Historie efter Anden Verdenskrig frem til år 2004

Da Anden Verdenskrig var forbi, lå Europa i ruiner, og USA var verdens førende økonomiske og politiske stormagt. I denne nye rolle tog USA et stort ansvar på sig og ydede støtte til genopbygning af de krigshærgede lande.

Marshallhjælpen var et omfattende program for genopbygning af Europa, og de nye globale kreditinstitutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF, blev vigtige redskaber til at bringe økonomierne på fode igen. Frihandelsaftalen GATT, senere WTO, blev indgået med det formål at fremme en friere verdenshandel. FN blev dannet for at sikre varig fred, og gennem Trumandoktrinen lovede USA økonomisk og politisk hjælp til de lande i Europa, som følte sig truet af Sovjetunionen. For at styrke Europas sikkerhed blev NATO, North Atlantic Treaty Organization, oprettet i 1949. Medlemslandene lovede at komme hinanden til undsætning i tilfælde af et militært angreb udefra.

Harry S. Truman, som overtog præsidentembedet efter Franklin D. Roosevelts død i april 1945, videreførte forgængerens reformarbejde på det økonomiske og sociale område. Præsidentvalget i 1952 blev vundet af den republikanske krigshelt, general Dwight Eisenhower, som førte en mere konservativ politik, men bevarede det sociale sikkerhedssystem, som forgængerne havde bygget op.

Korea-krigen i 1950-53 og det stigende modsætningsforhold til Sovjetunionen – “den kolde krig” – forstærkede de antikommunistiske holdninger i USA. Senator Joseph McCarthy førte an i 1950’ernes undersøgelser af “forfatningsfjendtlig virksomhed”, der udartede sig til en sand heksejagt på anderledes tænkende. En række politikere, fagforeningsledere og kulturpersonligheder blev stemplet som kommunistsympatisører, ofte på et meget løst grundlag. En del havnede i fængsel, og adskillige mistede deres arbejde.

I 1960 skete et politisk generationsskifte, da den 43-årige John F. Kennedy vandt præsidentvalget over republikaneren Richard Nixon, som havde været Eisenhowers vicepræsident. Kennedy lovede nye sociale reformer og støttede forsigtigt de sorte borgerretsbevægelser, som var begyndt at vokse frem i 1950’erne, da racemodsætningerne spidsede til.

Samtidig blev Kennedy involveret i flere udenrigspolitiske konflikter. Han gav i 1961 sin støtte til Svinebugtinvasionen, en gruppe eksil-cubaneres mislykkede forsøg på at styrte kommunistlederen Fidel Castro. Året efter var den såkaldte Cubakrise tæt på at udløse en storkrig mod Sovjetunionen.

Krisen opstod, da USA opdagede, at Sovjetunionen var i færd med at bygge affyringsramper til atomraketter på Cuba. Efter 13 dages ordkrig gik Moskva med til at pille ramperne ned. Til gengæld lovede USA i hemmelighed at fjerne militær udrustning ved Tyrkiets grænse mod Sovjetunionen.

Under Kennedy voksede det amerikanske engagement i Vietnamkrigen, som allerede var begyndt i slutningen af 1950’erne. USA blandede sig med det formål at stoppe kommunismens fremmarch i Asien. Amerikanerne sendte flere militære rådgivere til den sydvietnamesiske hær i dennes krig mod FNL-partisanbevægelsen, som fik støtte af Nordvietman, Kina og Sovjetunionen.

Kennedy indtog en kompromisløs holdning i rustningskapløbet med Sovjetunionen, og det lykkedes ham at indgyde en tro på fremtiden blandt amerikanerne. Den store satsning på USA’s rumprogrammer var også med til at styrke optimismen. Kennedys mål var, at USA skulle blive den første nation til at landsætte mennesker på månen – en drøm, der blev virkeliggjort i 1969.

Men i november 1963 blev Kennedy myrdet i Dallas i Texas. Ifølge den officielle undersøgelse blev de dræbende skud affyret af Lee Harvey Oswald, der handlede helt på egen hånd, men siden har mordet givet anledning til en lang række teorier om sammensværgelse.

Kennedy blev efterfulgt af sin vicepræsident, Lyndon B. Johnson, en tidligere senator fra Texas, som indledte et stort socialt reformarbejde og førte de borgerretslove igennem, som Kennedy havde introduceret.

Alligevel bliver Johnson husket som en tragisk politisk figur. Hans optrapning af Vietnamkrigen førte til national splittelse og en af USA’s alvorligste indenrigspolitiske kriser. Studenterprotester og demonstrationer kombineret med voldsomme raceuroligheder bidrog til, at Johnson ikke stillede op til genvalg i 1968 – det urolige år, hvor både demokraten Robert Kennedy og den sorte borgerretsbevægelses leder, Martin Luther King, blev dræbt.

I stedet blev republikaneren Richard Nixon valgt til præsident. Han hævdede at have en plan for at opnå fred i Vietnam, men optrappede i stedet USA’s krigsførelse, som blev udvidet til at omfatte Cambodja og Laos.

Samtidig førte Nixon, sammen med sikkerhedsrådgiveren og udenrigsministeren Henry Kissinger, et succesrigt diplomati på andre områder. Det førte til afspænding og et bedre forhold til både Sovjetunionen og Kina.

SALT-forhandlingerne – Strategie Arms Limitation Talks – udmøntede sig i 1972 i en aftale med Moskva om at begrænse antallet af strategiske (langtrækkende) kernevåben, den såkaldte SALT 1-aftale. Samme år gennemførte Nixon et historisk besøg i Beijing, hvilket åbnede den dør til Kina, der havde været lukket siden de kinesiske kommunisters revolution i 1949. Efter Oktoberkrigen mellem Israel og de arabiske lande i 1973 arbejdede amerikanerne aktivt på at få gang i en dialog mellem Israel og dets naboer.

Indenrigspolitisk udnyttede Nixon den utilfredshed, mange amerikanere følte efter de kaotiske og oprørske 1960’ere. Han appellerede til “det tavse flertal” med konservative krav om lov og orden, og det lykkedes ham at styrke sin stilling i Syden ved – diskret og elegant – at spille på racemodsætningerne. Nixon blev genvalgt ved en jordskredssejr over demokraten George McGovern i 1972 på trods af, at Watergateskandalen allerede var begyndt at rulle.

Affæren tog sin begyndelsen i juni 1972, da politiet pågreb fem mænd, som efter ordrer fra Nixons kampagnekomite havde begået indbrud i demokraternes partihovedkvarter i Watergate-bygningen i Washington. Derefter fulgte en række afsløringer af, hvordan Nixon havde forsøgt at mørklægge Det Hvide Hus’ rolle i skandalen. De mange lovligheder, der kom frem i lyset, medførte, at Kongressen i sommeren 1974 begyndte at forberede en rigsretssag mod præsidenten. Nixon valgte at gå af. Watergateskandalen efterlod – lige som Vietnamkrigen – et svidende sår i det amerikanske samfund.

Nixon blev efterfulgt af sin vicepræsident, Gerald Ford, som benådede sin forgænger og måtte forestå USA’s ydmygende retræte fra Vietnam i 1975. Ford blev bare en parentes på præsidentposten, idet han tabte præsidentvalget i 1976 til demokraten Jimmy Carter.

Carter indførte, hvad han kaldte en mere moralsk udenrigspolitik, som skulle fremme demokrati og menneskerettigheder. Han fejrede sin største udenrigspolitiske triumf i 1978, da han fik Israels ministerpræsident, Menachem Begin, og Egyptens præsident, Anwar Sadat, til forhandlingsbordet. Det førte til Camp David-aftalen og fred mellem Egypten og Israel.

I slutningen af 1979 blev personalet ved den amerikanske ambassade i Teheran taget som gidsler af yderligtgående iranske studenter. Det efterfølgende gidseldrama, der varede i over et år, førte til kritik mod Carter for at udvise svaghed i internationale spørgsmål, og han tabte præsidentvalget i 1980 til republikaneren Ronald Reagan. En rækkeindenrigspolitiske vanskeligheder var medvirkende til Carters nederlag. Økonomien var hårdt ramt af 1970’ernes oliekrise. Kraftig inflation, sigende arbejdsløshed, høje renter og et voksende budgetunderskud førte til udbredt utilfredshed hos vælgerne.

Det lykkedes den stærkt konservative Reagan at genoprette troen på fremtiden med et økonomisk program kaldet “Reaganomics”, som gik ud på at nedsætte skatterne og mindske den statslige indblanding, sætte militærbudgettet op og samtidig nedbringe budgetunderskuddet ved at reducere forbundsstatens udgifter til andre formål. Programmet bidrog til en højkonjunktur med stabil vækst i løbet af 1980’erne, men kombinationen af skattenedsættelser, øgede militærudgifter og en finanspolitisk sanering viste sig uholdbar i længden. I stedet blev budgetunderskuddet rekordstort, og kløften mellem rige og fattige voksede. Især fordi det var de fattige, som blev hårdest ramt af de sociale nedskæringer.

Udenrigspolitisk førte Reagan en hård, antikommunistisk linje. For at hindre kommunismens fremstød på det amerikanske kontinent invaderede USA den lille caribiske østat Grenada i 1983. Den socialistiske regering i Nicaragua blev isoleret ved hjælp af en handelsembargo, og der blev udlagt miner i landets havne. Nicaraguas antikommunistiske partisanbevægelse, contraerne, fik aktiv støtte med penge og rådgivere fra USA.

Samtidig blev holdningen til Sovjetunionen skærpet. Forhandlingerne om begrænsninger af kernevåben blev afbrudt, og Reagan forkastede en ny aftale, der skulle lægge loft over antallet af interkontinentale raketter, den såkaldte SALT 2-aftale, som tidligere var underskrevet af Carter og den sovjetiske præsident Bresjnev. Som led i USA’s oprustning blev nye mellemdistancevåben udstationeret i Vestueropa.

Forholdet mellem supermagterne blev dog bedre, da Mikhail Gorbatjov blev præsident i Sovjetunionen i 1985. I mellemtiden var Ronald Reagan blevet genvalgt. Nedrustningsforhandlingerne blev genoptaget, og i 1987 blev der indgået en aftale, som førte til afskaffelse af alle mellemdistanceraketter. Det fik stor symbolsk betydning, selv om det kun gjaldt en lille del af de samlede kernevåbenarsenaler.

I løbet af Reagans to sidste år ved magten blev Det Hvide Hus ramt af flere skandaler. Den alvorligste var afsløringen af, at medarbejdere i administrationen hemmeligt havde solgt våben til Iran via Israel, mod at Iran til gengæld overtalte de Iran-venlige grupper i Libanon til at frigive amerikanske gidsler. En del af fortjenesten ved våbensalget blev anvendt til støtte for den nicaraguanske contrabevægelse.

Reagan blev efterfulgt af sin vicepræsident, George Bush, der slog demokraten Michael Dukakis i præsidentvalget i 1988. Bush indledte sin embedsperiode med at forsøge at reducere det budgetunderskud, der var opbygget under Reagan. Det førte til, at Bush brød et vigtigt valgløfte om ikek at sætte skatterne i vejret. Løftebruddet kom til at forfølge ham under hele hans ophold i Det Hvide Hus.

Men Bush fik snart en anledning til at koncentrere sig om udenrigspolitikken. Da Berlinmuren faldt i 1989, blev forholdt til Moskva endnu bedre, og USA tilbød sammen med andre industrilande Sovjetunionen økonomisk hjælp. Bush og Gorbatjov underskrev i 1991 START-aftalen – Strategie Arms Reduction Treaty – der reducerede antallet af langdistancekernevåben. Efter Sovjetunionens opløsning samme år fortsatte nedrustningsdrøftelserne med Ruslands præsident, Boris Jeltsin.

Da irakiske styrker besatte Kuwait i sommeren 1990, tog Bush initiativ til, at en multinational styrke, ledet af USA og med godkendelse af FN, blev sendt til Den Persiske Golf.

Efter massive fly- og raketangreb mod irakiske mål i begyndelsen af 1991 lev regimet i Bagdad tvunget til at gå med til en våbenhvile i marts samme år. Den succesrige “Operation Ørkenstorm” fik Bushs popularitet i USA til at vokse til rekordhøjder. Det så ud til, at han ville blive genvalgt. Men da valgkampen begyndte, var den amerikanske økonomi yderligere svækket. Det viste sig, at vælgerne stadig huskede Bushs løftebrud om skatterne, og at de desuden mente, han havde ansvaret for den forværrede økonomi og en række indenrigspolitiske og sociale problemer.

Bush talte valget i 1992 til den da 46-årige Bill Clinton, en hidtil nærmest ukendt demokratisk guvernør fra den lille stat Arkansas, som under valgkampen næsten udelukkende havde lagt vægt på indenrigspolitiske spørgsmål.

Clintons tid som præsident var præget af en stærk økonomi – den længstvarende højkonjunktur i USA’s historie – der bidrog til at holde hans popularitet oppe trods politisk modgang og skandaler. Det lykkedes ham dog ikke at opfylde sit valgløfte om en altomfattende sygesikring, og i 1994 mistede demokraterne kontrollen med begge Kongressens kamre for første gang i 40 år.

Alligevel besejrede Clinton uden større vanskeligheder sin udfordrer ved præsidentvalget i 1996, den republikanske senatsformand Bo Dale, og blev den første demokratiske præsident siden Franklin Roosevelt, der oplevede at blive genvalgt. I sin anden mandatperiode koncentrerede Clinton sig mere om udenrigspolitikken.

I 1998 blev Monica Lewinsky-affæren afsløret. Clintons seksuelle forhold til den unge praktikant i Det Hvide Hus og hans benægtelse af dette forhold fik Kongressen til at indlede en rigsretssag mod ham – den anden mod en siddende præsident i hele USA’s historie. Det lykkedes dog Clinton at klare frisag efter en række opslidende forhør og processen blev et delvist tilbageslag for republikanerne.

Præsidentvalget i år 2000 blev uhørt jævnbyrdigt. Det endte med, at den republikanske Texasguvernør George W. Bush (søn af tidligere præsident Bush) blev udråbt til USA’s 53. præsident, men først fem dramatiske uger efter valget, da USA’s højesteret bremsede en genoptælling af stemmesedler i flere af Floridas valgdistrikter. Domstolsafgørelsen indebar, at Bush vandt den knappest mulige sejr i valgmandskollegiet til trods for, at hans modstander, Al Gore, havde fået en halv million stemmer mere. Det var første gang siden 1800-tallet, at den vindende kandidat ikke også var den, der fik flest stemmer.

George W. Bush indledte sin præsidentperiode i januar 2001 med at prioritere store skattelettelser og føre en udpræget konservativ linje i flere spørgsmål. Den 11. september 2001 forandredes den indenrigspolitiske situation dog dramatisk, da USA blev ramt af den værste terrorhandling i landets historie. En gruppe islamiske terrorister fløj med kaprede fly ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York med det resultat, at begge tårne styrtede s ammen. Et tredje fly fløj ind i forsvarsministeriet Pentagon i Washington med store ødelæggelser til følge. Næsten 3000 personer mistede livet i angrebene, der var det værste angreb på amerikansk jord siden Pearl Harbor i 1941.

I den krisestemning, der opstod efter angrebene, sluttede et stort set enigt Amerika opbag præsident Bush, og Kongressen gav ham næsten frie hænder til at anvende de nødvendige midler til at slå igen over for terrorismen. Bush skærpede de amerikanske antiterrorlove og indledte en international kampagne mod terrorismen. I oktober gik USA og Storbritannien til angreb på Afghanistan. Landets ledende talebanere (ultraortodokse islamister) blev anklaget for at give husly til de ansvarlige for terrorangrebene, dvs. saudieren Osama bin Laden og hans netværk. Al-Qaeda. Mens amerikanske fly beskød og bombarderede fra luften, rykkede styrker fra den talebanfjendtlige afghanske Nordlige Alliance fem på landjorden og erobrede efterhånden hele Afghanistan fra telebanerne.

Midtvejsvalgene til Kongressen i 2002 gav en stor fremgang til republikanerne, der øgede flertallet i repræsentanternes hus og nu også fik et flertal på 51 ud af 100 stemmer i senatet.

Bushs rekordhøje popularitet blandt over 90 procent af vælgerne i tiden lige efter terrorangrebene faldt dog snart ned mod de 50%. Hanblev i stadigt stigende grad opfattet som en polariserende leder, der vakte stærke følelser enten for eller imod og splittede vælgerskaren. Hans stilling blev forværret af en voksende opmærksomhed omkring landets økonomiske problemer. Selvom konjunkturerne igen var for opadgående, blev der skabt alt for få nye arbejdspladser. Bushs skattenedsættelser og udgifterne til krigen mod terror bidrog til at omdanne det tidligere overskud på de føderale budgetter til store underskud. Ubalancen i udenrigshandelen udløste advarsler om et drastisk fald i dollarkursen.

Hertill kom, at offentlighedens tillid til de politiske ledere og erhvervslivet lev undergravet af en række spektakulære skandaler, da der blev afsløret omfattende regnskabssvindel i gigantforetagender som Enron og Worldcom, der blev tvunget til at standse betalingerne. Det medførte store tab for både de ansatte og aktionærerne. Kongressen iværksatte høringer for at klarlægge forholdet mellem George W. Bush og Enron, der havde været den største enkeltbidragsyder til præsidentens valgkamp i 2000.

Også krigen mod terror gav anledning til indenrigspolitiske tvister. Både medier og opposition satte spørgsmål ved, om der ikke kunne være gjort mere for at forhindre terrorangrebene. Der blev rettet en skarp kritik mod FBI, CIA og andre efterretningstjenester for manglende koordinering og dårlig udnyttelse af informationskilder. kritikken førte til oprettelsen af et særligt ministerium med ansvar for landets indre sikkerhed i 2003 og til udnævnelsen af en ny, national sikkerhedschef i 2005 med det overordnede ansvar for de forskellige sikkerhedstjenester.

Bush-administrationen rettede nu søgelyset mod Iraks diktator, Saddam Hussein, der blev mistænkt for at råde over masseødelæggelsesvåben. Der var angiveligt også informationer om kontakter mellem al-Queda og den irakiske sikkerhedstjeneste. I september 2002 krævede USA en samlet handling fra FN, hvis regeringen i Bagdad ikke betingelsesløst accepterede våbeninspektioner af FN inden for en vis tidsramme. Bush gjorde klart, at USA var parat til at tage sagen i egne hænder, hvis FN ikke ville være med.

Det lykkedes USA at få vedtaget en resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der skærpede kravene til Irak om at dokumentere og destruere sine masseødelæggelsesvåben. Irak accepterede, og der blev indledt våbeninspektioner. Men da inspektørerne alligevel ikke fik lov at arbejde uhindret, krævede USA militær indgriben fra FN’s side. Det fik en bitter strid til at bryde ud i Sikkerhedsrådet i starten af 2003. Da det stod klart, at USA ikke kunne samle støtte, og at lande med vetoret som Frankrig og Rusland sagde nej til en FN-ledet invasion, gik USA til angreb på egen hånd med støtte fra Storbritannien og en koalition af “villige nationer” herunder Danmark.

Bagdad blev hurtigt indtaget, og Saddam Hussein taget til fange. Men efter krigens “afslutning” i maj 2003 er der stadig ikke fuld kontrol med landet, og titusindvis af civile irakere har mistet livet i utallige selvmordsaktioner udført af modstandere af den amerikanske besættelse. Flere end 1800 amerikanske soldater har også mistet livet, og de økonomiske udgifter har været gigantiske. Opinionsmålinger viser, at et flertal af de amerikanske vælgere i dag mener, at krigen mod Irak ikke har været omkostningerne værd.

Da eftersøgningen efter masseødelæggelsesvåben viste sig resultatløs, skiftede præsident Bush spor i sin argumentation og lagde i stedet vægt på, at krigen havde været nødvendig for at styrte en hadet tyran, der let kunne have skaffet sig masseødelæggelsesvåben og dermed komme til at udgøre en trussel mod USA.

Indsatsen i Irak affødte også voldsom kritik uden for USA, og ingen anden amerikansk præsident har været så stærkt kritiseret i Europa som George W. Bush. Protesterne voksede til nye højder, da det i foråret 2004 kom frem, at irakiske fanger var blevet torteret af amerikanske soldater i Aby Ghraib-fængslet udenfor Bagdad. Billeder, der viste overgreb og fornedrelse af fangerne ,blev spredt over hele verden og tvang USA til en offentlig undskyldning. Der blev også indledt retssager mod enkeltstående individer, men kritikere har peget på, at sagerne ikke har fået tilstrækkelige konsekvenser for Pentagons ledelse.

Bushs udfordrer ved præsidentvalget i 2004,den demokratiske John Kerry, valgte ikke at stille spørgsmål ved Irakkrigen som sådan under valgkampen. Han havde da også selv stemt ja til den i Kongressen. Han betonede i stedet sin egen patriotisme, ikke mindst ved at fremhæve at han havde gjort tjeneste under Vietnamkrigen.

I lighed med år 2000 var der også denne gang spænding om valgresultatet lige til det sidste, og Bush vandt med et knebent flertal i form af 51 procent af stemmerne. Han fik dog 274 valgmandsstemmer mod Kerrys 252.