San Francesco-Kirken i Arezzo

De to naboregioner Toscana og Umbrien var hjemsted for renæssancens banebrydende mestre, blandt dem den højt værdsatte Piero della Francesca i Arezzos San Francesco-kirke fra 1300-tallet. Det hellige kors’ legende (La Leggenda della Vera Croce) (1452-1466), der blev påbegyndt, da mesteren var i begyndelsen af trediverne, gengiver en legende fra et 1200-tals håndskrift, ifølge hvilken en gren fra Livets Træ blev plantet på Adams grav. Grenen slog rod og blev siden hen brugt til fremstillingen af det kors, som Kristus blev korsfæstet på. Efter at have være tildækket i næsten 15 år kan freskerne nu igen ses efter deres mesterlige restaurering. San Francesco-Kirken ligger på Piazza San Francesco. Arezzo ligger små 80 kilometer nordøst for Siena  ca. samme afstand sydøst for Firenze i Toscana. Tag ikke fra Arezzo uden først at have besøgt byens herligt skæve Piazza Grande, der er kranset af palazzi. Italiens bedste vandremarked med antikviteter afholdes på Piazza Grande, l, lørdag hver måned.

Ciostra del Saracino

Arezzo forvandler sig til den rene og skære middelalder under byens historiske Ciostra del Saracino (riddeturnering), der afholdes sidste søndag i august og første søndag i september. En kunstfærdig corteo (procession) slanger sig gennem de snævre, brolagte gader før åbningen, og såvel de prægtige dragter som riddernes og hestenes autentiske harnisker og rustninger efterses og kontrolleres af den toscanskfødte filminstruktør Franco Zeffirelli, turneringens største fan. Vil du opleve Giostra Del Saracino kan du købe billetter ved henvendelse til det lokale turistkontor på Piazza della Repubblica 22, lige uden for banegården.

Læs meget mere om kulturrejser til Italien og Arezzo regionen her på bloggen om kulturrejser. Læs f.eks indlægget: på kulturrejser til Arezzo provinsen i Toscana

På kulturrejse til Arezzo-provinsen i Toscana

Arezzo by en af de rigeste i Toscana med guld, kunst og antikviteter. I provinsen findes også mange middelalderlandsbyer der gør Arezzo provinsen til en af de mest besøgte områder i Toscana når folk rejser på kulturrejser til regionen.

Landskabet i provinsen Arezzo er forrevet med stejle slugter, som danner en slags bagtæppe, der skjuler dens byer og flækker for den besøgendes blik. Mod nord findes et område med kastanjeskove, vinmarker og klostre, mod syd ligger Valdi- chianas velhavende bondegårde.

Arezzo, det romerske Arretium, var oprindelig en etruskisk by, men i år 294 f.Kr. blev den til en militær rasteplads på Via Cassia, landevejen mellem Rom og Firenze. Det vigtigste minde om romerne er amfiteatret, der ligger lige ved Via Margaritone og er bygget i det første århundrede f.Kr. Det er nu en park; men er i tidens løb blevet plyndret for sten til at bygge bymurene og kirker.

Set fra syd virker Arezzo ganske ubetydelig, mens byen set fra nord og vest ligner den klassiske bjergby, omgivet af en høj mur og kronet af Il Duomo.

Bygningen af domkirken fandt sted fra sent i 1200-tallet til tidligt i 1500-tallet, og den beskrives som et af de mest fuldendte eksempler på italiensk gotisk arkitektur. Facaden er imidlertid en efterligning fra 1914 i falsk gotik.

Indvendig er der søjler, spidsbuer og mosaikker fra 1500-tallet af Guillaume de Marcillat, en fransk kunstner der slog sig ned i Arezzo. Der er også andre kunstværker, bl.a. et 1300-tals gravminde over Guido Tarlati, som flankerer Piero della Francescas fresko af Maria Magdalena. Museo del Duomo bag domkirken indeholder middelalderskrucifikser og Vasari-fresker.

Arezzo antikvitetsmarked i Toscana

Første søndag i hver måned holdes der i Arezzo et antikvitetsmarked, som er et af de største og ældste i Italien. Der er boder hele vejen rundt om domkirken, ned ad den brolagte hovedgade i byens gamle kvarter, ad Corso Italia og ud på Piazza Grande.

Man kan f.eks. besøge kirken San Francesco og se Piero della Francescas kalkmaleri, Legenden om Kristi Kors, der fortjener et besøg efter den fornemme restaurering, som blev afsluttet i 1992 i anledning af 500 års jubilæet. Den stærke og uforglemmelige malerisamling inkluderer et 1400-tals maleri af Arezzo.

Museo Archeologico

Museo Archeologico er stoppet til randen med nogle af de bedst eksempler på den rødglaserede keramik, der kaldes Coralline, som Arezzo er så berømt for. Museet for middelalder- og moderne kunst ligger i 1400-tals paladset Bruni og kan fremvise lervarer, fresker, malerier og eksempler på de flotte og efterspurgte guldsmedearbejder.

Byen selv har stadig et stort antal juvelerbutikker, men dog ikke i så stort et antal som butikker med antikviteter og værksteder, der restaurerer møbler. Disse butikker fines i nærheden af Piazza Grande, bag kirken Santa Maria della Pieve, en stor romansk kirke med en pisansk-lucchesisk facade.

På den ene side af den middelalderlige piazza ligger Vasaris Piazza delle Logge, som blev opført i 1573 og ændrede hele pladsen. Piazzaen er også scenen for det farverige Ciostra del Saracino første søndag i september.

Store intellektuelle ånder har boet i Arezzo – Mæcenas, Virgils og Horats’ rige ven og beskytter, Petraca, Guido d’Arezzo, der opfandt nodeskrivningen, Pietro Aretino og Giorgio Vasari, 1500-tals forfatteren der skrev om de italienske maleres liv. Man kan se Petrarcas hus (rekonstrueret) samt Vasaris. Arezzo kan man overkomme at se på én dag; hotellerne er ikke af særlig høj standard, men hyggelige, så måske er det bedre at bo i Monte San Savino eller i Cortona.