Oplevelser og overnatninger i Estoril

Portugal er velsignet med nogle af de smukkeste kyststrækninger, man kan tænke sig, og portugiserne har alle dage nydt godt af det store Atlanterhav, som har velsignet den gamle søfarernation med ”alt godt fra havet” i mange hundrede år.

For at have så nem adgang til havets skatkammer som muligt, slog de gamle fiskere sig ned i landsbyer langs kysten. Mange af disse små, gamle landsbyer er i dag yndede rejsemål for sol, afslapning og oplevelser til lands og til vands. Det er kultur og rejser i perfekt kombination.

Oplev Estorils smukke beliggenhed

Men det var ikke blot fiskerne, som ville så tæt på havet som muligt – i begyndelsen 1900-tallet slog den voksende gruppe af adelige sig ned og byggede smukke boliger og paladser, da der i denne periode var velstand blandt den portugisiske elite. Stedet er Estoril – og byens smukke beliggenhed til havet og i tæt afstand til den eksotiske storby Lissabon er med til at gøre Estoril så tiltrækkende.

Estoril har gennem tiderne vokset sig større, og i dag er Estoril kendt for dens strandpromenade og hyggelige bymidte med torvepladser, brostensbelagte stræder og rig mulighed for at nyde tilværelsen på en af de mange lokale caféer.

Ting at se på en rejse til Estoril

Besøg bl.a. nabobyen, Cascais, en gammel, charmerende fiskerlandsby, hvor havet alle dage har været den vigtigste fødekilde for lokalbefolkningen med et velbevaret centrum, smalle gader og stræder og masser af atmosfære. Udover Cascais kan du også lade turen gå til det vestligste punkt i Europa, nemlig Cabo da Roca, men også længere ind i landet og fra havoverfladen kan du komme op i højderne i den farverige eventyrby, Sintra, der – med dens mange små kongepaladser og sommerresidenser hvor adelen tilbragte de lune sommermåneder (også vor egen eventyrforfatter H.C. Andersen yndede at rejse til Sintra) – i dag står på UNESCO’s liste over verdensarv.

Besøg også metropolen Lissabon, der blot ligger 15 km. fra Estoril. Den portugisiske hovedstad emmer af liv og tilbyder et væld af farverige og historiske seværdigheder – ofte sammenlignes Lissabon med Italiens hovedstad, Rom, på grund af byens mange kvarterer opbygget på de 7 høje for foden af Tejo-floden.

Har du mod på endnu mere kultur og historie, kan du tage på en spændende udflugt til Fatima, Batalha, Nazaré og Obidos, som hver især byder på nogle af Portugals mest interessante seværdigheder. En rejse til Estoril giver både plads til afslapning i vandkanten og til spændende historiske og kulturelle højdepunkter.

Hotel i Estoril

På en rejse til Estoril kan du fx bo på det nyrenoverede Hotel Londres beliggende i hjertet af Estoril – et godt udgangspunkt for afslapning og oplevelser både i og uden for bygrænsen. Hotel Londres er et hyggeligt hotel med en perfekt beliggenhed i centrum af den charmerende gamle bydel i Estoril, hvor der kun er begrænset lokal trafik. Fra hotellet er der 5 minutters gang til stranden i Estoril, samt den smukke strandpromenade, der fører hele vejen til Cascais. Ønsker du at benytte toget til Lissabon, ligger stationen ca. 5 minutters gang fra hotellet og rejsen til centrum af Lissabon varer ca. 25 minutter. Hotellet serverer en god og solid morgenmad og middagene bærer præg af friske råvarer og et godt køkken. Hotellet har en meget hyggelig bar, hvor der flere gange om ugen er live-musik. Hotellet byder på en dejlig have og swimmingpool. Værelserne er alle pænt indrettet og har balkon med udsigt til byens park eller pool-område. Som gæst på Hotel Londres vil du nyde godt af den gode service og gode atmosfære.

Rejsetips til Estoril

Byrundtur i Estoril og Cascais
Oplev de to mondæne badebyer; Estoril og Cascais, der hver især tiltrækker mange besøgende hvert år med deres skønne strande og med deres afslappende og hyggelige atmosfære. Estoril er udover strand og bymiljø også kendt for dets velplacerede kasino i gåafstand fra Hotel Londres. ”Casino Estoril” er et af de største af sin slags i Europa og har haft mange prominente besøgende lige fra jetsettet, royale og under 2. Verdenskrig kom også mange agenter og spioner for at holde et vågent øje med de spillelystne. Det er faktisk herfra at en vis Ian Flemming, opfinderen af James Bond 007-karakteren, fandt inspiration med at skrive romanen fra 1953 – Casino Royale, som senere blev filmatiseret og har været en bragende succes verden over.

Udover kasinoet er en byrundtur i Estoril er en interessant oplevelse, da byen blev grundlagt i begyndelsen af det 1900 århundrede af en gruppe velhavende, som gjorde sig umage med at gøre de nyopførte bygninger smukke og æstetiske af udseende. Gå fx igennem byens ”grønne åndehul” – parken i Estoril, hvor du kan prøve en forfriskende (og stærk) portugisisk kaffe kaldet bica, der er ligeså elsket blandt portugisere som en espresso er blandt italienere.

Efter opholdet i parken kan du slentre langs strandpromenaden, hvor du kan nyde den smukke kyststrækning, og end i Cascais, som er nabobyen til Estoril, der også er velsignet med en skøn bymidte og en beliggenhed helt ned til vandkanten. I Cascais ligger fiskerestauranter skulder mod skulder og tilbyder hver dag frisk fisk – ofte får man selv lov til at vælge præcis hvilken fisk fra restaurantens akvarium, som man allerhelst gerne vil sætte tænderne i, man peger blot på den ønskede fisk og den vil efterfølgende blive tilberedt og serveret.

Den gyldne stad, Lissabon
For mange danskere er Lissabon endnu en uudforsket storby, og det er egentlig underligt, for Lissabon har så meget at byde på og sammenlignes ofte med både Rom, Paris og Barcelona – dermed tilbyder Lissabon oplevelser krydret med kultur, natur og historie, og det kan være svært at beslutte, hvor man skal begynde. Da portugiserne er en nation af søfarere, vil man hurtigt bemærke havets store betydning for indbyggerne, som i mange hundrede år har været byens livsnerve til omverdenen. De store, gamle søfarere har dermed også sat sit præg på byen – blandt andet monumentet af Henrik Søfareren, der med dens beliggenhed ved udmundingen af Tejo-floden ”byder velkommen” til vandvejens tilrejsende. I samme kvarter, Belém, ligger også Torre de Belém og Jeronimos-klostret, der er velbesøgte på grund af deres righoldige historie.

Lissabons gamle bymidte med de mange, små kvarterer fortæller hver især deres egen unikke historie, selvom de udadtil minder meget om hinanden med smalle, brostensbelagte gader og stræder samt et væld af små caféer, beværtninger og restaurationer. Desuden er den mest benyttede transport inden for bygrænsen de røde og gule sporvogne, der krydser hinandens spor, som de har gjort det i mange, mange år – man fornemmer straks, at Lissabon er én af de latinske storbyer, hvor livet på én gang er livligt og hektisk, men omvendt er der ingen, der har travlt – der er altid tid til at drikke en bica, læse dagens avis og diskutere verdenssituationen. Hvad man ikke når i dag, det når man sikkert i morgen.

Oplev Fatima, Batalha, Nazaré, Obidos og Carcavelos
Oplev Fatima, Portugals mest betydningsfulde pilgrimsby, der hvert år besøges af pilgrimme fra hele verden for at ære den hellige Jomfru Maria. Tag evt. også til UNESCO-byen Batalha, der er kendt for dens smukke, dominikanske kloster, Santa Maria da Vitória, og hvor man imponeres af datidens evner for at konstruere så store bygningsværker uden de midler, der stilles til rådighed for byggebranchen i dag.

Efterfølgende kan du køre mod kysten igen – mod Nazaré, den gamle fiskerlandsby, der i de varme sommermåneder fungerer som oase for mange portugisere på grund af det friske og tiltrækkende Atlanterhav. I Nazaré kan du passende nyde dagens frokost, som evt. kunne bestå af områdets største indtægtskilde, nemlig frisk fisk. Og portugiserne ved, hvordan fisk skal tilberedes, og det kan man som gæst nyde godt af under sit besøg.

Sluttelig kan du tage til Obidos, den gamle fæstningsby. I Obidos reklamerer boderne med den lokale likør, som kaldes ”ginjinha” – elsket blandt mange og hos andre bliver det aldrig yndlingsdrikken, men find selv ud af om du skal have en flaske ”ginjinha” med hjem til Danmark.

Tag evt. et smut til Carcavelos, som ligger ud til Atlanterhavet ved udmundingen af Tejo-floden og grundet dets gode forhold for vandsport, er Carcavelos et yndet mål for surfere fra nær og fjern. Eller tag på et af de lokale markeder – f.eks. i Lissabon. Forhør dig i området om hvor og hvornår der eventuelt er markedsdag og gør en god handel.

Udflugt til Sintra og Cabo da Rocha
En anden lille perle på landkortet er eventyrbyen Sintra, der emmer af romantik og tidligere tiders storhedstid. I den lille bjergby, Sintra, hvor man finder det ene lille palads efter de andet, er der mulighed på egen hånd for at besigtige det royale palads midt i byen – eller brug tiden på at nyde byen med de blomsterfyldte stræder, hvor der ofte skyder en café op, hvor man passende kan sætte sig og nyde stemningen.

Kør videre mod vest til det vestligste punkt i Europa. Stedet hedder Cabo da Rocha – skal man oversætte navnet til dansk vil det hedde ”for enden af klippen” og det er billedligt også rigtigt, da man fra udsigtspunktet kun ser det store hav, der vælter ind over de stejle klippeformationer.

Tilbage i Estoril kan du nyde stemningen på en af de mange caféer i byen eller tage en slentretur langs vandet.