Saint-Tropez i Provence

Saint-Tropez ligger i regionen Proovence-Alpes-Côte d’Azur i det sydlige Frankrig og er en nostalgisk myte, der aldrig vil dø. Det er meget få der rejser på kulturrejse til Provence og bor i Saint-Tropez, men er du på disse kanter bør du afsætte nogle timer til at besøge byen og opleve den specielle stemning.

Birgitte Bardot lever

Siden la Bardot første gang kom hertil i 1956 for at medvirke i Roger Vadims film Et Dieu créa la femme (på dansk: Gud skabte kvinden), har hun aldrig forladt stedet. En parade af sexede Bardot-kloner, gulddrenge og håbefulde lykkejægere fylder de topløse – og undertiden bundløse – strande, nogle af de fineste sandstrande ved Rivieraen. “De gode, gamle dage” og deres løsslupne nydelsessyge er falmet gennem årtierne, men Saint-Tropez har overlevet sin berømmelse, succes og syndflod af sommerturister og er endda gået hen og blevet fashionabel igen. Dens forførende charme er stadig mærkbar, især i de tidlige morgentimer eller uden for sæsonen, hvor lyset og præget af uskyld over denne gamle fiskerby stadig kan betage. På den anden side handler alt på dette skøre feriested om dets excentriske stamgæster og deres improviserede gadeteater. Det var måske Colette, der startede det hele i 1920’erne, da hun forargede omverdenen ved at gå rundt med bare ben. Det er ikke et sted, hvor man kommer på afstand af det hele.

Café Sénéquier

Ønsker man at studere mennesker, skal man blot tage hen på hovedkvarteret Café Sénéquier på Quai Jean Jaurès ved havnen og spise morgenmad – eller komme her, når strandgæsterne vender tilbage efter at være blevet dybstegt på den populære Plage Tahiti (hvor topløs solbadning efter sigende er opstået) eller på Pampelonne. Dette er det evige “insted”, hvor man kan overvære hele paraden af folk i alle de forskellige æstetiske udgaver af strand, og ferieantræk, de aldrig ville slippe af sted med at promenere derhjemme. Glamour-niveauet i Saint-Tropez er stadig højt med masser af flair og dristighed. Saint-Tropez ligger omkring 70 kilometer sydvest for Cannes. Café Sénéquier finder du på adressen Quai jean Jaurès.