taklimakan Shamo) mod nordøst; og den store, lavtliggende østlige region, der består af Changs (Yangtse) og Huangs (Den Gule Flods) dalstrøg og flodsletter og fortsætter ud til kystsletterne inklusive Perlefloden mod syd.

Tibetanske Højslette (Tibetanske Plateau) afgiver smeltevand til adskillige store floder – Brahmaputra, der løber sydpå til Indien, Myanmars (Burmas) Salween (Nu) og Mekongfloden, der strejfer Laos og Thailand, før den passerer gennem Cambodja og når ned til havet i Vietnam. Den rummer også kilderne til både Huang og den mægtige Chang, Kinas to vigtigste floder, der løber ud i Det Østkinesiske Hav.

Den Tibetanske Højslette er delvis dækket af evig sne og er verdens højeste område med en gennemsnitlig højde på 4.900 m og bjergkæder, der rejser sig i 6.100 til 7.300 meters højde. Mod nord grænser den op til Kunlun Shan Bjergkæden, mod syd strækker Himalayakæden sig langs grænserne til Indien, Nepal og Bhutan. Med et barsk miljø, der er uegnet til menneskelig bosættelse, er størstedelen af højslettens 2 mio. indbyggere bosat mod syd. Himalayabjergene har også politisk betydning. De danner et solidt værn langs Kinas sydvestlige grænse, og har i århundreder dannet en naturlig forsvarsbarriere mod Vesten.

Dette er en af grundene til, at Kina ikke vil tillade, at presset for tibetansk selvstændighed går videre end til en status som “autonom region”.

Den anden region strækker sig fra Tarimbækkenet og Det Djungariske Bækken (Junggar Pendi) mod nordvest over den sydvestlige rand af Gobiørkenen til Nordmanchuriet; det er for størstedelen for tørt og koldt til agerbrug. Her holder hyrdefolk som uighurerne i Xinjiang får, geder og hjorde af heste. Der avles dog enkelte oaseafgrøder langs randen af Taklimakan-ørkenen, og i Gansu-korridoren nord for Qilian-bjergene er der små bebyggelser med landbrug.

Turfansænkningen (Turpan Pendi) der både er det laveste beliggende og det varmeste sted i Kina(154 m under havet), ligger nordøst for Tarimbækkenet. Øst for Gobiørkenen ligger landbrusområdet på den manchuriske slette, hvor man dyrker hårdføre kornsorter og sojabønner. I det nordlige Manchuriet er vækstperioden kort: kun 90 dage om året er frostfrie.

To tredjedele af Kinas befolkning bor i landets østlige region. Her stod den kinesiske kulturs vugge. På de frugtbare flodsletter opstod de mest karakteristiske træk i Kinas erhverv og samfundsliv – det intensive kunstvandingsagerbrug og den kinesiske bondefamilie. Huang, Den gule Flod, der er kendt som “Kinas sorg”, baner sig vej hen over den nordkinesiske slette.

I århundreder forårsagede den hyppige oversvømmelser med store tab af menneskeliv, men vore dages oversvømmelseskontrol har nedsat risikoen.

Længere mod syd, nær Chang Jiangs (Yangatses) delta, skifter landet karakter og består her af store søer og et fint netværk af kanaler, hvoraf mange er århundredgamle. Chang er Kinas største og vigtigste flod og er på en lang strækning sejlbar. Når flodens vandstand er høj, kan skibe på 10.000 tons nå op til Wuhan, og lægtere på 1.000 tons kan nå Chongquing i Sichuan. Sichuans “røde bækken” er et frugtbart og meget produktivt område langt oppe ad Chang; det adskilles fra de lavere liggende floddale mod øst af slugter omgivet af stejle klipper; området er intensivt opdyrket, og landskabet domineres af rismarker på terrasser anlagt op ad bjergskråningerne. Sommervejret ved Changs mellemste løb er varmt og fugtigt; i Nanjing når temperaturerne 44 grader.

Et særpræget sydkinesisk landskab, der i hundreder af år har været inspirationskilde for kinesiske landskabsmalere, findes i den nordøstlige Guizhou-provins, hvor kalkstenstinder rejser sig over små, intensivt opdyrkede sletter. Det kraftigt eroderede landskab præges af jordfaldshuller, huler og underjordiske vandløb. Langs kysten i Guangdong-provinsen, helt mod syd, er klimaet tropisk, og landbruget kan høste afgrøder året rundt. På Hainanøen ude i Tonkinbugten kan der høstes ris tre gange om året; andre afgrøder i syd er sukker, bananer og tropefrugter. Om sommeren rammer cykloner og tyfoner hyppigt kysten.

Den ældre historie

Kulturen opstod langs randen af den nordkinesiske slette. Her i Huang-dalen kom omkring 1700 f.Kr. Shang-dynastiet til magten. Det er kendt for sine fremragende bronzearbejder, indførelsen af hjulet, kalenderen og en slags skrift; Shang herskede indtil 1122 f.Kr. Under det næste dynasti, Zhou, skabte filosoffen og læreren Konfucius (5541-479 f.Kr.) grundlaget for den samfundsorden, der kom til at præge Kina i de efterfølgende århundreder.

Jernstøbning, metalmønter og silke blev også indført på den tid. Under det korte Qin-dynasti (221-206 f.Kr.) forenede en hersker ved navn Qin Shihuang nationen, befæstede Kinas nordgrænse med Den Kinesiske Mur, skabte rigets administration og blev begravet ved Lintong med en hær på 6.000 terrakottasoldater, der i dag er en stor turistattraktion.

I 206 f.Kr. kom Han-dynastiet til magten. I de fire århundreder, Han-styret varede, blev papiret og seismografen opfundet, man producerede det første stål, buddhismen blev indført fra Indien, og Kinas grænser blev rykket frem nogenlunde til de nuværende. Under Sui (581-618) anlagde man en stor del af Den Store Kanal, der forbinder Nordkina med Chang-dalen. I det efterfølgende tang-dynastis 300-årige regeringstid blev Kina verdens største rige.

Man indførte papirpenge, man opfandt bloktrykket, og der blev skabt uvurderlige keramikvaser. I disse århundreder og under Song-dynastiet (960-1269) begyndte Kinas befolkning, der blev truet af nomadefolk, som trængte ind fra nord, at rykke sammen i det armere, mere produktive Sydkina. I 1200-tallet boede størstedelen af befolkningen mod syd, herunder i Chang-dalen. Song-dynastiet kaldes undertiden for Kinas Guldalder. Han-delen ekspanderede, og kinesiske skibe bragte porcelæn og silke til Sydøstasien, Indien og Afrika.

Erobrere fra nord gjorde en ende på Song-dynastiet. I 1223 herskede Djengis Khans mongoler over størstedelen af Nordkina, og i 1260 lod Djengis Khan sig udråbe til kejser med Beijing som sin hovedstad. Riget, der blev forenet under de mongolske stammer, strakte sig fra Kiev til Den Persiske Golf og fra Burma til Korea. Muslimer, kristne og armenere kom på den tid alle til Kina – blandt dem italieneren Marco Polo, der gjorde tjeneste under Kublai Khan. Efter at mongolerne var fordrevet, genoprettedes et kinesisk styre i 1368 under Ming-dynastiet, og Den Kinesiske Mur blev genopført og forlænget til sin nuværende længde på 6.400 km. I Mingstyrets 300-årige regeringstid blev der opført en mængde paladser, heriblandt Kejserpaladset i Beijing, og skibe drog så langt bort som til Rødehavet.

Det var på den tid, at de første kristne missionærer begyndte at dukke op i Kina; jesuitterne slog sig ned med portugiserne i Macao i 1500-tallet.

Den kinesiske kultur var imidlertid i hovedtrækkene formet under Han, Tang og Song. Under disse herskere blev konfucianismen den altdominerende samfundsetik, og individet underordnedes både familien og staten; porcelænsfremstilling og silkeproduktion opnåede en sjælden perfektion, og der blev gjort en række opfindelser, der fandt vej til Vesten, ikke mindst krudtet.

Trods udviklingen af storbyer og fremvæksten af en veluddannet bureaukratisk elite, forblev det kinesiske samfund helt overvejende et bondesamfund, og dets økonomiske grundlag var og blev landbefolkningens produktivitet.

Qing-dynastiet (1683-1912) repræsenterede det nordlige folk, manchuernes, tilbagevenden til magten. De var i begyndelsen aggressive, erobrede Taiwan og udstationerede tropper i Tibet, men i 1800-tallet var Qing-styret blevet svagt og korrupt. Hungersnød og uroligheder havde gjort landet sårbart over for ydre pres, og ved århundredets slutning var Kina delt af de vestlige stormagter i interessesfærer, og den almindelige opløsning blev fremskyndet af bondeoprør (Taipingoprøret i 1850-64) og militære nederlag (Den Kinesisk-Japanske Krig 1894-95). I 1912 abdicerede den sidste kinesiske kejser, og der blev proklameret en republik.

Den moderne historie

Politisk og militært kaos prægede de følgende 40 år. I begyndelsen kæmpede rivaliserende krigsherrer om landet. To indbyrdes stridende, konkurrerende politiske bevægelser havde løsninger på dette kaos – Kuomintang (Det Kinesiske Nationalistparti) og Kommunistpartiet (grundlagt i 1921) – men ingen af dem opnåede herredømme over hele landet. Så angreb Japan i 1931 Manchuriet, og i 1938 udbrød der krig mellem Kina og Japan.

I denne periode udviklede kommunisterne større militær og politisk dygtighed, og Mao Zedong opnåede bøndernes støtte og beviste, at det var muligt at opnå resultater gennem partisankrig. Fjendtlighederne mellem Kuomintang og kommunisterne blev indstillet, for at man kunne besejre Japan. Men så snart dette mål var nået, udbrød der i 1945 en borgerkrig, der kostede 12 mio. mennesker livet. Kommunisterne sejrede, og i oktober 1949 proklamerede de oprettelsen af Folkerepublikken Kina.

Massesult, underernæring og sygdom blev alle bragt under kontrol i kommuniststyrets første år, og man indledte en jordreform. Som led i planøkonomien blev landbefolkningen organiseret i 50.000 kommuner – enheder, der dyrkede jorden kollektivt. Kommunerne drev også småindustri, skoler og klinikker. I disse år var moralen høj og engagementet stor. Mange, der tilhørte den gamle middelklasse, måtte gennemgå svære prøvelser i “genopdragelseslejre”, men for de fleste mennesker forbedredes levestandarden, og bureaukratisk misbrug var ikke noget større problem. Men Mao Zedong var fast besluttet på at presse på med radikale programmer for industrialisering og politiske ændringer. I 1958 prøvede man i “Det Store Spring Fremad” at industrialisere landet ved at udnytte kommunernes organisation og øge stålproduktionen ved at bruge primitive “baggårdssmelteovne”. Det blev en katastrofe. I årene 1959 til 1961 førte en forfejlet økonomisk politik til hungersnød, sygdom og oprørsforsøg. Ikke mindre end 20 mio. omkom.

Mao mistænkte i voksende grad sine forbundsfæller for manglende loyalitet og troede, at nogle ønskede at gå “kapitalismens vej”. I 1966 iværksatte han “Den Store Proletariske Kulturrevolution”, der skulle rive “gamle tanker, gammel kultur, gamle skikke og gamle vaner” op med rode. Kinas lokale myndigheder blev i realiteten stillet for retten, mange blev mishandlet og pint, plaget og torteret, og rødgardisterne drog hærgende gennem de mange byer, optaget af at ødelægge al ejendom og alle gamle kunstværker. I 1967 blev hæren sat ind for at genoprette ro og orden. Maos død i 1976 førte til store forandringer. Der var endog i 1978 en kort flirt med talefrihed.

Deng Xiaoping, en ny leder med en ny vision for den kinesiske kommunismes fremtid, men også fast besluttet på at fastholde sin magt, påbegyndte en økonomisk liberalisering, der førte til nutidens statsstyrede kapitalisme og rigide politiske styre.

Taiwan og Tibet vanskeliggør Kinas forhold til Vesten. Kina insisterer på, at Taiwan skal genforenes med moderlandet som en provins. Tibet har lidt hårdt under det kinesiske overherredømme og tusinder af tibetanere er blevet dræbt; men Kinas historiske brug af området som et militært bolværk mod vest betyder, at det er usandsynligt, at Tibet opnår selvstændighed.

Borgerlige rettigheder eksisterer stort set ikke i Kina. Loven er vilkårlig, domstolene styres i reglen af hærens personel uden nogen juridisk uddannelse. Studenter, der i 1989 demonstrerede for større demokrati i Beijing, blev mødt med tanks, og flere hundrede blev dræbt eller såret. I 1998 blev et forsøg på at oprette et uafhængigt politisk parti knust og lederne fængslet.

Økonomi

Der findes kulforekomster i de fleste provinser, og der er 70 produktionscentre, hvoraf Hebei, Shanxi, Shandong, Jilin og Anhui er de vigtigste. Kina har også jernmalmlejer og er en vigtig producent af wolfram. Industrien producerer jern, stål , kul, maskiner, våben, tekstiler og olieprodukter, kemikalier og lette forbrugsvarer.

Spørgsmål vedrørende økonomien drejer sig ikke om ressourcer, kvalificeret arbejdskraft eller kapacitet. De drejer sig om det ideologiske sammenstød mellem en markedsorienteret økonomi og kommunistpartiets stramme kontrolforanstaltninger.

I 1978 begyndte ledelsen at bevæge sig bort fra den sovjetiske centrale planlægning. Inden for landbruget afløste familielandbrug kollektivbruget, hvilket medførte en omgående vækst i produktiviteten. Inden for industrien øgedes virksomhedsledernes og de lokale embedsmænds magt, man tillod mindre private virksomheder og opmuntrede til udenlandsk handel og investeringer. Resultatet blev, at landbrugsproduktionen fordobledes i 1980’erne, og industrien gjorde store fremskridt. Bruttonationalproduktet er tredoblet siden 1978.

Det nuværende system forener imidlertid nogle af de dårligste egenskaber ved kommunismen (bureaukrati, træghed og korruption) og kapitalismen (voldsomt svingende og kortsigtede fortjenester og høj inflation). Yderligere vanskeligheder opstår i forbindelse med opkrævning af afgifter af enhver art, korruption, pengeafpresning og anden økonomisk misbrug, samt ineffektive statsvirksomheder.

Op imod 100 mio. landarbejdere befinder sig i et tomrum mellem land og by. Mængden af opdyrket jord svinder stadig ind. Der er alvorlige miljøproblemer – luftforurening på grund af spildevandsudslip; et stadigt lavere grundvandsspejl og vandmangel overalt i landet, samt den kendsgerning at under 10% af spildevandet bliver renset.

Provinser og hovedstæder

  • Anhui Hefei
  • Fuijan Fuzhou
  • Gansu Lanzhou
  • Guangdong Guangzhou (Canton)
  • Guizhou Guiyang
  • Hainan Haikou
  • Hebei Shijiazhuang
  • Heilongijang Harbin
  • Henan Zhengzhou
  • Hubei Wuhan
  • Hunan Changsha
  • Jiangsu Nanjing
  • Jiangxi Nanchang
  • Jilin Changchun
  • Lioning Shenyang
  • Quinghai Xining
  • Shaanxi Xi’an

Shandong Jinan
Shanxi Taiyuan
Sichuan Chengdu
Yunnan Kunming
Zhejiang Hangzhou

Autonome regioner

  • Guangzi Zhuangzu Nanning
  • Nei Monggol Hohhot
  • Ningxia Huizu Yinchuan
  • Xinijang Uygur Ürümqi
  • Tibet (Xizang) Lhasa

Særlige administrative regioner

  • Xianggang (Hongkong) Xianggang (Hongkong)
  • Macao Macao

Storbyregioner
Beijing (Peking), Shanghai, Tianjin og Chongqing

Tidstavle Kina

  • 1,9 mil. år før nu De første hominider, der ligner (Homo hailis meget (Longgupo hulen, Sichuan), dukker op
  • 800.000 år før nu Den hominide Homo erectus menes nu opstået i Asien; fandtes muligvis i Kina for 1,8 mio. år siden
  • 460.000 år før nu. Ældste sikre vidnesbyrd om kontrolleret brug af ild (Zhoukoudian hulen) af det såkaldte Pekingmenneske
  • 68.000 år før nu Homo sapiens sapiens lever i Kina
  • 7.500 f.Kr. Bønder i Midt- og Sydkina begynder at dyrke hirse og ris
  • 5.500 f.Kr. Den første keramik i brug i fiskerlandsbyer langs sydkysten
  • 1.200 f.Kr. Skriftsystem baseret på piktogrammer anvendes – mange tegn ligner dem, der stadig bruges
  • 800 f.Kr. Indbyggertallet under Chou-dynastiet er over 13 mio.
  • 214 f.Kr. Første del af Den Kinesiske Mur fuldført under Qin-dynastiet som værn mod tyrkiske og mongolske invasioner
  • 206 f.Kr. Shi Huangdi (første kejser) begraves med 6.000 legemsstore terrakottasoldater ved Chang-an nær Xian
  • c. 100 e.Kr. Papir lavet af hamp og klude samt tusch i brug i Nordvestkina
  • 618 Stor økonomisk fremgang under Tangdynastiet; Den Store Kanal forbinder Huang og Chang floderne (fuldføres 1283)
  • 1213 Djengis Khan anfører mongolsk invasion; henimod 30 mio. kinesere myrdes
  • 1275 Marco Polo, en venezianer besøger Kina (indtil 1292) for at oprette handelsforbindelser med det land, han kalder “Cathay”
  • 1279 Mongolerne under Kublai Khan (sønnesøn af Djengis Khan) får herredømmet over hele Kina; Beijing bliver nu hovedstad
  • 1644 Manchuerne grundlægger Qing-dynastiet og skaber fred og velstand; befolkningen vokser til 400 mio. i 1700
  • 1800 Briterne indsmugler opium; der udbryder krig, da kineserne sætter sig imod det. Traktat i 1942 afslutter krigen; Kina afstår Hongkong til Storbritannien
  • 1887-88 Huang-floden går over sine bredder og 2,5 mio. omkommer. Den har forårsaget oversvømmelser 1.500 gange i de sidste 3.500 år
  • 1900 Kinesisk “bokser” oprør i Beijing mod udenlandske interesser knuses af britisk og russisk militær
  • 1911 Oprørere proklamerer republikken – kejser Pu Yi abdicerer 1912. I 1913 grundlægger Sun Yat-sen Kuomintang (Nationalistpartiet(
  • 1927-28 Borgerkrig mellem kommunister og Kuomintang under Chiang Kai-shek; nationalisterne indtager Beijing
  • 1934 Mao Zedong anfører kommunisternes lange march tværs gennem Kina
  • 1949 Mao Zedong proklamerer Folkerepublikken Kina efter fire års borgerkrig, der har kostet 12 mio. mennesker livet
  • 1950 Kina invaderer Tibet; Dalai Lama, Tibets åndelige leder, flygter til Indien
  • 1958 “Det Store Spring frem” imod hurtigere udvikling ødelægger økonomien og fører til hungersnød; 20 mio. døde indtil 1962
  • 1979 “Étbarnsfamilie” politikken indføres for at standse befolkningstilvæksten
  • 1989 Prodemokratiske demonstrationer knuses af tanks på Tinanmenpladsen i Beijing, hundreder af dræbte
  • 1990 Folketælling viser, at Kinas befolkning er over 1,1 mia.
  • 1997 Kina overtager herredømmet over Hongkong, gennemfører “Ét Kina, to systemer” politikken
  • 1999 En forfatningsændring skal fremme markedsøkonomien og føre til en forandring af “Herskab gennem ret”.